Baggrund
Læsetid: 4 min.

Zaha Hadid var dronningen af arkitekturens kurvede drømmelandskaber

Zaha Hadid var kompromisløst ambitiøs, når det gjaldt om at tvinge bygningsstrukturer ud i umulig gymnastik – det kom der både spektakulære vidundere og fadæser ud af
Kultur
2. april 2016
Zaha Hadid var kompromisløst ambitiøs, når det gjaldt om at tvinge bygningsstrukturer ud i umulig gymnastik – det kom der både spektakulære vidundere og fadæser ud af

Kevork Djansezian

Den ubestridte dronning af kurver og suveræne fremtryller af bugtede, bølgende former alias den enerådige arkitekt Zaha Hadid er død, 65 år.

Igennem sin 30-årige karriere udviklede den irakiskfødte, men i London bosatte designer og byggekunstner en stil, der skulle blive mere genkendelig og mere efterlignet end nogen af hendes samtidige.

Det gjorde hun ved at forvandle det, der begyndte som en verden af drømmende abstrakte malerier, til et globalt brand for trendsættende, dristige museumsbygninger og eksperimentelle operahuse, der nu findes spredt kloden rundt fra Baku til Guangzhou.

I hendes bedste bygninger ser fysikkens love ud til at være momentant suspenderet. Vægge smelter ind i gulve, loftpartier breder sig ud som krusninger og buler ud, facader opløses i perforerede teksturer og svævende slør, og alt dette hensætter den besøgende beskuer til en anden dimension.

Disse bygninger opleves som sublime landskaber, der er modelleret af uimodståelige geologiske kræfter. Hvad enten man svømmer rundt under det hval-lignende tag på hendes olympiske svømmestadion i London eller spadserer gennem den lyddæmpede betonunderverden i Phaeno Science Center i Wolfsburg, er det umuligt ikke at fascineres af dette pragtopbud af strukturgymnastik.

Nævnes må imidlertid også de mange gange, hvor de ambitiøse konstellationer fra planeten Zahas drømmeverden styrtede til jorden, når de kolliderede med virkelighedens begrænsninger.

Hendes første opførte bygning, en brandstation i Weil am Rhein i Schweiz (1994), var angiveligt ved at drive brandmændene til vanvid med sine mange rundinger, uberegneligt opdukkende mure og aggressive vinkler.

Ej heller har de skrånende overflader på Maxxi-museet i Rom givet kuratorerne de nemmeste betingelser for ophængning.

Hendes seneste tilbygning til St Anthony’s College i Oxford smadrer desuden ind i sin historiske nabo med samme bølleagtige mangel på elegance, som hendes tilbygning til Serpentine Sackler Gallery gør i London. Trods alle hendes vidundere må det indrømmes, at der er lige så mange brølere imellem.

Gang i mega-projekter

På tidspunktet for sin død var Hadid en af de mest eftertragtede arkitekter i verden, måske endda verdens mest feterede. Hun havde en portefølje fuld af igangværende mega-projekter, fra VM-stadionet i Qatar til skyskrabere og kulturelle anlægsprojekter i Kina, Rusland, Mexico og Miami (hvor hun døde af et hjerteanfald efter at have pådraget sig bronkitis) foruden en produktserie i luksus-boligindretning i stormagasinet Harrods.

Som skaber af et helt ’parametrisk’ univers ved siden af sine bygninger designede hun bl.a. en håndtaske for Fendi, vaser for Lalique, en parfumeflaske for Donna Karan samt den obligatoriske luksusyacht og endda et pikant udvalg af badetøj.

Men hendes status som feteret stjernearkitekt var hårdt tilkæmpet.

Efter eksamen fra London-arkitektskolen Architectural Association i 1977, som fulgte efter matematikstudier i Beirut, forblev hun i adskillige år en ren ’papirarkitekt’. Hun producerede indviklede malerier og udsøgte reliefskulpturer i papir af knækkede landskaber og skæve perspektiver, til dels inspireret af den abstrakte energi hos de russiske suprematister, men hun fik ikke en chance for at bygge noget før langt ind i 1990’erne.

I 1995, året efter hendes skæbnesvangre brandstation-projekt, led hun et nederlag, der skulle hjemsøge hende i resten af hendes karriere, da hendes vinderprojekt til et operahus i Cardiff i Wales blev aflyst – en beslutning, hun tilskrev fordomme imod hende, fordi hun var kvinde og udlænding.

Hun skulle få opført sit skelsættende operahus 15 år senere – i den kinesiske by Guangzhou i stedet, et projekt, der har høstet enorm anerkendelse – selv om dets beklædningspaneler siden har vist sig at have let ved at falde af og har måttet limes fast med mastiks.

Altid kontroversiel

Fast besluttet på at udvide grænserne for strukturel teknik og materialevidenskab (og dybden af sine kunders lommer) med hvert et projekt, hun påtog sig, inviterede hendes værker uundgåeligt til strid og ballade.

Enhver større international pris blev modsvaret af et ramaskrig – fra de anklager fra menneskeretsgrupper, hun fik imod sig i forbindelse med opførelsen af Heydar Aliyev centret i Aserbajdsjan, til budgetoverskridelserne ved anlæggelsen af Londons olympiske svømmestadion og den generelt dødbringende cocktail af eskalerende budgetter, følsom kontekst og lokal arkitektonisk opposition, der endte med at tage livet af hendes projekt for Tokyos olympiske stadion sidste år – måske hendes bitreste nederlag.

Hun var altid karakteristisk barsk, når hun blev udsat for en sådan kritik, og beskyldte japanske arkitekter for at være jaloux på hendes vindende projekt, og når hun blev spurgt om de elendige vilkår for Qatars fremmedarbejdere, svarede hun blot: »Som arkitekt er jeg ikke forpligtet til at tage mig af den slags.«

Adspurgt om, hvorfor taget på hendes olympiske svømmestadion behøvede 10 gange så meget stål som den nærliggende cykelbane, der havde omtrent samme spændvidde, rullede hun blot med øjnene. Ville man beundre hendes geni, måtte man også tilgive hendes brister.

To gange vinder af Stirling-prisen – for Maxxi-museet og Evelyn Grace Academy-skolen i Brixton i London – modtog Hadid omsider en RIBA-guldmedalje sidste år. Som hendes tidligere vejleder Peter Cook udtrykte det, da hun fik tildelt prisen:

»Lad os se det i øjnene: Vi kunne have skænket denne medalje til en mere værdig, mere rund og rar person: Det gjorde vi ikke. Vi gav den til Zaha, for hun er med sin ekstreme selvtillid og totale dedikation større end livet selv.«

Arkitekturens verden ville helt sikkert have været mere kedelig uden hende.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Det olympiske svømmestadion, London

Maxxi-museet, Rom

Operahus, Guangzhou

Heydar Aliyev Centre, Aserbajdsjan

Fodboldstadion, Doha. Foto: AP, Polaris, Polfoto, Iwan Baan

Ordrupgaard, Charlottenlund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

steen ingvard nielsen

Jeg undrer mig over at man elegant kommer udenom, at det her er tale om en kvinde i et ekstremt mande fag, det er faktisk en kraftpræstation i sig selv! Så hører det med til historien, at de organiske former som jo også min gamle ven Peter Cook, selv arbejder med og som vor egen Jørn Utzon var ved at brække halsen på i Australien, er ekstremt svære at håndtere, både at tegne, såvel som at regne statik på dem. Hun skulle alså være mere mand end mændene, og er man jo typisk ikke rar, for så bliver man tromlet ned! Zaha Hadid, valgte ikke den nemme løsning, et andet faktum der gjorde hende til ikke bare en ener, men en der udfordrede naturlovene og stædigt holdt fast i ideologien og æstetikken! Hun gjorde det umulige muligt!

steen ingvard nielsen

Samt det meget engelske i at den fornemste pris ikke går til den værdigst trængende, men: "May the best man win,
which was a woman"

Vibeke Rasmussen

Uanset hvad man måtte mene om Zaha Hadids arkitektur, og med en så kontroversiel arkitekt/kunstner vil meningerne naturligvis altid være delte, så lykkedes det hende at sætte et enestående aftryk.

Personligt har jeg dog aldrig forstået idéen med at tegne og bygge muséer – eksempelvis tilbygningen til Ordrupgaard – med så skæve vinkler, at det er næsten håbløst at præsentere den kunst, muséet skal rumme, så dén fremstår optimalt. Men spektakulære, dét er hendes bygninger.

Michael Kongstad Nielsen

Som tilbygning til gullaschbaron Wilhelm Hansens ny-klassicistiske landsted på Vilvordevej
https://da.wikipedia.org/wiki/Ordrupgaard#/media/File:Ordrupgaards_hoved...
er Hadids sorte snegl da meget god
http://ordrupgaard.dk/
man kan ikke beskylde den for at tage magten fra hovedbygningen.

Nu kommer der snart endnu en tilbygning. Tegnet af norske Snøhætta. For at den ikke skal tage magten fra noget af det andet, er den gravet ned.