Læsetid: 5 min.

Hvad er et godt menneske?

Det har været et godt år på filmfestivalen i Cannes. Mange af filmene i hovedkonkurrencen har haft held med at sige noget vedkommende og meningsfyldt om mennesker, moral og jagten på et værdigt liv
En af de internationale kritikeres favoritter til at vinde Guldpalmen ved året filmfestival i Cannes er ’Toni Erdmann’, der handler om en far, der ved at forklæde sig og bruge aliaset Toni Erdmann forsøger at blive forsonet med sin datter.

Komplizen Film

21. maj 2016

Det er svært at forestille sig Nicolas Winding Refn vinde en af de helt store priser på filmfestivalen i Cannes i år. Mærkeligere ting er godt nok sket hernede, men hans nye film, The Neon Demon, som er med i hovedkonkurrencen, var tydeligvis ikke populær hos alle blandt pressen, da den blev vist torsdag aften.

Der var både buhråb og klapsalver efter filmen, som da også er en gådefuld affære og så umiskendeligt sin egen med en historie om fotomodellers desperate behov for skønhed og ungdom i Los Angeles.

Jeg forudser, at The Neon Demon godt kan dele en jury – til gengæld under jeg gerne filmens fotograf, Natasha Braier, en pris for de mageløse, stiliserede billeder. Om noget er den en audiovisuel oplevelse – også Cliff Martinez’ inciterende, elektroniske musik er i en klasse for sig – som man skal indtage med alle sanser.

Refns film stikker desuden meget ud i forhold til den øvrige hovedkonkurrence. The Neon Demon er en kold og kynisk film om kolde og kyniske mennesker, men den gennemgående tendens på årets festival er medmenneskelighed, moral og kampen for et godt og anstændigt liv – ikke på bekostning af andre, men som noget, man på sin vis gør sig fortjent til ved at være et ordentligt mensch.

Menneskeligt armod

Klart i erindringen står Ken Loachs I, Daniel Blake, et harmdirrende j’accuse rettet mod et britisk arbejdsløsheds- og bistandssystem, som ikke fungerer og ikke kan finde ud af at behandle mennesker på en respektfuld og værdig måde.

Det er en film, der lige så godt kunne foregå i Danmark – hvilket kun gør den endnu mere relevant og skræmmende – og så er den koproduceret af de dobbelte Guldpalme-vindere, belgiske Jean-Pierre og Luc Dardenne, som selv har en film med i hovedkonkurrencen, La fille inconnue (Den ukendte pige). I lighed med brødrenes tidligere værker diskuterer den de valg, vi mennesker indimellem stilles over for, og som gør os til dem, vi er.

Adèle Haenel spiller lægen Jenny, der en sen aften undlader at åbne døren til sin praksis. Dagen efter findes en ung, sort kvinde død ikke langt derfra – hun er blevet slået ihjel – og det viser sig, at det var hende, som ringede på aftenen før.

Hun har ikke nogen papirer på sig, og samtidig med at politiet efterforsker sagen, prøver en skyldplaget Jenny at finde ud af, hvem kvinden var. La fille inconnue bliver således en slags moralsk rejse rundt i et Belgien, der som Danmark er mærket af finanskrise, flygtningestrøm og åndeligt og menneskeligt armod.

Man priser sig lykkelig over, at der stadig findes humanistiske og politisk og socialt engagerede filmskabere som Loach og brødrene Dardenne, der tvinger alle os andre til at tænke over, hvordan vi opfører os over for hinanden, ikke mindst over for de svageste, dem uden stemme.

Mens jeg skriver disse ord, kan jeg i mit hoved igen høre demonstranterne, der forleden ’besatte’ Croisetten, råbe slagord og synge Internationale.

Mangeartet drøm

Politik, solidaritet og næstekærlighed kan antage mange former og størrelser, hvilket årets hovedkonkurrence i dén grad afspejler.

De tre amerikanske film, Andrea Arnolds American Honey, Jim Jarmuschs Paterson og Jeff Nichols Loving, er alle en slags intime familiekrøniker, som samtidig fortæller en meget større historie om USA og den mangeartede amerikanske drøm.

De er alle tre ganske vidunderlige og minder om, at amerikansk film er andet og mere end de blockbusters, der fylder så meget i de hjemlige biografer.

Læs også: Snapshots af Amerika

To neorealistiske rumænske film, Cristi Puius Sieranevada og Cristian Mungius Bacalaureat, har også sat sig spor i erindringen med stærke, personlige og spartanske historier fra et land, Rumænien, hvor 50 års kommunistisk diktatur stadig kaster lange skygger.

Nogle vælger at holde fast i religionen for at kunne se en mening med det hele, andre kæmper for ikke at gå på kompromis med deres idealer, men må sande, at det ikke kan lade sig gøre i et samfund, hvor ingen har lært at følge reglerne.

Vores handlinger definerer os, og lige meget hvor hårdt vi end prøver, bliver vi som mennesker korrumperet på grund af de beslutninger, vi hver dag tager i stort og småt (se også La fille inconnue).

Og favoritten er ...

Mest overvældet og overrasket er jeg blevet af fire film, som også teknisk og visuelt har haft meget at byde på.

Ud over Nicolas Winding Refns The Neon Demon er det sydkoreanske Park Chan-wooks betagende, originalt fortalte The Handmaiden, der handler om bedrag, kærlighed og sex i 1930’ernes japanskbesatte Korea; canadiske Xavier Dolans nærgående familiedrama, Juste la fin du monde (Det er bare verdens ende), der ligesom hans forrige film, Mommy, lægger publikum i følelsesmæssig benlås med suggestiv og ekspressiv brug af kamerabevægelser, lyd og musik; og franske Olivier Assayas’ Personal Shopper, der er noget så sjældent som en møguhyggelig spøgelsesfilm udstyret med et stort, bankende hjerte i skikkelse af en ung kvinde, Maureen (fantastisk spillet af Kristen Stewart), der sørger over sin tvillingebrors død.

Blandt de internationale kritikere, der er til filmfestival i Cannes, er den absolutte favorit til at vinde en Guldpalme tyske Maren Ades Toni Erdmann, der blev vist ganske tidligt på festivalen.

Det er bestemt også en god film om en far, der forsøger at blive forsonet med sin travle, voksne datter og tager både paryk, falske tænder og aliaset Toni Erdmann i brug. Blot er filmen med sine næsten tre timer efter min mening alt for lang til reelt at være en contender.

Et godt år

De to hovedrolleindehavere i Toni Erdmann, Peter Simonischek og Sandra Hüller, er gode og kunne godt fortjene at vinde en skuespilpalme.

Det samme kunne mange andre – det har været et sandt overflødighedshorn af gode skuespilpræstationer: Adam Driver og Golshifteh Farahani i Paterson, Elle Fanning i The Neon Demon, Ruth Negga og Joel Edgerton i Loving, Dave Johns og Hayley Squires i I, Daniel Blake og måske især debutanten Sasha Lane i American Honey. Hun er et naturtalent af de sjældne.

I skrivende stund mangler jeg stadig at se de tre sidste konkurrencefilm, men jeg tør nu godt at konkludere, at det har været et godt år i Cannes, ikke mindst for kvinderne, som ikke har fyldt meget bag kameraet, men som har haft langt de bedste roller i adskillige fremragende film.

Jeg er glad for, at jeg ikke sidder i juryen, som skal fordele priserne i morgen aften, men heldigvis for dem har de en håndfuld priser at gøre godt med – og har også lov til at opfinde en enkelt eller to nye til lejligheden. Det kan jo være, at det bliver nødvendigt.

The Neon Demon har dansk premiere den 8. juni. Mange af de øvrige er enten før eller under festivalen blevet købt af danske distributører og kommer i biografen i løbet af de kommende måneder.

Informations filmredaktør, Christian Monggaard, er i Cannes og skriver både i avisen, på information.dk og Twitter: @monggaard

www.festival-cannes.fr

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu