Læsetid 6 min.

’Jeg skulle bare være deres slave’

Alene i Libanon arbejder mere end 250.000 asiatiske og afrikanske kvinder som tjenestepiger. For mange af dem er det en hverdag med overgreb, indespærring og vanvittige arbejdstider, men forlader de deres arbejdsgiver, står de uden for loven som illegale immigranter. Søren Klovborg fortæller kvindernes historie i ny dokumentar
Filippinske Mary Joy fortæller i dokumentaren ‘Mellemøstens Skjulte Slaver’ , hvordan hendes arbejdsgiver klædte hende af og slog hende, når hun begik fejl. Mary Joy er en af mere end 250.000 asiatiske og afrikanske kvinder, der arbejder som tjenestepiger i Libanon. Et arbejde fyldt med overgreb. Dokumentaren vises på DR1 den 16. maj.
14. maj 2016

»De låste mig inde, når de gik ud,« fortæller 26-årige Mary Joy fra Filippinerne og dækker sit ansigt med sine hænder.

Der klippes videre til en kvinde i et andet værelse. Hun ser direkte ind i kameraet, mens hun fortæller om de vilkår og overgreb, der var en del af hendes hverdag – som tjenestepige for en libanesisk familie.

»Jeg skulle bare være deres slave. De løj for mig. De var rige, men de ville ikke betale mig. De boede i et stort hus, men jeg skulle sove på gulvet,« fortæller hun.

En tredje kvinde beskriver fra et tredje værelse, hvordan hun stak af, da manden i huset forsøgte at voldtage hende. Hun forsøger at holde op med at græde. Det lykkes ikke.

Dokumentarist Søren Klovborg og journalist Puk Damsgaards nye dokumentarfilm Mellemøstens Skjulte Slaver er mættet med den slags beskrivelser og fortællinger fra afrikanske og asiatiske tjenestepiger, der lever og arbejder under slavelignende forhold – ude af både lovens og omverdenens syne.

For dem er der rigtig mange af bag husmurene i Beirut og store dele af det øvrige Mellemøsten. Mange flere end Søren Klovborg og Puk Damsgaard havde forestillet sig, da de for et års tid siden begyndte arbejdet med dokumentaren, der vises på DR1 mandag aften i forbindelse med den globale konference Women Deliver, der sætter fokus på kvinder og pigers rettigheder fra den 16. til den 19. maj i København.

»Mellemøstens Skjulte Slaver er fortællingen om alle de fattige kvinder, der er tvunget til at rejse fra hjemland og familie for at finde et arbejde, så de kan brødføde deres familier. Rigtig mange af dem ender med at arbejde under vilkår, jeg troede var fuldstændig umulige i dette århundrede,« fortæller Søren Klovborg til Information og fortsætter:

»Og så er det en fortælling om fattigdom og udnyttelse – om valget mellem en håbløs fremtid i hjemlandet og en risikabel, men måske mulig, fremtid i Mellemøsten.«

Kafala-systemet

Hver dag rejser afrikanske og asiatiske kvinder til Mellemøsten for at arbejde som tjenestepiger på kontrakter, der skriver dem ud af enhver form for juridisk beskyttelse. Og da det hele foregår bag lukkede døre i private hjem, når kvindernes fortællinger og tragiske livsvilkår sjældent ud. Derfor er en dokumentar som Mellemøstens Skjulte Slaver vigtig, mener Søren Klovborg.

Det er et ganske særligt netværk af agenter, såkaldte sponsorer, der formidler kontakten mellem de afrikanske eller asiatiske kvinder og arbejdsgiverne i Mellemøsten. Ofte fortæller sponsorerne ikke kvinderne om præcis den virkelighed og det arbejde, der venter dem.

Og når kvinderne så først er ankommet, klapper fælden: De fratages ikke alene deres pas, men indgår også en kontrakt med deres arbejdsgiver, som de ikke kan bryde uden arbejdsgiverens tilladelse – de stavnsbindes, forklarer Søren Klovborg.

Han har sammen med Puk Damsgaard blandt andre fulgt og filmet den unge Mary Joy fra Filippinerne. Som 24-årig rejste hun fra sin landsby og sine tre børn for at arbejde i Beirut. En lokal agent garanterede hende et godt arbejde på gode vilkår på et hotel.

Men i stedet blev hun tjenestepige hos en libanesisk familie, der konfiskerede hendes rejsedokumenter, hendes telefon og udsatte hende for fysisk og psykisk afstraffelse, når hun begik en fejl:

»Engang tog Madame mit tøj og slog mig, mens hendes datter så på. Hun sagde, at det gjorde lige så ondt på hende som på mig, men at jeg skulle lære af mine fejl,« fortæller Mary Joy fra sin seng på kvindecentret Caritas i Beirut, hvor Søren Klovborg og Puk Damsgaard møder hende.

Det er et af de få steder, kvinderne kan tage hen, når de – som mange gør – stikker af fra deres arbejdsgiver. Men Mary Joy slap ikke rigtig væk.

»For det er arbejdsgiveren, der skal frigive sin tjenestepige, før hun kan søge nyt arbejde eller få sit pas igen og rejse hjem,« forklarer Søren Klovborg.

Sådan fungerer det ældgamle Kafala-system, der stadig holdes i hævd i store dele af Mellemøsten, nemlig.

»For at få arbejde som udlænding i store dele af Mellemøsten skal man have en sponsor, der voucher for én. Det er på hans præmisser og foranledning, man kan komme til det pågældende land, og det er også hans tilladelse, man skal skaffe, hvis man vil forlade sin arbejdsgiver eller rejse hjem – også selv om man bliver slået, voldtaget eller misbrugt på andre måder.«

På den måde er kvinderne tvunget til enten at stå det igennem og arbejde videre eller at stikke af og dermed opholde sig i landet som rettighedsløs, illegal immigrant.

Juridiske hårdknuder

Når kvinderne er flygtet til centre som Caritas er de altså ikke længere tjenestepiger, men illegale immigranter, der hverken kan gå tilbage eller videre i deres liv.

»Den libanesiske domstol har egentlig fastslået, at man ikke må konfiskere kvindernes pas, men det sker alligevel. Straks ved ankomsten til Libanon får kvinderne frataget deres pas for øjnene af sikkerhedstjenesten, der ingenting foretager sig,« siger Søren Klovborg.

Det stiller kvinderne, der er blevet udsat for overgreb af deres arbejdsgivere i en umulig position. De kan ikke rejse hjem. Og arbejdsgiveren kan uden yderligere konsekvenser blokere sagsbehandlingen i månedsvis ved alene at nægte at møde op, tilbagelevere pas og afbryde kontrakten. Sådan sættes kvindernes sager altså i bero, og deres liv kan stå på pause, som det er tilfældet for kvinderne på kvindecentret Caritas, i op til et år.

Det er tilfældet for Mary Joy, der må vente på tilladelse til at rejse hjem til Filippinerne i 10 måneder. I optagelserne fra kvindecentret er desperationen åbenlys. Flere af kvinderne bryder sammen, da en advokat forklarer dem, at der meget vel kan gå lang tid endnu, før de kan rejse hjem til deres børn og familie. På det her tidspunkt har Mary Joy ikke set sine børn i snart to år.

»Vi har set rigtig mange eksempler på, hvordan de her sager går helt i hårdknude og varer i måneds- eller årevis. Og det er endda her i Beirut, hvor forholdene er væsentligt bedre end i andre lande i Mellemøsten,« fortæller Søren Klovborg.

Fattigdomsdilemma

Som Nadim Houry, der er direktør i Human Rights Watch i Libanon, påpeger over for Puk Damsgaard, så er der lige nu færre regler på det her område, end der er, når det handler om at transportere en tomat fra et land til et andet. Og det lader ikke til, at det vil ændre sig foreløbig, vurderer både Nadim Houry og Søren Klovborg.

Alene i Libanon, hvis befolkning tæller knap fire millioner, bor og arbejder 250.000 udenlandske tjenestepiger. De seneste år har flere demonstreret og kæmpet for kvindernes rettigheder; for muligheden for at etablere en fagforening og dermed få kvinderne ind under arbejdsmiljøloven. Men indtil nu har det været forgæves. For der er ingen reel politisk intention om at ændre forholdene, siger Søren Klovborg.

Og de politikere, der styrer lovgivnings- og beslutningsprocesserne lukrerer som så mange andre libanesere på systemet og tjenestepigernes arbejde. Så de udenlandske tjenestepiger vil fortsætte med at falde uden for alle de systemer, der kunne – og burde – beskytte dem, en rum tid endnu.

Holdet bag Mellemøstens Skjulte Slaver var med, da Mary Joy efter to år endelig kunne vende hjem til sin familie i Filippinerne. Hendes to yngste børn kunne ikke genkende hende. I dag bor hun hos sine forældre og er stadig ude af stand til at forsøge sin familie, da hun ikke har kunnet finde et job. Men på trods af de dårlige oplevelser ender en del filippinske kvinder med at tage endnu en tur til Mellemøsten, fortæller Søren Klovborg:

»Det er essensen i hele problematikken. Et fattigdomsdilemma, hvor nogle kvinder ikke føler, at de har et valg. De kan så bare håbe på, at de lander hos en bedre arbejdsgiver.«

‘Mellemøstens Skjulte Slaver’ bliver vist på DR1 mandag den 16. maj kl. 21.45 og igen den 19. maj kl. 19.30 på Nationalmuseet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulrik mortensen
ulrik mortensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Herman Hansen

...Historien fortæller meget om, hvilke enorme etiske-, moralske- og kulturforskelle der er mellem Europa og Mellem Østen. Der hersker et helt andet menneskesyn, som ikke kan forenes.

Claus Oreskov

@Herman Hansen. Øh vores kultur og vores værdier - tænker du på folkemordene på de forskellige koloniserede folk, eller er det antisemitismen og Holocaust du tænker på, eller er det bare den vestlige verdens atom bombe lager som er vores dyrebare kultur?

Sup Aya Laya, Bill Atkins og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Troels E. Lund

Både folkemord på koloniserede folk, antisemitisme og Holocaust er jo europæisk kulturel appropriation, et forsøg på at tilegne sig disse elementer af den muslimske kultur.
Men disse forsøg nåede end ikke muslimerne til knæhaserne, de var med deres drab på 600 millioner mennesker alene under deres 800 år lange kolonisering af det indiske subkontinent langt mere brutale i omfang og også tidsmæssigt var deres kolonisering langt længerevarende end de europæiske efterligninger.
Bare et enkelt eksempel er underlæggelsen af Afghanistan omkring år 1000. Her blev hele hindu befolkningen slagtet i sådan en grad, at området stadig kaldes Hindu Kush, hinduernes slagtning.

At betegne disse gerninger som europæisk kultur vidner om et både ahistorisk, primitivt og egocentrisk syn på kulturelle forskelle.

Hvis vi ønskede at afvæbne misbrugere og sætte alle mennesker fri, kunne vi godt gøre det:

1. I stedet for kun at have papir-pas, skal vi også registrere alle rejsende lokalt og centralt. Når hun en gang er registreret, kan hun sige sin email, afgive fingeraftryk, og henvise til sin tidligere kontrol ved en grænse. Hvis dansk politi stoler på deres kolleger ved den filipinske grænse, har hun egentlig ikke brug for sit fysiske pas, men dansk politi kan printe et nyt til hende.

2. I stedet for en masse at forbyde fri passage, skal vi holde enhver person ansvarlig for tidligere forhold. Hvis du har samme fingeraftryk, iris-scan, mobilnummer, email, og dna profil, så behandler vi dig som samme person. Hvis du vil have Danmark til at hemmeligholde en tidligere identitet, så skal du lave en aftale med Danmark, du skal ikke forsøge dig med et nyt pas.

3. Hver grænsekontrol og hver politistation gemmer både informationer lokalt, og sender dem til en central, både deres egne observationer, og de data de fik tilsendt elektronisk.

4. Vi skal samkøre som ind i helvede. Hvis politiet ved, jeg tidligere har siddet i en bil med nummerplade XXX, så er det OK at hente mit billede frem, hvis den bil er ved at passere grænsen. Hvis alting ligner, behøver de slet ikke stoppe mig, men kan registrere, at jeg øjensynligt er på vej ind i tyskland. Hvis de vil snakke, kan de tekste mit mobilnummer, før de starter en biljagt.

5. Hvis der er forvirring omkring din identitet, så deler vi alle vores informationer og alle vores observationer med vores nabolande og med USA, før vi sender dig videre. Nu er du færdig med falsk pas.

I virkeligheden er det jo slet ikke et problem, at folk kan rejse frit. Det er et problem, at nogle ganske få mennesker tror, de er immune overfor registrering og retsforfølgelse og lokale regler.