Læsetid 10 min.

»Hele min generations mødre var husmødre, skal de så ikke have nogen respekt?«

Det er de hjemmegående kvinders Danmarkshistorie, forfatteren Merete Pryds Helle ville beskrive med sin nye slægtsroman. For at vise dem respekt. Og det skulle være som en stor episk roman, selvom hun synes, romanen er overset, og tendensen hos kritikerne er at vægte lyrikken og de smalle bøger
Merete Pryds Helle troede, at hun ville skrive ’Folkets skønhed’ som autofiktion, men blev klar over, at hun måtte være fri til at blande alle mulige mennesker og historier sammen.

Merete Pryds Helle troede, at hun ville skrive ’Folkets skønhed’ som autofiktion, men blev klar over, at hun måtte være fri til at blande alle mulige mennesker og historier sammen.

Ulrik Hasemann
21. maj 2016

Merete Pryds Helles nye, store roman, Folkets skønhed, har som sin centrale figur pigen Marie. Vi følger Marie gennem hendes opvækst i et ludfattigt daglejerhjem på Langeland og videre i hendes voksenliv som fabriksarbejderske i København, hvor hun er blevet gift med den ingeniørstuderende Otto, til hun i 1960’erne bliver hjemmegående husmor med to døtre i et af de nye, moderne parcelhuskvarterer i forstæderne.

Maries opvækst er præget af vold, der spænder fra hyppige lussinger til grove seksuelle krænkelser og incest. Børneflokken vokser og vokser, moren slides ned, og de sjældne udbrud af kærlighed eller ømhed opfattes nærmest som pinlige.

Forlaget præsenterer romanen som en slægtskrønike, der bygger på Merete Pryds Helles egen slægt. Marie og Otto er bygget over Merete Pryds Helles egne forældre, og det giver et særligt dobbeltblik på læsningen: Er dette sandt, eller er det noget, forfatteren har fundet på?

Læs også

Spørgsmålet melder sig især, fordi romanen er fuld af bifigurer og sidehistorier, der tilsammen tegner tiden og miljøerne, så jeg spørger Merete Pryds Helle, hvor meget der er fiktion, og hvor meget virkelighed?

»Bogen er en fiktion, der er en masse fiktion i den,« svarer hun.

»Romanen er bygget på fortællinger, jeg har hørt, jeg har haft et helt lager af fortællinger at trække på, men jeg har plukket og kombineret dem med, hvad jeg selv har kunnet finde på, for at skabe den helhed, romanen er.«

Eftersom diskussionen om autofiktion og dobbeltkontrakter er oppe i tiden, spørger jeg Merete Pryds Helle, hvordan hun opfatter debatten. Man kan klart nok ikke kalde hendes bog autofiktion, men hun bruger virkeligt materiale, og det understreges, at det er hentet fra virkeligheden.

»Jeg har den indvending mod autofiktion, at den ofte glemmer forskydningerne i erindringen. Vi får ting til at passe sammen, som slet ikke fandt sted samtidig eller i den samme kontekst. Når jeg eksempelvis læser mine gamle kalendere, bliver jeg overrasket over at se, at hændelser, jeg har troet skete samtidig, slet ikke var det! Og omvendt også med den overraskende fornemmelse, ’Gud, skete de to ting samtidig?’«

»Faktisk havde jeg troet, at jeg ville skrive bogen som autofiktion, men jeg blev klar over, at det kunne jeg ikke, jeg måtte være fri til at blande alle mulige mennesker og historier sammen. Både dem fra min families historie, mine egne erfaringer og alle de historier, jeg har hørt gennem tiden. Jeg er sådan en, folk altid fortæller deres livshistorie, og jeg sidder stadig stille og lytter.«

Malkepige eller ej

Merete Pryds Helle opfatter ikke den biografiske baggrund for Folkets skønhed som en nyskabelse i sit forfatterskab. Hendes roman, Hej, menneske, var ligeledes baseret på egne erfaringer, bare om udgravninger i Jordan, siger hun. »Her var mange af personerne også virkelige, endda under deres eget navn.«

I Folkets skønhed er navnene opdigtede, men der er arbejdet meget med alle personerne i bogen, deres dybde og troværdighed, fortæller hun. Hun er begyndt på bogen mange gange, uden at kunne finde en form.

»Først havde jeg en forestilling om at være tro mod min families historie, jeg forestillede mig, at det var sådan, jeg kunne fange det almene. Indtil jeg skrev en klumme til Politiken om forskellen på min mors og mit eget liv: at hun som barn havde været malkepige, mens jeg i skrivende stund sad i Italien og vurderede, om en bøffelmozarella var frisk nok til min frokost. Det kom min mor for øre: ’Nogen har fortalt, du har skrevet, at jeg var malkekone,’ sagde hun. Jeg svarede, at jeg havde skrevet malkepige, hvortil hun replicerede, at det havde hun da aldrig været. ’Men det har du da sagt’, svarede jeg. ’Det er mit liv,’ insisterede hun, ’jeg ved, hvad der er sket!’«

»Der gik det op for mig, at vi aldrig kan få at vide, hvem der har ret. Ting sker, og de bliver fortalt igen og igen, de bliver til en historie, og så går der fyrre år, og jeg husker, hvad der er sket, sådan som jeg har opfattet det, og blander det med senere egne erfaringer, og genfortæller det. Sandheden kan jeg ikke fortælle, men jeg kan fortælle en god historie. Den erkendelse gav mig en enorm frihed! Min mor siger også i dag, jamen du må huske, at dine onkler elskede at fortælle de historier og gøre dem værre og værre, og der ligner jeg nok mine onkler meget. Jeg elskede også, når de sang de der afsindigt lange sømandsviser, som vi kunne udenad.«

»Romanen indeholder bestemt mange ting fra mit eget liv, følelser og oplevelser, som jeg så tildeler mine personer,« fortsætter hun. »Jeg foretrækker at se sådan på det, at en roman er en metaforisk sandhed, den skal udtrykke noget alment, for hvor tit er forholdet mellem virkelighed og fortælling én til én, det er det jo aldrig. For mig har en af grundene til at skrive bogen været, at de vilkår, min hovedperson Marie oplever som hjemmegående husmor i et nyt parcelhuskvarter, mere eller mindre gælder for halvdelen af Danmarks befolkning i den generation. I dag synes man, at det er udansk at være husmor, men det er jo udtryk for en ekstrem historieløshed! Den historie, jeg beskriver, er Danmarks historie, der er grunde til, at vi gør, som vi gør i dag. Hele min generations mødre var husmødre, skal de så ikke have nogen respekt?«

– Du skriver også om dine forældres sexliv, har det ikke været svært?

»Når jeg skriver om mine personers sexliv, er det jo ikke min mor og far, jeg ser for mig, det er Marie og Otto, og de er helt deres egne. Jeg ved ikke, hvordan mine forældres sexliv har været, men jeg ved hvordan Maries og Ottos var. Og mit eget. Det er nogle af de scener, der er allermest af mig selv i, erfaringer jeg umuligt kunne skrive på en anden måde. Jeg synes også, at vi skal huske, at den måde, vi taler om sex på i dag, forudsætter 1960’erne. Daglejere i 1930’erne, der sover mange sammen i ét soveværelse, dødtrætte og med en tilværelse, hvor det gælder om helst ikke at få flere børn, har ikke opfattet sexlivet som attraktivt, men selvfølgelig har de dyrket sex alligevel. Vi skal passe på med kun at se tingene ud fra vores eget perspektiv, man må kunne se dem ud fra andres også – også for at kunne forstå sig selv.«

– Men din mor skal læse bogen, hvordan tror du, hun vil have det med det?

»Dobbelt, tror jeg. Hun vil forhåbentlig være glad for at være blevet set, men hun vil også tænke, at ’nu tror de det og det om mig’. Men jeg håber, at hun vil kunne lide den. Jeg ved dog, at der vil være detaljer, hun ikke vil kunne lide, og at de vil overraske mig,« griner Merete Pryds Helle. »Ligesom med malkepigen. Det overraskede mig.«

Grumme historier

Nu ved jeg fra Merete Pryds Helles tidligere forfatterskab, at hun kan være fuld af skæve, groteske og grumme historier, og når man læser Folkets skønhed, kan man ikke lade være med at tænke, at denne her historie kunne typisk være sådan noget, som Merete Pryds Helle selv ville finde på, og så spørger man sig, om det virkelig er sket. '

Eksempelvis har hun en historie om en mongolpige, der bliver gravid, og det går helt forfærdeligt! Den er så grum, så man ikke kan lade være med at spekulere på, om den er sand?

»Hele historien om mongolpigen Bitten er bygget op af forskellige historier, delene er rigtige nok, men de har ikke alle været placeret på det samme menneske,« forklarer hun.

»Jeg gik selv i børnehave med en mongol, som vi kaldte det dengang, og jeg var så bange for hende, for hun elskede mig alt for voldsomt, som Bitten elsker Marie for voldsomt. Mange af de børn blev tidligere behandlet uden megen forståelse. Og selv i dag er deres seksualitet en udfordring, det ligger i luften, at det ikke er så smart, at de får børn. Men i dag kan man give pigerne p-piller, det kunne man ikke dengang.«

En undervurderet genre

En anden af Merete Pryds Helles hensigter med Folkets skønhed har været at slå et slag for romanen.

»Jeg synes at romanen som litterært udtryk er overset. Det er overset, hvor svært det er,« understreger hun. »Der er en tendens til at opvurdere lyrik og små, smalle bøger, der vægter stilen og formen, det er, som om en ’fransk’ tradition er højt værdsat blandt danske kritikere, mens de til gengæld ser lidt ned på romanen i den brede, angelsaksiske tradition. Som om, det var nemt at skrive en episk roman, og det er det i hvert fald ikke! Man skal hugge en hæl og klippe en tå, og sandheden ryger ud med badevandet – men til gengæld til fordel for en mere almen sandhed ...«

Merete Pryds Helle fortæller, at hun har undervist på mange skrivekurser, hvor deltagernes formål var det stik modsatte: at skrive deres helt egne, unikke erindringer til privat brug, uden interesse for de almene perspektiver. Mens hun, da hun begyndte på bogen, selv havde en målsætning om at skrive, hvad der virkelig var sket, fordi hun forestillede sig, at det var sådan, hun kunne fange det almene.

– Du har ikke skrevet om, hvad dine forældres historie har betydet for dig selv?

»Det er klart, at man tænker over, hvad den har betydet for en selv. Jeg har tænkt meget over, hvad den har betydet for min egen moral, for de værdier, der har gjort mig til den, jeg er.«

Merete Pryds Helle tøver et øjeblik og fortsætter så:

»Eksempelvis havde jeg aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive skilt. Jeg havde en indgroet forestilling om, at livet selvfølgelig ikke er nemt, men at man bliver ved uanset hvad, at modstand er noget, man overvinder. Den har siddet dybt. Jeg har følt det som et nederlag, at jeg gav op. Men så har jeg på den anden side tænkt, at jeg jo er en moderne kvinde, og nu synes jeg, det er sjovt at komme så meget på afstand af sig selv, at jeg kan se de mønstre, der har styret mig. Den moral, man ikke selv har tænkt over dybden af.«

Computere og levende køer

Også arbejdsmoralen er en del af hendes bagage, men den ser hun nu overalt omkring sig, siger hun.

»Jeg holder en del foredrag, og derfor kører jeg tit på 1.-klasse, og det slår aldrig fejl, at alle i samme øjeblik de har sat sig, tager deres computere frem og begynder at arbejde. Vi har ikke længere fysisk arbejde i det omfang, min forældres generation havde, nu er det fysiske henlagt til efter arbejdstid, hvor folk løber og cykler, men også dér drøner de rundt. Jeg spekulerer på, om vi er blevet ’underhalet’ af den gamle arbejdsmoral, at man død og kritte skal arbejde, til man er færdig, frem for at holde fri. Som om vores arbejde stadig drejede sig om levende køer, der skal fodres og malkes.«

»Jeg spekulerer på, hvorfor så mange i dag får stress. Er vi blevet færre? Bliver der arbejdet mere? Jeg tænker nogle gange, at DSB roligt kunne skrive Arbeit macht frei over indgangsdørene til intercitytoget!«

»Vi realiserer i højere grad os selv gennem vores arbejde. Dengang alle kvinder var husmødre, vurderede man i mindre grad mennesker i forhold til deres arbejde. Min far var ingeniør, han fik efterhånden høje stillinger, men alligevel arbejdede han kun fra klokken 8 til 16 – og derefter havde han fri. Han havde ingen computer, han kunne i stedet bygge på vores hus og lege med os, når han kom hjem. Menneskenes identitet på stikvejen, hvor vi boede, var også defineret af andet end arbejde. Der var en, der dyrkede foreningslivet, en der dansede folkedans, min far byggede osv.«

– Men Maries historie er vel en trist historie, hun får ikke glæde af at vokse ind i velfærdssamfundet i parcelhuskvarteret?

»Den er ikke trist, den er den almene kvindehistorie i hendes generation. Der er en del kvinder, der på det seneste har skrevet deres erindringer, eksempelvis Gretelise Holm og Elisabeth Møller Jensen, men de er omkring ti år yngre, og de bryder ud af deres miljø. De almindelige kvinder sætter sig ikke ned og skriver deres historie, men det er det, jeg har gjort. Det kan ikke passe, at det kun er de frigjorte kvinders historie, vi skal kende. Mange har ikke været emanciperede, men hjemmegående med små børn, og har ikke haft ret megen kontakt til kvinderne i de andre parceller, og hvor sjovt er det lige, når man kommer fra et samfund, hvor man på godt og ondt levede tæt sammen og havde noget at gøre hele tiden?«

»Livet er altid på godt og ondt, det er komplekst, man betaler altid en pris, der er aldrig noget, der bare er lykkeligt, selv om man måske har kæmpet hårdt for at få det, man drømmer om. Når man får det, man drømmer om, dukker problemerne op og bider en i haserne. Også for den generation, der fik det, den drømte om.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Maj-Britt Kent Hansen
    Maj-Britt Kent Hansen
  • Brugerbillede for Steffen Gliese
    Steffen Gliese
Maj-Britt Kent Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu