Læsetid: 7 min.

I Dresden ligger kimen til ekstremismen

Dresden er igen blevet en paradeplads for revanchisme, chauvinisme, fremmedfjendtlighed. ’Lykkeposen er åbnet igen,’ siger Tysklands mest anerkendte digter Durs Grünbein. Han har netop udgivet sine barndomserindringer om en tryg og sværmerisk barndom i det neurotiske land DDR
Pegida demonstration i Dresden.
28. maj 2016

Det sidste par år har Durs Grünbein boet med sin familie i Rom. Da han ankommer til interviewet på litteraturcafeen under S-banen på Savigny Platz i Berlin, er digteren med gråsprængt fuldskæg iført en dynevest over en sort sweater. Han har en motorcykelhjelm under armen, for han er kommet hertil på sin Vespa. Alla romana. Grünbein har frabedt sig en fotograf.

»Jeg er sikker på, at når man skulle interviewe David Bowie, så slæbte journalisten heller ikke bare en fotograf med. Det var noget, der blev lavet særskilt i ordentligt lys,« sagde han i telefonen. Apropos lys tænker jeg: Og hvorfor sætte sit eget under en skæppe?

Durs Grünbein skriver sædvanligvis svært tilgængelige og svært anerkendte digte. Hans netop udgivne barndomserindringer læste jeg i ét stræk. Årene i Zoo hedder de og handler om hans opvækst i 1960’erne og 1970’erne i en forstad til Dresden. Hvad er det egentlig for en bog, spørger jeg ham, da vi har skuttet os og fået serveret ingefærte.

»Bogen er et forsøg på at rekonstruere en barndom. Det lyder abstrakt, men erindring er ikke givet. Den må generobres. Den er også delvis en konstruktion og har med research at gøre. Erindringsarbejde findes, har jeg fundet ud af. Jeg har arbejdet på projektet i nogle år, forskellige dele opstod, og efterhånden overvejede jeg, hvordan jeg skulle få det til at hænge sammen. Det er blevet til en slags montage, som jeg kalder ’kalejdoskopisk prosa’. Den består af stykker, som man kan dreje og betragte på ny,« siger Grünbein.

Hans bog er sammensat af små fortællinger, legender, digte og sort-hvide fotografier. På forsiden står en lille dreng med hænderne i lommerne på sine korte bukser og læner sig op ad en hvid bil med sort tag. Grunbein flækker af grin, da jeg afslører, at når det kommer til biler, er der ingen huller i min uvidenhed. Jeg spørger, om det er en Trabant. »Nej! Det er en Ford Taunus! Eller noget i den stil. En onkel fra vest var på besøg, og jeg fik besked på at stille mig op ad hans flotte bil. Øst møder Vest,« siger han og tilføjer: »Fotografierne i bogen spiller en afgørende rolle, fordi man gennem disse billeder kommer ind i en anden tid. Lag opstår i erindringen. På et tidspunkt spurgte jeg mig selv: ’Hvorfor begyndte jeg egentlig at skrive? Måske kan jeg finde ud af, om der allerede i barndommen var elementer eller ansatser?’,« siger han.

Skriveriets maleri

I bogen er der en scene, hvor hovedpersonen sidder i sine forældres kirsebærtræ og kigger ind i nabolejligheden. Han studerer den så grundigt, at han kender hver en bog, og da han en dag bliver inviteret indenfor og får lov at låne en bog, ved han præcis, hvad han vil have. »Og det var ting, der kom til at have stor betydning for mig. Den mest betydningsfulde læseoplevelse var Novalis, tidlig romantik, først og fremmest på grund af billedreservoiret. Det greb mig fuldstændig, og en verden åbnede sig for mig. Billedlig tænken spiller en stor rolle for mig, og jeg tænker slet ikke over det, men forsøger at springe fra billede til billede, at knytte billederne sammen. Og dette skriveriets maleri, som er blevet til litteratur, hører også tilfældigvis sammen med dette steds situation,« siger Grünbein.

Haveforstaden Hellerau, hvor han voksede op i et lillebitte rækkehus, var indtil udbruddet af Første Verdenskrig en enklave, hvor europæiske kunstnere og kreative hoveder kom og gik. Folk som Franz Kafka og Rainer Maria Rilke.

»Jeg fik min første Kafka-tekst, da jeg var 17. Den prægede mig helt vildt. Han var forbudt i DDR, og den første tekstsamling var min helligdom. Det var usædvanligt, storartet. Først senere fandt jeg ud, at Kafka havde opholdt sig her, hvor jeg boede. Så når jeg som stor gymnasiast gik ud af havelågen med Kafka i tasken, vidste jeg, at Kafka var spadseret her forbi,« fortæller Grünbein.

Årene i Zoo er langt fra sædvanlige selvbiografiske kronologiske erindringsbøger. »Det ville aldrig have interesseret mig at skrive,« siger digteren. De voksne kaldte drengen Durs en drømmer, og drømme og traumer fletter sig ind i de mere reelle erindringer. På tysk og græsk hedder det næsten det samme: Traum og Traumata. »Hvad har været små traumer for mig? Chok? Oplevelseskerner? Nogle af temaerne har jeg allerede behandlet i mine digtsamlinger. Det her er i grunden en videreudvikling af dem,« siger han. Men det er ikke alt, man kan drømme sig til. Skønt han var enebarn, var der så lidt plads, at han aldrig havde sit eget værelse: »For ingen pris i verden kan man drømme sig tilbage til sit eget værelse, når man ikke havde noget,« skriver han.

Ved endt læsning er ens hoved fyldt med små oplivende episoder og mennesker, der i få streger står og lyser i den poetiske collage. Som f.eks. Grünbeins bedstefar, der var slagter. Han havde et efterhånden falmet blåt oksehoved tatoveret på overarmen, og når han kom hjem fra arbejde, satte han sig ved bordet i køkkenet og så fjernsyn. Som regel fodbold eller udsendelser om dyr i fangenskab.

»Bedstefar beklagede sig sjældent, men nogle gange viste han sit mishag ved repertoiret, der altid var det samme. ’Chimpanser igen i dag’, knurrede han så og så mig medsammensvoren i øjnene,« skriver Grünbein. Dyrene er et tilbagevendende tema, jævnfør bogens titel, og et liv i DDR var et liv bag tremmer. Som Grünbein lakonisk konstaterer:

»At dette lille, lukkede, neurotiske land havde en flåde, hører til disse års mange ubegribeligheder. Skibsbyggeriet hjalp til at bevare illusionen om et kosmopolitisk land. Og gav bedre pressebilleder.«

Nedbrændte asylhjem

Men en ting er Dresden i DDR. Noget andet er Dresden i dag. Et Dresden, der bestandig optræder i de udenlandske medier. Den fremmedfjendske Pegida-bevægelse (patriotiske europæere imod islamiseringen af aftenlandet) marcherer hver mandag, og delstaten Sachsen, hvor Dresden er hovedstad, tegner sig for en overproportional stor del af Tysklands samlede antal nedbrændte asylhjem. Hvorfor har noget, der var så vidunderligt som Dresden før Anden Verdenskrig, udviklet sig til noget så grimt?

»Den vigtigste dato i Dresdens nyere kulturhistorie er den 13. februar 1945. Hvor en stor del af den indre by blev ødelagt. (Af De Allieredes bomber, red.). Det blev andre byer som Köln og Hamborg også, men i Dresden er der flere faktorer. For det første mente alle i Tyskland, at Dresden ikke var i fare. Den stod på en eller anden allieret kulturliste, den kunne der ikke ske noget. Og så alligevel. Så skete det alligevel.

Det var et helt igennem målrettet bombardement, på krigens højdepunkt i slutningsfasen, hvor slaget skulle afgøres, og det var både strategisk og fuldkommen forståeligt,« siger Grünbein og understreger, at tyskerne ofte glemmer, at der gik frygtelige tyske bombardementer forud, hvor tyskerne for eksempel ødelagde Warszawa, Coventry og Rotterdam. »Men tabet af denne by bliver i den sachsiske dal til et traume.

Tager man for eksempel Köln: Byen blev også ødelagt, men meget hurtigt genopbygget i halvtredserne. Dertil kom det økonomiske mirakel. Köln er Dresdens diametrale modsætning. Köln bliver, naturligvis også gennem indvandrerne, der kom som gæstearbejdere dengang, til en multikulti-pol, en medieby, en kosmopolitisk by. Og så på den anden side Dresden. Den blev efter 1945 genopbygget på et tabstraume, og fantomsmerterne blev passet og plejet. Især hvert år den 13. februar til mindehøjtideligheden for bombardementet. Alt efter den politiske situation blev det instrumentaliseret på forskellig vis,« fortæller Durs Grünbein.

I DDR var den 13. februar 1945 først og fremmest en dato i Den Kolde Krig. Her sagde man: De angloamerikanske bombefly har ødelagt denne by. »Bombardementet blev fremstillet som uforskammet over for russerne, som rykkede frem fra den anden front og fandt en by i ruiner,« siger Grünbein.

Han fortæller, hvordan der efter 1989 opstod en periode med borgerligt engagement, hvor byens patrioter lagde sig i selen for at få noget af det tabte genopbygget. »I Dresden fandtes et borgerskab, der længe havde ventet på at gøre noget godt for byen. Men efterhånden blev mindedagen den 13. februar igen instrumentaliseret.

For hvert år blev det tydeligere og tydeligere en anledning til at fremstille et revanchistisk historiebillede. Og man havde enorme forsamlinger af nationalsocialister og højrepopulister fra hele Europa, som råbte ’Vi er offeret!’,« siger Grünbein og strammer sin stemme, da han udtaler det sidste. Han mener ikke, at det civile samfund har bekæmpet det i tide.

»De kom væltende fra alle Herrens lande, Polen, Danmark, overalt fra for at mindes de tysknationale tab, tabet af tysk kultur og så videre. Det eskalerede og var hvert år en slagmark med mange sårede. Og jeg mener, at kimen til Pegida ligger her. Hvorfor ellers Dresden? Hvorfor ikke et andet sted? Dresden er desværre igen blevet en paradeplads for revanchisme, chauvinisme, fremmedfjendtlighed. Lykkeposen er åbnet igen,« siger Durs Grünbein.

To dage senere på det italienske kulturinstitut i Berlin. Durs Grünbein har netop optrådt med digteren Anna Maria Carpi, der også er hans oversætter til italiensk. Efter seancen forstår jeg, hvorfor Grünbein tillod sig at være forfængelig forleden. En ung mandlig læser har taget en hel hylde bøger med, som skal signeres. En anden vil have en autograf på et fotografi af digteren i kjolesæt med den ham netop tildelte orden Pour le Mérite om halsen. Og en anden tredje vil have, at han sætter sit navn i en østersskal. Durs Grünbein sætter beredvilligt sit navn i og på det hele, omend han tøver lidt ved østersskallen. Hans fans går lykkelige derfra.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jørgen M. Mollerup
Jørgen M. Mollerup anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu