Baggrund
Læsetid: 7 min.

Dagbog fra en krigstilstand

Astrid Lindgrens krigsdagbøger viser, at selv om hun endnu ikke var blevet det, så ser hun krigen som en forfatter. Med fortællerens overblik og med forfatterens tro på, at med bevidsthed kommer erkendelse. Her finder vi forklaringen på, hvordan Pippi Langstrømpe kunne opstå i verden, mens den var i krig. Som en trodsig, men kærlig insisteren på humanismen
Kultur
7. maj 2016
At være i krig er en sindstilstand ikke kun for de, der deltager direkte i den, men også for de, der mærker dens altomsiggribende tilstedeværelse. Astrid Lindgrens kvaler ved at leve godt og fredeligt i krigstid er et vigtigt vidnesbyrd fra hverdagen, der også findes, mens kampe kæmpes

At være i krig er en sindstilstand ikke kun for de, der deltager direkte i den, men også for de, der mærker dens altomsiggribende tilstedeværelse. Astrid Lindgrens kvaler ved at leve godt og fredeligt i krigstid er et vigtigt vidnesbyrd fra hverdagen, der også findes, mens kampe kæmpes

Klaus Gottfredsen

Astrid Lindgren vidste altid, at hun var forfatter. Det er jeg overbevist om. Hun skrev dagbog under hele Anden Verdenskrig. Traf beslutningen ved første træfning og skrev samvittighedsfuldt i sine hæfter næsten dagligt. Hvorfor det, kan man med rette spørge.

Da krigen brød ud, gik hun hjemme med sine børn i lejligheden i Stockholm – det var hendes liv, og hun var altid glad i den borgerlige tryghed. Hun har i interviews fortalt, at hun besluttede sig for at skrive dagbogen for selv at bevare overblikket.

Men når man læser de 361 sider, som Gyldendal netop har udgivet, fornemmer man fortællerens forpligtelse, og at disse linjer ikke bare er skrevet til hende selv, men med forfatterens tanke på ingen og alle.

Journalist var hun også næsten, selvforståelsen genkender man i det udtalte ønske om at være så præcis som mulig. Tidspunkter, stedsangivelser og tabstal skal være korrekte. Troværdigheden er måske stærk i disse passager, men til gengæld er teksten svag.

Det er interessant og ikke uvæsentligt at konstatere, at det også er her fortællerens engagement forsvinder, og dermed læserens. Så snart teksten mister sin indre drivkraft, og så snart man bliver revet ud af den for at bladre frem og tilbage i søgen efter de indscannede gengivelser af dagbogen eller et af de mange avisudklip, der henvises til med fodnoter. Eller skal bladre hen over dem, når man når dertil.

Så mister man forbindelsen til forfatteren. Og det er ellers den bevægelse, der er i gang i krigsdagbøgerne: fra journalistens snævre afrapportering til forfatterens fortælleroverblik.

Hverdagskrig

For Astrid Lindgren er det hele vor planet, der er vanvidsslagen, og den naturlige tilstand er sat ud af kraft. Kaos hærger ikke kun på slagmarken, men i hele klodens tilstand.

Fra en smuk cykeltur med sin søn i 1940 skriver hun: »Og solen har skinnet – intenst og tilintetgørende. Det regner ikke denne skæbnesommer 1940, alting tørrer ud og brænder op, der bliver vel praktisk taget misvækst.« Hvad der i fredstid er en smuk sommerdag med solskin bliver i krigstid fordærvet og ødelæggende. Solen brænder på en nøgen jord – en vanvidsslagen jord, hvor intet kan vokse, som det bør, når intet er, som det bør være.

Dette paradoks konstaterer hun gang på gang. Hver gang hun udtrykker glæde over livet, over familielykke eller et dejligt vejr, så følges det – uden punktum – af den knugende kaosfølelse. Modsætningerne er ophævet af krigen: »Mennesker slår hinanden ihjel, mens solen skinner, og blomster springer ud.«

At være i krig er en sindstilstand ikke kun for de, der deltager direkte i den, men også for de, der mærker dens altomsiggribende tilstedeværelse. Astrid Lindgrens kvaler ved at leve godt og fredeligt i krigstid er et vigtigt vidnesbyrd fra hverdagen, der også findes, mens kampe kæmpes.

Fødevarer og tekstiler rationeres, der ankommer flygtninge til det neutrale Sverige og selvom landet ikke er en del af krigen, så er svenskernes hverdag på mange måder påvirket af den. Også familien Lindgrens, men i så ubetydelig grad, at forfatteren har svært ved ikke at føle skam ved juleskinken, når store dele af Europa sulter.

Men man må ikke misforstå skammen. Astrid Lindgren ønsker ikke en mere aktiv deltagelse i krigen, heller ikke i et svagt øjebliks håb om at rede sig eftertidens anseelse. En syge, der ellers ramte mange – især i eftertiden. I Astrid Lindgrens ukuelige humanisme og pacifisme genkender man Brødrene Løvehjertes svar til den krigshungrende Orvar:

»Jeg kan ikke dræbe nogen,« sagde Jonatan. »Ikke engang hvis det gælder dit liv?« spurgte Orvar. »Nej, ikke engang da,« sagde Jonatan. »Hvis alle var som du,« sagde Orvar, »så ville ondskaben jo få lov at regere i al evighed!« Men så sagde jeg, at hvis alle var som Jonatan, så ville der slet ikke findes nogen ondskab.

I sin dagbog skriver Astrid Lindgren: »Nogen må jo være neutral, ellers kan der jo ikke blive fred – af mangel på fredsmæglere.«

Russerne

Før nogen frygtede tyskerne, frygtede man russerne. Da den røde hær mødtes med amerikanerne i Torgau, var der mange, der havde glemt det. Men det gjorde Astrid Lindgren ikke. Den finske vinterkrig, der fulgte russernes overfald på nabolandet, vækkede en vrede i hende, der ikke blev slukket, blot fordi russerne siden sluttede sig til de allieredes kamp mod tyskerne.

I 1943, da de stadig kæmpede i Stalingrad, skrev hun: »Det eneste, jeg ikke bryder mig om, er den generelle tendens hos anglofile til at gøre russerne til små fredsduer. Det tror jeg, vi vil få at se, at de ikke er.«

Og senere samme år konstaterer hun, at russerne havde ansvaret for massakren i Katyn, hvad russerne først selv erkendte efter Sovjetunionens fald. Indtil da havde de fastholdt, at det var nazisterne, der havde likvideret og massebegravet tusindvis af polske officerer.

Det er en øjenåbner at læse hvordan vor elskede Astrid Lindgren i sin frygt for og mistillid til Sovjet af og til fristes til at holde med tyskerne mod russerne. Misforstå mig ikke: Hun er voldsomt fordømmende overfor tyskerne, og ganske tidligt forfærdes hun over deres behandling af jøderne, men det er en sund øvelse at se, at i krig er intet sort/hvidt. Det meste er gråt.

»Jeg er bange for russerne.« Sådan skriver hun i maj 1945, da krigen er slut i Europa. Kort og ærligt. Som et barn, der ikke kan sove af frygt for endnu et mareridt.

Klarsynet er næsten blændende i Astrid Lindgrens tekst. Da samarbejdspolitikken ophører i Danmark i 1943 og jagten på modstandsfolk og jøder intensiveres, kommer drengen Esse til Stockholm. Han er svensk, men opvokset i Danmark hos den kvinde, hos hvem også Astrids søn Lars boede, inden hun kom til at hedde Lindgren.

Esse fortæller om sabotage og elendighed i den danske hovedstad, men også om aktiv deltagelse i kampen mod besættelsesmagten. Efter at have hørt den unge mand fortælle begejstret om sprængningen af en fabrik, formulerer forfatteren, hvad der senere skulle blive en hård erkendelse for mange modstandsfolk:

»Det er jo forståeligt, at de unge med liv og sjæl går op i patriotisk virksomhed, men at det ikke kun er af det gode, det er helt sikkert. Uden tvivl bliver de destruktive tilbøjeligheder, som findes i alle mennesker, vakt til live på en foruroligende måde, og bagefter at vende tilbage til et normalt liv, hvor man ikke må sprænge fabrikker i luften og knuse vinduer, det bliver måske ikke så let.«

Dette citat afslører også, at det virkelig er forfatteren Astrid Lindgren, der skriver. Ingen kan som hende levere bedrevidende observationer med den der særlige afvæbnende mundtlige lethed.

Pippi

Melankolien præger dagbogsoptegnelserne, men forfatterens lette og mundrette sprog sørger for, at det ikke bliver alt for tungt. Private problemer glider ind og ud i glimt, indtil der sker et jordskred i hendes tilværelse. Vi ved fra andre kilder, at hendes elskede Sture Lindgren indrømmer, at han har haft en elskerinde installeret i en lejlighed, og at han meddeler Astrid, at han nu vil skilles. Siden fortryder han dog.

Men krisen er for privat for en dagbog, og vi kan som læsere blot bevidne, at optegnelserne bliver færre og kortere i en periode, men forpligtelsen føler forfatteren stadig stærkere end sit eget følelsesliv. Og midt i alt dette: krig og kærlighedssorg.

Midt i alt det skriver Astrid Lindgren historien om Pippi Langstrømpe. Først som et manuskript til datteren Karin på hendes 10 års fødselsdag, sammenskrevet af historier om Pippi, som hun har fornøjet familiens børns med i årevis, siden som bearbejdet tekst efter forlaget Raben og Sjögrens anvisninger.

Dagbogsnotatet, hvor hun opremsende lister Karins fødselsdagsgaver og deriblandt nævner Pippi-manuskriptet, følges umiddelbart efter af datoen 6. juni og ordet INVASION. Fra Pippi til D-dag. Tænk lige over det endnu engang. Over alt hvad her står skrevet om vinterkrig, massakrer, tabstal, sult og ødelæggelser, som Astrid Lindgren ikke gemte sig for, men aktivt valgte at være bevidst om.

Og tænk så på, at hun samtidig – på samme tid – skrev historien om den bomstærke og retfærdige men uvorne og uforbederlige unge Pippilotta Viktualia Rullegardinia Krusemynta Efraimsdatter Langstrømpe. Er den menneskelige fantasi ikke forunderlig?

Bogen om Pippi udkom i 1945, få måneder efter krigen endelig var slut. Krigsdagbøgerne er ikke bare et vigtigt vidnesbyrd, de vidner også om, at verden i Astrid Lindgren havde et helt enestående menneske.

I Kina Bodenhoffs fine oversættelse, der lærer os om betydningen af Astrid Lindgrens mundtlighed, står der på den dag, hvor freden endelig vendte tilbage til planeten:

»Jeg gad vide, om der virkelig er roligt på hele jordkloden i dette øjeblik, om ingen bomber falder, ingen kanoner skyder, ingen slagskibe synker, hvor må der i så fald være tyst og sælsomt.«

Den stilhed, der indfinder sig efter en krig, kan ikke være den samme som før.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her