Læsetid: 6 min.

Alexanderplatz – historiens sprængte spejl

Fjernsynstårnet er Berlins fikspunkt og stolthed, men Alexanderplatz nede under tårnet er byens evige stridsemne. Ny dansk film kortlægger striden og viser, hvordan pladsen spejler den fragmenterede historie mellem deling, genforening og fortidsdestruktion
Berlins Alexanderplatz med det karakteristiske gamle tv-tårn indeholder hele byens historie. Den er en rodebutik af arkitektur, og pladsen har længe været centrum for en kamp mellem byplanlæggere, arkitekter, investorer, politikere og borgere. Her ses et af forslagene til en omdannelse af pladsen.

Hans Kollhoff fra filmen ’Last Exit Alexanderplatz’ af Hans Christian Post

31. maj 2016

Du kan komme dertil nede fra U-banen eller oppe fra S-banen. Du kan nærme dig på indfaldsvejene i bil eller gå helt dertil fra alle fire verdenshjørner. Uanset vejen så ligger Alexanderplatz som en planløs urban rodebutik, hvis bebyggelse og strukturer på ingen måde taler med kvartererne omkring pladsen.

»Fjernsynstårnet og de stjerneformede indfaldsveje gør pladsen til Østberlins ubestridte centrum. Men Alexanderplatz er og bliver en B-plads i Berlin, som byplanlæggere, arkitekter, investorer, politikere og borgere nu har kæmpet om i et kvart århundrede siden genforeningen.«

Dommen kommer fra Hans Christian Post, den danske instruktør bag arkitekturfilmen Last Exit Alexanderplatz, der de seneste måneder har turneret på filmfestivaler i bl.a. Lissabon, Duisburg, Budapest, Rotterdam, Tel Aviv, København og Aarhus. Og selvsagt Berlin, hvor metropolens nuværende stadsarkitekt Regula Lüscher dukkede op med hele sit crew.

Denne sommermorgen har filmmageren taget plads på kanten af springvandet et stenkast fra DDR-Verdensuret. Stænglen på fjernsynstårnet glider endeløst op i morgentågen, men pladsen myldrer allerede af liv.

»At Alexanderplatz er en B-plads, er ikke nedladende ment. Den giver rum for en masse ting, grupper og muligheder, som der også skal være plads til i en storby. Turister, shoppere, tiggere og punkere. Alle mulige freaks. Ham der er jo en Biberkopf af i dag,« siger Hans Christian Post med henkastet blik og reference til hovedpersonen i Alfred Döblins socialt dystre roman Berlin Alexanderplatz fra 1929.

»Men først og fremmest er hele Berlins og til dels også Tysklands og Europas historie til stede her.«

Hans Christian Post ved det. Filmens smukke billeder og de mange interviews med arkitekter, byplanlæggere og politikere er delvist blevet til parallelt med hans ph.d.-afhandling, Alexanderplatz mellem opbrud og erindring. Den handler ikke bare om arkitektur og byplanlægning, men i lige så høj grad om investorforhold og -interesser, om tysk og europæisk historie, samt om de erindrings- og fortrængningsprocesser, som arkitektur altid afspejler.

Urban ørken

»Pladsen har historisk altid været en outsider uden for bymurene med f.eks. med pesthuse og nær henrettelsespladser. Den har ligget op ad det jødiske kvarter, som også giver pladsen en stærk reference til Holocaust. Og i 1920'erne foregik nogle af de hårdeste kampe mellem kommunister og nazister her, mens pladsen blev stærkt ødelagt af bombeangreb i Anden Verdenskrig,« opsummerer Hans Christian Post.

Det har sat sine spor. I DDR-tiden blev den som en af regimets fremvisningspladser til Østtysklands mest overvågede plads. Men over for det klodsede, østblok-charmerende Park-Inn-hoteltårn fra slutningen af tresserne lå DDR’s største varehus, og trods knaphed på varer var der faktisk forholdsvist meget liv på dette ubestridte centrum i Østberlin.

»Efter murens fald lå pladsen groft sagt vindblæst og forladt hen,« siger Hans Christian Post og peger i retning af de afskallede Plattenbau-facader i pladsens nordlige ende.

I filmen kaldes pladsen indledende en »urban ørken«, og her begynder kampen med spørgsmål som f.eks., hvilke funktioner pladsen skal have i den genforenede by og for hvem? Hvilke historiske elementer skal bevares og fra hvilke epoker? Hvad kan realiseres og hvilken rolle skal politik, borgere og investorer spille?

»Der var i starten af 1990’erne en enorm eufori i Berlin. Byen ville hurtigt blive et kraftcentrum i Europa og nå op på små fem mio. indbyggere ligesom før Anden Verdenskrig, troede man. Boomet kom bare ikke. Heller ikke selv om der skyllede kapital ind fra vest, og alting i øst – også store grundstykker på Alexanderplatz – pludselig var til salg til en billig penge,« siger Hans Christian Post.

»Altså til salg til vennerne fra vest.«

Udgangs- og omdrejningspunktet for Last Exit Alexanderplatz er arkitekten Hans Kollhoffs vinderplan for pladsen fra 1993, som vandt foran den amerikanske stjernearkitekt Daniel Libeskind samt den østtyske Michael Kny.

Kollhoffs plan bestod bl.a. af 13 koncentrerede højhuse af ca. 150 meters højde i en halvcirkel om pladsen ud fra devisen om, at det er klogere selv at koncentrere højhusene og skabe et entydigt centrum, end at tårnene efterhånden bygges rundt i byen efter investorernes forgodtbefindende og dermed ødelægger hele Berlins flade skyline.

Et af de store spørgsmål filmen igennem er, hvordan de tre udvalgte forslag fra Hans Kollhoff, Daniel Libeskind og Michael Kny forholder sig til fortiden. Også til den nære DDR-fortid, som ved siden af tvivlsomt pladebyg har efterladt nogle arkitektoniske ideer og perler, hvoraf mange i dag er fredede.

Hans Christian Post ser her en klar tendens til at udradere historien fra 1945 til 1989, mens vinderen, Hans Kollhoff, mindre nostalgisk spørger til, hvorfor man skal holde fast i noget fra DDR, når det er mislykket og byplansmæssigt kun er forblevet et fragment.

Indtil videre har Kollhoff og Berlins bystyre ikke just haft medvind med vinderideen fra de euforiske halvfemsere. Der er til dato ikke opført ét eneste af Kollhoffs tårne, og planerne er i mellemtiden nedjusteret kraftigt. Derimod er der kommet en kønsløs Cinemax-biograf og det himmelråbende provinsielle Alexa-shoppingcenter, der i bedste fald kunne ligge ved en motorvejstilkørsel.

Æstetisk storhedsvanvid

Denne fiasko fryder åbenlyst konkurrenterne Michael Kny og Daniel Liebeskind – i filmen krydsklippes ideer og skitser grafisk overskueligt med interviews med de tre arkitekter, der i mere og især mindre høflige vendinger nedsabler hinandens ideer på kryds og tværs.

»Kollhoff burde i mine øjne have set, at hans plan æstetisk og praktisk var alt for ambitiøs,« siger Hans Christian Post og nikker ivrigt til begrebet arkitektonisk storhedsvanvid – der var kort og godt for mange forskellige interesser på spil fra bl.a. investorer, byplanlæggere og stadsarkitekter.

»Desuden ville Kollhoffs plan kræve en massiv nedrivning, som ville skabe en meget hurtigt gentrificering i kæmpemålestok.«

En anden indvending mod Kollhoffs plan er, at den forvandler pladsen til et rent businesscenter. Michael Kny ønsker derimod at omskabe Alexanderplatz til en fungerende ankomstplads og sætte bevægelses-flowet på pladsen i centrum, så den også er rar at opholde sig på. Og samtidig sørge for, at pladsen efter genforeningen ikke tænkes som en separat enhed, men som en del af helheden Berlin.

Både investorer og især stadsarkitekter kommer også til orde med skarpt udvalgte udsagn i filmen. Det giver et fint indblik i de brutale magtkampe omkring byudvikling i storskala – både pengenes magt, men så sandelig også den personlige magt, som en række nøglefigurer sidder med.

Samtidig lurer afmagten i kulisserne. For Alexanderplatz’ vedkommende især fordi investorerne hurtigt trak følehornene til sig efter vedtagelsen af Kohlhoffs store plan. Først i 2015 kom der atter schwung i udviklingen, da den amerikanske investeringsfond Hines proklamerede et første tårn med Frank O. Gehry som arkitekt.

Men selv Gehrys forvredne tårn, der straks fik øgenavnet ’Peberkværnen’, er nu lagt på is. Både prognoserover Alexanderplatz’ U-bane-net og investorerne er for usikre, fortæller Hans Christian Post.

»Stadsarkitekten Regula Lüscher var i efteråret tvunget til en endnu større nedbarbering af Kohlhoffs plan. Dermed er den måske helt opløst i sin ånd. Samtidig blev DDR-bygninger fredet, og måske får Park-Inn Hotellet derovre også lov at stå.«

I filmen lyder et af de afsluttende udsagn, at det næste byggeboom nok skal bringe bringe tårnene med sig. Og det boom er på vej, så der skal nok snart ske noget, medgiver Hans Christian Post.

»Alt i alt viser det, hvor rasende mange interesser og tolkninger, der er på spil. Som det siges i filmen, er Alexanderplatz, der jo var centrum i det hedengangne DDR’s hovedstad, et godt eksempel på, at demokrati er noget, man må udholde.«

Tågen er lettet, og livet har taget endnu mere til i Alexanderplatz’ morgensol. Konklusion virker åbenlys:

»Pladsen her jo faktisk blevet et konsumsted, et turiststed, et levende sted,« siger Hans Christian Post.

»Også selvom det meste er gået galt i forhold til masterplanen.«

’Last Exit Alexanderplatz’, instr: Hans Christian Post. Kan købes på DVD med tyske/ engelske undertekster, 56 min. + 44 min. ekstramateriale. 13,99 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

»Pladsen her jo faktisk blevet et konsumsted, et turiststed, et levende sted,« siger Hans Christian Post.

Det var den sådan set også i DDR-tiden.