Læsetid: 4 min.

Ytringsfrihed igen-igen

Et spørgsmål, der trængte sig på i Muhammedkrisens dage og såmænd også nu, er, om der overhovedet er andre end avisernes lederskribenter og andre ’professionelle’ debattører, der har opfattet hele sagen som et spørgsmål om ytringsfrihed
Et spørgsmål, der trængte sig på i Muhammedkrisens dage og såmænd også nu, er, om der overhovedet er andre end avisernes lederskribenter og andre ’professionelle’ debattører, der har opfattet hele sagen som et spørgsmål om ytringsfrihed

iBureauet/Mia Mottelson

9. april 2016

Jeg hører til det forstokkede segment, der stadig mener, at Muhammedtegningerne i sin tid først og fremmest var udtryk for et forsinket ungdomsoprør hos en flok dengser og flittigliser, der forsømte at slå sig i tøjret, da de faktisk var unge, men dengang optaget af at please de voksne – ofte, men det vidste de jo ikke, til de voksnes ubehag.

Unge mennesker skal nu engang ikke være alt for veltilpassede, man vil godt kunne mærke, at de er selvstændige individer, der ikke uden videre anerkender deres forældre og andre voksne som rollemodeller.

Mangen en vandkæmmet duks har måttet gøre den gruopvækkende erfaring, at far og mor aldeles ikke er taknemmelige, hvis han sladrer om, at den mere vanartede storebror ryger cigaretter på sit værelse. De har endda kunnet finde på at spørge ham, helt fornuftigt, synes jeg, om han da aldrig selv har haft lyst til at gøre noget, som han ikke må?

Flittiglise har på tilsvarende måde følt sig afvist, når hun ivrigt har sladret om, at hendes søster har kysset en dreng på munden. Jo, lige før, henne ved kiosken!

Muhammedkrisen handlede ikke om ytringsfrihed. Ikke en skid. Den er der aldrig rejst tvivl om – ikke da før nu, hvor de samme dengser og flittigliser vil indskrænke den for muslimske prædikanter. Storebror USA og andre lande i Vesten rystede da også på hovedet i sin tid: Hvorfor i alverden har danskerne dog fornærmet hele den muslimske verden med deres åndssvage tegninger?

Dobbeltmoral

Den mest ynkelige forklaring må have været Flemming Roses, nemlig da han forsikrede, at det skam var for at vise muslimerne i Danmark, at ’vi’ holder af dem. Nå! De fleste danske muslimer var i øvrigt temmelig ligeglade – eller så forhærdede, at de havde vænnet sig til at blive behandlet som andenklasses borgere, som måtte finde sig i hvad som helst.

Problemet var selvfølgelig reaktionen fra de muslimske lande. Det gav den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen, anledning til sin store tale om Får og Bukke.

Direkte oversat: Alle, der ikke tilsluttede sig dengse og flittiglises fjollede stunt og udlægningen af den som et forsvar for ytringsfriheden, var for bukke at regne. Ok, så. Os var der mange af. Bukke, altså.

Skulle vi virkelig være en slags landsforrædere, fordi vi ikke sluttede op om Jyllands-Posten, Dansk Folkeparti, Anders Fogh, slægten Krarup og deres sludder? Pis os i øret!

Og nu har nationen jo fået syn for sagn: Nøjagtig de samme ytringsfrihedskæmpere har nu, under ledelse af Lars Løkke Rasmussen, men da sikkert orkestreret af Dansk Folkeparti, besluttet at gå ’til kanten af grundloven’ for at kunne fratage et par fundamentalistiske imamer såvel deres ytringsfrihed som deres statsborgerskab.

Det såkaldte Trykkefrihedsselskab – der i sin tid ville forbyde bogværket Koranen – kan virkelig ikke se, at der skulle være noget problem i det. Eller så meget som antydningen af dobbeltmoral. Nej da. Der er vel ingen, der har sagt, at muslimer skal have samme ytringsfrihed som os kristne og indfødte danskere? Ordentligvis bør det nævnes, at også føromtalte Flemming Rose tager afstand fra det latterlige og ynkelige hykleri.

Et spørgsmål, der trængte sig på i Muhammedkrisen dage og såmænd også nu, er, om der overhovedet er andre end avisernes lederskribenter og andre ’professionelle’ debattører, der har opfattet hele sagen som et spørgsmål om ytringsfrihed. Eller har interesseret sig særlig meget for krisen i det hele taget.

Nogle kan ikke lide hverken muslimer eller andre indvandrere, kort og godt, og tilslutter sig ethvert forsøg på at gøre livet så surt for dem som muligt – i det håb, at de bliver trætte af at være her og tager hjem til der, hvor de kom fra. Andre har ikke gidet tage del i diskussionen om, hvorvidt det var rimeligt at tegne Profeten, når nu muslimerne ikke brød sig om det.

»Kunne man så ikke bare lade være?« tænkte de. Selv om man har fuld og hel ytringsfrihed, endda uden et ’men’ bagefter, behøver man vel ikke bruge den, hvis formålet alene er at fornærme andre mennesker? Mere var der vel ikke at sige?

Og hvordan reagerer man egentlig selv, hvis andre fornærmer en uden andet formål end at fornærme en? Jo, man bliver fornærmet. Selvfølgelig gør man det. Og man tænker om fornærmeren: Sikke dog en idiot! Ham gider jeg sgu da ikke at have noget med at gøre.

Debat på falsk grundlag

Men så let slap vi selvfølgelig ikke. Der fulgte en endeløs række af tv-debatter. De mælende i landet har sjældent stået så stejlt over for hinanden – og de gør det ovenikøbet endnu. Det er en strid, der aldrig er blevet bilagt. Uvenskaber blev grundlagt og består stadig.

Men man kan da håbe på, at den nye udvikling, hvor hæren af ytringsfrihedskæmpere nu prøver at begrunde, hvorfor den vidunderlige frihed pludselig nok gælder nazister, men absolut ikke for rabiate muslimer, får folk til at indse, at debatten har hvilet på et falsk grundlag.

Ytringsfrihedskæmperne har aldrig kæmpet for ytringsfrihed, tværtimod har de fleste været nøjagtig de samme mennesker, der altid har haft travlt med at lægge hindringer i vejen for, at f.eks. kunstnere kan ytre sig frit.

Hvis der er en lære at drage, er det den, at man aldrig skal stole på Dengse og Flittiglise. De er kommet for sent til alting. Også den frihed, de påberåber sig. Når det kommer til stykket, kan de slet ikke lide frihed. Især ikke den som andre ubekymret boltrer sig i.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kurt Lindy Hansen
  • Christian Curdt-Christiansen
  • Christian Mondrup
  • Tony Thomsen
  • Hans Larsen
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Niels Duus Nielsen
  • Grethe Preisler
Kurt Lindy Hansen, Christian Curdt-Christiansen, Christian Mondrup, Tony Thomsen, Hans Larsen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Proletarerne har intet andet at tabe end deres Lænker. De har en Verden at vinde. Proletarer i alle Lande, forener Eder!

Akke ja, akke ja – lige noget for enhver mentalt lænket proletardigter …

Har de forskellig religion, farer folk i totterne på hinanden og smider om sig med bomber, fysiske som verbale, nogle gemt i en turban – har de den samme politiske proletarreligion, diffunderer de ud i myriader af politiske sekter og gør sig selv overflødige med deres uendelige diskussioner om profetens skæg – nogle vender dog tilbage til det rationelle og bruger fornuften og forstanden, og ved en form for omvendt osmose finder begge populationer nok med tiden hinanden, men først skal de så grueligt meget igennem …