Læsetid: 3 min.

Himlen over provinsen

Det er ikke kun i København, at Michelin-stjernerne funkler på restauranthimlen. Langt om længe er hele landet med i årets guide – men inspektørerne er slet ikke kommet godt nok rundt, fortæller to madkendere
Michelin-kok og medejer af restaurant Frederikshøj i Aarhus, Wassim Hallal, i sit rette element.

Hans Christian Jacobsen/Ritzau scanpix

20. maj 2016

»Jeg tror, der er flere grunde til, at Michelin-inspektørerne langt om længe er kommet ud i landet,« fortæller Mikkel Bækgaard, madskribent og madblogger på mikkelsmadblog.dk.

»Først og fremmest fornemmer de nok en interesse og et marked for det, og så har det tårnhøje gastronomiske niveau i København smittet af på resten af landet – og ikke bare Aarhus, der også var med i guiden sidste år.«

En af årsagerne til interessen for provinsen er måske derudover, at Michelin-guiden er blevet en nordisk guide, fortæller Mikkel Bækgaard:

»Der var simpelthen restauranter i den svenske provins, der var umulige at komme uden om som Fäviken og Daniel Berlin Krog. Men branchen har da undret sig over, at det har taget så lang tid at komme uden for København, også selvom det jo er sygeligt dyrt for Michelin at sende inspektører rundt til alle afkroge af landet.«

»Der har længe været gode restauranter uden for hovedstaden, men der har altså været længere imellem snapsene, når man sammenligner med for eksempel Frankrig og Italien,« siger Mikkel Bækgaard.

En stjerne for lidt

Det er et andet madøre, Mikkel Krogh, der er redaktør for madsitet smag-aarhus.dk, enig i.

»På den aarhusianske madscene er der sket ufatteligt meget de seneste fem år, og det er helt sikkert fortjent med tre Michelin-stjerner,« mener Mikkel Krogh og siger om de tre restauranter:

»René Mammen, der både er køkkenchef og ejer af Substans sammen med sin kone Louise, har holdt et superstabilt niveau igennem mange år, og den nystartede Gastromé kører et landkøkken i Midtbyen på gourmetniveau med virkeligt høje ambitioner og skøn indretning. Det eneste, man kan indvende overfor inspektørerne er, at Wassim Hallals Frederikshøj nok skulle have haft en stjerne mere – især når man sammenligner med niveauet i København. Frederikshøj er ganske enkelt fantastisk.«

Mikkel Krogh fremhæver også Bib Gourmand-restauranten Hærværk som »gastronomisk rock’n’roll«:

»De har et kompromisløst fokus på lokale råvarer og en dag-til-dag-menu, der afhænger fuldstændigt af, hvilke varer de får ind. Og så bliver der ikke fedtet for gæsterne; da jeg spiste der sidst og bad om brød til, var beskeden simpelthen ’Vi serverer ikke brød til den ret’,« griner Mikkel Krogh.

De uopdagede

Ud over København og Aarhus er der en koncentration af gode, uopdagede restauranter på Bornholm og i Sydvestjylland, fortæller Mikkel Bækgaard.

»Ud over de restauranter, der er nævnt i Michelin-guiden, er der nok 7-8 rigtig gode restauranter på Bornholm og 5-7 i Sydvestjylland, som ikke alle er på Michelin-niveau, men som er rigtig gode oplevelser til rigtig gode penge, for prisniveauet er et helt andet end i København,« siger han og anbefaler Christianshøjkroen, Nymindegab Kro og Treetop som steder, der måske er blevet overset i årets guide.

I Aarhus mener Mikkel Krogh, at de nye topsteder har fået byens andre restauranter til at hæve ambitionsniveauet gevaldigt:

»Det har gjort, at især mellemniveauet, bistrosegmentet, er blevet virkelig højt; det er her, Aarhus rigtig skinner lige nu. Og når niveauet stiger så mærkbart på så relativt kort tid, er det måske ikke så mærkeligt, at Michelin-inspektørerne også er begyndt at kigge til Aarhus,« siger Mikkel Krogh. Han anbefaler besøg på Koch og ET – begge steder drevet af erfarne kræfter på et meget højt niveau, men som stadig ikke rigtigt er blevet opdaget nationalt.

Christianshøjkroen

Aakirkeby. »Christianshøjkroen ligger midt i Almindingen på Bornholm i et gammelt skovløberhus og byder på jordnær mad til overkommelige penge på Bib Gourmand-niveau,« siger Mikkel Bækgaard om én af de mange rigtig gode spisesteder på øen.

christianshojkroen.dk

Koch

Aarhus. »Brødrene på Restaurant Koch skulle 100% have haft en stjerne,« siger Mikkel Krogh. »De driver et eklektisk køkken, hvor de blander asiatiske smagsnuancer med sønderjyske egnsretter og franskinspireret bistrostil. Det er fuldstændigt uforligneligt.«

brodrenekoch.dk

Treetop

Vejle. »Treetop på Munkebjerg Hotel i Vejle er et absolut must. Den columbianskfødte chefkok Bryan Francisco blander latinamerikanske, nordiske og asiatiske smage, og niveauet er tårnhøjt,« fortæller en begejstret Mikkel Bækgaard om den fremadstormende hotelrestaurant.

tree-top.dk

ET

Aarhus»Restaurant ET har et knivskarpt klassisk fransk bistrokøkken med tatar, snegle og et vinkort på ustyrligt mange sider. Her er hvide duge på bordet og godt håndværk i køkkenet, der burde være belønnet med en Bib Gourmand,« mener Mikkel Krogh.

restaurant-et.dk

Nymindegab Kro

Nørre Nebel. »Nymindegab Kro, der ligger tæt på bunden af Ringkøbing fjord, byder på nordisk mad med asiatiske og andre eksotiske toner,« fortæller Mikkel Bækgaard om den White Guide-omtalte kro, hvor man også kan overnatte.

nymindegabkro.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu