Læsetid: 5 min.

Bikinitider og det afseksualiserede rum

Jo mere kvindekroppen klædes af i perfekte versioner, jo mere skjuler vi noget andet bag virkelige eller åndelige badeforhæng
Jo mere kvindekroppen klædes af i perfekte versioner, jo mere skjuler vi noget andet bag virkelige eller åndelige badeforhæng

Johanne Sorgenfri/iBureauet

6. maj 2016

Det seneste par år har der hvert forår kørt en feministisk joke omkring de utallige forslag til slankekure, altid i nye versioner, som lokker fra damebladsforsiderne. Man skal gøre sig ’bikiniklar’. Rådet lyder såre enkelt: Tag en bikini. Tag den på. Så er du ’bikiniklar’.

Langt de fleste kvinder ved langt ind i kroppen, at så enkelt er det ikke. Det er derfor, joken rammer lattermusklen, selv hos feminister, der hævder, at de »accepterer sig selv«.

En kvindekrop er sandelig ikke noget, man bare viser frem, og det har det stort set aldrig været i verdenshistorien. Fem kilo, oftest hos normalvægtige kvinder, er blevet den postmoderne vestlige version af den skam over kroppen, der altid har været kvindens. Lige meget, hvor sixpack-fikserede mænd er blevet, er det fortsat noget andet, de skjuler og skuler på. Og måler.

Skam

Mindst to sager har netop mindet os om, at kvinder skammer sig over kroppen. Stadig. Den ene blev absurd hurtigt blæst op, fordi den har med de ’andre’ at gøre, som skræmmer dansken så vildt, at debatterne ender på forsiden.

Det er sagen om kønsopdelt svømmeundervisning, hvor motivet tydeligvist er religiøst, eller muslimsk, og hvor hele det antimuslimske hundekobbel slippes løs, før vi når at tælle til én. For der findes jo utallige kønsopdelte aktiviteter i vort samfund, kom det hurtigt frem i debatten, fra kuglestød til elitesvømning for ateister. Omklædningsrum er også fortsat kønsopdelte, så hvor går grænsen, og hvem sætter den?

En anden sag hørte vi langt mindre om, men den er mindst lige så bekymrende, i al fald hvis man tilhører det segment af kvindeforkæmpere, der er berygtede for at have brændt BH’en, og hverken gjorde det, fordi nogen sagde man skulle eller for at give mænd bedre udsigt til ens forparti.

Sagen er, at et stadigt stigende antal unge mennesker – og her taler vi altså ikke om nogen bestemt religion – ikke længere har spor lyst til at vise sig nøgne for andre, ikke engang af samme køn. Det gælder især piger. Næsten halvdelen føler sig flove ved at vise sig nøgne for de andre piger, fremgår det af tal fra Center for Ungdomsstudier.

Allerede i januar luftede gymnasieelev Iben Schmidt her i Information sin bekymring om den nye udvikling, hvor der nu sættes badeforhæng op i gymnasiet – i stedet for et fællesbad efter sportsaktiviter – og beklagede sig over en opvækst, der »har budt på for få hængepatter«.

I Berlingske blev badeforhæng taget op i en artikel med overskriften »Børn har brug for at vokse op med at se små tissemænd og skæve bryster«. Af artiklen fremgik det imidlertid, at det er hos pigerne, badeforhængene bliver sat op. Hvis blik er det så, kvinderne skjuler sig for, når de også skjuler sig for hinandens blikke?

Meget er sagt med denne overskrift. For pigerne handler det om kroppen som helhed, brysterne må altså ikke være skæve – eller som lederen af Center for Ungdomsstudier formulerer det, »flasher man ikke appelsinhud«.

For drengene er det længden på penis, som er problemet, her er der intet nyt under solen: Den skal være stor. Det er den som bekendt allermest i erigeret stand, den form, man lige siden de gamle grækere har kaldt fallos. Fallos er et magtsymbol, og det bekvemme for drenge er, at sådan vandrer man ikke umiddelbart rundt i nøgen tilstand, der er noget forholdsvist neutralt ved en ikke erigeret penis, så pyt med badeforhænget.

Fallossymbol

Fallos er symbol for det omvendte af afmagt. Fallos er det perfekte, idealet. Fallos er det modsatte af skrøbelighed, svaghed, hvis navn som bekendt i årtusinder var ’kvinde’, for et eller andet sted må den jo være. Det, som kvinder er begyndt at skjule nu igen, og selv for hinanden, er en krop, de også selv dømmer meget hårdt. En krop, som er gjort fallisk. Som må skjules, hvis den ikke er perfekt.

Der findes nemlig en kvindekrop, vi næsten har glemt. Det var, som om den kun eksisterede i ganske få år, i tiden omkring kvindefrigørelsen i halvfjerdserne: En nøgen eller halvnøgen kvindekrop, som kunne have alle aldre. Alle tykkelser. Som kunne være rynket eller glat og havde de hår, den nu engang havde, selv på benene og under armene.

En krop, der som i en parentes i verdenshistorien krøb ud af tøjet og turde vise sig med såkaldte fejl og mangler og ufriseret kussemåtte. En krop, som ikke henvendte sig til et seksualiserende blik – hverken fra mænd eller kvinder.

Det, som er virkelig bekymrende for en feminist lige nu, er, at den krop nærmest ikke eksisterer længere. Man er en dinosaurus, hvis man ligger topløs på en almindelig strand. Og da især, hvis man er ’gammel’. I vort så ’frie’ samfund har en ny puritanisme taget form, og alle er ramt.

Som Iben Schmidt skrev det i sin bekymrede kronik, »Hvis jeg ser en 40-årig kvinde, der som min mor har født to børn, ligge og sole sig uden en strimmel på overkroppen, kan jeg tage mig selv i at tænke: Hvorfor tager hun ikke en overdel på, når hendes krop ser sådan ud? Og jeg skammer mig«. Skam over skam. Der er vi nu.

Nogle hævder, at det offentlige rum er blevet seksualiseret. Måske er det lige omvendt? Måske er det slet ikke seksualisering, når Movia-busser kører rundt med reklamer for silikonebryster, mærkværdigvis repræsenteret af et par fuldkomment perfekt struttende eksemplarer af typen, mens vi alle til gengæld har taget bikinioverdelene på igen og hænger badeforhæng op.

Tyranniet om kun at vise den perfekte krop hersker så meget, at der allerede i lang tid har været tilbud til særligt tykke mennesker om at svømme alene i svømmehaller – og det helt uden noget ramaskrig. Ammedebatten viser klart, at det ikke er den seksualiserede kvinde, men den falliske kvindekrop, der kan flashes.

Det virkelige seksuelle chok, som vi har hængt imaginære forhæng for med alle perfektionskravene, får man smasket lige i synet, når man forstyrres i sin Latte eller Prosecco af en ammende mor.

Det offentlige rum er simpelthen atter blevet et rent fallisk rum. Det er blot tegn på et sted, vi længe har været på vej imod: At vi alle bliver mænd. Lige mænd. Et rum, hvor alle skal magte det hele, hvor kun perfektion gælder og tæller, et strømlinet og appelsinhudsfrit rum, hvor selv kussehår er friserede. Et rum, som slet ikke kan rumme det, som kvindeligheden i lange tider repræsenterede: svaghed.

Det ville være så let, hvis vi bare kunne finde en regel, en målestok, for, hvad vi så skal gøre. Et hvidskuret svar på verdens ældste spørgsmål: Hvornår er en kvinde egentlig nøgen, og hvad er det i det hele taget, hun går og skjuler?

Det ville være så rart, hvis det for eksempel kunne vejes: fem kilo. For meget. Altid.

Læs også: Fællesskabet bliver ikke stærkere, når vi imødekommer særkrav

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Mondrup
  • Lise Lotte Rahbek
  • Niels Duus Nielsen
Christian Mondrup, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Grethe Preisler

Ja, køn er Iggy Pop jo'nte, Maj-Briit Kent Hansen,

men man må lade hans trofaste danske fan, musikanmelder Klaus Lynggaard, at han er god til overholde sin deadline for indsendelse af bidrag til weekend-udgaven af nærværende kulturtidsskrift, før han haster videre til sin næste event på den københavnstrupske rockscene ;o)

Torsten Jacobsen

You ain't shit if you ain't ever struggled
You gotta put in hard work before you flex your muscles
I see where niggas fall off tryna perfect the puzzle
You ain't gotta like my work shit, respect my hustle
I was a solid hearted mind before I had to grind, my swagger fine
I never had to pack my lines with plastic rhymes
Diamond in the rough, give it time, you'll find your light and shine
This little light of mine, these are our highest times
My third eye divine, I see my skies aligned
I feel like one with the moon but that's some other shit
I stopped caring how people see me and I'm loving it
But no desire for your input, I does my shit
Say what you want but know my ignorance is fucking bliss
- Domo Genesis

https://www.youtube.com/watch?v=mV84OxugDtY&list=PLkuZFJvrpJGuo245KWTO10...

Torsten Jacobsen

Og endnu en Hip-Hop reference:

https://www.youtube.com/watch?v=EN6in-2Cs1U

Kom nu, piger, kvinder, madammer....I kan godt! ;)

Jeg ved godt, at det er meget nemmere for os mænd. Vi vurderes ikke i samme grad på vores udseende, og alt det der...Ikke hvis vi har (fascinerende) job, biler, huse, charme, selvtillid og lækkert hår vel at mærke..

Men her er en lille hemmelighed til jer: Det absolut mest interessante, det absolut mest sexede for en mand (og ja, jeg taler for alle mænd her!) er ikke en tyndtrænet papegøje. Det er en kvinde, som hviler i sig selv, som har sine meningers mod, og som er totalt tilfreds i og med sin krop. En sensuel og viis kvinde, kort sagt. Sæt i værk...!

Herdis Weins

Torsten Jacobsen - jeg læste for noget tid siden en artikel - Politiken, Samvirke ?? - om nogle kvinder, der havde lavet et "feng shit" -site, hvor de uploaded fotos af rodede køkkener/dagligstuer etc. for lige at gøre opmærksom på, at hej - sådan ser det altså nogle gange ud. Og både vi og ungerne overlever altså.

Torsten Jacobsen

Herdis Weins,

Selvfølgelig overlever både 'i og ungerne'. Men jeg troede det handlede om at leve? Der er en intim sammenhæng mellem at gøre sig selv til objekt for andre mennesker, og så at objektificere andre mennesker. Hæver man blikket en smule, vil man efter min mening indse, at der er tale om en og samme bevægelse. Kan man overhovedet være optaget af andres blik, hvis man ikke på selv samme tid er dybt engageret i sit eget? Jeg tror det ikke. At træde ud af dansen kræver kun ét skridt, men det første skridt er som bekendt også det sværeste. Måske har man slet ikke lyst til at tage det skridt, når det kommer til stykket? Jvf. mit link kl. 23.30

Herdis Weins

Torsten Jacobsen - der er der forskel på kvinder og mænd,tror jeg.
Kvinder er vokset op med at blive bedømt på deres evne til at indrette omgivelserne og senere evne til at gestalte reden. Der er ikke rigtigt nogen, der løfter brynene over, at det roder lidt i Peters lejlighed, hvis han bor ene , men gud nåde og trøste Trine, hvis det roder hos hende - især hvis hun har børn. Det er diverse boligreportager i bladene og den stadigt større mængde af boligprogrammer på stort set alle TV-kanaler, de gør oprør mod. Der ligger aldrig så meget som en avis forkert I "kender du typen", for da slet ikke at tale om alle de andre programmer fra "Hammerslag" til nabohjælp og hvad de nu hedder.
Når vi ved, vi får gæster, rydder vi op, når vi får uventede gæster, undskylder vi rodet , selvom der ikke er noget. Jeg har en tidligere kollega, der undskylder, hvis der står en brugt kaffekop på hendes spisebord i stuen - den burde nemlig være bragt ud på køkkenbordet . Jamen altså !
Det er den holdning, som er en slags dagligdagstyranni - man skal nærmest ikke kunne se, der bor mennesker - kvinderne giver fuckfingeren ved at uploade rodet. Det er moderne søstersolidaritet "du er ikke alene".