Læsetid 9 min.

Sange fra fronten

Soldaters oplevelser i krig er så fremmede for den civiles krop, at begge parter har svært ved at forstå hinanden. Hvis vi skal kunne forholde os kritisk eller bare forholde os til at være en krigsførende nation er det vigtigt, at vi får et fælles sprog. Det var med den overbevisning, musiker Peter Voss-Knude flyttede ind i et kontor på Slagelse Kaserne, og nu udgiver en popplade baseret på samtaler med danske kampsoldater
Ifølge Peter Voss-Knude er det nødvendigt, at civile og soldater bruger kræfter på at forsøge at forstå hinanden, hvis vi skal kunne kommunikere meningsfuldt om det at være i krig. Her er kunstneren fotograferet i en udstilling på Tøjhusmuseet, hvor der fredag er release på albummet ’Peter & The Danish Defence’.

Ifølge Peter Voss-Knude er det nødvendigt, at civile og soldater bruger kræfter på at forsøge at forstå hinanden, hvis vi skal kunne kommunikere meningsfuldt om det at være i krig. Her er kunstneren fotograferet i en udstilling på Tøjhusmuseet, hvor der fredag er release på albummet ’Peter & The Danish Defence’.

Ulrik Hasemann
21. april 2016

En krop i en krigssituation vil ofte opfatte virkeligheden markant anderledes end en civil krop. Pulsen bliver højere, og mange rammes af en følelse af, at tiden går så meget langsommere, at man kan se fjendens kugler flyve hen over ens hoved. Sanserne tager mange flere indtryk ind end normalt.

Der findes et dansk militærudtryk for at være i kampsituationer: at være i føling. Det er det første, man melder over radioen, når man møder fjenden. Men det kan også fungere som metafor for den forståelseskløft, som kan opstå mellem civile og soldater, der har været i krig.

Det erfarede kunstner og musiker Peter Voss-Knude, da han flyttede ind på Slagelse Kaserne for i to år at samle vidnesbyrd fra tidligere udsendte soldater. Deres fortællinger er nu blevet til popalbummet Peter & the Danish Defence.

Ambitionen er at bruge musikken til at få os andre til at forstå soldaternes erfaringer, for jo bedre vi kan forstå hinanden, jo nemmere bliver det at tale om det vigtige emne som krig er:

»Soldaterne er trænet til at være et meget tæt sammenknyttet fællesskab, og som med de fleste fællesskaber vil mange af de ting, de har til fælles, være ikkeverbale. De oplevelser, som de får, og som knytter dem sammen, har noget at gøre med deres sanser og deres kroppe, hvilket i sagens natur er meget svært at kommunikere sprogligt,« siger Peter Voss-Knude.

At være i kamp er en følelse, som er unik for soldater, og udtrykket ’i føling’ er et eksempel på, at militæret har en intern sprogbrug, som beskriver en af de oplevelser, som en udsendelse kan byde på, og hvor det almindelige hverdagssprog ikke nødvendigvis er dækkende.

Men både den sproglige og den kropslige dimension kan føre til, at det kan være vanskeligt for tidligere udsendte soldater at blive forstået, når de forsøger at forklare om deres oplevelser. Problemet bliver ikke mindre af, at kamptropper er trænet til at bryde med et af de største tabuer, der findes: at slå ihjel.

Det er noget, som flere af de soldater, der har deltaget i samarbejdet med Peter Voss-Knude, har fremhævet som en af grundene til, at mange civile, de møder, ser på dem med fordomme om, at de for eksempel er voldspsykopater. En fordom, som kan føre til, at man som soldat også udvikler fordomme mod civile som nogle, der ikke kan forstå, hvad det vil sige at være udsendt.

Peter Voss-Knude tog kontakt til det danske forsvar ved at sende dem denne tegning, for på en ikkeverbal måde at vise dem, hvilken slags menneske han er.

Du vil aldrig kunne forstå

Peter Voss-Knudes har altid været interesseret i militæremner, men en oplevelse med en gammel ven og skolekammerat gjorde, at det blev endnu vigtigere for ham at krydse den forståelsesgrænse, som der ofte kan være mellem udsendte soldater og civile.

»Thomas, som er en af de soldater, der har medvirket i projektet, har jeg kendt siden folkeskolen, hvor vi sang i Københavns Drengekor sammen. Vi havde et falling-out, lige inden Thomas tog af sted til Afghanistan. Jeg tror bare, at vi gik lidt i kødet på hinanden; jeg kunne ikke forstå, hvorfor han tog af sted, og jeg endte med at sige det til ham: ’lad være med at tage af sted; du vil slet ikke af sted’. Og der sagde han til mig, at jeg aldrig ville komme til at forstå, hvorfor han gjorde det. På det tidspunkt var det nok rigtigt, at jeg fra mit ikke særlig nuancerede venstrefløjsperspektiv ikke havde kapaciteten til at forstå det‚« fortæller Voss-Knude. Thomas tager af sted, og Peter og Thomas taler ikke sammen i flere år efter den aften.

I 2007 tager Peter Voss-Knude med på en rejse til Hebron, arrangeret af den israelske soldaterorganisation Breaking The Silence, som arbejder med at udbrede vidneudsagn fra israelske soldater.

»Det var ved at tale med dem, at jeg blev opmærksom på, hvad et vidneudsagn kan være, og hvorfor det kan være så potent, at soldater fortæller deres historier,« fortæller Voss-Knude.

På turen mødte han israelske soldater, som fortalte om nogle af deres oplevelser:

»Det var en meget voldsom oplevelse at høre et menneske fortælle om forfærdelige handlinger, som personen selv har udført,« fortæller Voss-Knude. »Og den slags offer, som det menneske, der har udført den opgave har taget på sig, kan jeg huske, at jeg var meget imponeret af.«

Peter Voss-Knude havde på det tidspunkt ingen planer om at lave kunst om soldater, men da den danske dokumentarfilm Armadillo udkommer i 2010, ser Peter sin gamle ven Thomas.

Efter en episode, hvor de danske soldater er blevet kritiseret i den danske offentlighed for den måde, hvorpå de omtaler nogle nedkæmpede modstandere, gentager Thomas i filmen, hvad han havde sagt under skænderiet flere år tidligere.

»Han var ligeglad med, hvordan vi herhjemme hører de ting, der bliver sagt, for vi er der jo ikke, og vi forstår alligevel ikke, hvordan det er. Da jeg hørte ham sige det, var det en stærk oplevelse for mig. For hvis det passede, betød det jo også, at jeg aldrig ville kunne forstå det,« fortæller Voss-Knude.

Oplevelsen gjorde, at Voss-Knude blev overbevist om, at han skulle lave et kunstværk om de danske soldater, der har været udsendt i vores seneste krige, og at det medie, han skulle bevæge sig i, skulle være popmusikken.

»Jeg tænkte, at hvis jeg kan skrive en popsang, som er bredt tilgængelig ud fra samtaler med en soldat, og hvis soldaten føler sig genkendt, så må en eller anden forståelse have fundet sted,« fortæller Peter Voss-Knude.

Samarbejdet

At få et samarbejde med hæren var ikke så vanskeligt, som man måske kunne have forestillet sig. Peter tegnede en blyantstegning af tre soldater og sendte den til Forsvaret. På tegningen omfavner den ene soldat den anden, mens den tredje sidder lidt fra dem, og skriver eller tegner i en lille lommebog.

»Jeg tegnede den tegning for at præsentere hæren for, hvad for en slags menneske jeg er på en ikke-skriftlig måde. Jeg kan jo godt skrive til dem: ’Hej, jeg vil gerne lave et popalbum med soldater, må jeg gerne komme ned til jer’, men jeg har også brug for at præsentere dem for, hvordan den stemme så lyder, og det gjorde jeg gennem en tegning. Jeg ved det selvfølgelig ikke, men jeg forestiller mig, at tegningen var vigtig, for at Forsvaret sagde ja til at være med. Jeg tror ikke, at jeg spurgte om andet, end om jeg kunne komme ned til kasernen i Slagelse og samle research. Jeg vidste jo ikke, hvad jeg ville have. Jeg ville bare gerne lytte til soldaters egne refleksioner,« forklarer Peter Voss-Knude.

Forsvaret var klar på at hjælpe, og de tilbød ham, at han kunne bruge feltpræstens samtalerum, og gav ham en kontaktperson, som kunne hjælpe med lange snakke om militærjargon og – politik og alt muligt andet.

»Jeg kan ikke huske, at han har sagt nej til noget som helst, jeg har bedt om. Det er faktisk ret vildt,« siger Voss-Knude.

Man kunne ellers godt have forestillet sig, at hæren ville have svært ved at kunne rumme og forstå værdien i et kunstprojekt, som lavede potentielt traumatiserende oplevelser om til popmusik. Den frygt og fordom havde Peter Voss-Knude også, inden han påbegyndte projektet:

»Jeg var da nervøs for, om det overhovedet kunne lade sig gøre at arbejde sammen med sådan en institution. Jeg havde også hørt historier om kunstnere, som nærmest var blevet censureret af Forsvaret. Men jeg har ikke oplevet noget, der minder om det. Tværtimod har de virkelig støttet mig i at komme derned på kasernen som en anden alien, som så helt anderledes ud, og som snakkede helt anderledes end dem,« fortæller han.

På et tidspunkt sagde hans kontaktperson:

»Peter, du skal ikke ændre noget, du skal bare være den, du er. Du skal ikke prøve at lade, som om du forstår det her sprog, for de gennemskuer dig med det samme«.

»Og det synes jeg egentlig er ret smukt: at en soldat siger til en kunster, at han bare skal være den han er,« siger Voss-Knude.

Samtalerne

Samtalerne med de tidligere udsendte har forløbet over to år og har ikke lignet klassiske interview. Peter Voss-Knude har hverken optaget eller taget noter under samtalerne, de har mere har haft karakter af samtaler mellem to venner. For eksempel begyndte Peter Voss-Knude og Thomas at følges ad til kasernen i Thomas’ bil.

»Det lyder sindssygt banalt, men jeg tror, det var en øvelse for mig i bare virkelig at lytte og prøve at være så meget til stede som overhovedet muligt, men uden at snakke så meget om mig. Vi har aldrig talt om projektet, vi har ikke snakket om, hvor jeg kommer fra. Det har altid handlet om dem, og de historier, de kan fortælle, og hvor de så har prøvet at forklare mig alt muligt om de opgaver, de har lavet, og om hvordan forholdet til ens familie derhjemme kan være. Det er mit indtryk, at de har enormt mange historier, som de selvfølgelig gerne vil dele, når de får tryghed til at fortælle dem. Det handler også om tillid, tid og grænser. Og jeg har kunnet komme steder hen, fordi jeg ikke optager samtalerne, fordi jeg ikke tager billeder af dem, fordi jeg ikke graver efter bestemte ting,« fortæller Voss-Knude om processen med at samle materiale til pladen.

Efter en længere periode, hvor Peter Voss-Knude jævnligt havde mødtes med de tre veteraner, satte han sig og begyndte at skrive forskellige episoder fra samtalerne om til sangtekster, som han derefter sendte tilbage til soldaterne. Dogmet var, at intet kom med, hvis soldaterne ikke godkendte sangene.

»Det var virkelig vigtigt for mig at være klar i spyttet – både musikalsk og lyrisk. Jeg havde brug for, at der var et sprog imellem os. Så hvis jeg havde lavet noget, som de ikke kunne lide, så ville det jo være mislykket,« siger Voss-Knude.

Pladen

Samtalerne endte med at blive til 11 sange, som er blevet samlet på et album, og som nu skal ud i verden. Peter Voss-Knude har planer om både at spille koncerter på veterancentre og på mere civile spillesteder. Og det er meningen, at musikken for eksempel skal kunne være en del af arrangementer med foredrag fra tidligere soldater.

Og forhåbentlig kan selve fremgangsmåden med at lytte til mennesker, som har andre erfaringer end en selv, føre gode ting med sig. Der er i hvert fald kun negative konsekvenser ved ikke at gøre det:

»Hvis vi accepterer præmissen om, at forståelse mellem soldater og civile er umulig, så betyder det at soldaten må være ensom af princip. Det, synes jeg, er trist at acceptere. Det gør det også umuligt for omverdenen at gå i en konstruktiv og kritisk dialog med militæret om den måde, vi fører krige på, og den måde vi uddanner soldater på, og om de beslutninger, vi tager om vores udenrigspolitik, hvilket er en række punkter, som aktuelt er i vild forandring. Og det er enormt vigtigt, at vi alle sammen er med til at have den samtale, og det kan kun lade sig gøre, hvis begge parter tillader hinanden at forstå.«

Der er release for albummet ’Peter & the Danish Defence’ fredag d. 29. april på Tøjhusmuseet, hvor Kaptajn Mads Silberg vil holde et foredrag i et vagttårn, musiker Mija Milovic og designer Anne Sofie Madsen vil fortolke en overset Afghanistan rapport, og Peter & the Danish Defence spiller live

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Lindegaard
Torben Lindegaard

@Bjarke Due Gunslev

Det virker ud fra forhåndsomtalen som et vældigt projekt Peter Voss-Knude har sat i værk.

Soldaters fremmedgørelse har været belyst utallige gange i litteraturen - Remarque & Hemingway rinder i hu - så ethvert forsøg på forståelse skal selvfølgelig støttes.

Brugerbillede for Birgit Horn

Peter Voss-Knude kunne godt været ærlig nok til at tilføje, at tegningen, som han sendte til forsvaret, kun var tegning over et foto fra Koreakrigen. Her er et forslag til popsang set fra begge sider. Cecil Bødker: "Mænd råber/i verdensmørket/som hunde gøer/i tåge. Jeg,jeg, jegjeg/og stemmer svarer i tågen/nej nej nej. Kvinder kalder/bange/på børn der aldrig kommer/mænd gøer, jeg, jeg/og børn græder alene i mørket. Mænd råber/med blinde øjne/og troens fetich/i hjertet/jeg jeg/kvinder kalder forgæves/i kaos. Birgit Horn