Mette Høeg indleder sit indlæg i sidste lørdags Information med denne svada mod begrebet autofiktion: »Ganske vist fremstår genrebetegnelsen attraktiv i en kommerciel logik, fordi den er ’catchy’ og indikerer indtrædelsen af ’noget nyt’, ergo spændende. Men det er vist de færreste litteraturforskere og seriøse forfattere, der ynder at bruge betegnelsen.«
På den måde får Mette Høeg fejet autofiktion af banen som et begreb, der ikke har nogen faglig begrundelse, selvom der i europæisk litteraturforskning er enighed om, at navnesammenfald mellem empirisk forfatter, fortæller og hovedperson (der signalerer selvbiografi) og en fiktionsbetegnelse (f.eks. ’digte’ eller ’roman’) er det minimumskriterium, der fagligt set ligger til grund for, at man kan tale om autofiktion.
Her befinder hun sig i slipstrømmen af Sparre Johansson, der i sit indlæg lørdagen før stålsat påstod, at det er »et faktum at autofiktion ikke eksisterer«, selvom begrebet flittigt bliver brugt, senest af Tue Andersen Nexø og Karen Syberg i sidste lørdags Information samt af Bjørn Bredal i Politiken dagen før.
Mette Høeg fortsætter: »Dermed ikke sagt, at den spænding, der opstår i aktiveringen af denne specifikke uafgørlighed ikke kan være effektfuld og meningsbærende – det er den helt indlysende hos Nielsen, Hassan og Rasmussen. Men at genreindhegne værker som autofiktion, så snart denne form for spænding er detekteret, er forhastet og uambitiøst.«
Uambitiøst?
Det påfaldende ved valget af netop disse tre forfattere er, at de – ud over at tilhøre overkategorien autofiktion – repræsenterer præcis de tre underkategorier, som Poul Behrendt og jeg arbejder med for netop at graduere fællesbetegnelsen ’autofiktion’ og få flest mulige nuancer med. Nemlig underkategorierne: ’dobbeltkontrakt’, ’selvfortælling’ og ’fri selvbiografisk konstruktion’.
Sidstnævnte opererer – til dels sammen med ’dobbeltkontrakten’ – netop i den ’uafgørlighedszone’, som Mette Høeg gang på gang påkalder som selveste kvalitetsstemplet for al litteratur. Begrebet har Høeg hentet fra Das Beckwerk/Nielsen. Men blot fordi én enkelt af de forfattere, der skriver autofiktion, opererer i denne zone, kan man jo ikke konkludere, at al autofiktion skal gøre det.
Er det »uambitiøst«, at vi som de første litteraturforskere i verden opstiller tre underkategorier for autofiktion? Nej, vel? At insistere på, at autofiktion ikke eksisterer, er det samme som at sige, at undergenrer (eller former) som novelle, punktroman eller centrallyrik ikke eksisterer. Det giver ingen mening. Sparre Johansson og Mette Høeg fremstår på den måde som to forvildede passagerer, der står på en perron og venter på et tog, der for længst er kørt.
Røst fra graven
I stedet for autofiktion foreslår Mette Høeg som nævnt begrebet ’uafgørlighed’. Her hører man poststrukturalismens røst fra graven, samtidig med at begrebet tilskrives uhørt sandhedsværdi: »I vores samtidige kontekst fremstår uafgørlighed ikke bare som uundgåelig, men som et decideret kriterium for troværdighed og autenticitet i enhver skildring af den menneskelige eksistens i verden.«
Fortæl det til de overlevende fra Holocaust. At deres skildringer ikke er troværdige, fordi de ikke er ’uafgørlige’. Eller fortæl Maja Lee Langvad, at hun er uinteressant og uambitiøs, fordi hendes bortadoption er et smertefuldt faktum. Mange autofiktionsforfattere laver jo entydige og helt afgørlige referencer til virkeligheden i deres litterære værker.
Maja Lee Langvad bruger endda betegnelsen ’et vidnesbyrd’ på forsiden af Hun er vred. Vidnesbyrdlitteratur defineres ikke ved, at den »benytter sig af fiktionsvirkemidler«, som Mette Høeg fejlagtigt hævder. Tværtimod er der tale om »en ubetinget etisk nødvendighed af at forholde sig loyalt til det virkeligt skete«, som Mads Rosendal Thomsen præcist skriver i en artikel i Passage 58, hvor vidnesbyrdlitteraturens vigtigste karakteristika opregnes.
Det betyder dog ikke, at man skal læse selvfortællinger naivt biografisk. Tværtimod benytter (god) autofiktion sig kun af det partikulære (forfatteren selv, et vidnesbyrd) som afsæt, såfremt den personlige historie har en almen interesse og kraft.
Det kan f.eks. handle om voldsomme opgør med tyranniske fædre (Knausgård, Yahya Hassan), udvidelse af begrebet psykisk sygdom (Pablo Llambias, Asta Olivia Nordenhof, Christel Wiinblad), forskellige befolkningsgruppers tragedier og kamp (Yahya Hassan, Asta Olivia Nordenhof, Maja Lee Langvad), dobbelte identiteter (Maja Lee Langvad, Bjørn Rasmussen, Yahya Hassan, Hassan Preisler, Das Beckwerk/Nielsen) og forskellige kropserfaringer (Caspar Eric).
Disse forfattere arbejder på formmæssigt vidt forskellige – og originale – måder, der tværtimod beriger og udvider litteraturens felt både formmæssigt og tematisk, gennem deres stærke behandlinger af temaer så som skam, identitet, køn, krop og globalisering, frem for at snævre feltet ind, som flere debattører misvisende påstår.
Autofiktion er en udvidelse af litteraturens felt – ikke en indsnævring.
Karakter af vidnesbyrd
Med hensyn til det illegitime ægteskab, som Mette Høeg prøver at smede mellem modernisme og autofiktion, så begår Høeg en grov fodfejl ved at læse »forfatterens private virkelighed« ind i disse modernismeværker, selvom værkerne på ingen måde inviterer til det: »I de ovenfor nævnte værker af Musil, Proust, Joyce og Woolf er spændingen mellem forfatterens private virkelighed og fiktionsfortællingen fremtrædende og effektfuld.« Tværtimod kalder de på en regelret nykritisk læsning, stik imod Høegs påstand.
Den måde, modernismeværker skaber ’uafgørlighed’ på, sker på et klart defineret niveau inden for fiktionsværkernes rammer, altså på fiktionshistoriens og sprogets niveau, men ikke som i tilfældet autofiktion, hvor uafgørligheden manifesterer sig mellem to domæner: virkelighedens og fiktionens (særligt varianten ’Fri selvbiografisk konstruktion’). Hvorfor det ikke bare går an – sådan lige ’Mette Vuns’ – at slå modernisme og autofiktion sammen inden for et sådant overbegreb.
Det er samtidig meget vigtigt at huske på, at varianten »selvfortælling« inden for autofiktionen ikke appellerer til uafgørlighed. Tværtimod. Her inviterer værkerne os til at overskride den hidtil så dominerende nykritiske læsemåde, ved f.eks. at Caspar Eric i digtsamlingen Nike har et billede af sig selv liggende i kuvøsen som spæd som en del af parateksten.
Her betyder det noget, at det er helt afgørligt, at denne historie har fundet sted, hvorved samlingen får karakter af personligt vidnesbyrd, der lægger op til en diskussion af, hvordan vi ser på kroppe, og hvordan det er at blive set som krop i konkurrencestaten anno 2015.
Konklusionen efter Poul Behrendts og mine indlæg er derfor, selvfølgelig, at autofiktion eksisterer i bedste velgående, at definitionen er ganske klar og håndgribelig (ligesom underkategorierne), og at betegnelsen flittigt benyttes af både litteraturforskere og anmeldere i danske dagblade. Det er på tide at stige på næste tog og se at komme videre …
Mads Bunch er mag.art. og ph.d. i nordisk litteratur og adjunkt ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet.
