Læsetid: 10 min.

»Hele min generations mødre var husmødre, skal de så ikke have nogen respekt?«

Det er de hjemmegående kvinders Danmarkshistorie, forfatteren Merete Pryds Helle ville beskrive med sin nye slægtsroman. For at vise dem respekt. Og det skulle være som en stor episk roman, selvom hun synes, romanen er overset, og tendensen hos kritikerne er at vægte lyrikken og de smalle bøger
Merete Pryds Helle troede, at hun ville skrive ’Folkets skønhed’ som autofiktion, men blev klar over, at hun måtte være fri til at blande alle mulige mennesker og historier sammen.

Ulrik Hasemann

21. maj 2016

Merete Pryds Helles nye, store roman, Folkets skønhed, har som sin centrale figur pigen Marie. Vi følger Marie gennem hendes opvækst i et ludfattigt daglejerhjem på Langeland og videre i hendes voksenliv som fabriksarbejderske i København, hvor hun er blevet gift med den ingeniørstuderende Otto, til hun i 1960’erne bliver hjemmegående husmor med to døtre i et af de nye, moderne parcelhuskvarterer i forstæderne.

Maries opvækst er præget af vold, der spænder fra hyppige lussinger til grove seksuelle krænkelser og incest. Børneflokken vokser og vokser, moren slides ned, og de sjældne udbrud af kærlighed eller ømhed opfattes nærmest som pinlige.

Forlaget præsenterer romanen som en slægtskrønike, der bygger på Merete Pryds Helles egen slægt. Marie og Otto er bygget over Merete Pryds Helles egne forældre, og det giver et særligt dobbeltblik på læsningen: Er dette sandt, eller er det noget, forfatteren har fundet på?

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Se om du er enig…

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
  • Steffen Gliese
Maj-Britt Kent Hansen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu