Læsetid: 4 min.

Billeder der ikke blev færdige

Metropolitan Museum i New York fremviser eksempler på ufærdige malerier og skulpturer fra renæssancen til vore dage. Det viser sig, at ufærdige værker kan være bedre end de perfekte til at pirre beskuerens forestillingsevne
Alice Neel ønskede at male James Hunter, men han dukkede ifølge kulturmagasinet Vulture ikke op, anden gang han skulle sidde model. Hun efterlod billedet sådan og kaldte det ’James Hunter Black Draftee’ (1965).

The Metropolitan Museum of Art

27. maj 2016

Hvornår er et kunstværk fuldført, og hvad er grunden til, at så mange kunstnere gennem tiderne har efterladt et maleri, en skulptur eller en installation i en ufærdig tilstand?

Det fascinerende spørgsmål rejser en udstilling i Metropolitans Museums nyligt erhvervede museumsbygning på Manhattans Upper East Side. Bygningen, der er tegnet af Marcel Breuer, plejede at tilhøre Whitney Museum of American Art.

Met Breuer, som de nye ejere kalder bygningen, skal primært udstille samtidskunst. Men i dette tilfælde har museet valgt at koncentrere sig om et tema – ufærdig kunst i Europa og USA fra 1437 til 2015 – der involverer visningen af værker fra renæssancen frem til vore dage.

Udstillingens spændvidde og variation i genrer er kolossal; mange af de ufuldførte værker er deres tiders ypperste kunstnere. De strækker sig fra Dürer, Leonardo da Vinci, Michelangelo over Tizian, Rembrandt, Tintoretto og videre til J.L. David, Velázquez, impressionisterne, Picasso, van Gogh indtil det 20. århundredes abstrakte kunst, kubismen, ekspressionismen og nogle af de største kunstnere i dette århundrede.

Nogle af disse malerier ses sjældent eller aldrig offentligt. En tredjedel af de 189 værker tilhører det amerikanske museums samling og ligger for størsteparten på lager.

Sidste hånd

Udstillingens titel, Unfinished: Thoughts Left Visible giver en antydning af, hvor de tre kuratorer vil hen.

Det er indlysende, at der kan være mange bevæggrunde til, at en kunstner ikke gør et værk færdigt. Han kan blive syg eller dø. Måske en krig mellem to italienske bystater tvinger ham til at flygte. Eller også mister kunstneren sin førlighed i kraft af alderdom eller senilitet.

Men det er ikke udstillingens bærende idé. Snarere afsøger den f.eks., hvad det egentlig betyder at lægge sidste hånd på et kunstværk. Det er et emne, der først blev omtalt af den romerske historiker (og general) Plinius den Ældre, og hvis overvejelser renæssancekunstnere som Leonardo da Vinci og Michelangelo var bekendt med.

I sin bog Naturalis Historia skriver Plinius: »Det er også en vigtig kendsgerning – og usædvanligt – at kunstneres sidste arbejder og deres ufuldførte billeder beundres mere, end dem de gjorde færdige, fordi i disse sidste kan man se de forberedende tegninger og læse kunstnerens idé …«

Om den græske maler Apelles skrev Plinius: »Han kendte det rette tidspunkt til at holde inde.«

Hermed mente Plinius, at et for gennemarbejdet og perfekt maleri risikerer at miste sin evne til at videreformidle det æstetiske, en kreativ energi og et følelsesladet indtryk på beskueren. Et hurtigt nedfældet tykt penselstrøg eller en løs skitse kan derimod udløse en betydelig effekt.

Ifølge en artikel i kataloget af kurator for tegninger og kobberstik, Carmen Bambach, var Leonardo da Vinci sig dette forhold yderst bevidst.

Fire af Leonardo da Vinci s 18 bevarede malerier er ufuldførte, og der er grund til at antage, at det var hans hensigt. Michelangelo var notorisk kendt for at være nærmest uinteresseret i at gøre sine skulpturer færdige; det, der fascinerede ham, var skabelsesprocessen, hvilket vil sige det konceptuelle og forberedende arbejde.

Den venetianske renæssancemaler Tizian efterlod nogle af de mest fascinerende eksempler på ufuldførte kunstværkers mulighed for at bevæge beskueren. Når man træder ud af elevatoren på 3. sal i Met Breuer, mødes gæsten af Tizians »Flåningen af Marsyas« – et grusomt syn. Satyren Marsyas udfordrer i sagnet den græske gud Apollon til en kappestrid om, hvem der er bedst til at spille fløjte. Satyren taber og får som straf flået sin hud af.

I billedets forgrund ser man tydeligt det blodige ritual, men står beskueren tæt på lærredet og prøver at ænse, hvad der er skildret i baggrunden, ses i stedet nogle brede, tykke penselstrøg, som ikke giver mening. Først når man træder tilbage i rummet, ser man buske, træer og skyer.

Tizian var den første til at bruge denne teknik – en praksis, der i renæssancen blev kaldt non finito (ufærdig) eller incompiuto (ufuldført). Set tæt på kunne et tykt, ujævnt lag af oliemaling – måske påført med malerens hånd – virke ufærdigt. Men det var altså ikke hensigten.

Det åndelige

Det er Leonardo da Vinci, der engang skal have sagt, at »billeder er en åndelig ting«. Hans enestående indsigt var, at kunstnerens bestræbelse på at gengive et motiv – et ansigt, et landskab, etc. – ikke begrænser sig til en præcis beskrivelse. Beskuerens forestillingsevne spiller en vigtig rolle.

Så i en tekst fra 1490-1492 fremhæver det italienske renæssance multigeni, hvorledes blot malerklatter på en væg eller mønstre i en stenmur kan fremkalde billedet af »et landskab med bjerge, floder, klipper, træer, sletter, brede dale og bakker eller et slag i en krig, besynderlige ansigter eller kostumer …«

På tysk gik non finito-stilen under navnet Altersstil ganske enkelt, fordi man tilskrev det ufærdige til alder – en halvblind maler eller en, der ryster på hånden – frem for en bevidst praksis.

Det er ikke sådan, at man kan slå en lige streg fra non finito til impressionisterne. Men som den hollandske kunsthistoriker Nico Van Hout fremhæver i kataloget, er det fristende at se renæssancemaleres simple streger i skitser og løse penselstrøg som en forløber til impressionismen.

Udstillingen byder da også på talrige eksempler fra Degas, Cézanne, Turner, Matisse osv. uden dog at kæde dem direkte til non finito-stilen.

Det er heller ikke svært at forbinde den ufuldførte stil til modernisterne i det 20. århundrede, hvis billeder – uagtet om det er ekspressionister, kubister, surrealister, det abstrakte – i mange tilfælde kan tolkes som ufærdige. Hvem kan sige, om et billede af Andy Warhol eller en statue af Janine Antoni er færdig eller ej? Det er ganske enkelt ikke muligt at vide, hvad der motiverede dem til at sige: Nu har jeg lagt sidste hånd på dette værk. Basta! Finito!

Udstillingen ’Unfinished: Thoughts Left Visible’ på Met Breuer i New York er åben til 4. september

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu