Interview
Læsetid: 7 min.

’Du bliver ikke arresteret for at træde ud af karakter’

Mange mennesker vil gerne være en særlig slags person med en særlig type historie. Og hvis den historie er god og løs, så er det cool. Men nogle historier er helt forkerte – og hvorfor så føle sig forpligtet til at holde sig til dem? Sådan spørger Laurie Anderson og tilføjer: ’Stik dog af!’
Kultur
13. maj 2016
Laurie Anderson.

Laurie Anderson.

William Lacalmontie

Stilhed, tomhed, teknologi og sociale skel. Det var det, vi talte om, sidst jeg mødte Laurie Anderson. Det var i hendes studie i Canal Street i New York sent i august 2001 – og vi havde god tid.

Jeg bander over de 20 minutter, jeg denne gang har fået tildelt med damen. Alt alt alt for kort tid med så stort et intellekt, med et så bemærkelsesværdigt konversationstalent.

Vi er blevet næsten 15 år ældre siden sidst. Passeret gennem livet med hver vores måben og nysgerrighed. Og Anderson har mistet sin mor, sin ægtemand, Lou Reed, og også parrets elskede hund, Lolabelle.

Hun er i Göteborg for at promovere sin fabulerende og gennemmonterede dokumentarfilm Heart of A Dog om netop dét. Tabet af sin elskede hund. Men med vanlig filosofisk bredperspektivering handler den også om død generelt, om 11. september, om overvågning, kærlighed og kunst, erindring og spøgelser. Om at lære at føle sig ked af det, uden at være ked af det.

Hun taler melodisk. Synger nærmest på flere ord, og får én til at føle, at man er med i en af hendes nye sange eller lyddramaer, som man vel også kan kalde dem. På ordet ’really’ glider hun fra højt i registeret og ned på en tone, der antyder bevægelsen fra overraskelse til accept.

Da hun siger »scream«, er det med et halvkvalt skrig. Og da hun skal forklare om sin kærlighed til hunde med ordene »But dogs ...«, så kan man høre hende besøge henførte minder om Lolabelle i sit sind.

Hundens jordnære niveau

Det er denne stemme med den udsøgte amerikanske udtale, der trækker sin syngende glødetråd gennem Heart of A Dog. Alt imens der skiftes synsvinkler og fortællepositioner. Alt imens vi oplever verden gennem overvågningskameraer, hjemmevideooptagelser, håndtegnede animationer, musik, fortællestemmer, fra hundens jordnære niveau.

»Der bliver stillet en masse krav til dig,« siger Laurie Anderson. Vi taler om, hvordan hun i filmen forsøger at få tilskuerens inderste selv i tale.

»Den del, der er deromme et sted og bare siger ’hm hmmhmmm’. Hvorefter du sender dit talende selv ud, dét med en personlighed, som står for al din snak. Men du er stadig deromme.«

– Er det skeptikeren deromme?

»Jeg ved det ikke. Det kunne være skeptikeren. Eller bare den introverte. Jeg tænker på den, som den mest stabile del af dig. Nogle gange er den kritisk, andre gange siger den ’hold op med at tale nu, mens du stadig kan’.«

– Den tangent vil du ikke udad ...

»Ja. Det er din bevidsthed, kan man vel sige, som har været med dig, så langt tilbage, som du kan huske. Din opmærksomhed over for verden. Og den er meget anderledes end dit ego, dét, der går ud i verden for at tale. Som udtrykker sig selv.«

Et sted i baghovedet

Heart of A Dog er ikke udstyret med et fremadskridende narrativ eller nogen klar form for plot. Den er snarere formet som en erkendelsesproces fuld af strøtanker og filosofiske digressioner og illuminerende vildveje. Ikke ulig den rodede tankeverden, som i hvert fald en del af os befolker. Altså derinde, et sted i baghovedet.

»Jeg tror ikke på plots. De plejer at give mig klaustrofobi, for mit liv har ikke noget plot. Ting sker bare. Og der er ingen, der skriver det, og jeg spiller det ikke. Jeg forsøger at improvisere, og se hvad det er. Og tage beslutninger igen og igen om verden, og hvordan jeg har det med den.«

– Men nogle mennesker mener, at vi skriver vores egne liv ...

»Klart, det tror jeg også, der er mange mennesker, der prøver på.«

– Man ser tilbage på det og organiserer. Skaber måske ligefrem en treakters struktur?

»Ja, en masse mennesker tænker, at de vil være den og den person. Jeg vil gå på den skole. Jeg vil have den slags job. Jeg vil gifte mig med den slags person. Den slags barn. Og hvis den historie er god og løs nok, så er det cool. Men nogle menneskers historier er virkelig corny og er ikke engang skrevet til de personer, de er. Så hvorfor skrev du den? Og hvorfor føler du en forpligtelse til at holde dig til din historie? Stik dog af.«

»Noget af vores personlighed arver vi selvfølgelig fra vores forældre. Andre dele er design, tror jeg. Vi designer os selv. Sommetider er der så problemer med designet. Sommetider vil du skrige, men du tænker ’nej nej, jeg er ikke den slags person, som skriger.’ Problemet er så, hvis du stadig vil skrige. Det ser jeg som en slags designfejl. Så bør du gå tilbage og arbejde med designet, skabe et større design af en person, der kan skrige, når han vil skrige.«

– Men tillader vores sociale omstændigheder dét?

»Folk vil have pålidelighed og forudsigelighed. De vil ikke have dig til at forandre dig.«

– Nej, det kan gøre dem vrede og få dem til at føle sig forrådte.

»Ja. Men et eller andet sted derinde er din frihed, og du er nødt til at finde ud af, hvad det er for en frihed. Hvor meget du bliver fastholdt, og hvor meget du kan kæmpe imod dét. Og bare sige: ’Ved du hvad, jeg behøver ikke være den person, som du tror, jeg er. Det er der ingen lov, der siger. Jeg vil være anderledes lige nu’.«

– Der er dog sociale love, der siger det.

»Men du bliver ikke arresteret for at træde ud af karakter. Men jeg tror mange mennesker er bange for at tage sig den frihed.«

Allerede i 1977, fire år før hun blev berømt med hittet »O Superman«, viste hun sig som en skarpsindig observatør af menneskelig interaktion. Ikke overraskende var det i teknologisk perspektiv.

En ung Anderson fortæller på sangen/det korte lyddrama »New York Social Life« om, hvordan newyorkerne undgår dybere social kontakt og allerede dengang havde fundet ud af, at telefonsvareren er genial til netop dét.

I sangen indtaler en vis Mary en besked: »Hvis du vil snakke, så sørger jeg for at min telefonsvarer er tændt. Så bare ring. Anytime.« Noget Jerry Seinfeld også har påpeget: Mange ringer ikke for at tale med dig, men for at snakke til din telefonsvarer.

– Da vi mødtes i 2001, talte vi om teknologi. Det handlede selvfølgelig ikke om sociale medier, men i stedet talte vi om stilhed. At computere ikke forstår stilhed, men at vi har brug for den. Er det ikke et endnu mere presserende behov i dag?

»Jo. Og ensomhed. Mhm ...«

Invasiv teknologi

Hun bliver lidt fjern i blikket. Undervejs har hendes telefon bippet en enkelt gang. Det er kommet bag på mig. Den store besynger af det menneskelige rum, der lader invasiv teknologi ligge lige dér på bordet og bippe mellem os.

»Jeg kan blive optaget af at lege med min iPhone i en uendelighed,« siger hun så. »En af mine venner har lige sagt: ’Forsøg i år at tænke på og værdsætte og praktisere ensomhed’.«

Grænserne mellem teknologien og menneskets mest intime rum er ved at blive udvisket, åbenbart også for Anderson. Men i Heart of A Dog er det en anden grænse, der synes at optage hende. Nemlig hvordan grænsen mellem natur og kultur synes at desintegrere i relationen mellem mennesker og deres kæledyr.

Hvordan Anderson sammenligner Lolabelles angst for høgene ude i naturen med newyorkernes frygt for døden fra himmelen mellem skyskraberne – efter 11. september. Hvordan Anderson begynder at lave menneskemad til Lolabelle.

Hvordan hunden lærer at male og spille på klaver (altså på hundeniveau). Og hvordan Anderson og Reed i deres kærlighed til den lille rat terrier finder »en hengivenhed, vi ikke vidste, vi havde«, som hun formulerer det i filmen.

»Hunde er meget empatiske. De studerer dig – og ikke kun fordi du er deres fødevareleverandør, selvom det sandsynligvis er hovedårsagen. Men hunde kan også lære dig fjollethed, glæde, empati, og som kunstner er det dét, jeg stræber allermest efter. Empati. Hvordan kan jeg finde ud af, hvad dette menneske eller denne situation er? Det er mit job, så jeg studerer med hunde.«

– De er også uforbeholdne beundrere ...

»Well. Vi opfandt jo rent faktisk bilen. Den elsker de. De ved, at de ikke opfandt den, det er de pænt sikre på. Og de er pænt sikre på, at vi gjorde det ... Så de hænger ud. De har hængt ud med os i et par 100.000 år. De kom op til os og satte sig ved siden af os og spurgte ’har du noget mad?’«

Pressemedarbejderen har stået et stykke tid og lyttet med, og ser sit snit til at stoppe interviewet, mens Laurie Anderson trækker vejret. Vi bryder op. Jeg slukker diktafonen. »Vi ses igen om 15 år,« siger hun, mens jeg er ved at pakke sammen. Og så: »Var du der den 11. september?« Jeg fortæller hende, at jeg fløj hjem to dage før.

Hun fortæller, at hun også var ude af byen, strandet i Chicago i tre dage. Hvor sært det var på afstand at opleve sin hjemby gennem så mange årtier raseret. Jeg samtykker, havde samme følelse, selvom jeg kun havde boet i byen i fire måneder, da jeg tog hjem. Vi siger farvel.

Laurie Anderson optræder på Click Festival, Helsingør lørdag.

Læs anmeldelse af ' Heart of A Dog': I tingenes hjerte

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her