Kærlighed og dating volder både smerte og hovedbrud. Men i litteraturen er kærligheden tit henvist til mindre ’seriøse’ genrer. Det besluttede Adelle Waldman sig til at gøre noget ved, inspireret af 1800-tallets store forfattere, Jane Austen, George Eliot og Leo Tolstoj, der ser ægte kærlighed som et mix af fornuft og følelse, og som indgang til livets store beslutninger.
»Jeg ville gerne selv læse en roman, der tog kærlighed alvorligt på samme måde som Jane Austens romaner,« fortæller Adelle Waldman.
»Der er et hul i vores kultur, når det handler om at tage dating alvorligt. Der er Bridget Jones og anden kæk chicklit, men meget er slet ikke repræsenteret, især det mørke og triste. Så den bog, jeg ville læse, måtte jeg skrive selv.«
Resultatet blev en internationalt rost bestseller, Nathaniel P’s affærer, der beskriver et kærlighedsforholds forlis, set fra mandens – Nates – synspunkt.
»Nate er en moderne mand, der kender ungdomsoprøret og kvindefrigørelsen. Han mener og siger alle de rigtige ting, og han er ikke kvindehader. Men på sin egen måde er han sexistisk, for han anerkender simpelt hen ikke kvinder på samme niveau som mænd. Han forventer ikke at blive intellektuelt udfordret af en kvinde, og han behøver det ikke. Han kan også blive lykkelig med en kvinde, han er meget klogere end. En klog kæreste er for ham neat, but not essential – ganske rart, men ikke afgørende.«
Jeg møder Adelle Waldman på Hotel Admiral i København. Hun er lille, 160 cm høj, sød og elskværdig og klar i mælet:
»Da jeg begyndte at skrive, opdagede jeg, at forhold påvirker begge køn. Det er ikke kun kvinder, der skal lære noget af deres forhold, men også mænd. Nogle gange er problemet faktisk manden, ikke kvinden. Vi er så vant til, at kvinder må kritiseres. Ingen kritiserer mænd.«
»Jeg tror for eksempel, at det er vigtigt at tale om mænds forhold til kvindelig skønhed. I bøger af Philip Roth og andre mænd fornemmer man, at mænds forhold til kvindelig skønhed er, åh, så instinktivt og basalt. Jeg tror, der er en grummere og mere statusorienteret side af det. Det handler ikke kun om æstetik og instinkter, men om mandlig usikkerhed,« siger hun.
»Kvindelig skønhed afspejler mandlig status. Mænd i visse kredse flasher en smuk kvindelig partner, som man i andre kredse flasher en lækker sportsvogn. Det er noget, andre mænd misunder én, som giver status, også i Nates miljø, hvor en sportsvogn ville virke ‘tacky’.«
Orgasmer og forhold
Nathaniel Piven, i begyndelsen af 30’erne og med sin første bog på vej, indleder et kærlighedsforhold til den jævnaldrende Hannah. Forholdet varer 4-5 måneder. Læseren følger Nates tanker om Hannah og de fem andre kvinder, han har et forhold til.
I romanen udtaler Nates ven: »’Som regel ønsker mænd en grund til at afslutte et forhold, hvorimod kvinder ønsker en grund til at fortsætte det,’ erklærede Jason og viftede med sit glas. ’Det er derfor mænd efterfølgende fokuserer på alle de ting som gik galt i forholdet, for at få bekræftet at de gjorde ret i at afslutte det. Kvinder, derimod, begynder at lede efter alt det der kunne have været anderledes, alt det, der måske kunne have fået det til at fungere … Mænds og kvinders tilgang til forhold er ligesom mænd og kvinders tilgang til orgasmer, bare omvendt. Hele deres væsen er rettet mod dette ene. Omvendt er mænd interesseret i forhold på samme måde som kvinder er interesseret i orgasmer: sommetider, under de rette omstændigheder.’«
Efter de første ekstatiske måneder begynder Nate at trække sig fra Hannah, bliver afvisende og sur, mens han over for hende benægter, at han har ændret attitude. Adelle Waldman forklarer:
»Hannah har tilladt sig at falde for ham, fordi han virkede meget ’på’, interesseret og forelsket. Men der er intet, hun kunne have gjort, som ville have gjort en forskel. Hun kunne have spillet mere hard to get, men det ville ikke have virket, fordi problemet er hos Nate, der er mere optaget af sin karriere og af andre mænds anerkendelse end af sit forhold til hende,« siger hun og sammenligner Nate med Willoughby, der i Jane Austens roman Fornuft og følelse knuser den unge Mariannes hjerte.
Moderne kærlighedsroman
Adelle Waldman tumlede med sin idé om en moderne kærlighedsroman i fem år, men stoffet fandt først sin form, da hun begyndte at skrive romanen set fra den mandlige fortællers synspunkt.
»Jeg ville ikke skrive en bog, hvor kvinden er god, og manden er ond. Jeg ville have, at Nates tanker skulle repræsentere den bedste side af ham, og jeg havde mange samtaler med mine mandlige venner for at kunne gøre det.«
Adelle Waldman læste også en del bøger af mandlige forfattere, men syntes, at hun vidste mere om deres mandlige karakterer, end forfatterne selv gjorde.
»De var skarpe på politik, men for bløde og sentimentale over for sig selv,« mener hun.
– Men er der ikke et stille oprør i den litteratur, der skrives af mænd? Mange mandlige forfattere har jo frygtelig usympatiske mandlige hovedpersoner?
»Mandlige forfattere, som f.eks. Houellebecq, beskriver mandlige hovedpersoner, der er så frygtelige, at det er overdrevet. Jeg ser det som et forsøg på at få mænd af krogen ved at beskrive nogen, de kan føle sig bedre end, så de kan føle sig overlegne. Jeg ville skabe en mand, som var realistisk usympatisk.«
Nate har især to problemer, mener Adelle Waldman. Det ene er, at han hele tiden retfærdiggør sin opførsel. Det andet problem er, at han mangler ømhed, sympati og almindelig venlighed. Han føler sig ikke utilpas, når nogen er ked af det, men retfærdiggør sig selv uden at prøve at opføre sig bedre.
»Nate er ikke så ukonventionel, som han selv tror. Han ser sig selv som en rebel, som en ensom kunstner, og han har ikke lyst til at være i et modent, stabilt forhold, som han kan få med Hannah. Det synes han virker småborgerligt. Han synes, at han er dyb og intellektuel og opdager ikke, at han ofte har så travlt med at retfærdiggøre sig, at han går glip af sandheden om sig selv.«
Både mandlige og kvindelige læsere har genkendt sig selv i romanen. Mange læsere har oplevet Hannah som needy og ynkelig, da hun bliver bange for at miste ham og ikke forstår, hvad der foregår. Selv mener Adelle Waldman, at Hannah opfører sig, som hun gør, fordi Nate sender forvirrende signaler.
»Han gaslighter hende – han opfører sig anderledes, har ikke tid til at ses, er utilfreds og kritisk, men lader han som om, det er noget, hun bilder sig ind.«
Udtrykket gaslighting stammer fra filmen Gaslight (1944), hvor en mand søger at indbilde sin kone, at hun ser syner, mens det hun oplever, er helt reelt: »Hannah hører ikke hans tanker, som læseren gør. Hun hører kun, hvad han siger, og derfor bliver hun i forholdet alt for længe. Egentlig synes jeg, hun er ret fornuftig og kun bliver drevet til vanvid af at falde for ham. Der er også noget smukt i at bevare håbet om, at hendes kærlighed til ham er gengældt. Men jeg har nok en tendens til at holde mest med Hannah!«
Adelle Waldman udstiller Nates sexisme i hans stereotyper om kvinder. Nate synes pludselig, at Hannahs klædeskab er rodet, som ’kvinder jo er’, foruden at de er hysteriske, jaloux og lader sig rive med af deres følelser. Den vittige, observante Hannah er heller ikke mere smuk nok i hans øjne.
»Nate vil have en kæreste, som alle hans venner synes er lækker.
»Hannah ved ikke, hvorfor Nate afviser hende, men hun føler sig afvist og tænker, at problemet ligger hos hende: Hvis hun var kønnere, ville alt være bedre!«
Romanens Nate vælger derimod den nemme vej.
»Nate bruger meget tid på at tænke over sine følelser, men forstår dem ikke. Han prøver ikke at tænke over, hvorfor han bruger en hel dag på at være ked af det, og føler sig skyldig efter bruddet med Hannah. Hans løsning er at gå ud med sin ven Jason, drikke sig fuld og komme videre, mens han trøster sig med, at han selv er meget sødere end Jason!«
»Nate er ikke en prototype, men jeg har mødt mange som ham og har tænkt over, hvorfor mænd f.eks. ikke ringer tilbage, når man har haft et par gode dates med dem, eller hvorfor de afbryder et forhold uden grund.«
Adelle Waldman har fået tre gange så mange breve og mails fra mandlige læsere som fra kvindelige.
»Mændene så ikke Nate som en meget usympatisk person, men de genkendte sig selv i ham, og de var ikke stolte af det. De mænd var ikke helt fremmede for deres følelser, men følelser var svært for dem. Det har været noget af det bedste ved at skrive romanen at få den feedback. På den anden side er det også trist, for det ville være bedre, hvis færre mænd var som Nate!«
Adelle Waldman husker en lang korrespondance med en bestemt mand, der hele tiden ønskede sig en kvinde, der var bedre end den, han havde.
»Alle kvinder virkede forkerte, fordi han ikke selv følte, at han var det rigtige sted i sin karriere. Han var lærer, men havde helt klart tænkt sig noget mere glamourøst. Derfor blev kvinderne projektioner af hans skuffelse.«
Ubehaget ved ensomhed
– Lærer Nate noget?
»NEJ!« – kommer det med eftertryk.
»Han bliver ikke kidnappet og bundet af alle sine eks’er! Men han bliver straffet, fordi han bliver lidt ynkelig. Han mister muligheden for at vokse og modnes.«
– Hvad vil Nate have?
»Nate ønsker at blive en succesrig forfatter. Det vil ikke være nok, men det vil han mest af alt. Og så vil han ikke være ensom, så det vil han finde en løsning på. Han vil undgå ubehaget ved ensomhed, så derfor har han alle de forhold til kvinder.«
Men der er håb forude for kærligheden, mener Adelle Waldman.
»Jeg er ikke så pessimistisk, jeg er lykkeligt gift. Men det er stadig sådan, at mænd ikke opmuntres til at finde en ligeværdig partner. Måske fordi mænd stadig har mange flere professionelle muligheder for at få intellektuel anerkendelse fra andre mænd. Nate har gået på Harvard, alle venter sig noget stort af ham. Hans forhold til verden smigrer ham. Derfor har han mindre brug for et forhold. Mænd har brug for kvinder til det romantiske, for ikke at føle sig ensomme.«
Kvinder adskiller i mindre grad romantik og intellekt, mener Adelle Waldman, der også har en forklaring på, hvorfor kvinder går mere op i kærlighedsforhold.
»Kvinder søger et stabilt forhold med en ligemand. Kvinder har også mere brug for stabile, private relationer, fordi verden i almindelighed er mindre gæstfri mod dem.«
Hun påpeger også, at der ikke rigtigt findes tradition for at kritisere mænd. Mænd er bare mænd.
»Men kvinder må gerne kritiseres, og kvinder bebrejder også sig selv. Mine veninder og jeg opfører os selv, som Hannah gør, i svage øjeblikke, i forhold, jeg ville ønske var endt noget før.«
– Gør selvkritikken kvinder til bedre mennesker?
»Ja. Præcis som de store mandlige filosoffer, der tænkte over sig selv og blev klogere, når de forsøgte at forstå deres egne negative sider.«
De er sure de rønnebær.
Hallo, du dér - anerkendelse beror altid på et kvalificeret skøn for både womanware og autoware - for der også os, der flasher en smuk kvindelig partner og en lækker sportsvogn ... ;-)
Hvis det var mig, hun var gift med, ville lykken ikke være gensidig.
Endnu en androgyn problemtransport fra en forsmået kvinde, gab.
Fire ud af fem kommentarer til artiklen, der enten er rettet mod personen eller mod hendes køn, ikke selve interviewets indhold - 'hun er bare ude på hævn, hun er heldigvis ikke min kone (lur mig om lettelsen ikke er gensidig), forsmået kvinde, ligegyldigt tøsepjank'. En skam I ikke kan se den store fede streg I sætter under Adelles Waldmans pointer.
Maiken Guttorm,
jo, jeg tror lettelsen ville være gensidig. Så slipper jeg også for at læse bogen.
Kære Maiken, du kunne også godt bruge et par briller selv :-)
@ Maiken Guttorm. Det minder bare alt for tydeligt om den sædvanlige klagesang der følger efter man har dumpet en kvinde. Man elsker hende ikke, men det vil hun ikke acceptere. Istedet skal man stille op til timevis af forhør, der sælges under den falske parole "closure" men som i virkeligheden kun har til formål, at få placeret skylden for bruddet hos mandens dårlige karakter. Man ved det er sandt, for man får først fred, når man har sagt at man er et svin, der ikke lever op til kvindens moralske sans.
@Søren - Din læsning af teksten er vist meget langt fra min. Du læser interviewet som en såret kvinde, der hænger en (tidligere?) kæreste ud i fiktive klæder. Selvom hun ikke selv fremfører den begrundelse, og siger hun er lykkeligt gift. Jeg synes du læser personlige motiver ind i interviewet, som er svære at genfinde. Jeg synes hendes betragtninger lyder som noget jeg også er stødt på og har hørt fra andre. Til gengæld genkender jeg ikke den situation du beskriver.
@Kristian - Jeg har briller, men det er muligt styrken er kommet bagefter alderen. Nogle gange kan man få brug for hjælp med hentydningerne.
På én gang besværgelse og ønsketænkning. Romanen skulle være skrevet ud fra en mands synspunkt. Alligevel virker det som on forfatteren blot har proppet en kvinde i en mandekrop.
@ OK Maiken, du har ret, jeg tog fejl. Adelle har sikkert altid været lykkelig gift og har valgt at skrive en bog helt uden personlige motiver, udelukkende baseret på andres erfaringer.
Hej Maiken, du kan tage dem på og læse bogen. Adelle er måske ikke imod alle mænd, men hun skaber en karakter, blot for at blotte hans fejl i forhold til kvinder (har læst bogen). Det er trættende og uinteressant og det siger måske mere om Adelle end Nate eller lignende. Desuden, karakteren Nate virker ikke specielt som en mand, men mere som en kvinde der ser på en mand og prøver at rationalisere sig frem til hvad der er galt med ham. Gab, det havde været meget mere spændende hvis hun havde vendt linsen den anden vej.
Hvad Søren er det for en mand, der tales om, jeg tror, at rigtigt mange moderne mænd er opmærksomme på, at der er forsvindende lidt at gøre, hvis du er mand. Alle medier taler konstant om kvinders behov, jeg har tit tænkt, at der nok er tale om et efterkrigs samfund, hvor der kun findes kvinder, fordi alle mændene døde på slagmarken, men er det sådan? for alt det vi hører i medierne er, hvis mænd ikke er latterlige eller overflødige, så er er de nok voldelige eller noget der værre, eller så forsøger de nok at stoppe kvinder i, at udøve deres frihed.
Det virker, som om det er den eneste historie om kønsroller vi ønsker, at høre eller rettere medierne ønsker, at høre. jeg tror der findes andre historier derude især, hvis nogen gad høre dem, og hvis nogen skulle ønske sig en ligeværdig dialog, hvor der ingen tabere er, men kun vindere, i og med, at vi forsøger at nærme os hinanden, (hvorfor jeg siger det her er fordi, jeg ser alt for mange eksempler på at sagen kun belyses fra en side), der findes rigtigt mange kvinder der forulempes af mænd, det bør ingen acceptere, men findes der eksempler på det modsatte?, jeg har aldrig fundet en historie, i medierne, der taler om det, betyder det, at det aldrig forekommer, eller ikke eksisterer det problem, hvis det er et problem?
Må jeg forsigtigt, spørge, om vi en skønne dag skal have en sådan dialog? Eksempel: Tankstation, en kvinde står bag disken; jeg stopper kortet i, for at betale, hun siger, tag det ud igen, det gør jeg, hvor efter hun siger, stop det ind igen, det gør jeg, sådan fortsætter vi en fire fem gange, hvor efter jeg siger, vil du siger mig hvornår jeg skal stoppe kortet i for at det fungerer? til det, siger hun intet.
Det næste hun siger er; du hører jo ikke hvad jeg siger til dig, jeg tænker, du har jo intet sagt. Hun kan, så vidt jeg ved stå fra hendes side og annullere handelen, så tit hun vil, jeg kan bare stå og se dum ud.
Jeg siger; gider du ikke, at handle, så kan du få dine varer igen, det er hun ikke tilfreds med, så hun ringer mig op om eftermiddagen efter episoden.
Jeg tror hun ringer for at få skabt en form for forståelse, det gør hun ikke, men hun ønsker kun at få sin egen variant af sandheden igennem, da jeg ikke ønsker, at høre andre varianter af sandheden end det der er foregået, får jeg at vide, at jeg ikke er interesseret i en dialog, så jeg er til syneladende, en ond og kynisk mand, der ikke ønsker dialog.
Jeg kommer meget hurtigt til at tænke, hvis vi ønsker en dialog, kan vi så få en sådan?
Er viljen tilstede hos begge parter?
"Hun påpeger også, at der ikke rigtigt findes tradition for at kritisere mænd. Mænd er bare mænd."
https://en.wikipedia.org/wiki/Male_privilege
https://en.wikipedia.org/wiki/White_privilege
https://en.wikipedia.org/wiki/Patriarchy
Jeg er helt enig med skribenten, hvide mænd bliver aldrig kritiseret.
Lad os begå kollektivt selvmord, da skylden og skammen er ubærlig.
Hele vores moderne system er bygget op omkring at maskulinitet er forkert, vi skal sidde stille, tale i rækkefølge, være enige om alt. Aggressioner tolkes som trusler, vredeudbrud som overgreb.
Hvis der er en vestlig kvinde som siger til mit ansigt at mænd ikke kan kritiseres, eller at de er "åhhh så undertrykte" så detonere jeg kraftedeme.
MGTOW (Mænd der går deres egne vegne) er blevet en ting, og det vil brede sig i vesten, så længe de her glorificerede snefnug af tøsepigebørn, bliver ved med at tude over hvor hårdt de har det, og hvor forfærdelige mænd er.
Jeg er glad for at jeg ikke af en del af det spil.
I ligger sgu som i har redt.
Fascinerende så forskellige billeder der er af verden... Til jer der synes/tror, forfatteren kun behandler dette tema for at hævne sig: Milan Kundera har i 'Tilværelsens ulidelige lethed' skrevet meget indgående om en mands manglende evne til ligeværdig kærlighed. Jeg tror næppe, han var på hævntogt...
Jo Eva Bertram, men både Tilværelsens ulidelige lethed og Homo Faber gjorde lige så fysisk ondt at læse som The Love Affairs of Nathaniel P. De er alle skrevet af folk der har et horn i siden på mænd der har let til og tager let på kærligheden. Mænd kan også stå der på sidelinien og være forsmåede.
Jeg har ikke læst bogen, men ud fra beskrivelsen bør moralen vist være at kvinder selv bør tage ansvar for deres valg af intimitetsforskrækkede og forvirrede mænd, ligesom mænd bør tage ansvar for deres jagt på den sexede femme fatale eller gifte kvinde.
Nej skal det være usympatisk, burde bogen da handle om en mand, der inviterer en kvinde på sex,
stjæler hendes æg til befrugtning med hans sæd, hvorefter han tvangsindlægger hende
til ufrivilligt moderskab og finansiering af hans afkom de næste 18 år.
Det trumfer da det usympatiske i Waldmans bog med flere længder!
Nej vent... Det er da vist kun kvinder, der har muligheden for den slags...
Men... Usympatiske kvinder... kan det virkelig passe?
Jeg har lidt svært ved at genkende empirien - og jeg synes det er let at forklare. Mænd der har succes lidt over normalen - har jo stribevis af kvinder der først og fremmest kvalificerer sig ved deres attributter til rådighed. Det giver ikke særlig meget status at flashe en af dem. Hvis man vil have respekt i blandt andre mænd - er man nødt til at komme med en kvinde med et godt hoved der har brugt det med succes. Hvorfor? Fordi de er meget sjældne. De fleste kvinder med gode hoveder spilder deres talent med at skrive romaner eller interviews af ovenstående karakter.
Se f.eks. alphahannen over alle alphahanner George Clooney der nailede Amal Alamuddin, top advokat, sunni muslim, flygtning. En kvinde med mod, viljestyrke, begavelse etc. - han bliver så bare nødt til at leve med den realitet at hun er pæn at se på. Til gengæld behøver han ikke høre på at gutterne driller ham med en nem løsning?
Jo Henrik Brøndum, men George Clooney er altså lidt mere pretty boy, lidt mere flødebolle end ⲁ-han, desuden; alle ved hvem han er, han har ikke brug for statussymboler. Mon ikke han bare vælger med hjertet.
@Kristian Jensen
Ok måske har jeg nogle komma'er forkert - men du tager nu fejl i din hovedpointe. Når man først er oppe i det niveau - giver det for alvor problemer hvis partneren ikke har den rette status. Selvfølgelig findes der altid undtagelser - men her drøfter vi jo det typiske.
Den amerikanske forfatter siger: "Vi er så vant til, at kvinder må kritiseres. Ingen kritiserer mænd".
Findes der ikke medier som Information og Politiken i USA?
Har Adele Waldmann da aldrig set en eneste film af New Yorkeren over dem alle; Woody Allen tænker jeg på her. Her er da lige præcis den samme maskuline figur i stort set alle hans film om kærlighed mm. som Adele Waldmann fremstiller her....
Desuden skal man huske på, at USA og Danmark er to vidt forskellige samfund, når det kommer til forholdet mellem kønnene. I USA taler man stadig om Trophy Wives, altså kvinder, der skal se godt ud og supplere manden og vises frem for vennerne, de mandlige forstås, så disse mandlige venner kan godte sig over, hvor lækker og smuk en kvinde, manden har fanget ind. I DK håber jeg da vi er kommet videre - eller rettere - det mener jeg da bestemt vi er. Og det er den danske kvinde-bevægelse der har gjort det; den har lært mændene at en kvinde godt kan udfordre mandens intellekt - uden at det går ud over mandens ego.
Pas du nu på du ikke selv ender med at blive realistisk usympatisk!
Det er meget oppe i tiden at vi skal være vrede og hadefulde konstant, mænd skal hade kvinder og omvendt, vi skal se ned på folkeskolelærere, gymnasielærer, universitetslektorer, ældre, arbejdsløse, indvandrer, vi skal være konstant vrede og det skal vi fordi, det i følelsespornoens tidsalder flytter oppinionen effektivt, det skal vi fordi det populistiske projekt bygger på de vrede masser, som nu fylder heler Europa, nu senest Tyskland og nu også USA, vreden gør at du bliver let at manipulere med, fordi du momemtant ikke er rationel, indenfor psykiatrien skal vreden provokeres frem, om muligt hjælpes på vej kemisk, det skal den fordi, der skal stilles flere diagnoser en nogensinde før og det det skal der fordi medicinalindustrien skal være den næste store industri, større end olieindustrien, vrede er nyttigt, provokationen er nyttig, se på USA, se på Berlusconis Italien, se på Putins, Rusland!
Så er vreden der ikke naturligt, må vi hjælpen den lidt på vej, for den er effektiv til at flytte opinionen, følelsesporno og populisme, er intet uden vrede masser! Vi skal ikke være rolige og eftertænksomme og faktaorienteret, det vil ødelægge hele projejtet, og rive myterne midt over!
Digter Hassan, er blevet et sådant vredens dyreeksperiment, han jagtes som var han et vildt dyr. Kan vi ikke skabe den nyttige vrede af naturens vej, så ved vi jo, som også denne avis har bemærket, Benytte mange medicinalprodukter der frembringer denne tilstand, så kan vi ikke opnå vores projekt igennem af naturens vej, så kan vi jo hjælpe det lidt på vej af kemiens!