»Hold da op!« står der med fed brun skrift på en babyblå himmel, mens drabelige dinosaurer, kæmpebiller og skrækslagne menneskeskikkelser vælter ud af en stor firbenet maskine, der betjenes af en lillebitte bleg dreng, som ser forbavset til, mens han drejer håndsvinget.
Den lille dreng er Gud, og han er tegnet af Dorte Karrebæk. Det farverige helsidesopslag optræder i slutningen af Da Gud var dreng, der er skrevet af den tidligere Claus Beck-Nielsen, i denne anledning Sankt Nielsen, og netop nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris.
En vild billedbog om dengang verden blev til – og med den paskontroller og ost, børnesår og selvmål.
Dorte Karrebæk er en uomgængelig skikkelse i fortællingen om den danske billedbog, og hun har beriget børnelitteraturen med over 100 værker, siden hun blev uddannet som illustrator i 1960’erne. En periode, hun selv beskriver som »den pædagogiske æra«:
»Børnebøgerne dengang var meget forklarende og handlede for eksempel om, at ’morfar skal dø’. De var aldrig særlig chokerende, og hvis man tegnede en mus, der blev kørt over på vejen for derefter at blive ædt af en ravn, var folk ved at besvime.«
Udviklingen inden for børnebilledbøger har handlet om netop det spørgsmål: Hvad bør barnet se?
I takt med at man i begyndelsen af sidste århundrede begyndte at betragte barnet som individ og samfundsborger, modnedes også børnebogsillustrationerne, og temaerne blev mere alvorlige. Det hele starter med 1930’ernes kommunistiske kunstnerkredse og en udstilling af sovjetiske børnebøger i Illum. Dorte Karrebæk og den døde mus vender vi tilbage til.
Den sovjetiske indflydelse
»Vi lærer, at i Rusland er alting den skrækkeligste forvirring. Alle mennesker slaar hverandre ihjel eller dør af sult – men vi véd, at det ikke er sandt. I Sovjet-Unionen er arbejderne og bønderne i færd med at skabe en ny verden.«
Sådan skriver Hans Scherfig i forordet til sin satiriske billedbog Hvad lærer vi i skolen udgivet på det kommunistiske forlag Monde i 1933.
På forsiden af det brunorange hæfte ses en styg dronning, en lille nøgen engel, et dansk flag og regnestykket 3 x 1 = 1. Børn skulle lære at være kritiske over for autoriteter og tænke selv, og vejen til selvstændighed gik for Scherfig gennem kreativiteten.
Om de sort-hvide tegninger i bogen skriver han: »Hvis I mener, der mangler farve paa billederne, kan I selv kolorere dem med jeres farvelade eller farveblyanter.«
Mange danske billedbøger havde indtil 1930’erne hovedsageligt beskæftiget sig med barnets indlemmelse i det borgerlige samfund. Fra den lille drengs begejstring over julesalmer, risengrød og kernefamiliehygge i Peters Jul til Suzanne Lassens charmerende jugendskildringer i Den uartige Caroline, der godt nok lægger snegle i tantens seng, men til sidst viser sig at være en sød og betænksom storesøster.
Den 11. maj 1932 sker der imidlertid noget. Illums boghandel åbner en udstilling med sovjetiske børnebøger, og her introduceres de danske kunstnere for en helt ny vision for billedbogen.
Torben Weinreich, tidligere leder for Center for Børnelitteratur, beskriver det i Historien om børnelitteraturen som en »grænsesættende begivenhed i billedbogens historie« og citerer fra Arbejder-Bladets begejstrede reportage:
»Mens vore Børnebøger handler om Hekse og Trolde, Knold og Tot og Mikkel Mus, skildrer de russiske Børnebøger Naturens og det daglige Livs Eventyr, hvordan Mennesket har underlagt sig Naturen. Verden gøres levende og forstaaelig for dem.«
Inspirationen er tydelig i værker som Johannes V. Jensens Mammutbogen fra 1933, hvor Aage Sikker Hansen har illustreret tidens evolutionslære, og hos tegneren Egon Mathiesen, der billedbogsdebuterede i 1939 med den sigende titel Vi vil flyve. Ud med romantik og familieidyl, ind med tidens teknologi og naturvidenskab til de små!
I tolerancens navn
Med Jens Sigsgaard og Arne Ungermanns Palle alene i verden fra 1942 bliver barnet for alvor hovedperson i en verden helt uden voksne. Det er tid til at opleve verden med barnets blik, som en ny lille verdensborger, der skal lære om menneskerettigheder, etik og moral. Det er reformpædagogikken og de kulturradikales tid.
Børnebogsillustratorerne bliver en slags fodsoldater i tidens kulturkamp. Flere af dem er en del af tidens kunstneriske avantgarde og bidrager både til litterære tidsskrifter og tegner for de store dagblade.
De har en tro på, at den næste generation bærer kimen til et bedre samfund, og gennem billedbøger med klare, glade farver, jazzede rim og lykkelige slutninger skal de lære, hvordan man bekæmper mobning og uretfærdighed.
Særligt tegneren Egon Mathiesen er eksponent for den idé. I løbet af 1940’erne skaber han en række værker, der hylder forskellighed og tolerance, og som i dag har status af børnebogsklassikere.
Fredrik med bilen, hvor den lille hovedperson kører ud i verden og erfarer, at »der er kulørte børn/ der er akkurat som Fredrik/ kun i andre farver«, Aben Oswald, hvor en lille revolutionær abe fører an i oprøret mod skovens diktatorabe og Mis med de blå øjne, der lærer os, at selv om man ikke har gule øjne som alle de andre, kan man være mindst lige så god til at jage mus.
Mod slutningen af 1960’erne kommer der imidlertid røre i den pædagogiske andedam. En ny gruppe af mere gakkede illustratorer dukker op og giver billedbogen en frisk vitaminindsprøjtning: Tegningerne får en ny ekspressiv fortællekraft, mens sproget begynder at vrøvle.
Billederne fortæller
På et havblåt helsidesopslag sejler et enmastet træskib forbi med matros, skipper, kat og en lille skibskok. Skipper har en mus i kasketten, og over hans skulder kan vi læse forklaringen: »Osteskipper Ostenfeldt, der bor i Sundbynørre, fandt en mus i Storebælt og hængte den til tørre, gav den kunstigt åndedræt og ostemad at spise, lagde den i sin kasket og sang en vuggevise.«
Det er selvfølgelig fra Halfdan Rasmussens Halfdans ABC, der i 1967 udkom med Ib Spang Olsens spillystige og pjuskede blyantstegninger. Samme år som to andre markante udgivelser ser dagens lys: Ole Lund Kirkegaards Lille Virgil og Flemming Quist Møllers Cykelmyggen Egon, hvori håndskreven tekst suser rundt blandt virtuose myldrebilleder.
I de følgende år begynder illustrationerne at sprænge deres hidtidige rammer; det bliver tydeligt, at de ikke længere er akkompagnement til teksten men store fabulerende fantasiuniverser i deres egen ret.
Og nu vi var ved de (halv)døde mus og 1960’erne, er det også på tide at vende tilbage til Dorte Karrebæk, der på dette tidspunkt var illustrator in spe. Efter fire år på Kunsthåndværkerskolen begyndte hun at illustrere noveller i Alt for damerne og fik samtidig arbejde i en børnehave. Det lærte hende at gå i øjenhøjde med børnene:
»Mange unge, som kommer ud fra designskolerne nu, har ikke haft hænderne nede i børn. Det tager lang tid at finde ud af, at man ikke skal snakke ned til dem, ungerne. Men i mødet med et lillebitte barn på tre år, går det hurtigt op for en, at man sidder over for et yderst intelligent væsen.« Derfor har det også undret Dorte Karrebæk, at der typisk har været så mange forklaringer i billedbøger:
»Hvorfor fanden er det nødvendigt? Hvad er det man regner med børn ikke kan forstå? Hvis der er noget, de undrer sig over, har de masser af år til eftertanken.«
Opgøret med de pædagogiske forklaringer har ifølge Lars Vegas Nielsen, der sidder i Kulturministeriets Illustratorudvalg, haft afgørende indflydelse på de nye illustratorer.
»Der skete et skift i 1990’erne, da garvede tegnere som Lilian Brøgger og Dorte Karrebæk kom til som undervisere på designskolerne,« forklarer han. »Deres vilje til at eksperimentere med billedbogen har præget en hel generation af tegnere, der bevægede sig væk fra det super pædagogisk præcise og figurative og i retning af mere kunstneriske udtryk.«
Empati på den hårde måde
Lars Vegas Nielsen nævner blandt andet Mette-Kirstine Bak, Rasmus Bregnhøi, Otto Dickmeiss og Cato Thau-Jensen, der »har hver deres måde at gøre tingene på, men som alle er smittet med Brøgger og Karrebæks eksperimenteringstrang.«
Frem for bare at ville formidle fortællingen 1:1 ser Lars Vegas Nielsen en tendens til, at tegnerne fokuserer på billedernes stemning og psykologiske forståelseslag: »I dag er mange billedbøger inspireret af filmmediets og tegneseriens subjektive og indlevende perspektiver, mens det tidligere var mere som en teateroplevelse, hvor læseren sad nede på tilskuerrækkerne. Der bliver arbejdet med vildere vinkler, og flere lag af fortællingen ligger i det visuelle.«
Ifølge Lars Vegas Nielsen har en del tegnere også ladet sig inspirere af de barske billedbøger, Dorte Karrebæk har lavet i samarbejde med forfatteren Oscar K.: »De handler ofte om emner, der er svære at tale med børn om, og både formidlere, skoler og voksne er vilde med dem. Det interessante spørgsmål er, om børnene også er det?«.
For Dorte Karrebæk handler de barske historier grundlæggende om at vække empati, og her kan billedbogen ifølge hende noget helt særligt. Som eksempel nævner hun Lille håndbog for elefantelskere af hende og Oscar K., hvor tekst og billede flere steder arbejder kontrapunktisk af hinanden og fortæller hver deres historie.
På en tegning af en elefanttransport med en masse pakker og bagage anes skikkelsen af en lille forældreløs afrikansk dreng, som læseren aldrig får mere at vide om.
»Vi kan se hans fødder, men det er jo ikke noget, der står i teksten,« forklarer Dorte Karrebæk. »Hvor kommer han fra?« spørger hun retorisk og uddyber:
»De små læsere, de ser alt! Så når der sidder sådan en dreng i billedet, er det faktisk for at komme med en lillebitte barskhed. Næste gang de ser eller hører om børn, der er kommet til Danmark uden forældre, vil de måske bide mærke i det og tænke ’Hvor kommer de fra? Hvad er deres historie?’«.
Dorte Karrebæk peger på, at det som illustrator er vigtigt at lade verden trænge ind i billedbogen og anerkende, at børnene også ser den virkelighed, der omgiver os. Men det kan godt være en udfordring, mener hun.
»Tendensen kan være, at når der for eksempel pludselig kommer en stor mængde uledsagede flygtningebørn ind i et samfund, så reagerer børnebilledbøgerne med at blive søde og milde og glemme problemerne. I svære tider lukker vi os om os selv. Så vil vi bare gerne spise lækkert og hygge os med dem vi kender – og det skal billedbøgerne så bidrage til. Det er ærgerligt.«
