Læsetid: 10 min.

Hvad sorgfuglen sang

Kina Bodenhoff oversætter Astrid Lindgrens værker på ny og finder tilbage til det oprindelige barske, mundtlige og poetiske sprog
Flere af Astrid Lindgrens stilistiske træk 
 og virkemidler – især hendes mundtlighed 
 – har vi først fået på dansk med Kina Bodenhoffs oversættelser.

Lærke Posselt

21. april 2016

Lige i disse dage, og de næste med, er Kina Bodenhoff på farten. Hun er draget ud på de svenske landeveje sammen med 10-årige Rasmus og landstrygeren Paradis-Oskar.

Rasmus er stukket af fra børnehjemmet, hvor der mest er efterspørgsel på piger med krøllet hår. Rasmus’ hår er glat, men et eller andet sted i denne verden må der jo findes nogen, der gerne vil have en dreng med glat hår.

Helst nogle pæne og rige nogen. Sådan forestiller Rasmus sig det. Først tænkte han, at når man er en børnehjemsdreng, som ingen vil have, så kan man lige så godt være død, men så fandt han på det med at rende sin vej.

Astrid Lindgrens roman om den forældreløse Rasmus er fra 1956, Rasmus på luffen hedder den på svensk, og Rasmus på farten har den heddet på dansk siden 1959, da Ellen Kirk oversatte den.

Romanen er en af de allersidste af Astrid Lindgrens bøger, som Kina Bodenhoff mangler at nyoversætte.

Det begyndte i 2003, da hun blev opfordret til at genoversætte Brødrene Løvehjerte i anledning af bogens 30 års jubilæum.

Siden fulgte Ronja Røverdatter, Pippi, Emil, Madicken, Alle vi børn i Bulderby og Mio, min Mio. Og nu altså Rasmus på farten, der ligger opslået på bordet på den side, Kina Bodenhoff har fundet frem, den hvor Paradis-Oskar vedrørende arbejde siger: »Når det gælder arbejde, kan jeg nøjes med lidt!«

Men »Guds rätte gök«, som er de ord, Oskar bruger om sig selv – hvordan skal det oversættes? I Ellen Kirks gamle oversættelse er det blevet til »Guds sande landevejsridder«, men Kina Bodenhoff vil gerne have fuglen med, »selv om landevejsridder nu også er et godt ord«.

På et øjeblik forvandler hun stuen på Vesterbro i København til en hølade i Sverige, hvor Rasmus overnatter den første nat, efter han er stukket af fra børnehjemmet.

For sådan er oversættelsesarbejdet for Kina Bodenhoff, det er en rejse. Man er nødt til at være der, hvor personerne og handlingen er:

»Rasmus vågner tidligt om morgenen, hvor det er koldt, og det viser sig, at Paradis-Oskar ligger ved siden af. Han giver drengen rugbrød og kold mælk, og så bliver Rasmus hel kold i maven. Man kan bare mærke det! Det skal jo beskrives, så det går lige ind, så når jeg oversætter, er jeg med i den lade der og fryser og tænker, åh, bare han nu snart kommer ud i solen.«

Går i brædderne over Rasmus

Ser man godt efter, er der store forskelle på de gamle oversættelser af primært Ellen Kirk og de nye af Kina Bodenhoff. Men Ellen Kirks oversættelse ligger altid lige ved hånden, for Kina Bodenhoff tager hende gerne med på råd:

»Skarnsstreger, det skal ikke laves om. Det hedder hyss på svensk, og det er jo en fornem oversættelse. Men Ellen Kirk var en stilfærdig, beskeden og meget sød dame, og det bærer hendes oversættelser præg af. Hun har ikke kunnet dy sig for at nedtone det dramatiske og det farlige. Astrid Lindgren var en djærv bondekone, der fortalte historier med respekt og i øjenhøjde med dem, hun fortalte til. Hun er en af de største mundtlige fortællere, vi har haft, og hun havde sine rødder i den mundtlige tradition. Ellen Kirk tog udgangspunkt i samtidens korrekte skriftsprog samt det syn på barndomsliv, der herskede dengang, og hun var underlagt forlagets mening om, hvad der måtte stå i en børnebog, og hvad der ikke måtte stå. Der skulle være rigtige kommaer og ikke punktum foran ‘og’. Astrid Lindgren skifter hele tiden stil i forhold til, hvad det er for en stemning, hun vil viderebringe. Når hun skal formidle lykke, fortæller hun i en strømmende stil med en masse og’er og gentagelser, hvor man bare kan mærke, hvor lyksaligt det er. Ellen Kirk stryger næsten konsekvent gentagelserne, eller også ændrer hun dem. Alt det åbenbarede sig for mig, da jeg gik i gang med at oversætte Brødrene Løvehjerte og Ronja Røverdatter og begyndte at lytte. Jeg er også kommet til at føle mig ganske forbundet med Astrid Lindgren, selv om jeg aldrig har truffet hende. Jeg føler, at vi har nogle lighedspunkter, i humoren og også i den der blødhed over for børn – og især udsatte børn. Jeg forstår det bare så godt. Det er også derfor, jeg går helt i brædderne over Rasmus.«

– Med alt det, der er gået tabt af stilistiske finesser, hvorfor elsker vi så Astrid Lindgren så højt alligevel?

»Fordi historierne er så fantastisk gode, og Ellen Kirk har jo ikke ødelagt dem, hun mestrede virkelig sit modersmål, og hun havde et godt skriftsprog. Men historien om en lille dreng, der forlader et børnehjem, fordi han er sikker på, at der et eller andet sted i verden må findes nogen, der gerne vil have en dreng med glat hår – det er jo en god historie. Og det er da også en god historie, at en storebror redder sin lillebrors liv ved at kaste sig ud først af et brændende hus. Og at der er en pige, der kan løfte en hest og bor alene i et hus og har en kuffert fuld af penge.«

Kina Bodenhoff tager Emil frem fra bunken.

»Jeg bliver simpelthen i så godt humør, hver gang jeg har denne her bog i hånden.«

– Hvorfor det?

»Fordi den er så bedårende. Og fordi den virkelig handler om venskabet mellem en voksen mand og en lille dreng. Det er det, der binder historierne sammen. Der gik en kæmpe prås op for mig, da jeg fik øje på, at det, der kæder historierne sammen, er mødet mellem Alfred og lille Emil og så kulminationen til sidst, hvor Emil redder Alfreds liv.«

Lindgren forklarer ikke

Historien om en lille dreng, der møder kærlighed fra en voksen mand – eventuelt en forældreløs, ensom dreng, der møder kærlighed fra en voksen mand – har Astrid Lindgren fortalt igen og igen.

I Mio, min Mio tager det uønskede plejebarn Bo Vilhelm Olsson til landet i det fjerne, hvor han bliver ridderen Mio og møder sin far, kongen, der elsker ham så højt, at han ikke kan nøjes med at sige sin søns navn én gang, men altid siger »Mio, min Mio«.

Og til sidst, da alt er godt igen, kan han nøjes med bare dét: »’Mio, min Mio,’ sagde min far kongen. Ikke mere. ‘Mio, min Mio,’ sagde min far, kongen, da vi vandrede hjemad i skumringen.«

– Har du gjort dig nogle tanker om, hvorfor netop den historie om kærlighed og venskab mellem en voksen mand og en lille dreng blev ved med at optage Astrid Lindgren?

»Hun har sagt, at hendes eget liv ikke spiller nogen rolle i hendes litteratur, alligevel er det næsten altid små drenge, det er synd for, og dem, der ingen far har. Hun svigtede jo sin egen søn, Lasse. Han faldt aldrig til i tilværelsen. Han fik sine første tre afgørende år i Danmark med en dansk mor, og så blev han revet væk derfra. Det er en meget, meget sørgelig del af hendes historie, det kom hun aldrig nogensinde over. Man kan opfatte historierne som en slags kompensation, så digter vi en historie om en lille dreng, der møder kærligheden måske ikke hos sin egen far, men så hos en anden.«

–Er Astrid Lindgren sentimental?

»Ikke i sproget i hvert fald. Hun har en enkelhed, og hun forklarer ikke. I Rasmus på farten går Paradis-Oskar med så lange skridt og i sådant et trav, at Rasmus ikke kan følge med, og så spørger han Rasmus, om han ikke skal holde ham i hånden. Det er jo lidt rørende, men hun forklarer ikke, hvorfor Rasmus gerne vil holde Oskar i hånden.«

Læser man Astrid Lindgrens romaner om de uønskede drengebørn biografisk, er det ikke til at bære. Tænk bare på alle de tårer, der bliver grædt i Mio, min Mio over alle de børn, ridder Kato har taget: »De sørgede over børnene, over alle børnene, som var taget fra dem«. Gentagelsen har igen sin virkning.

Også i Jum-Jum og Mios »… og hvis bare vi ikke havde været så små og alene«, der lyder igen og igen og bliver til en sang.

Mio, min Mio er et eventyr, og det ender lykkeligt. På nær Sorgfuglen, der, selv efter alle børnene er blevet befriet fra Katos borg, græder:

»Men i toppen af den højeste sølvpoppel sad Sorgfugl og sang helt alene. Jeg ved ikke, hvad han sang om nu, hvor alle de forsvundne børn var kommet hjem igen. Men jeg tænkte, at Sorgfugl nok altid har noget, han kan synge om.«

Den Sorgfugl er så meget Astrid Lindgren, men det er Paradis-Oskar og humoren også. Næste dag har Kina Bodenhoff løsningen på Guds rätte gök. Han skal være Guds frieste fugl. For nogen skal jo være det, som han forklarer Rasmus.

Mundtlig fortælling

Som mundtlig fortæller brugte Astrid Lindgren omvendt ordstilling, ’og’ efter punktum og masser af gentagelser brugt forstærkende og som sangbare omkvæd i en prosafortælling.

Eventyrromanen Mio, min Mio fra 1954 blev oversat til dansk af Else Kappel i 1955 og i 2005 af Mich Vraa, men det er først med Kina Bodenhoffs oversættelse fra 2012, at vi kan høre bogens eventyrpoesi på dansk. Eksemplet her viser, hvordan det lille ord ’så’ kan have en stor effekt:

Astrid Lindgren (1954)

»Så ensam var väl ingen i världen som jag, när jag om igen började gå uppför trappan. Så tunga var väl inga steg som mina. Jeg orkade nästan inte lyfta fötterna, och trappstegen var så höga och så många.«

Kina Bodenhoff (2012)

»Så alene var nok ingen andre i verden, som jeg var, da jeg igen begyndte at gå op ad trappen. Så tunge var nok ingen andre skridt i verden som mine. Jeg havde næsten ikke kræfter til at løfte fødderne, og trappetrinene var så høje og så mange.«

Else Kappel (1955)

»Der var vel ingen sjæl i verden, der var så ensom som jeg, da jeg igen begyndte at gå opad trappen. Og ingen vel med så tunge trin som jeg. Jeg formåede næsten ikke at løfte fødderne, og trappetrinene var så høje, og der var så mange af dem.«

Følelser og billeder

Astrid Lindgren var helt suveræn til at fremkalde bestemte følelser og billeder. Om eksemplet her fra Rasmus på farten siger Kina Bodenhoff: »Man mærker helt ind under huden, hvor trist og øde og sørgeligt det er, når en hel landsby er udvandret til Amerika i håb om bedre tider.« Læg mærke til, hvordan forfatteren skifter tid her, og at man på Ellen Kirks tid gerne forkortede oversættelsen:

Astrid Lindgren (1956)

»Ödebyn ligger vid havet. Fem små gårdar inkrupna i svackorna mellan bergknallar, grå de också. Fattiggrått och urtidsgrått alltsammans. Själva havet blir grått när sommardagen mulnar mot kvällen, och grå och tunga av regn hänger skyarna över byn där ingen bor. Hit kom luffarna. För den som ville gömma sig var det en bra plats, här fanns inga människor, här bodde bara ödslighet och tystnad och den gråaste övergivenhet.«

Kina Bodenhoff (2016, endnu ikke udkommet)

»Den forladte landsby ligger ved havet. Fem små gårde ligger og kryber sammen i lavningerne mellem bjergknolde, som også er grå. Fattiggråt og urtidsgråt alt sammen. Selve havet bliver gråt, når sommerdagens himmel mørkner mod aften og dækkes af skyer, som grå og tunge af regn hænger over landsbyen, hvor ingen bor. Hertil søgte landstrygerne. For den, som ville gemme sig, var det et godt sted, her var ingen mennesker, her rådede kun ensomhed og stilhed og den gråeste grå forladthed.«

Ellen Kirk (1959)

»Den forladte landsby ligger ved havet. Fem små, grå gårde mellem grå klipper. Fattiggråt og urtidsgråt er det hele. Havet selv bliver gråt, når sommerdagens tusmørke begynder at falde på, og skyerne hænger tunge og grå af regn over landsbyen, hvor ingen bor. Her søgte landstrygerne hen. For den, der ønskede at gemme sig, var det et godt sted. Her fandtes ingen mennesker. Her fandtes kun ensomhed, stilhed og den dybeste forladthed.«

Bandeord

Astrid Lindgren brugte ikke gerne gængse bandeord – i stedet gjorde forfatteren det, at hun selv fandt på nogen. Denne passage fra Emil fra Lønneberg viser dels hendes mundtlige stil og dels hendes humoristiske tilgang til bandeord:

Astrid Lindgren (1963)

»Mer sa han inte, sedan försvann han neråt lagårdsbacken. Och Emil stod kvar och skämdes. Han förstod själv hur hemsk han var. Inte nog med att han hade varit uppstudsig mot pappa, det allra värsta var att han hade sagt ”i hundan”, för det var nästan en svordom, och svordomar var nogot som inte fick förekomma i Katthult. Emils pappa var ju kyrkvärd och allting vetja!«

Kina Bodenhoff (2008)

»Mere sagde han ikke, og lidt efter forsvandt han ned mod stalden. Og Emil stod tilbage og skammede sig. Han var selv klar over, hvor slem han var. Ikke nok med at han havde svaret far igen, det allerværste var, at han havde sagt ”hvornår hulen”, for det var næsten at bande, og bandeord var noget, man ikke ville høre på Katholt. Emils far var jo kirkeværge og alt muligt!«

Ellen Kirk (1964)

»Mere sagde han ikke, men vendte bare Emil ryggen og gik ned mod stalden. Emil stod tilbage og skammede sig. Han indså jo selv, hvor forfærdeligt han havde opført sig. Ikke alene havde han svaret sin far igen, nej, det allerværste var, at han havde sagt ”i helvede”, for det var et bandeord, og bandeord måtte ikke forekomme på Katholt. Emils far var jo kirkeværge, forstår du.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu