Læsetid: 8 min.

’Dickgirl knepper mig vitterligt. Og det er egentlig ikke særlig rart’

Informations udsendte har deltaget i et virtuelt samleje i Sidsel Meineche Hansens animerede produktioner, der anlægger en feministisk synsvinkel på virtual reality og den stigende produktion af virtuel porno. For at undersøge, hvilke muligheder virtual reality og virtuel porno giver for at omgå biologiens normer for køn
Halvvejs igennem det virtuelle samleje skifter skribenten fra at være EVA med den lysende blå penis til at være den lerklump, som vitterligt bliver kneppet. Det er ikke særlig rart.

’DICKGIRL 3D

20. maj 2016

Jeg ser ned ad mig selv. Jeg er nøgen. Min hud er animeret, skinnende og porcelænshvid.

Mine bryster må siges at leve op til gældende vestlige skønhedsidealer, og mine ben ser ud til muligvis at kunne leve op til modelbranchens foruroligende ideal om et to centimeters mellemrum mellem lårene, når de er samlede.

Det er ikke til at afgøre med sikkerhed, for mine ben er let spredte. Og dér, hvor jeg havde forventet for første gang at have udsyn til mit eget kvindelig kønsorgan, er der en halv meter lang, selvlysende, blå fallos.

Jeg oplever en virtuel verden, som EVA v3.0; en prototypeavatar, der sælges online af et firma, som leverer 3D-modeller til både computerspil, reklamebranchen og pornoindustrien.

I dette tilfælde er det den danske kunstner Sidsel Meineche Hansen, der har købt et eksemplar af EVA, inden hun har forsynet hende med den store blå strap-on-dildo, og omdøbt hende til DICKGIRL 3D(X).

Med de spritnye Oculus Rift-briller, der anses for at være en milepæl i virtual reality (VR) -teknologiens udvikling, oplever jeg med avatarens øjne en digital verden, der er animeret under Sidsel Meineche Hansens instruktion.

In real life ligger jeg på en sækkepude midt i Gasworks’ udstillingslokaler i det centrale London. VR-animationen »DICKGIRL 3D(X)«, som jeg i øjeblikket oplever, udgør sammen med blandt andet et ’DIY BDSM’-stativ, tegninger og keramiske værker i analogt format Sidsel Meineche Hansens udstilling SECOND SEX WAR.

Med udstillingen sætter hun fokus på den stigende interesse for virtual reality i computerspils- såvel som pornobranchen.

Hvilke muligheder der er for at udforske en ny digital verden, hvor man ikke er defineret af en påtvungen biologi og dertilhørende normer for eksempelvis køn. Og hvilke begrænsninger der ligger i de indgroede logikker og fordomme, som de digitale producenter skaber den nye verden ud fra.

Den polariserede sexkrig

Udstillingens titel, SECOND SEX WAR, er både en reference til Simone de Beauvoirs Det andet køn og til de såkaldte ’Sex Wars’ i 1980’erne, hvor den feministiske bevægelse oplevede stor splittelse i forholdet til pornografi som genre og industri.

Den uafklarede strid lever videre i Meineche Hansens værker, der undersøger en slags cyberfeministisk position i den virtuelle verden, som Oculus Rift-brillerne åbner for.

Og ligesom ’anticensurfløjen’ i sexkrigene går Meineche Hansen med udstillingen altså selv ind i produktionen af (i dette tilfælde en 3D-animeret) pornografi. Det fortæller hun, da Information møder hende ved galleriet i London, hvor hun er bosat.

»Jeg har lavet udstillingen i et forsøg på at åbne en debat omkring seksualitet og virtuel virkelighed ud fra et queerfeministisk perspektiv. Værket »DICKGIRL 3D(X)« er for eksempel lavet ved brug af ready-made kvindelige modeller og ready-made animerede sexbevægelser, som man kan købe på nettet, og som typisk benyttes i produktionen af mainstream 3D pornografi,« fortæller hun.

Men udstillingen er hverken et forsøg på at genskabe mainstream-pornografi eller placere sig på de polariserede fløje i sexkrigene, forklarer Sidsel Meineche Hansen.

»Jeg ser værkerne som en sexaktivisme imod en ny virtuel verden, som på nuværende tidspunkt bliver konstrueret ud fra patriarkalske ideer om køn,« siger hun.

Sexaktivismen gør sig også gældende i animationen »No right way 2 cum«, hvor betragteren – efter at have påført sig VR-brillerne – igen træder ind i EVA v3.0’s virtuelle krop. Her ser man først sig selv som avataren, der onanerer, inden kameraet leder éns blik igennem en hul digital krop, kvilket ender i en sprøjteorgasme.

Orgasmen rammer kameralinsen, og små dråber danner værkets titel. Filmen refererer på den måde til pornoindustriens markedsførelse af orgasmen og er en kommentar til, hvordan kvindelig (vel at mærke ikke mandlig) ejakulation for nylig blev forbudt i britisk pornoproduktion.

Nye kroppe på markedet

Tilbage i »DICKGIRL 3D(X)«’s univers tager jeg mig selv i at reagere som de fleste andre, der prøver virtual reality for første gang, og griber forgæves ud efter mine ikkefysiske omgivelser. Alt imens begynder DICKGIRL – eller jeg – at støde den blå pik op i en abstrakt lerlignende genstand.

Hun knalder den rytmisk i diverse præprogrammerede sexstillinger, og lerklumpen rokker med, som var den levende. Mens et monotont åndedræt bliver højere, ser jeg min virtuelle hånd tage en skalpel frem.

DICKGIRL skærer i klumpen, der udstøder et skrig og afgiver små strint af blod, idet hun modellerer den til en ny form, som hun muligvis hellere vil have sex med. Nu iført, hvad der ser ud til at være klumpens hud, fortsætter hun uhindret sexscenen.

Flere af Meineche Hansens værker fokuserer netop på, hvordan menneskeligt begær og magtstrukturer skaber nye varer og markeder. Det er i særdeleshed en proces, der foregår inden for virtual reality i øjeblikket.

Det britiske analysefirma Juniper anslår, at salget af de nye Oculus Rift-briller vil eksplodere de kommende år, i takt med at både spil- og pornoindustrien tager teknologien til sig. Specielt pornobranchen har været en af de første til at kaste sig over en ny teknologis muligheder, og under dens spæde udvikling har flere selskaber over de senere år specialiseret sig i VR-porno.

I dag kan man på nettet og i sex-shopper købe VR-briller med dertilhørende kropsdeleattrapper, der bevæger sig og vibrerer synkront med 3D-forestillingens forløb.

Som i Meineche Hansens animationer udforskes VR-pornografiens vareliggørelse af kroppe, dens formidling af konservative forestillinger om køn såvel som dens potentiale for at bryde med samme løbende igennem SECOND SEX WAR. Eksempelvis krediteres EVA v3.0’s designer, Nikola Dechev, for træsnittene »HIS CORPORATE CUNT ART«, der er illustrationer hentet fra den officielle brugermanuala anvisninger på at omforme EVA v3.0’s kusse efter forbrugerens ønsker.

EVA v3.0 er frit animeret af Dechev, men som Meineche Hansens keramikskulptur »Cite Werkflow Ltd« refererer til, skabes VR-avatarer ofte ud fra kropsskanninger og blandt andet motion capture-optagelser af rigtige sexscener. Kroppene kan altså i abstrakt form cirkulere og forbruges digitalt i nærmest det uendelige.

»Jeg er interesseret i, hvordan Oculus Rifts teknologi muliggør et form for ’posthumant’ samleje mellem subjekter – in real life – og avartarer i den virtuelle verden og i at undersøge den virtuelle krop i relation til sexarbejde. Sexkrigene er et historisk eksempel på en offentlig debat, som forsøgte at få sexarbejdere og pornoskuespillere til at komme til orde som subjekter. I de VR-spil, jeg har undersøgt i min research, kommer avatarerne i stedet til at spejle producentens og forbrugernes opfattelse af verden,« forklarer Sidsel Meineche Hansen.

Utopiens grænser

Skønt Meineche Hansen bidrager til en ny virtuel virkelighed for at gøre den mere mangfoldig, er hun kritisk over for ideen om en ny digital verden, hvor mennesket er totalt frigjort fra markører som køn, race og socialklasse.

Som en kontekst for udstillingen refererer hun til den såkaldte ’Gamer-Gate’, der handler om, hvordan store dele af det globale computerspilsmiljø i 2014 udsatte fremtrædende kvinder i branchen for omfattende chikane. Det er svært at forestille sig, at den kultur, vi oplever i den virkelige verden, ikke følger med ind i den digitale.

»Utopien om at blive frisat fra de materielle og kønnede realiteter, som vi er defineret af, sammenfalder med den kommercielle lancering af den virtuelle version som et sted, hvor alt er muligt. Jeg tror derfor ikke, at man kan se på den virtuelle verden som separeret fra den virkelige kapitalistiske verden. De hænger sammen,« siger Sidsel Meineche Hansen.

Flere forskere mener til gengæld, at fotorealistisk virtual reality kan have potentiale til at udvide vores forståelse for andres liv og kulturer. Der laves forsøg med at lade folk opleve sexisme, racisme eller livet i en flygtningelejr i en virtuel virkelighed, og VR-entusiaster har udråbt teknologien til »den ultimative empatimaskine«.

I beretninger om oplevelser med virtuel porno beskrives det da også, at det føles som rent faktisk at være sammen med et menneske, hvor man nu føler et ansvar for eksempelvis at besvare øjenkontakt og anden kommunikation.

Det er nogle følelser, jeg kan relatere til i mit virtuelle samleje, hvor intensiteten i mellemtiden er steget efter lerfigurens transformation, og DICKGIRL er blevet yderligere aggressiv.

Men åndedrættet i mine ører bliver nu afløst af mareridtsagtigt pulserende doomcore-techno. Med ét ændrer mit perspektiv sig, og jeg er nu lerklumpen. Og DICKGIRL knepper mig vitterligt. Og det er egentlig ikke særlig rart.

Jeg føler pludselig ikke, jeg har givet samtykke til det, der foregår. Når DICKGIRL virkelig støder til, ser hendes ansigt ud til at være 30 centimeter fra mit, og det fortrækker ikke en mine, skønt jeg forgæves forsøger at få kontakt med de øjne, der muligvis befinder sig bag avatarens reflekterende, The Matrix-agtige solbriller. Så jeg tager VR-brillerne af og holder lidt desorienteret en pause i sækkestolen.

Virtuel magt

De intense virkelighedsoplevelser, virtual reality giver, har blandt andet fået forskere fra det tyske Johannes Gutenberg University of Mainz til at foreslå et etisk kodeks for teknologien.

Flere forsøg har vist, at oplevelser med virtual reality kan resultere i meget konkrete ændringer i en persons efterfølgende opførsel – for eksempel kunne en virtuel oplevelse med at være superhelt få folk til at handle mere altruistisk. Så hvordan kan det påvirke en computerspiller at slå ihjel i så virkelighedsnær en virkelighed?

Og hvordan kan det påvirke en pornoforbrugers videre adfærd at opleve at have deltaget i en VR-sexakt, der efter mainstreampornoens tradition kunne tænkes at være instrueret mere grænseoverskridende, kvindefornedrende eller voldelig end noget, forbrugeren nogensinde selv ville have taget initiativ til?

Spørgsmålene trænger sig på i mit hoved, da jeg dagen efter min VR-mødoms endeligt igen lytter til »DICKGIRL 3D(X)«’s techno-soundtrack og får et knap så behageligt flashback til min intime stund med avataren. Og de sætter ligesom Meineche Hansens laserskårne tegning »iSlave« fokus på den magt, som producenterne af den virtuelle virkelighed ligger inde med.

»(VR-teknologien, red.) introducerer muligheder for nye og særligt kraftfulde former for mental og adfærdsmæssig manipulation, især når kommercielle, politiske, religiøse eller regeringers interesser kan stå bag skabelsen og opretholdelsen af de virtuelle verdener,« skriver de to forskere fra University of Mainz Michael Madary og Thomas Metzinger, blandt andet.

Med Facebooks nylige opkøb af Oculus Rift-brillerne, kan producenternes magt komme til at definere den måde, vi kommunikerer med hinanden på nettet på – og med de store spilleres indtog på markedet kan den komme til at ligge i færre hænder, end VR-utopien oprindeligt lagde op til.

»Lige nu er der en meget åben invitation fra Oculus Rift og Goo-gle til at udvikle virtuelle oplevelser til for eksempel Google Cardboard (Googles nye VR-platform, red.). Men Oculus’ startup kits, som til at starte med var relativt billige, er allerede steget i pris. Jeg tror, det kan komme til at minde om internettets tilblivelse med en utopisk idé om deltagelse og interaktion, der efterhånden vil blive erstattet af overvågning og virksomhedernes interesser. Grunden til, at jeg bidrager til VR, er for at stille spørgsmål til konstruktionen af det virtuelle rum, men det er selvfølgelig også et forsøg på at ændre det,« siger Sidsel Meineche Hansen.

Et af Madary og Metzingers bud på en etisk anbefaling i forbindelse med den virtuelle teknologi er, at medierne og forskningen skal holde sig fra at overdrive virtual realitys udelukkende positive potentiale.

Ligesom SECOND SEX WAR vil undertegnede – med mit lille virtuelle sextraume i baghovedet – hermed afholde mig fra at gøre det.

’SECOND SEX WAR’. Sidsel Meineche Hansen. Gasworks, London. Indtil den 29. maj 2016. Fra 12. juni til 16. oktober på Trondheim Kunstmuseum

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Martin Riis
  • Sup Aya Laya
  • Niels Duus Nielsen
Martin Riis, Sup Aya Laya og Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Alexander K. von und zu Klein

Feministisk synsvinkel. Aha. Tankegods fra det sidste årtusind og moderne teknologi - paryk og træsko.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Jeg kan anbefale Accelerando af Richard Stross. I en af passagerne sendes nogle af personerne ud i rummet - men uden krop, fordi det ikke er effektivt; de - altså deres personligheder - bliver uploadet i et rumfartøj på størrelse med en skoæske, hvor der etableres en virtuel virkelighed for dem undervejs. Dér eksperimenterer de med at skifte først klæder og omgivelser, senere krop og køn. Det er lidt interessant.
Eftersom den er udgivet under en licens, der tillader deling, kan den downloades fra forfatterens side.

Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Richard Stross? Charles Stross, naturligvis. Lyt aldrig til podcasts, mens man skriver kommentarer.

Anders Sørensen

"Jeg tror, det kan komme til at minde om internettets tilblivelse med en utopisk idé om deltagelse og interaktion, der efterhånden vil blive erstattet af overvågning og virksomhedernes interesser."

Stråmand. Internettet HAR netop givet en helt vanvittig/fantastisk grad af deltagelse og interarktion.

Der er absolut ingen tegn på, at dette overtages af "virksomhedernes interesser". Selvom, selvfølgelig, virksomheder OGSÅ har interesse i/gavn af internettet.

Grethe Preisler

@Jens Erik Starup
Korrektion:
'skribenten' er ikke en hun, men en hyn, som bærer det kønsneutrale fornavn Nikolaj.

Grethe Preisler

It's a Barnum & Bailey world
Just as phony as it can be
But it would'nt be make believe
If you believed in me