Læsetid: 5 min.

Uhørt snævert historiesyn

Kan en litterær tradition som modernismen være ’passé’ i betydningen ugyldig? Og er traditionsbevidsthed det samme som uoriginal efterligning?
Pia Juul og Niels Frank er blandt de danske forfattere, som Anders Juhl Rasmussen mener kan måle sig med store internationale forfattere fra det 20. århundrede. 

Pia Juul og Niels Frank er blandt de danske forfattere, som Anders Juhl Rasmussen mener kan måle sig med store internationale forfattere fra det 20. århundrede. 

Niels Hougaard

2. april 2016

Mads Bunchs indlæg, som svar på Peter Nielsens spørgsmål »Sig mig, hvad blev der af eksperimenterne?«, kalder på en kommentar.

Hvor man kunne have svaret på litteraturredaktørens udfordring, at der ikke siden J.P. Jacobsen og Herman Bang har været danske forfattere, hvis fornyelse af litteraturens form kunne måle sig med de største tyske, franske og engelske forfattere, så kaster Mads Bunch sig ud i et hasarderet angreb på modernismen og en ophøjelse af autofiktionens spydspids, Karl Ove Knausgård, som denne nok ville betakke sig for, hvis han fik muligheden.

Lad mig begynde med angrebet på den modernistiske tradition. Bunch skriver, at »(autofiktionen) erstatter det 20. århundredes traditionelle sprogmodernisme, som jo klart er den tradition, ingen yngre forfattere gider skrive sig ind i.

Det gør de ikke, fordi den én gang for alle er passé, og de ikke ønsker at være epigoner«, og han sætter dernæst trumf på: »… nye forfattere gider da ikke være arkæologer!«

Bortset fra den lettere infantiliserende beskrivelse af yngre og nye forfattere, som nogle, der enten gider eller ikke gider noget, er det næppe en dækkende beskrivelse af dansk samtidslitteratur.

Jeg ville nærmest påstå det modsatte, at ingen seriøse forfattere i dag kan undgå at være tiltalt af de mest originale og fornyende forfattere fra det 20. århundrede (jf. min egen og Erik Skyum-Nielsens artikel om narrative eksperimenter hos Jeppe Brixvold, Niels Frank og Pia Juul i Kritik nr. 213) fra James Joyce og Virginia Woolf til Marguerite Duras og Thomas Bernhard. Ligesom de sikkert er tiltalt af moderne film, moderne billedkunst, moderne musik osv.

Læs også: En Ibsen eller Hamsun går rundt iblandt os

Men selv hvis jeg skulle tage fejl, så er Bunchs argumentation påfaldende naiv: Kan en litterær tradition som modernismen være »passé« i betydningen ugyldig, er traditionsbevidsthed det samme som epigoneri, og siden hvornår er arkæologi blevet et skældsord?

Måske gemmer svaret sig i Bunchs uhørt snævre historiesyn, hvormed fortiden ikke alene er en entydig, fikseret størrelse, men endda defineret af teknologiske opfindelser. Om fortidens »modernismeavantgardister« (en pudsig kontamination) hedder det således, at de »levede i en boble af radioer og biler, der kun kunne køre 30 km i timen«. Hvem er det, der lever i en historiefilosofisk »boble« på størrelse med en lillefinger?

Passé?

For at nævne bare én yngre forfatter, som har et væsentligt mindre forsimplet syn på det 20. århundredes avancerede litteratur end Bunch, og som tilmed for nylig er udnævnt til rektor for Forfatterskolen, nemlig Jeppe Brixvold, så skriver han i et tankevækkende efterskrift til en ny (gen)oversættelse af James Joyces posthume Giacomo Joyce (Basilisk 2016) følgende:

»Joyces stadige formelle innovationer og hans bevidste relativering af de kendte litterære udtryksformer markerer i det hele taget en skepsis over for ideen, at sproget skulle kunne tjene som et redskab for subjektet, som et adækvat udtryk for ’min verden’. Hos Joyce er sproget (eller sprogene) som tidligere nævnt snarere en objektiv og kompleks sammenhæng af betydninger, som har selvstændig realitet.«

Skulle denne sofistikerede sprogkritik, der forlænger Nietzsches kritik fra slutningen af 1800-tallet af ideen om det selvtransparente subjekt, virkelig være »passé«, blot fordi bilerne kørte langsommere i 1910’erne, end de gør hundrede år senere? En horribel tanke.

Hvorfor taler Bunch i det hele taget om »en slags 20. århundredes Weltschmerz-modernisme?« Er Weltschmerz, et begreb, der almindeligvis tilskrives Jean Paul, ikke en betegnelse for den tysk-franske romantik – som modernismen både forlængede og revolterede imod? Man kommer i tvivl om, hvorvidt Bunch overhovedet har læst Joyces Ulysses.

Det må man da håbe, han har, for ellers virker det temmelig løsagtigt at hævde, at: »Den form Knausgård anvender i Min kamp er ligeså banebrydende litteraturhistorisk set som Joyces Ulysses – bare på en helt anden måde…«

Det er store ord, når man tænker på, hvad der siden 1922 er skrevet og sagt om Ulysses. Joyce-forskningen er kolossal, der findes endda tidsskrifter som Genetic Joyce Studies, der udelukkende publicerer forskning i Joyces manuskripter. Kan Knausgård-forskningen siden Min kamp (2009-11) med nogen rimelighed sammenlignes med den internationale Joyce-forskning, eller er det citerede udsagn snarere en dristig litteraturhistorisk hypotese?

Der var i øvrigt ingen, som blot et par år efter Ulysses’ udgivelse kunne forudsige, hvilken omfattende og omvæltende betydning romanen ville få for litteratur- historien 10, 20 og 100 år frem i tiden. Som bekendt hedder det, at klassiker ikke er noget, man er, men noget man bliver. Det afgør historien.

Alligevel kan Bunch med en retorik, der kan minde om forkyndelsen i Johannesevangeliet, skrive: »Er det virkelig ikke gået op for nogen, at vi har en samtidsforfatter, der er lige så stor som de tre førnævnte? – at vi altså lever i en tid, hvor der går en lyslevende Ibsen eller Hamsun rundt?«

Læser man i Per Thomas Andersens fremragende, autoritative og for nylig udvidede norske litteraturhistorie (2012), vil man vide, at Knausgård ikke fremstilles som en ny Ibsen eller Hamsun, tværtimod beskrives hans selvbiografiske, næsten uredigerede prosa som lidt trættende i længden, »en litteraturens langdistanseløper«.

Den profetiske tone afslutter også Bunchs indlæg: »Husk også, at der kun kommer én Kafka og én Joyce og én Knausgård pr. århundrede …« (levede Kafka og Joyce ikke i det samme århundrede?)

Knausgård og Joyce

Ét er, at Bunchs synspunkt virker som en besynderlig blanding af romantisk genitænkning og kulturradikal fremskridtsoptimisme (endda i en karikatur af både romantikken og kulturradikalismen), noget andet er, at han end ikke synes at tale på vegne af den Knausgård, han så vulgært kanoniserer.

Man skal, som de fleste ved, ikke læse ret mange sider i Knausgårds Min kamp uden at genkende Knausgårds eget intime forhold til Joyce, Gombrowicz, Bernhard osv., altså hele den lange (post)modernistiske tradition, som Bunch ikke »gider« læse.

Skulle jeg her til sidst give mit bud på danske (prosa)værker fra samtiden, som tåler at blive målt efter Peter Nielsens internationale standard fra det 20. århundrede, ville det blive værker af forfattere fra Knausgårds generation som Jeppe Brixvold, Pia Juul, Christina Hesselholdt, Helle Helle, Nielsen og Niels Frank.

De nævntes eksperimenter synes at være fuldt på højde med modernismen hos bl.a. Peter Seeberg, Poul Vad og Peer Hultberg, hverken mere eller mindre. At de alle sammen, hvad angår formel kompleksitet og historisk originalitet, står et pænt stykke under Joyce, Beckett og Bernhard m.fl. er overflødigt at bemærke, men mindre kan vel også gøre det – hvis det overhovedet giver mening at måle det umålelige.

Det hører med til billedet af dansk samtidslitteratur, at der især hos de yngste forfattere også findes et opgør med modernismens autonomiideal, hvor ’det private’ i traditionen fra Tove Ditlevsen og Suzanne Brøgger er blevet legitimt stof.

Måske skulle vi hellere koncentrere os om, hvordan traditionen eller mere præcist nationale såvel som internationale traditioner bearbejdes i samtidslitteraturen, hos både de lidt ældre og de alleryngste forfattere. Det spørgsmål ville være en større og bredere diskussion værd.

Anders Juhl Rasmussen, ph.d., postdoc ved INSS, Københavns Universitet, litteraturanmelder ved Kristeligt Dagblad

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Når Peter Nielsen som en anden Georg Brandes stiller sig op og kritiserer al nyere dansk litteratur for at mangle eksperimenter, må han selvfølgelig forvente et svar, men jeg synes ikke - ligesom Anders Juhl Rasmussen - at Mads Bunch slipper særligt heldigt fra det svar, han kommer med. Det virker som om han som en fornærmet teen-ager bare vil lukke døren til de store frembringelser i modernismen, fordi »… nye forfattere gider da ikke være arkæologer!« Slut med det gamle pjat, passé.

Jeg kunne godt tænke mig, at ikke kun formen, men også indholdet blev kritiseret. Ligesom Brandes ville have litteraturen til at debattere samfundets normer og forhold, således kunne man i dag ønske sig en litteratur, der sætter "sådan er det jo" til debat. Konkurrencesamfundet, overforbruget, uligheden, din egen lykkes smed ...