Læsetid: 2 min.

Hvor længe kan man forvente at hænge ud med Justin Bieber?

En pige på 13 år købte sammen med sin veninde to billetter til en koncert med Justin Bieber i København. De ankom til koncerten og blev lukket ind. Men herefter fulgte flere skuffelser
29. april 2016

Klagen:

I 2013 spillede Justin Bieber koncert i København. Til koncerten kunne man købe forskellige typer af billetter, blandt andet en billet, som gav adgang til Golden Circle (et særligt område tæt på scenen, red.) og muligheden for en såkaldt meet and greet (at hilse på Justin Bieber efter koncerten). Derudover fulgte der med billetten også en signeret LP og muligheden for at blive fotograferet sammen med sangeren.

En pige på 13 år købte sammen med sin veninde to billetter. De ankom til koncerten og blev lukket ind. Men herefter fulgte flere skuffelser. Golden Circle var blevet åbnet for publikum med almindelige billetter, og pigerne fik derfor en plads bagerst med dårligt udsyn til scenen. De fik senere at vide, at der havde været for meget pres fra publikum mod scenen, hvorfor arrangøren havde valgt at åbne for adgangen.

Efter koncerten fik pigerne som lovet en signeret LP og muligheden for at møde Justin Bieber, men signaturen viste sig at være trykt og ikke skrevet i hånden, og i stedet for et egentligt møde blev pigerne efter tur ført frem af en bodyguard og fik hurtigt taget et billede sammen med sangeren. Da den ene af pigerne efterfølgende så billedet, var kun halvdelen af hendes hoved med.

Efterfølgende sendte den ene piges mor en klage til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Billetterne havde kostet 2.583 kroner per styk.

Afgørelsen:

Koncertarrangøren tilbyder at refundere 250 kroner af billetten. Den ene pige tager imod beløbet, men den anden pige afviser med henvisning til billedet, hvor kun halvdelen af hendes hoved er med. Derefter tilbyder den erhvervsdrivende 500 kroner, hvilket hun tager imod.

Specialkonsulent ved Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Simon Ngyuen:

»I denne sag er der både en tjenesteydelse og et køb af en vare. Ved købet af vinylpladen kan man bruge købeloven direkte og vurdere, om der er nogen mangler ved den købte vare, fordi det var en trykt og ikke en rigtig signering. Så er der selve koncerten. Pigen siger, at hun havde regnet med at have nogen tid sammen med Justin Bieber efter koncerten, og hendes mor skriver så ind til os. Den erhvervsdrivende svarer: »Vi vil endnu en gang understrege, at kunderne har fået det, de har betalt for.« Hvis der ikke foreligger et klart aftalegrundlag, som begge parter er enige om, hvor der står, at hun for eksempel har ti minutter med ham eller kan trykke ham i hånden tre gange, så må jeg sende den videre i nævnet for en tolkning af, hvad man som forbruger måtte kunne forvente ud fra det materiale, der foreligger.«

Kilde: Dokumenter i sagen, interview med Simon Ngyuen og radioprogrammet AK 24syv på Radio24syv.

Næste uge: På plakaten for en hingstekåring er der et billede af en kendt stuntman og hans heste. Kan man få sine penge tilbage, hvis han ikke er med i showet?

Læs sidste uges kulturklage: Hvor mange medlemmer af Black Sabbath skal være på scenen, før det er Black Sabbath?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu