Baggrund
Læsetid: 8 min.

Pioner ser tilbage på 35 års børneteater

På 35 år har børneteater udviklet sig fra at være utænkeligt til at være respekteret og anerkendt for sin evne til at tale til alle børn uanset baggrund. Pioneren Hanne Trolle har været med hele vejen, og nu lukker hun sit teater med en højaktuel forestilling om flygtningebørn
’Jeg er nået ud til dem, som ellers ikke kom i teatret. I første omgang børn, men også dem, der ikke oplever, at der bliver talt til dem, eller at nogen fortæller deres historie. At skabe genkendelse og anerkendelse. Det fylder mig med enorm glæde,’ siger Hanne Trolle

’Jeg er nået ud til dem, som ellers ikke kom i teatret. I første omgang børn, men også dem, der ikke oplever, at der bliver talt til dem, eller at nogen fortæller deres historie. At skabe genkendelse og anerkendelse. Det fylder mig med enorm glæde,’ siger Hanne Trolle

Ulrik Hasemann

Kultur
6. april 2016

Sidste gang Information interviewede børneteaterpioner Hanne Trolle var i 1992. Hun havde lige fået Børnebibliotekarernes Kulturpris for sit engagement i børnekultur, men interviewet kom til at handle mere om en optræden, hun netop havde lavet for jugoslaviske børn på skibet Norröna, der lå til kajs i København og husede flygtninge fra krigen på Balkan.

»Det er stadig en af mit livs største oplevelser,« siger Hanne Trolle i dag. »Jeg var højgravid og havde det, som om jeg skulle gå i fødsel. Der blev tolket i megafoner, og der lød beskeder på serbokroatisk over højttalersystemet, og ved bordene i cafeteriet, hvor vi optrådte, sad mænd og spillede kort og snakkede højlydt. Men børnene var så meget med. De klappede, sang og dansede og råbte og ville røre ved alt. Det var helt vidunderligt. Der var jo intet på det skib for børnene. Intet. Det er ikke så mærkeligt, at de var så sultne efter oplevelser, at vi havde det, som om de ville spise os.«

Jeg nævner interviewet for hende, fordi det er et interessant sammentræf, at hun netop har valgt at fortælle historien Fra mig til dig om drengen Omar, der flygter fra et land langt herfra til Danmark, som sin afskedsforestilling efter 35 år som børneteaterejer. Men som Hanne Trolle forklarer mig, så er det ikke tilfældigt.

»Jeg har gennem hele min karriere interesseret mig for mødet mellem forskellige kulturer. Mange af mine forestillinger har beskæftiget sig med det. Der kan jo være mange grunde til at flytte, og mit håb er, at jeg skaber en eller anden form for forståelse for, hvad det vil sige for et barn at flytte uden at vide præcis hvorfor. At være glad for at komme i børnehave og få nye legekammerater, men samtidig savne sin bedstemor, sin bedste ven og at flyve med drager.«

Bedetårn og Frelserkirke

Hanne Trolle viser, hvordan hun med en enkel guldtråd på scenens bagtæppe først skaber en mellemøstlig skyline med kupler og bedetårne og hurtigt laver den om til København med Rådhustårnet og Frelserkirken. Omar er en lille dukke, som Hanne Trolle bevæger rundt mellem kufferter på scenen. Der er tæppehandlere, sufidansere, dragebyggere og olielamper. På mange måder den mellemøstlige kliché. Men netop i klicheen ligger det letgenkendelige.

Forestillingen ’Fra mig til dig’ handler om flygtningedrengen Omar. På scenen er Omar en lille dukke, som Hanne Trolle bevæger rundt mellem bl.a. kufferter.

Ulrik Hasemann

»Vores hjerner reagerer på genkendelsen. Vi bliver simpelthen glade af det. Jeg ser jo børn, der endnu ikke har et sprog, blive begejstrede, når de ser mig komme ud på scenen med et tørklæde om hovedet. ’Mama’, råber de. Det er en anerkendelse af deres historie, at de ser noget på scenen, de kender. Det mærker jeg jo også med noget så simpelt som at have en sort dukke med på scenen, når der er sorte børn blandt publikum. Det oplever de jo meget sjældent. Og det betyder noget, når jeg taler til deres sanser med noget, som de kan relatere til.«

Sanserne er den direkte adgang til erindringen. Det ser Hanne Trolle beviset på, når også voksne kan have stærke reaktioner på forestillingerne.

»En palæstinensisk kvinde brød simpelthen sammen efter at have set dette stykke, fordi hun savnede sin mor. Det er jo et barns reaktion, og det handler om, tror jeg, at jeg med måden, jeg formidler historierne på, trykker på de sanseknapper, man først fik stimuleret i barndommen. Jeg har stadig kontakt med kvinden i dag. Det er jo klart, at det også påvirker mig, når jeg bevæger nogen på den måde.«

Efter 35 år som teaterejer og optrædener for mere end 350.000 børn i hele landet har Hanne Trolle en meget klar opfattelse af, hvordan man fortæller historier for børn.

»Alle børn er forskellige, og de oplever forskelligt. Nogle af dem er auditive, nogle er visuelle, nogle er kinæstetikere. Det betyder, at jeg skal have fat i alle sanserne, når jeg er på scenen.«

Når Hanne Trolle fortæller om at få fat, så siger hun det ikke bare, hun gør det med hele kroppen. Rækker ud med armene, lukker hænderne om et eller andet derude og hiver det ind mod sig. En krop, der bærer på teatrets bevægelser.

»For mig er det helt åbenlyst, at hvis man vil børn noget, så skal man tale til dem på den måde, de selv oplever verden. Der er for eksempel meget stort fokus på bogen som midlet til at skabe sproglig udvikling hos børn, men jeg oplever jo, hvordan de helt små børn forstår verden – inden vi fortæller dem, at de skal gøre det med ord. Det gør de på mange forskellige måder. Men de gør det alle med deres sanser – det, der kan være forskel på, er, hvilken af sanserne de bruger bedst.«

Måden, Hanne Trolle fortæller på, er altså målrettet mod børn, men det er budskaberne ikke. Som oprindeligt uddannet pædagog kender hun til børns udvikling, men hun har ikke et pædagogisk sigte med sine forestillinger.

»Jeg fortæller de historier, jeg selv brænder for, og det handler ofte om at skabe forståelse mellem mennesker, men jeg ønsker ikke at lære børnene noget. Det er da en dejlig bivirkning, men det er ikke det, der har drevet mig gennem 35 år. Det er nærmere den opfattelse, at jeg tror, at man bliver et mere helt menneske af at få alle sine sanser stimuleret.«

Den eneste i 10 år

Forestillingerne i Teater Månegøgl har taget udgangspunkt i så forskellige emner som kunsthistorie, Homer, mytologi, japansk kulturhistorie og moderne kunst.

Jeg har gennem hele min karriere interesseret mig for mødet mellem forskellige kulturer. Mange af mine forestillinger har beskæftiget sig med det. Der kan jo være mange grunde til at flytte, og mit håb er, at jeg skaber en eller anden form for forståelse for, hvad det vil sige for et barn at flytte uden at vide præcis hvorfor. At være glad for at komme i børnehave og få nye legekammerater, men samtidig savne sin bedstemor, sin bedste ven og at flyve med drager.

Hanne Trolle

Men da Hanne Trolle begyndte at lave børneteater for de helt små, var det så usædvanligt, at det føltes kriminelt, men Hanne Trolle eksperimenterede med forskellige fortælleformer og prøvede sig simpelthen frem med at lave teater for børn helt ned til halvandet år. Og det lykkedes på en måde, der allerede fra andet år sikrede hende offentlig støtte til sit børneteater.

»Jeg var den eneste i mere end 10 år, men det er jeg heldigvis ikke mere. Udbuddet er kæmpestort i dag. Børneteater spiller en stor rolle for institutioner, og antallet af private publikummer er stigende. Man har fået øjnene op for, hvilken positiv effekt det kan have på børnene. De får historier, der er fortalt i respekt for dem på en måde, der giver dem deres egen referenceramme.«

Faktisk oplever hun, at der er så enorm respekt for teatrets positive effekt, at forældre og bedsteforældre fungerer som tolke, når de er i teatret med deres børn og børnebørn:

»De gør det jo i den bedste mening. De er så nervøse for, at barnet ikke forstår eller ikke får den positive oplevelse ud af det, som er meningen, så de snakker barnet gennem forestillingen. I stedet for at lade barnet være og lade det forstå det, som det barn nu forstår og oplever. Der er ikke kun én rigtig måde at forstå ting på. Når vi voksne går i teatret sammen, kan vi jo også tale sammen om det bagefter og finde ud af, at vi har haft meget forskellige oplevelser. Det er min erfaring, at der kun kommer noget godt ud af at vise barnet den samme respekt.«

Og det har ændret sig gennem tiden:

»I begyndelsen skulle de voksne jo også vænne sig til børneteater, så de oplevede det med samme nysgerrighed som børnene. De håbede vel på, at jeg vidste, hvad jeg gjorde, og det gjorde jeg jo også efterhånden. I dag er der helt sikkert en tendens til, at de voksne synes, barnet skal have noget bestemt ud af at gå i teatret, og det kan godt være lidt hæmmende for barnets oplevelse, tror jeg, selv om de voksne gør det af et godt hjerte. I dag ved jeg jo, hvad jeg gør, og jeg kan nærmest garantere, at barnet får noget ud af at se forestillingen – det er måske bare ikke det, bedstemor regnede med.«

Kun for de ressourcestærke

Hanne Trolle beskriver sin egen opvækst som privilegeret. Og hun mener ikke nødvendigvis i form af kroner og øre. Det er i hvert fald ikke det, hun refererer til her:

»Jeg blev taget med på det ene kunstmuseum efter det andet. Jeg var nærmest fast gæst på Louisiana. Jeg blev introduceret for nordisk mytologi. Jeg var omringet af voksne, der mente, at det betød noget at blive introduceret til kunsten, og de lod mig forstå den på min egen måde. Det var en usædvanlig barndom dengang. Det er det ikke i dag. Der er bred enighed om det i dag,« siger hun.

Men samtidig fortæller hun, at det er blevet mere stramt økonomisk at få teatret til at køre rundt. Hendes støtte er løbende blevet skåret.

»Men jo, jeg har fået mange kulturpenge gennem tiden, rigtig mange. Jeg har kunnet betale scenografer og andre ordentligt. Jeg har følt mig meget privilegeret, men jeg har også mærket, at støtten er blevet skåret, men det er måske rimeligt nok.«

Til gengæld er der andre tendenser, der bekymrer hende.

»Jeg ser, hvor pressede pædagogerne er. Det gør altså noget ved folk, når de konstant ligger under sparekniven. De mister energi og overskud. Hvis de ved, at de skal spare på vikarbudgettet, så er de nødsaget til at aflyse og har ikke overskuddet til at finde på alternative løsninger. Vorherre bevares, kan man så sige, så kommer de ikke i teatret den dag. Men konsekvensen bliver jo, at det kun er de ressourcestærke, der kommer i teatret. Det er de børn, der har en bedstemor, der selv går i teatret, der kommer ind og ser en forestilling om lørdagen. Det er ikke den enlige mor. Det kan bekymre mig.«

Rent ud sagt er det, hun frygter, at det skal blive, som da hun var barn. At det at møde kunsten kun er for de privilegerede.

Det er jo ellers det, hun ser som sin største bedrift:

»At jeg er nået ud til dem, som ellers ikke kom i teatret. I første omgang børn, men også dem, der ikke oplever, at der bliver talt til dem, eller at nogen fortæller deres historie. At skabe genkendelse og anerkendelse. Det fylder mig med enorm glæde.«

Afskedsforestillingen om Omar, ’Fra mig til dig’, vises på Snoreloftet, Folketeatret, indtil den 14. april. Samtidig med, at Hanne Trolle lukker sit Teater Månegøgl, starter hun et nyt firma, hvor hun specialiserer sig i rådgivning om børns udvikling.

Børneteaterfestivalen Aprilfestival foregår 10.-17. april i Frederiksberg Kommune

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her