Kommentar
Læsetid: 5 min.

En dom uden gang på jorden

Autofiktioner handler om begivenheder, der ikke lader sig fortælle på andre måder. Hverken som renlivet fiktion eller som faktuel selvbiografi. Autofiktion løser det uløselige. Helt og aldeles ubegribeligt for en modernistisk kritiker
Kultur
7. maj 2016

Informations efterlysning af en nutidskunst, der kan konkurrere med eksperimenterne hos det 20. århundredes største modernister, Joyce og Beckett, har bragt Anders Juhl Rasmussen på banenFlere gange endda. Dog ikke før Mads Bunch havde gjort gældende, at autofiktion repræsenterer et stærkt og levedygtigt alternativ i nutidslitteraturen.

Selv har Anders Juhl Rasmussen skrevet en fortjenstfuld ph.d. om Arenamodernismen med hovedsæde i Viborg. Blot kunne forfatteren ikke anvise nogen veje fra Viborg til litteraturen på denne side af årtusindskiftet.

Sidste år blev han i stedet medforfatter til en artikel om »Mordet på fortælleren«, hvis tungeste skyts var importeret fra Brian Richardsons Unnatural Voices fra 2006 med dens idékatalog over diverse former for de-narration, afhumanisering og litterær selvudslettelse, a la Becketts Molloy (der er det nærmeste vi kommer Arena). Unaturlig narratologi udgør slutstenen på poststrukturalismens afvikling af alle former for virkelighedsrelation. Senest i en fejring ikke bare af forfatterens, men også af fortællerens død!

Nu har Anders Juhl så i stedet sat sig for at spille Dobbeltkontrakten ud imod det begreb om autofiktion, som jeg præsenterede her i avisen for fjorten dage siden.

Hans nyhed er, at mine »forklaringer på, hvad autofiktion er«, har ændret sig bestandigt siden udgivelsen af Dobbeltkontrakten i 2006. Det dokumenteres aldrig. Min definition af autofiktion her i avisen – selvbiografisk navneidentitet inde i bogen og fiktionsbetegnelsen roman udenpå – genfindes enslydende i Dobbeltkontrakten.

Pointen er bare, at mens autofiktionens opfinder, Serge Doubrovsky, hævdede enheden i dette logiske paradoks, udgår dobbeltkontrakten fra modsætningen, via tidsforskydningen i indgåelsen af de to kontrakter.
Om denne tidsforskydning hævder Anders Juhl, at den består »i en førstegangslæsning (en dagbladsanmeldelse = fiktionskontrakt) og en andengangslæsning (Poul Behrendts egen fortolkning på baggrund af omfattende studier af forfatterens biografi = virkelighedskontrakt)«.

Det er helt ude i skoven.

Opvokset i tryg kernefamilie

For det første er rækkefølgen i almindelighed den modsatte: den kontrakt, der hyppigst tilbydes fra forfatterens side, er virkelighedskontrakten. Mens fiktionskontrakten holdes i baghånden.

For det andet indgås kontrakt nummer to ikke af mig eller ved min læsning, men derimod af forfatteren. Som tilfældet var, da Peter Høeg på Bogmessen i november 1993 meddelte, at han ikke var noget forældreløst institutionsbarn, som det ellers var fremgået af De måske egnede, men opvokset i en tryg kernefamilie. »Mine forældre står deroppe,« sagde han og pegede op på balkonen i Forum, hvorfra to ældre mennesker vinkede fornøjet ned til publikum.

For det tredje omfatter ’andengangslæsningen’ ikke en læsning af virkelighedskontrakten, men af begge kontrakter i nøjagtig samme grad. Med henblik på at identificere forfatterens formål med det autofiktive paradoks, ’læserbe-draget’.

For det fjerde og sidste er mine læsninger i Dobbeltkontrakten ingen steder baseret på »omfattende studier af forfatterens biografi«. I tilfældet Claus Beck-Nielsen nævnes navnet på hans fraskilte hustru end ikke med et ord. Uanset skilsmissens ikoniske status for forfatterens ’død’ – og for de mange efterfølgende ’dødsdage’ i forfatterskabet.

Derimod er læsningerne baseret på et tæt studium af værkernes referencer – ikke kun de intertekstuelle (som udgør grænsen for en poststrukturel læsning af litteratur), men referencer af enhver art, f.eks. også til de institutioner under børneforsorgen, hvor Peter Høeg aldrig havde sat sine ben. Alle viser de sig at indgå som virkeligheds- eller fiktionsskabende agenter i forfatterens autofiktive værk.

Anders Juhl synes da også helt uvidende om, at dobbeltkontrakten indgår som en af tre mulige former for autofiktion i den halvtreds siders store introduktion, som Mads Bunch og jeg har skrevet til bogen Selvfortalt. Autofiktioner på tværs – prosa, lyrik, teater, film.

Den udkom i disse dage for et år siden og er for længst kommet i et nyt oplag (på enkelte skoler handler over halvdelen af de store projektopgaver om autofiktion).

 Af den fremgår det, at når man har diagnosticeret en bog som autofiktion, har man ikke så meget leveret et svar, som man har stillet et spørgsmål. Nemlig, hvilken form for autofiktion?

Ikke desto mindre har alle tre former i vores udvalg én ting til fælles (ud over navneidentitet og genrebetegnelse), nemlig slægtskabet med vidnelitteraturen: det 20. århundredes anden store litterære nyskabelse, undfanget sideløbende med betegnelsen autofiktion.

Fiktivt og reelt vidnesbyrd

Det sammenfald var pointen i min inddragelse af Jacques Derridas Demeure fra 1998, som Anders Juhl fuldstændig har misset. Derrida fandt ikke forfatteren, som Juhl tror. Han opdagede derimod, at virkeligheden er til. At der under visse omstændigheder er en verden til forskel på, om en begivenhed i en fortælling har fundet sted, eller den er frit opfundet (som Knausgård også gør det i Min kamp).

I sommeren 1994 havde Derrida modtaget et brev fra Maurice Blanchot, dateret 20. juli, hvori det hed: »For 50 år siden kendte jeg den lykke næsten at blive henrettet ved skydning.« Det var dette brev, som blev et vendepunkt i Derridas opfattelse af, hvad der er indenfor og udenfor i en tekst.

I sin læsning af Blanchots »Mit dødsøjeblik«, hvor forfatteren i en tredjepersonsfortælling venter at blive skudt af en peloton tyske besættelsestropper, inddrog Derrida for første gang i sit liv en reference, nemlig Blanchots brev som et vidnesbyrd om »en unik, faktuel og uafviselig referent«, idet han identificerede fortællingen som »et på samme tid fiktivt og reelt vidnesbyrd«, der »kun kan skride frem ved at påberåbe sig virkelighed«.

Dette er, hvad autofiktion i sin kerne handler om. Alenlangt fra de ’navlepillende selvfremstillinger af trivielle ungpigeerfaringer’, der sidste sommer så parodisk blev identificeret med genren af Mette Høeg og redaktionen på Weekendavisen Bøger.

Autofiktion handler om, at der i forfatterens liv er indtruffet begivenheder, der lige så lidt lader sig omsætte til en modernistisk fiktion som til privat-biografisk erfaring.

Dette er for Anders Juhl Rasmussen tydeligvis et kors for tanken. Af en modernistisk kritiker kræves der 100 procent fiktion, for at den skal kunne kaldes kunst. Alt andet er virkelighed. Sådan også med hans forhold til Karl Ove Knausgårds Min kamp, der kort og godt afskaffes som roman. Anders Juhl er ikke øjeblik i tvivl. Det er ikke kunst. Det er selvbiografi. Pletvis fremragende, måske. Men selvbiografi.

En sådan dom har ingen gang på jorden. 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her