Læsetid: 8 min.

En indvarslet tragedie

Det virkelige clash i Bruxelles er sammenstødet mellem åbne og lukkede sind, og tragedien er, at vi ikke kan forhindre den slags terror, så længe hadet næres af machopolitik, grusomme internationale konflikter, luftbombardementer, folkevandringer, grænsekonflikter og religionsvanvid
Den besynderlige virkning af terroren i Bruxelles er indtil videre en ny erkendelse af behovet for at tænke i fællesskab, ikke i oppositioner, skriver Stefan Hertmans i sit essay.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

2. april 2016

Det føles noget overraskende at opleve al den internationale solidaritet, som Belgien pludselig blev mødt med, da vi blev ramt af en tragedie som den, der fandt sted om morgenen den 22. marts, selv om landet så sent som dagen før tilsyneladende var skyld i stort set alt og ikke var andet end et hellhole og en sick joke for alverdens galdespyende markskrigere. Brave little Belgium var tilbage for en stund.

Vold får parametrene til at forrykkes. Det er i sig selv forståeligt nok. Men den støtte udgør altid en tom undskyldning. Der bliver ikke meget tilbage af alt det, man har skudt Belgien, dets ledere, dets regering i skoene – eller af hele retorikken om en failed state – når man konstaterer, hvor kynisk den internationale terrorisme overalt i verden dræber, afbrænder og forkvakler enhver demokratisk debat.

Vi har gennemgået vores egen proces til bevidstløshed og gentaget vores mea culpa over den mislykkede integration som et mantra. Og ja, vi kommer stadig til kort. Vi har været nonchalante, vi har for villigt sat vores lid til selvregulering. Men vi har også kreative unge mennesker i Molenbeek, lysende eksempler på, hvordan man kan leve sammen trods besværlige kulturforskelle.

I visse kredse hersker der stor idealisme og en stærk vilje til at hæve sig over forskellene. I Bruxelles af alle steder. Der er faktisk masser af positiv energi i dette land – det viste sig den 20. marts ved De Grote Parade, et broget optog af idealister, der slår til lyd for en fuldstændig anderledes strategi på alle områder.

Men mennesker, som er i stand til at begå de grufulde handlinger, vi var vidner til den 22. marts, deltager ikke i selvkritikken og den løsningsorienterede tænkning. Det er det virkelige clash: Sammenstødet mellem åbne og lukkede sind. En urgammel konflikt.

Globalt forhøjet adrenalin

Den gør nogle af os målløse, andre leger ’Hvad sagde jeg’-legen, men det er alt sammen uvæsentligt. Tragedien er, at vi ikke kan forhindre den slags, så længe hadet derude næres af machopolitik, grusomme internationale konflikter, luftbombardementer, folkevandringer, grænsekonflikter, religionsvanvid og en globalt forhøjet dosis adrenalin. Og så længe vi vil værne om dette sårbare samfund i en så konfliktfyldt verden.

Alle de sårbare ofre er i dag ramt af en stor smerte. I den smertes navn må vi med oprejst pande erkende, at vores udprægede sårbarhed også rummer vores moralske værdighed: nemlig det komplekse, åbne samfunds værdighed. At være genstand for den internationale verdens respekt og solidaritet er dog i disse dage en lille trøst.

Men Bruxelles står perpleks tilbage – byen, der altid definerer sig selv som ironisk og nonkonformistisk, byen, der altid har båret sin kulturelle mangfoldighed som en fane og nu betaler den grufulde pris for det.

På Facebook dukkede der straks en hånd op, lavet af pomfritter og med en tyk pomfrit-langemand lige i vejret. Det er godt, at folk prøver at bevare den typiske belgitude, evnen til at relativere sig selv samt humoren, men ved den lejlighed lo selv de vittige hoveder med blødende hjerte.

Den tirsdag sendte jeg en sms til min søn, der studerer i Bruxelles: Undgå metroen. Lidt senere så vi det mareridt, der havde udspillet sig dér. Når gruen kommer så tæt på, ved vi, at alle menneskers liv kan blive ramt af den. Dette land skal eksistere videre, denne mærkelige, enestående og sårede by skal eksistere videre. Uanset hvad.

Den besynderlige virkning af det hele er indtil videre en ny erkendelse af behovet for at tænke i fællesskab, ikke i oppositioner. Såvel muslimernes repræsentative organ i Belgien, Moslimexecutieve, som Platform voor Vlaamse Imams, forfattere som Fikry el Azzouzi, Dyab Abou Jahjah, imamer som Khalid Benhaddou og utallige andre har udtrykt deres afsky for angrebene og en fuldstændig forkastelse af IS-terrorismen.

De har i den forbindelse understreget, at det navnlig i Bruxelles ikke tjener noget formål at tænke i separate grupper (i stil med: »Hvor er muslimerne henne i det her?« – faktisk er flertallet af muslimer imod terror. Som Abou Jahjah udtrykte det: Vi beder jo heller ikke de kristne om at tage afstand fra Anders Breivik, for vi går da ud fra, at de ikke støtter den slags.)

Alligevel høres der til stadighed røster, som skingert forlanger, at muslimerne falder på knæ og offentligt kravler i støvet. Men for muslimerne ser det anderledes ud: Det føles, som om man hele tiden ønsker at proppe deres identitet ind i en ghetto.

Her er en god opskrift på konstant fornyet radikalisering: Sig, at I ikke har hørt dem, når de hævder, at de gerne vil høre til hos os.

Stater og fædrelande

Filosoffen Peter Sloterdijk bekendtgjorde for nylig, at han ikke længere tror på Angela Merkels politik, og at vi må tilbage til at tænke i stater og fædrelande. Det vil efter min mening være en dødssejler.

Orban og ungarerne, Wilders vil have Holland ud af EU og også have sine penge tilbage fra Bruxelles, UKIP kræver fnysende en brexit (britisk udmeldelse af EU), fordi demokratiet er for indviklet til egocentricitet.

Denne regressive nostalgi er i sig selv en livsfarlig ideologi: Det er ikke i separate, tillukkede, bange, hvide lande, vi løser problemerne. Terroristerne beviser hver eneste dag, at de ikke tænker i grænser og stater, men i flydende, globale sammenhænge og netværk, som lynhurtigt kan mobiliseres hen over alle landegrænser – og derfor altid vil være et skridt foran os.

Vi tænker imidlertid fortsat i grænser og rene identiteter og håber dermed at kunne dæmme op for disse flydende, uhåndgribelige bevægelser. Det er gudsjammerligt naivt og ovenikøbet passé.

Det er blevet sagt igen og igen, men er hver gang druknet i kakofonien: De billeder, som radikaliserede unge dagen lang sidder og ser på, på deres smartphones eller på fladskærme derhjemme, er arabiske tv-billeder af lemlæstede børn, sammenstyrtede huse, jamrende sårede, ødelæggende droner, endeløs collateral damage, brand, rædsel, blod, støv, kaos, afrevne lemmer – lige netop alt det, som gemytter, der er besatte af den vold, i blind hævnlyst udsætter os for i vores hovedstæder.

Billeder, som de vestlige medier per definition i vidt omfang bortcensurerer, fordi de ikke passer ind i vores opfattelse af uskyld. Når man minder om det, står der straks snesevis af personer og råber, at man kun er ude på at undskylde terroristerne. Mens det i stedet drejer sig om indsigt i, hvordan de rædsler er nået til os: Den bombepakke, som har været aktiv i flere årtier, fik påskriften RETURN TO SENDER.

Mere aktiv integration

Løsningen ligger i en langt mere aktiv integration. Problemet er imidlertid, at radikalisering foregår under jorden i lynhurtigt tempo, mens integration foregår over jorden i langsomt tempo. I det belgiske samfund forsøger stadig flere nordafrikanske og arabiske stemmer at få fat på de uregerlige unge, som lader sig forlede af kalifatets marchordrer.

Også de ved, at uuddannede unge uden chancer på arbejdsmarkedet udgør en tidsindstillet bombe. Altid og overalt. Voldsideologien er så bare det springbræt, de bruger for at komme til at optræde heltemodigt i en eller anden sammenhæng, for at skabe sig en identitet.

Og lige så rasende vender disse unge sig bort fra et samfund, der uophørligt fortæller dem, at de alle til hobe er mindreværdige eller endnu værre: medskyldige. Det er en selvopfyldende profeti.

Det er netop vores opgave at hjælpe de moderate muslimer med at løsrive deres tro fra det geopolitiske helvede, vi er havnet i. Mange af dem beder selv om det, og jeg vil gerne tro, at de bliver flere og flere. Samtidig påpeger Khalid Benhaddou, imam i Gent, hvor svært det er at trænge ind i visse radikaliserede kredse.

Læg dertil en høj grad af umodenhed i forhold til vores medier og diskussionsnormer, så forstår man, at der er umådelig meget at gå i gang med.

Pointen er, at vi simpelthen ikke kan vende tilbage til fortiden. Den geopolitiske brøler, som USA begik med invasionen i Irak – ledsaget af Bushs idiotiske opfordring om at drage dertil som korsfarere – har sat en eksplosiv kædereaktion i gang, som rent faktisk begyndte lige efter Sovjetunionens fald: Pludselig blev der lukket op til hele den vagt sovjetrelaterede arabiske region.

Saddam Hussein, Gadaffi, Sadat: Til at begynde med var de gode venner, men nu måtte de se at få ryddet op i levnene fra Den Kolde Krig. Med Putin tilbage i aktion som den første virkning og forbandelsen »korsfarere« i IS-kommunikéer, der jubler over lemlæstede børn og kvinder som den anden.

Alt sammen en frygtelig naiv vurdering; amerikanerne havde ikke begreb om de århundredgamle spændinger mellem sunni- og shiamuslimer, om geopolitisk dialektik, om den frustration, deres selvbestaltede rolle som Globocop skabte i andre kulturer. De har, som franskmændene så smukt udtrykte det, sat le pied dans le plat (trådt gevaldigt i spinaten).

Og hele den arabiske verden trak den historiske linje til for tusind år siden, mens de målløst stirrede på massegravene i ørkenen. Det var før Guantanamos soldater pissede på koraner, og også før den europæiske alliance tæppebombede regioner, hvor man ikke kan tillade sig boots on the ground.

Denne kræftsvulst, denne følelse af grundlæggende at blive gjort uret på grund af en kynisk geopolitik, breder sig med voldsom kraft dybt ned i radikaliserede unges imaginære verden. Det er deres historie. Og den virkelige årsag til, at det nonchalante Bruxelles bløder som så mange andre byer har gjort det.

Med den accelererede globalisering som befordringsmiddel for revanchisme, står vi nu med et problem, som vi kun kan løse ved en langt mere omfattende integration. Vi må fremad, der er ingen anden mulighed.

En hel del familier med nordafrikansk baggrund, som har boet her i tre generationer og simpelthen har et belgisk pas – og dem er der umådelig mange af – arbejder her hver dag, kører også med metroen og tager i stigende grad del i vores kultur.

Dem må vi lytte til for også endelig at nå den kriminaliserede bagtrop. Det kan vi kun gøre med hjælp fra disse integrerede muslimske stemmer. Som vi ikke længere bør omtale som muslimer, men som mennesker, der hører til hos os. Det er det første skridt.

Oversat fra hollandsk af Birthe Lundsgaard. Trykt med tilladelse af forfatteren.

Stefan Hertmans roman ’Min bedstefars himmel’ udkom på dansk i 2014 udgivet af People’s Press

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Feenstra
Erik Feenstra anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Kan man ikke foreslå redaktionen en maksgrænse på hvor mange Cafegenier der skal skrive i avisen om terror?

Terror er et problem men ikke et stort problem i Vesten - og myndighederne har kontrol over det.

Terroren er langt værre for Irakere, Afghanere, Nigerianere etc. hvor vesten ikke har nogen indflydelse på omfanget.

Aksel Gasbjerg

"Det er blevet sagt igen og igen, men er hver gang druknet i kakofonien: De billeder, som radikaliserede unge dagen lang sidder og ser på, på deres smartphones eller på fladskærme derhjemme, er arabiske tv-billeder af lemlæstede børn, sammenstyrtede huse, jamrende sårede, ødelæggende droner, endeløs collateral damage, brand, rædsel, blod, støv, kaos, afrevne lemmer – lige netop alt det, som gemytter, der er besatte af den vold, i blind hævnlyst udsætter os for i vores hovedstæder.

Billeder, som de vestlige medier per definition i vidt omfang bortcensurerer, fordi de ikke passer ind i vores opfattelse af uskyld. Når man minder om det, står der straks snesevis af personer og råber, at man kun er ude på at undskylde terroristerne. Mens det i stedet drejer sig om indsigt i, hvordan de rædsler er nået til os: Den bombepakke, som har været aktiv i flere årtier, fik påskriften RETURN TO SENDER."

Et centralt citat, der udtrykker de problemstillinger, som vestlige medier undgår.

'Som vi ikke længere bør omtale som muslimer, men som mennesker, der hører til hos os'.
Ja, i fald 'de' faktisk ikke er muslimer; hvis de hele tiden 'føler de skal lægge afstand til ....' egen identifikation, bør der naturligvis stilles spørgsmålstegn ved dennes validitet. Den forbinder jo tilsyneladende uløseligt til en totalitær teokratisk strategi. Ligegyldigt hvor meget de bidrager til BNP forbliver det et emne.
'Som vi ikke længere bør omtale som muslimer, men som mennesker, der hører til hos os'.

Niels Duus Nielsen

Henrik Bøndum, hvad er der nu galt med Cafegenier? Efter at de politiske kandestøbere fra bodega-segmentet har fået magt og indflydelse i Folketinget, er det da kun godt, at der er stadig er nogen, der forsøger at støbe kvalitetskander, i stedet for det discount-lort, som regeringen og deres støtteparti vil prakke os på.

Ellers har du da ret, terror er ikke et stort problem, sammenlignet med de øvrige problemer vi står over for. Det ærgrer selvfølgelig de politikere, der har tænkt sig at bruge terroren som undskyldning for at fremme deres egne interesser, hvorfor de taler problemet op og ikke ned.

Jeg synes, at det er godt set af artiklens forfatter, at det er et sammenstød mellem åbne og lukkede sind. Ikke fordi der er tale om en banebrydende ny indsigt, men fordi det er i overensstemmelse med min egen holdning.

For tiden er det strammerne, der har magten, og på trods af deres stædige forsvar for de danske juletraditioner synes de helt at have glemt at "når du strammer garnet, kvæler du jo barnet".

Helene Kristensen

Niels Nielsen, det vil altså sige, at cafegenierne arbejder sammen med de politikere, der har tænkt sig at bruge terroren som undskyldning. Det er da en lidt spændende ny udvikling at de har fælles interesser - kan det være penge der er fællesinteressen.

Philip B. Johnsen

Fjenden i spejlet.

Nu er tiden med rigdom og vækst skabt på olie snart slut, det skaber nok noget reflektion i de kommende år, ikke mindst hos dem der fik udbytte af afbrændingen.

Den aktive indsats for en bedre verden kunne begynde med håndtering af flygtninge fra krigen, det er vores vigtigste mission, vores evne til at behandle vores flygtninge værdigt, viser 'alle' styrken i demokrati og retsstat.

Men hvad er det der sker, når virkeligheden kommer for tæt på?

KRIG!
»Vi skal ikke forsøge at finde en forklaring på terroren«, var statsminister Helle Thorning-Schmidt og DF-formand Kristian Thulesen Dahl enige om i sidste uge, hvortil førstnævnte endda tilføjede: »…nogle mennesker lever bare af at hade os andre«.
Link: http://politiken.dk/debat/profiler/brianesbensen/ECE2512277/hvorfor-naeg...

Fra leder: 'Venstre vil ikke videre'
"Kommissoriet indskærper også, at regeringens langsigtede mål er, at »vi skal være uafhængige af fossile brændsler i 2050.« Det er ikke det samme som at gøre sig fri af fossil energi – der kan med Venstres formulering om ’uafhængighed’ stadig i 2050 bruges og produceres fossil energi i Danmark, blot produktionen af vedvarende energi svarer til det danske energiforbrug."
Link: https://www.information.dk/debat/leder/2016/03/venstre-videre

Det betyder dermed at, hvis produktionsforøgelsen af vedvarende energi modsvare forbruget af energi ved afbrænding af 'dansk olie eller gas', behøver Danmark ikke reducere vores CO2 udslip!

Hvem betaler den regning?

Har 'vi' vesten nogen form for forståelse af den verden vi lever i eller er vækst og det, at tilrane sig og forsvare tyveriet af velstand, her og nu på den korte bane, 'alt' der tæller?

Tænker vi i Vesten på dem, vi ikke giver en chance?

Pointen er forråelse af unge der radikalitet af kriminalitet, at radikalisering har for såvidt indfundet sig hos den langt overvejende del af de personer, der er blevet de såkalte IS terrorister i Europa, som ungdoms krimineller, de er i forvejen kendt af b.la. politiet.

Den religiøse radikalisering er i reglen forholdsvis i forhold til den ungdoms kriminelle løbebane i tid, et kort og påfaldende skift, fra et meget lidt religiøst liv i dagligdagens gerninger med kriminalitet, der i reglen opfattes ikke foregentligt med en 'rettroendes liv', til fundamentalistisk religiøs terror handling for IS, hvilket er vigtig viden, der skal forstås og udnyttes.

Som tidligere skrevet:

"Focus på det positive og brug det, for kriminelle der ikke kan slippe broderskabet de hurtige penge og volden, men ønsker forladelse for deres synder, er ikke fortabte i min verden.

Så skal de lige fanges og ledes på den rette vej, så deres mødre kan blive stolte af deres drenge i dette liv og det må så være opgaven det er værd at kæmpe for, men det er tydeligvis vanskeligt i dansk politik, at få ørenlyd for de slemme drenge kan indeholde noget godt, men hvis ikke der kæmpes for de udsatte unge, så går deres yngre brødre i deres fodspor."

Men vi i Vesten foretrækker at skyde skylden på muslimer, deres tro, det sidste de unge slipper i Vesten, før de dør, det burde være stof til eftertanke, men jeg ved at dansk vækst er vigtigere, vækst er 'nødvendighedens politik' vores nødvendighed for vores livsstil naturligvis og det er ensbetydende med 'krig'!

Niels Duus Nielsen

Helene Kristensen: "...cafegenierne arbejder sammen med de politikere, der har tænkt sig at bruge terroren som undskyldning..."

?????

Hvordan i alverden kommer du på den tanke?

Stefan Hertmans argumenterer netop imod at fortsætte med de geopolitiske brølere, vore ledere begår, med terroren som undskyldning.

?????

Niels Duus Nielsen

Ah, nu forstår jeg din kommentar, Helene Kristensen.

Ja, du har sådan set ret.

Ved hele tiden at italesætte integrationen i samme åndedrag som terror, hjælper vi pladderhumanister faktisk den sorte reaktion med at holde gryden i kog. Det er et dilemma, for hvis vi råber op, bærer vi ved til bålet, men hvis vi ikke råber op, tror højrefløjen bare, at den kan slippe af sted med hvad som helst.

Henrik Brøndum

@Niels Nielsen

Der er ikke noget galt med en essayistisk/litterær tilgang til krig og terror. Der er noget galt med at puste sig op og hævde man har bedre løsninger end dem der virkelig forstår sig på storpolitik. I dansk sammenhæng er der pt. ikke de allerstørste talenter i spil på det storpolitiske område - der gøres mere og mere end dyd ud at hævde, at den store verden slet ikke bør eksistere - der må vi håbe at embedsmændene holder et godt greb i tømmen.