Læsetid: 4 min.

Han vejer symfoniens ånd på en guldvægt

En uangribelig integritet, en næstekærlig autoritet og en aldrig svigtende fornemmelse for det store perspektiv i timelange symfonier. Herbert Blomstedts forbindelse til Danmark begyndte i 1955 og indbringer ham nu Léonie Sonnings Musikpris
Kultur
7. april 2016

Hans højre hånd siger det hele. Den bugter sig, virrer, laver et spontant svirp, kroger sig eller spreder fingrene. Herbert Blomstedt behøver ikke at gøre sin orkesterledelse til en koreograferet dans og sætte hele sit korpus i bevægelse, som visse yngre dirigenter fristes til. Autoritet ligger naturligt for ham, narcissisme meget fjernt.

Bag det noble ydre af en nydelig ældre herre på snart 89 træder et åndsfriskt, konstant årvågent, rankt og lunt menneske frem. Han nyder tydeligvis dyb tillid og kontakt til musikerne. Klokken er lidt over 10 mandag formiddag i Koncerthuset, hvor Herbert Blomstedt atter står i spidsen for DR SymfoniOrkestret. Alderen til trods tyder intet på pensionering foreløbig, og netop i denne uge har nestoren en særlig grund til at holde fanen højt.

For sit arbejde med orkestret modtager han torsdag Léonie Sonnings Musikpris på 600.000 kroner og kvitterer med at opføre Mahlers Første og Beethovens Ottende Symfoni med det orkester, han anførte første gang i radiostudie i 1955, året efter til en koncert og i perioden 1967-1977 var chefdirigent for. 

Under prøven spiller de nogle minutter af Mahlers vågnende intro igennem uden afbrydelse. Førsteviolingruppen og andenviolingruppen sidder på hver sin side af podiet: Det tog Blomstedt årtiers tilløb at få genindført den opstilling, som var praksis i 1800-tallet, men som Stokowski og en bølge i USA fik ”saboteret”.

Mahler og andre skrev deres musik med denne opstilling i tankerne, så detaljer vil gå tabt, hvis man følger uigennemtænkte modeluner, har maestro udtalt andetsteds. Han gennemsynger først nogle fraseringer for celloleder Henrik Dam Thomsen og taler og synger ganske meget, på en myndig og empatisk måde, der får prøven til at glide. Turen går kort efter til de syv hornister, som han dirigerer med fingrene tegnende i luften. I et mere kraftfuldt øjeblik går han ned i knæ, så bukserne blafrer.

I koncertsituationen med publikum er Blomstedts gestik og mimik typisk diskret og har muligvis gjort ham mindre berømt, end de kunstneriske resultater fortjener. »Han signalerer ikke fra start, at noget særligt skal til at ske, og han telegraferer ikke sine følelser til publikum. Hvad der i stedet sker, er en ærlig hengivelse: en opførelse, hvori hver en dråbe af musikken manifesterer sig«, har Washington Posts kritiker, Anne Midgette, sagt. Hun kalder ham en velbevaret hemmelighed, selv om Blomstedt var chefdirigent for San Francisco Symfoniorkester i 1985-1995 og har gæstet alle de store amerikanske orkestre.

Overfladisk set – og PR-fotos betyder da noget i vores visuelle verden – kan han minde mere om en ældre skolemester eller bankdirektør end en musiker. Der gemmer sig et varmt hjerte, en ukrukket person og en fuldblodsmaestro i den svenske herre. Han nåede at opleve de legendariske dirigenter fra første halvdel af det tyvende århundrede, hvor pisk var mere normen end gulerod overfor orkestermusikerne med den hidsige Toscanini som berømt eksempel. Blomstedt så snarere et forbillede i tyskeren Bruno Walter, der behandlede musikerne som ligemænd. Tilbage i Koncerthuset skal det dog ikke forhindre svenskeren i at tale med versaler til andenviolinerne: »LA, DA, DA, DAAA...«. Men altid med en kærlig undertone.

I de to timer, jeg er en flue på væggen, hører jeg ikke ét ord om forkromede visioner, metaforer eller paralleller til andre værker eller kritik: I stedet demonstrerer han det, han ønsker, via at synge eller dirigere det. Ingen fine fornemmelser, blot kommunikere via musikken. 

Den helt store orkesterkunst og så religiøse storværker som Bachs Messe i h-mol og Brahmsʼ Ein deutsches Requiem er Blomstedts kernekompetencer. Ligesom sin far er han Syvendedagsadventist, så maestro er afholdsmand – hvilket måske forklarer jernhelbredet. Han har forløst Anton Bruckners massive symfoniske ”katedraler”, der kræver en særlig tålmodighed og økonomisering af midlerne og sans for det åndelige mellem linjerne.

Carl Nielsens symfonier har han været en af de vigtigste ambassadører for – han regner fynboen på niveau med Sjostakovitj! – med først en indspilning med DR SymfoniOrkestret (1973-75) og årtiet efter med San Francisco Symfoniorkester. Michael White fra Gramophone Magazine ser ganske enkelt Blomstedt som den største Nielsen-fortolker nogensinde. Den anden cyklus regnes bredt for den mest vellykkede af de to, især fordi DR-fastansættelsen lå på et tidspunkt, hvor orkestret stod midt i et generationsskifte. I dag møder vi et helt andet og toptrimmet DR-orkester.

Selv har maestro også åbnet sig: Beethoven, Brahms og Bruckner var de store helte, Richard Straussʼ musik, som næsten er uomgængelig for en orkesterdirigent, betragtede han længe som overfladisk, og det ”vulgære” hos Mahler begreb han ikke, hvorfor det skulle være klos op ad det skønne. Opera har meget lav prioritet hos ham; samtidsmusik har været en del af dagsordenen for de mange orkestre, han har været chef for: I Norrköping, Oslo, Sveriges Radio, Dresden, San Francisco Symfoniorkester, Hamborg og Leipzig. Han har passet sine pligter, også i DR, hvor der internt foregik magtkamp om avantgardens plads, gav den omhyggelige chef eksperimenterne en fair chance. Men der er ingen tvivl om, at de himmelstræbende og etiske værker stadig står ham nærmest.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her