Nyhed
Læsetid: 3 min.

Den saglige flygtningedebattør

Hans Kornø Rasmussen er død
Kultur
27. april 2016

Hans Kornø Rasmussen.

Mette Ragner

Økonomen, forfatteren og ikke mindst journalisten Hans Kornø Rasmussen døde søndag efter kort tids sygdom, og dermed er en af dette lands mest vidende og rimelige stemmer i debatten om indvandring forstummet. Alt for tidligt – han blev kun 67 – men længe nok til at efterlade et rigt og omfattende forfatterskab på 16 bøger. Blandt de vigtige er Den tikkende bombe fra 1994 om den globale befolkningstilvækst, Flygtninge og indvandrere i Europa kom to år efter, og med Dem og os – det multietniske Danmark fra 2000 var han forud for sin tid med at tage fat på den diskussion, der også nu skaber panik i Folketinget.

I hovedværket Den danske stamme – en befolkningshistorie fra 2008 påviste han med tørre tal og levende ord, at vi er et samfund af – indvandrere. Han var ikke halalhippien med det blødende hjerte, men både som medlem af Flygtningenævnet og som forsker med en solid kildebase kunne han udhule den forlorne argumentation om danskerne som en nation med en særlig sammenhængskraft.

Hjælpsom og generøs

Men Hans Kornø var meget mere end en cand.polit. med en ph.d. i international økonomi, der forenede tungt videnskabeligt stof med den kompetente journalists formidlingsevne. Han var også en ven af den sjældne slags. Generøs med anerkendelse af kollegers arbejde, nysgerrig og ofte begejstret – men altid med den undertone af realisme, der også er forfatterskabets vandmærke. Han kunne sende en kort mail, altid signeret »med kammeratlig hilsen«, hvor han reddede en kollegas dag med et »tak for læseoplevelsen«.

Hans hjælpsomhed lå langt på den anden side af det forventelige – han var jo fagøkonom, og i 80’erne, hvor han var ansat her på avisen, reddede han adskillige venners og kollegers sønderbombede økonomier, hvilket denne signatur kan tale med om. En anden ven var så forsumpet i skattegæld, at Kornø fandt det bedst at nå et forlig med myndighederne. Og det forlig forhandlede han selv med en åbningstale til skattekontorets sagsbehandler om, at vennen var »en fremragende fotograf, men ikke særlig godt begavet«. Det endte med, at den pågældende fik penge tilbage fra skattevæsenet.

I konstant bevægelse

Karrieren afspejler et temperament i konstant bevægelse. 11 år som lektor i international økonomi på CBS, handelshøjskolen i København, hvor han modtog såvel guldmedalje som Tietgen-prisen. Seks år blev afsat til journalistik på fuld tid, først i Information og siden som medarbejder på Børsens Nyhedsmagasin og Ugebrevet Mandag Morgen. De sidste 12 år gjorde han sig uafhængig af faste mødetider som freelance-skribent, forfatter, foredragsholder og vidt berejst journalist og konsulent. Han nød rollen som ’medfølgende husbond’, når hans tandlægehustru, Karin, rejste til Jerusalem, hvor hun i en årrække som ulønnet frivillig brugte en måned på at renovere palæstinensiske børns tænder. Og ja, det var ferie, men det var også, hans vane tro, en anledning til nyttig opdatering på verdens mest uløselige konflikt.

Men måske siger det mest om manden, at han som 60-årig besluttede sig til at vende op og ned på sin daglige tilværelse. Som han sagde til vennen og Informations tidligere Italiens-korrespondent og Tour de France-rapportør, Henrik Jul Hansen:

»Jeg har i alt for mange år kun bevæget mig fra den ene kontorstol til den anden. Vil du være med til at cykle op ad Mont Ventoux om et halvt år?«

Det ville Jul Hansen, og Hans Kornø indledte et samarbejde med en coach, der hjalp ham med at komme i form til den selvvalgte pine i Pyrenæerne. Resultatet blev Hans og bjerget, der blev hans sidste bog. Det er et tab for hans læsere (og for den danske flygtningedebats intellektuelle niveau), at der ikke kommer flere.

Hans Kornø Rasmussen efterlader sig hustruen Karin og en voksen søn, journalisten Kristian Kornø. Han bisættes fra Esajaskirken på Østerbro den 3. maj kl. 13.30.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her