Læsetid: 6 min.

Kritikkens ABC

Hvad gør en god børnelitteraturkritiker? Vi har bedt tre eksperter på feltet om deres bud
Hvad gør en god børnelitteraturkritiker? Vi har bedt tre eksperter på feltet om deres bud

Clara Bach/iBureauet

21. april 2016

Det er en vanskelig disciplin at anmelde børnelitteratur. Anmelderen skal vurdere et værk på vegne af en målgruppe, hvis verdensforståelse adskiller sig radikalt fra hendes egen.

Derfor bliver dommen over en børnebog let et morads af stråmandsbaserede smagsdomme samt skjulte – og subjektive – forestillinger om, hvad det vil sige at være barn.

Nina Christensen er leder af Center for Børnelitteratur ved Aarhus Universitet, og hun finder, at der oftere optræder moralske eller etiske vurderinger i børnelitteraturkritikken end i voksenlitteraturkritikken.

»Og det er egentlig ikke så mærkeligt, fordi en kritik af børnelitteratur foregår på nogle andres vegne. Vurderingen bliver foretaget på vegne af en gruppe, der ikke er de primære læsere, og derfor synes jeg ikke, det er forkert at udtale sig om, hvorvidt det er en bog, der passer til målgruppen. Men jeg oplever tit, at den sker på et ureflekteret grundlag,« siger hun.

Nogle anmeldere kommer til at lave den fejlslutning, at der er tale om en dårlig bog, hvis ikke de bryder sig om den opfattelse af barndommen, der kommer til udtryk i bogen. Nina Christensen mener, at de litterære kriterier og vurdering af illustrationer som æstetiske udtryk er det centrale i dagbladsanmeldelser og litterære tidsskrifter.

Men i fagblade rettet mod lærere, bibliotekarer eller pædagoger er det også anmelderens opgave at vurdere værket i forhold til målgruppe og anvendelighed i skolen, på biblioteket og i daginstitutionen. Kamilla Löfström, der blandt andet anmelder børnelitteratur for Information, mener derimod ikke, at anmelderens gisninger om, hvad ‘børn’ ville få ud af at læse en given bog, har nogen plads i en lødig anmeldelse.

For som hun siger:

»Hvilke børn? Børn er jo ikke ens.«

I et indlæg om børnelitteraturkritik på litteraturbloggen Promenaden formulerer hun det sådan:

»Jeg er egentlig ikke så interesseret i at læse om, hvordan nogen tror, at nogle andre vil tage imod en bog, jeg vil læse om, hvordan præcis den anmelder og læser oplever og vurderer værket som litteratur og æstetisk værk.«

Clara Bach/iBureauet

Børnegidsler

For at slippe af sted med at tale om, hvad målgruppen ville få ud af en bog, hiver mange anmeldere ifølge Kamilla Löfström et ‘gidsel’ ind (ofte deres egne børn) til at legitimere deres formodninger.

Den slags stråmandssmagsdomme ville man aldrig slippe af sted med i anmeldelser til voksne, pointerer hun.

Man undervurderer let børns evne til at leve sig ind i og interessere sig for historier, som ikke er umiddelbart identificérbare for dem, mener Kamilla Löfström:

»Man fordrer tit, at barnet skal have en 1:1-oplevelse med bogen. Hvis barnet lige er blevet storebror, vil han sikkert gerne høre en historie, der handler om det. Det er en lidt kedelig måde at betragte litteratur på. Igen overført til voksenlitteraturen, ville det svare til, at alle 30-årige singler kun skulle læse litteratur om 30-årige singler.«

Kamilla Löfström mener, at en af de vigtigste egenskaber for en børnelitteraturanmelder er evnen til at læse, se og forstå verden med børneøjne:

»Den gode anmelder ligner den gode børnebogsforfatter eller -illustrator på den måde, at man kan huske, hvordan det var at være barn. Sådan at man taler ud fra én selv og ens egen oplevelse af bogen, uden at begynde at gætte på, hvad børn ville synes om bogen.«

Clara Bach/iBureauet

Kulturfeltets nemesis

Den norske kritiker og forsker i æstetik og kunstdidaktik, Boel Christensen-Scheel fra Fakultet for Teknologi, Kunst og Design ved Høgskolen i Oslo, mener, at brugsværdien og det kommercielle perspektiv er for udtalt i børnebogsbranchen, hvilket også kommer til udtryk i anmeldelserne:

»Som kunstprojekt har børnebogen ikke fået lov at blomstre, men bliver snarere betragtet som en salgbar enhed,« siger hun.

Brugsværdien, som Christensen-Scheel betegner som ‘kulturfeltets nemesis’, overtrumfer dermed ofte den æstetiske værdi. Boel Christensen-Scheel mener, at det er vigtigt at hæve kompetencen blandt både forfattere, illustratorer og kritikere for at modvirke kommercialiseringen på området. Det kan ske ved at øremærke flere midler til børnekulturen:

»Børn og unge er generelt underprioriterede, ikke bare i aviserne, men også i kunstfeltet selv. Efter at have siddet fire år i Kulturrådet er det min oplevelse, at kunstfeltet selv ikke er så optaget af at lave gode projekter for børn og unge. Som mor og samfundsborger undrer det mig, at man ikke i større grad tænker på børn og unge som fremtiden – og som et interessant publikum. Det er et stort problem, at man ikke bruger nok tid, kræfter og penge på at producere noget, som er kvalitetsmæssigt godt nok for børn og unge.«

Clara Bach/iBureauet

Nina Christensen er enig med Boel Christensen-Scheel i, at børnelitteraturen ikke prioriteres højt nok, og hun mener, at en stor del af ansvaret ligger hos litteraturredaktørerne:

»En del af årsagen til, at præmisserne nogle gange bliver uklare i den danske børnelitteraturkritik, er pladsmangel. Børnelitteraturen får utrolig lidt plads. En af mine studerende undersøgte, hvor mange billedbøger, der bliver anmeldt i danske aviser i forhold til, hvor mange, der udkommer, og det er så uendeligt få. Det er et problem, fordi kritikken er med til at kvalificere diskussionerne om, hvad der er interessant inden for området. Selvom nogle aviser har styrket indsatsen, er det stadig alt for lidt, der bliver anmeldt.«

– Tror du, litteraturredaktørerne tænker, at deres læsere ikke er interesserede?

»Det ville undre mig, for jeg har hørt, at det er noget af det mest læste stof, og som forsker oplever jeg en meget stor interesse for mit område. Jeg synes, det er en undladelsessynd, og jeg tror, det handler om, at litteraturredaktørerne har mere viden om, hvad de skal anmelde inden for voksenlitteratur, fordi det interesserer dem på et umiddelbart plan, mens den viden, der er i det børnelitterære miljø om, at nu kommer der en ny og spændende udgivelse, ikke altid når ud til litteraturredaktørerne.«

Kamilla Löfström synes for så vidt, at ambitionsniveauet på flere af de store danske dagblade er højt nok. Men hun oplever, at man på mange af de mindre dagblade skriver anmeldelser, der falder mellem to stole:

»På de mindre dagblade er der en tendens til, at man ikke skriver kritik, men forbrugerstof. Man har ikke besluttet sig for, om man bare vil referere fra pressemeddelelsen, eller om man vil vurdere,« siger hun.

Derudover er mange anmeldere mere interesserede i og kvalificerede til at forholde sig til historien frem for illustrationerne:

»Der er nogen anmeldelser, hvor al pladsen bliver brugt på at referere teksten, og så er der tre linjer til illustrationerne, hvor der f.eks. bare står: ‘Lidt barske illustrationer af Cato Thau-Jensen, så bogen er bedst egnet til børn fra fem år.’ Barske illustrationer, hvordan ser det ud? Det ville man jo aldrig tillade sig, hvis man var kunstkritiker,« påpeger Kamilla Löfström.

Clara Bach/iBureauet

At se ud over bogen

Boel Christensen-Scheel efterlyser større udsigt til verden hos børnelitteraturanmelderne.

For nogle år siden foretog hun en undersøgelse af et stort udvalg af anmeldelser af børnelitteratur fra norske dagblade for det norske børnebogsinstitut.

Boel Christensen-Scheel har en baggrund som kunst- og teaterkritiker, og formålet med undersøgelsen var at analysere børnelitteraturkritikken og vurdere den ud fra kriterier, som man opererer med på andre kunstfaglige felter.

Hun fokuserede blandt andet på, hvordan man betragter ‘værket’ i børnelitteraturkritikken.

Her fandt hun, at litteraturkritikken generelt og børnelitteraturkritikken i særdeleshed ikke er fulgt med den udvikling, der er fundet sted på andre kulturfronter:

»På billedkunstfeltet og teater/performance-feltet har ideen om kunstværket gennem det 20. århundrede ændret sig mod en mere kontekstuel opfattelse af værket – og mod et mere deltagerorienteret, populærkulturelt og samfundsmæssigt perspektiv. Mange af disse ting så ud til at mangle i måden, børnelitteraturen blev vurderet på. De anmeldelser, jeg analyserede, tog i stor udstrækning bøgernes univers som en selvfølge,« fortæller hun.

Boel Christensen-Scheel mener, at den gode anmelder af børnelitteratur ikke bare skal forholde sig til det, der foregår inden for bogens fire vægge, men turde sætte bogen i forhold til det samfund, som den – og barnet – indgår i:

»Man kan inddrage politiske eller sociale fænomener. Det kunne f.eks. være flygtningesituationen. Som regel har børn en slags forhold til det, selv om det ikke er så modent. Det er vigtigt at turde tage stilling og være lidt dristig.«

»Kritikeren kan være mere engageret og ærlig, og ikke bare tage bogen som opskrift på, hvordan litteraturen skal se ud.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu