Der er utrolig mange kvinder til filmfestivalen i Cannes. Det sted, hvor man ser dem mest, er i modemagasinerne på nettet, hvor tøjet på den røde løber kommenteres og analyseres.
Også inde i de mørke sale finder man kvinderne; de er oppe på lærredet. I maskinrummet er der stadig næsten kun mænd. Bag kameraet, bag ordene, bag billederne. Især i genimaskinrummet eksisterer der nærmest en lukket mandeklub, som det fremgår af listerne over de tyve film, der hvert år udtages til konkurrencen i Cannes.
Det går en lille smule bedre i år: Hele tre kvinder har instrueret en af de tyve film i hovedkonkurrencen: Maren Ade, Andrea Arnold og Nicole Garcia. Det er meget bedre end for eksempel i 2012, hvor der ikke var en eneste kvinde. Men kun en smule bedre end sidste år, hvor der var to.
En eneste gang i denne den mest prestigiøse filmfestivals historie har en kvinde vundet guldpalmerne. Det var, da Jane Campion vandt med Piano Lesson i 1993 og sendte en chokbølge gennem verden med sin sære fremstilling af kvindeligt begær.
Hvorfor er der så få kvinder? spørges der hvert år, og især spørges festivalens leder, Thierry Frémaux, som også hvert år svarer det samme: at der naturligvis udvælges de bedste film. Sådan er det på næsten alle ligestillingsområder: på grund af ’kvalitet’.
På alle områder har det vist sig, at vurderingen af ’kvalitet’ så alligevel afhænger af kønnet. Det særeste er måske, at det også foregår inden for videnskab, som en stor bevidst indsats på MIT viste midt i halvfemserne.
Her troede lederne heller ikke, at de diskriminerede, men deres egne videnskabelige metoder viste, at det var tilfældet. Og så gik man i gang med en bevidst indsats for at skaffe de kvindelige forskere lige så gode kår som de mandlige.
Hvad virksomhedsdirektører angår kan man statistisk påvise, at virksomheder med mange kvinder i ledende stillinger klarer sig bedre – og alligevel ledes virksomheder fortrinsvist af mænd.
Med symfoniorkestre har man stjerneeksemplet på kønsmæssig bias. Her ændredes kønsfordelingen drastisk, da man begyndte at lave auditions bag en skærm. Så nåede man lige pludselig op på at ansætte næsten lige så mange dygtige kvinder som mænd.
Hvordan kan man overhovedet opnå en tilsvarende forandring inden for filmbranchen?
Klump i halsen-effekten
Skal vi nu bedømme kvinderne bare på den røde løber, var der en lille hændelse i år. Julia Roberts skred nemlig for første gang op ad den, fordi Jodie Foster præsenterede sin nyeste film Money Maker (uden for konkurrence), hvor Julia Roberts – der i lang tid har været en af filmindustriens bedst betalte kvinder – spiller med.
Og så tog hun ved gud skoene af, Julia Roberts, og gik op ad den røde løber på bare tæer, dér i sin sorte gallakjole, som viste hendes guddommelige skikkelse helt perfekt.
Hvis historien om kvindefrigørelse var en hollywoodfilm, så var det her en af de scener, hvor man ville få en klump i halsen. Hvis det her var en film, og man først kom ind i den lige her, kan man selvfølgelig ikke forstå, hvorfor man skulle få en klump i halsen
. Hvis man ikke ved, hvad forskellen er på hollywoodfilm og en europæisk arthouse, som det hedder i jargonen, så er dette sådan set definitionen: ’klump i halsen’-oplevelser.
Det er Hollywood. I arthousefilm er der mere noget isnende på spil, hvor man er nødt til bagefter at gå hjem og græde over verdens tilstand. Eneste undtagelse er Lars von Trier, som brugte ’klump i halsen’-oplevelsen som metagreb i både Breaking the waves og Dancer in the dark.
På en måde kan man godt sige, at Julias bare fødder var et flop. Godt nok nævnte dem, som kommenterede til modemagasinerne på den røde løber, den lille feministhistorie: Sidste år var der enorm polemik over, hvorvidt kvinder måtte skride op ad den røde løber med flade sko på.
Måske var det bare et rygte, men anyway: Kvinder er sådan nogle, som skal gå op ad en rød løber i meget højhælede sko. Ligesom mange kvinder i repræsentative job i Frankrig er forpligtigede til at gå med høje hæle. Her udspillede Julia Roberts lidt den samme rolle, som da hun spillede stjernerollen som aktivisten Erin Brockovich.
Men historien er jo meget større. Julia Roberts var endelig i Cannes. Hun hører ellers til popkulturen i filmverdenen, men nu skulle hun omsider op ad selve trappen.
For Jodie Foster var det også en stor dag. Endnu en gang lykkedes det den 53-årige skuespiller og instruktør, der startede som barneskuespiller, at vise, hvor stor hun er blevet i filmbranchen. I den forstand var de begge, dér på trappen, med i en helt ny slags ’film’ – måske lavet af kvinder.
En omvendt Askepot
Og det er stort, hvad både Foster og Roberts har opnået. Det er nærmest mod alle odds i en branche, hvor de mænd, der sidder på pengekassen, nærmest kun tør satse på mænd. »De vælger en, som ligner dem selv,« forklarede Foster ved et arrangement om kvinder i film som resultatet af de seneste års voldsomme kritik.
Men det er ikke kun et økonomisk problem, at der er så få kvinder i film, forklarede Foster. Det har noget at gøre med, hvilke roller man overhovedet forestiller sig, at kvinder kan spille.
Både Jodie Foster og Julia Roberts har haft deres store gennembrud som prostituerede. På film altså. Jodie Foster som purung i Taxidriver. Julia Roberts med sin enorme succes i Pretty Woman. Det er en ret typisk rolle for en kvinde i en film skabt af mænd: Kvinden som prostitueret, der reddes af en mand. Meget mere typisk end at være karrierekvinde på en rød løber for eksempel.
Det er for at skabe nye forestillinger om kvinder, at der er brug for kvinder i film, forklarede Jodie Foster. Hun forklarede, hvordan alle de traumatiserede kvinder, hun har skullet spille på film, har været traumatiseret af samme årsag: voldtægt. »Av, det er nemt,« var Fosters kommentar til den temmelig begrænsede forestilling om kvinders bevæggrunde.
Eller som man måske kan sige det på dansk: Vi kører den ind med penis. »Det er sjældent, de for eksempel finder på, at det skyldes, at kvinden har haft et indviklet forhold til sin mor,« som Jodie Foster forklarede det.
Nå, anyway. Om tredive år skrider Julia Roberts barnebarn op ad den røde løber i Cannes. Hun spiller hovedrollen i en film af en kvindelig instruktør, modebladene er helt vilde med hende, for hun er lige så smuk, hun tager skoene af, og alle forstår hendes gestus – det omvendte af at løbe ned ad trappen og tabe en glassko.
Filmen handler om Julia og Jodies dage, dér omkring Cannes 2016. Bagefter er man nødt til at gå hjem og græde lidt.
