Baggrund
Læsetid: 7 min.

’Europa skal opgive sit ligestillingsmonopol’

Europa er ikke ene om kvindekampsfortællinger, ligestillingssejre eller stærke, spirende feministiske bevægelser. Et land som Tunesien er på vej – og har været det siden år 814 f.Kr., siger tuneser, feminist og menneskerettighedsaktivist Alaeddine Oueslati
Det Arabiske Forår er både det bedste og det værste, der er sket for Tunesien, mener Alaeddine Oueslati. Blandt andet ved mange flere mænd og kvinder nu, hvilke rettigheder de har. ’Det er et godt udgangspunkt for en endnu bredere og stærkere bevægelse,’ siger han.

Ulrik Hasemann

Kultur
25. maj 2016

Som den første kvinde nogensinde grundlagde den fønikiske prinsesse Elissa (som romerne senere døbte Dido) i år 814 f.Kr. kystbyen Karthago i det nordlige Tunesien. Hun var ifølge romersk og græsk mytologi verdens første kvindelige regent og herskede efter sigende med kløgt, overblik og autoritet over den nordlige region. Altså indtil Romerriget med vold og magt indtog, overtog og totaldestruerede byen.

I sorg begik Elissa selvmord. Men i dag er hun genopstået som et vigtigt symbol for den feministiske bevægelse i Tunesien, beretter tunesiske Alaeddine Oueslati. Han er feminist, menneskerettighedsaktivist og arbejder for Women Deliver Young Leaders Programme. Han er i København i forbindelse med den globale konference Women Deliver, der i sidste uge løb af stablen i Bella Center.

Alaeddine Oueslati er selv født i Karthago, og fortællingen om den fønikiske prinsesse har altid været nærværende i hans opvækst og dannelse. Elissa repræsenterer for Alaeddine Oueslati som for så mange andre tunesiske borgere og feminister visheden om, at kvinder er mænd lige – og at vi må genoprette de skævvredne og ulige samfund.

»Bevidstheden om, at en kvinde allerede har regeret i Tunesien, vækker stolthed – og en tro på, at det kan, bør og vil ske igen,« siger Alaeddine Oueslati.

At være feminist er for ham en borgerlig pligt. Det er en måde at tage ansvar for sin familie, sit lokalsamfund, sit land – og hele menneskeheden, ikke mindst. At kæmpe for ligestilling og menneskerettigheder er for Alaeddine Oueslati den mest åbenlyse måde at tage ansvar på.

»Og det er jeg langtfra den eneste tuneser, nordafrikaner eller muslim, der mener,« siger han og forklarer, hvordan Tunesien har en lang tradition for kvindekamp og feministisk aktivisme. En tradition, der ifølge Alaeddine Oueslati ofte overses eller ignoreres af Vesten og Europa.

»Mange vestlige tror, at ethvert muslimsk land pr. definition er kvindeundertrykkende og patriarkalsk. At der ikke findes feministiske bevægelser og aktivistiske traditioner, der ikke udelukkende er blevet importeret fra Europa, men faktisk opstået i landet selv,« siger Alaeddine Oueslati.

Der er ingen tvivl om, at det er lettere at være kvinde, homo- eller transseksuel i Europa – særligt i Skandinavien – end i Tunesien, Marokko eller ethvert andet land i MENA-regionen (Mellemøsten og Nordafrika). Men der er på få år sket en stor bevidsthedsændring i store dele af regionen – og især Tunesien er fremme i skoene i forhold til de her problematikker, understreger Alaeddine Oueslati:

»Men det er, som om mange europæere tror, at aktivisme og feminisme er europæiske opfindelser. Og at de kun kan udforme sig på nogle ganske bestemte, europæiske måder,« siger Alaeddine Oueslati. »Jo, Tunesien er på mange punkter stadig et patriarkalsk og konservativt samfund. Men der er sket – og sker stadig – utrolig mange ting, der peger i andre retninger. Og det oplever jeg i mit arbejde, at mange europæere har svært ved at forstå.«

Tunesiske landvindinger

Ifølge Alaeddine Oueslati peger en bred vifte af undersøgelser på, at Tunesien i dag er det mest ligestillede, liberale og antiislamistiske land i hele MENA-regionen. De tunesiske kvinder er langt bedre juridisk stillet end i mange andre lande i regionen, og de har en efterhånden ganske prominent plads i samfundslivet, kunsten, kulturen og vidensproduktionen, forklarer Alaeddine Oueslati.

Han fremhæver endnu en gang den magtfulde prinsesse Elissa og beskriver videre, hvordan den fri abort gik igennem i 1973 i Tunesien – altså samme år, som fri abort blev vedtaget i Danmark og USA – som for at påpege en indirekte sammenhæng.

»Hvad mange vestlige kritikere glemmer, så vedtog den tunesiske regering allerede i 1957 – året efter, landet opnåede selvstændighed fra den franske kolonimagt – en lang række love, der sikrede og forbedrede kvinders rettigheder,« fortæller Alaeddine Oueslati. Flerkoneri blev forbudt, kvinder fik stemmeret og mulighed for egenhændigt at søge skilsmisse. Der blev indført en mindstealder ved ægteskab sammen med kravet om samtykke fra begge parter. Og fra 1959 har det været muligt for kvinder at blive en del af embedsapparatet, få højtstående politiske poster samt søge om banklån og blive virksomhedsejere.

Fremskridtene er langtfra tilfredsstillende og vil altid komme for sent, tilføjer Alaeddine Oueslati. Men de vidner om, at Tunesien altså er nået længere, end store dele af den internationale samfund er bevidst om, mener han.

Men selv om den tunesiske forfatning ifølge Oueslati »officielt forkynder lighedsprincippet«, og den feministiske bevægelse har formået at hale store sejre i land, så trækker stærke konservative og islamistiske kræfter fortsat i den anden retning.

Feminister og islamister

Da den unge grønthandler Mohamed Bouazizi den 17. december 2010 i Tunis brændte sig selv ihjel i protest mod det tunesiske regime og de elendige levevilkår, blev linjerne mellem det tunesiske regime, den feministiske bevægelse og islamisterne for alvor trukket op. Som en steppebrand bredte oprørene sig til størstedelen af Nordafrika og blev til det, der siden hen blev døbt Det Arabiske Forår. I dag taler mange om, at oprørene slog fejl – at den feministiske bevægelse og menneskerettighedsaktivismen ikke slog til.

»Det er en fuldstændig ignorant forståelse af situationen – det er så meget mere komplekst end det,« siger Alaeddine Oueslati.

For feministerne og menneskerettighedsforkæmperne var som bekendt ikke alene på gaderne. Også ekstremisterne, islamisterne, misogynisterne og salafisterne kæmpede for mere indflydelse og større magt.

Selv mener Alaeddine Oueslati, at Det Arabiske Forår både er det bedste og det værste, der er sket for Tunesien: »Revolutionen var som en eksplosion, der blæste både det allergrimmeste og det allersmukkeste i vores kultur og samfund ud for fuld styrke i løbet af meget kort tid – og efterlod et massivt oprydningsarbejde.«

Et ignorant Europa

Alligevel er Alaeddine Oueslati overbevist om, at revolutionerne har skærpet bevidstheden om kvindekampen og den feministiske bevægelses nødvendighed på tværs af hele MENA-regionen. Den revolutionære larm nåede ud til regioner og landdistrikter, hvor man slet ikke kendte til begreber som feminisme og ligestilling:

»Før 2011 var mange kvinder og mænd ikke klar over, hvilke rettigheder de egentlig havde – og hvilke rettigheder regimet og patriarkatet dermed frarøvede dem. Det ved de nu – og det er et godt udgangspunkt for en endnu bredere og stærkere bevægelse,« mener han.

Det er oplysning, uddannelse og interkulturelle alliancer, der danner vejen til varige forbedringer, mener Alaeddine Oueslati: »Ingenting vil forandre sig, hvis vi sidder med hænderne i skødet. Men omvendt må vi være tålmodige, strategiske og grundige i vores arbejde herfra, hvis vi vil opnå varige forbedringer – på den rigtige måde.«

Og her er viden, solidaritet, interkulturel forståelse og erfaringsudveksling nødvendig. Og her har Europa et særligt ansvar – og en særlig opgave, lyder det: »Europa skal opgive sit ligestillingsmonopol.«

»Det har så længe været bekvemt for Europas selv- og verdensopfattelse at afskrive størstedelen af MENA-regionen som tilbagestående og uciviliseret. Som nogen, man ikke ville lege med. Alle de folkeslag, vores gigantiske region rummer, beskrives som patriarkalske, konservative og islamistiske arabere,« siger Alaeddine Oueslati.

Og den ignorante forestilling og fremstilling må der ifølge ham gøres op med, før vi kan komme videre:

»For den fremstilling graver kløfter. Og lige nu er det meget vigtigt, at der ikke graves flere eller dybere kløfter. Vi har i Tunesien – og i Nordafrika generelt – brug for en kulturel, social og humanitær udveksling med Europa – og med lande som Danmark, hvor ligestillingen har nået et niveau, vi stadig kun kan drømme om.«

Og så længe muslimske lande får mærkater som ’tilbagestående’, ’antidemokratiske’ eller ’ekstremistiske’, så skubbes de i den forkerte retning, mener Alaeddine Oueslati: »For ja, der er også stærke antidemokratiske kræfter på spil. Og derfor har vi – og I – der kæmper for ligestilling og frihed, brug for alliancer.«

Tænk på tværs

Der er altså stærkt brug for erfaringsudvekslinger og interkulturelle netværk inden for verdens feministiske bevægelser. Konferencer som Women Deliver 2016 er vigtige skridt på vejen, men også lokale initiativer som Talk Town, der i anledningen af den globale konference arrangerede en lang række arrangementer og debatter om køn, ligestilling og feminisme. Eksempelvis en paneldebat om civil aktivisme og feminisme i Nordafrika, hvor Alaeddine Oueslati deltog i selskab med to marokkanske feminister, Mouna Echemmakh og Nabila Jalal.

»Det er en ubestridelig kendsgerning, at Skandinavien er i front, når det gælder ligestilling. Så derfor har I også et ansvar for at se udad, interessere jer for ligestillingen verden over. Women Deliver og Talk Town er fremragende initiativer, men der skal stadig mere til.«

Lokale græsrodsorganisationer har en indsigt, der er afgørende for udviklingen og udvekslingerne – men de kan heller ikke bære opgaven alene. Der er brug for en række grundlæggende opgør med de simplificerende og stereotypiserende fremstillinger af muslimske lande, der fylder i Europas bevidsthed, mener Alaeddine Oueslati.

»Problemerne kan ikke løses igennem økonomisk bistand. Vi har brug for – og I har brug for – at vi tager hinanden alvorligt og får alvor går i dialog på tværs af regioner og religioner. Som et tunesisk ordspil lyder: ’Giv mig ikke en fisk. Lær mig at fiske’,« siger han og betoner, at det ikke alene er tuneserne eller samtlige muslimer, der skal lære at fiske og tænke anderledes – og den tanke bør europæerne snart vænne sig til.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Touhami Bennour

Oueslati´s beretning er interessant I disse tider, men det er ikke noget nyt. En ting der ikke skal tage fra Europeerer og Skandinavere specielt et "ligestillings´monopol" det er lige handelsbalance, hvis de taber den myte så taber også I handelsbalance ( og værdi). Det er ikke den sidste illusion mange Tunesere har. Selvfølgelig skal man som politiker sige positive idee om folkenessamvirke. Jeg tror bare ikke på det. Og selv den så kaldte "ligestilling", ikke alle I skandinavien er enige om. Jeg har et billed hængende I hjemme af Dronning Elyssa og talt meget om det men det hjalp ikke, En myte har det sådan at den skal forblive en myte. Lige nu er frygten for at den´kommer det "Oligarki system"til tunesien fra Europa.

Mihail Larsen

Ligestillingsmonopol?

Det er vist en omvendt orientalisme, hvor vi i den vestlige verden også skal gøres ansvarlige for, at vi vil 'monopolisere' ligestillingen.

Herefter følger en muligvis tunesisk specialitet, nemlig at lede med lys og lygter efter enkeltstående historiske tilfælde (uden varige konsekvenser) på, at Tunesien (Karthago) i virkeligheden er forud for vesten.

Det skal nok glæde de multikulturelle venner, der også har travlt med at nedgøre den europæiske kulturarv.

PS. Jeg har tidligere haft en lignende disput med Bennour, det forsøgte at bilde os ind, at Karthago under Hannibal havde antikkens mest demokratiske forfatning. Vrøvl fra enden til anden - men givetvis myter og illusioner, som nogen forsøger at få os til at hoppe med på.

JA - lad os fratage Europa "ligestillingsmonopolet". Det gør bedst ved at indføre ligestilling! Hvem skal stå for det? Europa? Nej, det skal naturligvis den tunesiske befolkning - og det gør den med garanti ikke ved ved at romantisere (meget specielle og på ingen måde repræsentative) antikke eksempler, og endnu mindre når man serverer dem i en mytologisk form, der ikke tåler historisk kildekritik. Tror de, vi er idioter?

I øvrigt er det noget vrøvl, at Dido var den første kvindelige hersker i antikken. Forud for hende gik flere egyptiske faraoner.

Mihail Larsen

Jeg har læst artiklen endnu engang

- og det bliver den ikke bedre af, tværtimod. Det strømmer igennem den, at det egentlige problem er 'vores' foragt for den muslimske verdens håndtering af ligestillingen. Det er naturligvis ikke muslimernes egen skyld.

Freud havde et præcist begreb for denne konsekvente og patologiske ansvarsforflygtigelse.

Den muslimske verden kommer aldrig på højde med oplysningens idealer, hvis den fortsætter med denne historisk forfalskede, mytologisk-romantiske omskrivning af virkeligheden og en (vilkårlig) bogstavtro læsning af ideologisk-religiøse skrifter.

Touhami Bennour

Mihail Larsen
Ouestlati menr Elyssa har funderet, grundlagt et land og ikke bare hun var herskerin.
I den discussion du referere til med mig, sagde jeg at Hannibal havde
et mål at gøre systemet mere demokratisk,han var leder til et demokratisk parti(sic) fandtes så noget dengang? og han vidste hvem står overfor: oligarker. Han tog nogle tiltag da han blev satschef(suffet) ex.: Indbetalinger af moms og andre skatter skal ske til statskassen tidligere var de oligarker bestemte det, hvad de giorde oligarker rasende. På et tidspunkt blev Kartago så rigt at Romerne ville anholde ham, han gik altså I exil og måtte kempe mod romerne der. Resten det du siger de er dine mening, du har ret til.

Touhami Bennour

Mihail Larsen.
Jeg glemt at svare dig på noget jeg har glemt. JEg sagde ikke Kartago havde den mest demokratisk forfatning. det har jeg aldrig sagt. Kartago var ifølge Aristoteles selv den bedste forfatning I verden men den var ikke demokratisk, den var en blanding af Oligarker element og demokratisk element,og også monarkisk elemnt, det var det , der giorde den I balance ifølge Aritoteles. Vi er 3-4 århunred Fkr. Mden Hannibal hørte til den demokratiske gruppe, den anden gruppe er oligarkiet.