Læsetid: 16 min.

’Hvem synes du skal dø til slut?’

’Det er irrelevant, om det bliver godt eller dårligt, det bliver, hvad det bliver,’ siger Nicolas Winding Refn, der lige straks er Cannes-aktuel med sin nye film, gyseren ’The Neon Demon’. For et år siden var Informations filmredaktør som eneste danske journalist med på optagelserne af den engelsksprogede film i Los Angeles, en by, hvis historie og mytologi betyder meget for Refn
Hovedrolleindehaver i ’The Neon Demon’, Elle Fanning, fortæller, at hun blandt andet sagde ja til rollen, fordi filmen vender vrangen ud på traditionelle kønsroller.

Gunther Campine

6. maj 2016

»Let’s go! Come on, motherfuckers. We have lunch coming up.« Nicolas Winding Refn klapper og prøver at holde energiniveauet og energien oppe hos de mange filmfolk, der omgiver ham og er ved at gøre klar til optagelse.

Han går rundt med en espresso i hånden og diskuterer alternative skudvinkler med sin fotograf Natasha Braier i Silver Lake, der ligger nogle få kilometer fra Hollywood.

»Har vi brugt denne gang?« spørger han, inden han vender tilbage til sin plads bag en videoskærm. Kameraet skal som en person bevæge sig ned ad en lang korridor med blågrønne vægge og vinduer på den ene side og spejldøre på den anden, ind i værelset for enden og så vende sig mod et spejl, der hænger på væggen.

Refn tager sin iPhone frem, tænder for et stykke musik og siger til kameraoperatøren, at hun skal lytte til musikken – det slår en tone og en rytme an.

Som en anden dirigent tæller instruktøren for og sætter så sit filmorkester i gang. Da den første optagelse er i kassen, bliver han spurgt, om han vil se den på sin skærm.

»Nej. Men jeg kan lide det, jeg ser,« siger han.

»Smukt, venner. Jeg kan godt lide det, men en smule hurtigere. Elle Fanning er ikke en snegl.«

Han forlanger energi og koncentration, tænder igen for musikken og sætter en optagelse mere i gang.

»All right, motherfuckers, lad os sørge for, at det her bliver den rigtige.«

Omgivet af kvinder

Jeg er i Los Angeles, nærmere bestemt bydelen Silver Lake. Her er 44-årige Nicolas Winding Refn ved at optage en række nøglescener til sin nye film, The Neon Demon, en danskproduceret gyserfilm, der foregår i og omkring Los Angeles, er på engelsk, koster ca. syv mio. dollar (46 mio. kroner) og har en række kendte amerikanske skuespillere i hovedrollerne, blandt andre blot 17-årige Elle Fanning, Jena Malone, Christina Hendricks og Keanu Reeves.

På forhånd er det ikke meget, jeg ved om The Neon Demon, og jeg får heller ikke lov til at læse et manuskript, idet Refn og Lene Børglum, hans producent og partner i produktionsselskabet Space Rocket Nation, foretrækker at holde kortene tæt ind til kroppen.

Nicolas Winding Refn forklarer, at han er meget specifik i sin instruktion af skuespiller Elle Fanning, fordi han i hovedet allerede er begyndt med klippearbejdet.

Gunther Campine

Inden jeg ankommer til optagelserne i Silver Lake, får jeg således blot tilsendt den korte beskrivelse af handlingen, som allerede er blevet offentliggjort: »Da den aspirerende model Jesse flytter til Los Angeles, bliver hendes ungdom og vitalitet fortæret af en gruppe kvinder, der er besat af skønhed og vil tage alle tænkelige midler i brug for at få, hvad hun har.«

Men filmen har også ændret sig meget, siden Refn første gang begyndte at skrive på manuskriptet. Det fortæller han, da vi under frokosten får mulighed for at tale sammen.

»Jeg solgte den som en teenagegyser. Det var klogt af mig. Den slags har jeg altid været god til.«

Han smiler skævt.

»At det så ender med at være noget andet … nu har jeg arbejdet sammen med de samme investorer (der er danske, franske og amerikanske penge i filmen, red.) og distributører i forholdsvis lang tid, så jeg tror, at der er en forståelse for, at tingene ændrer sig. Det eneste, det handler om, er, at de mennesker ikke taber penge. Så er man inde i den sikre zone. Så jeg tænker over, om den nu også er kommerciel nok.«

Jeg spørger, hvad filmen ellers handler om, men får ikke ligefrem et klart svar fra instruktøren.

»Der sidder en ung, pæn Elle Fanning lige bag dig, og det forklarer jo meget af, hvad filmen handler om,« siger han skælmsk. »Jeg er omgivet af kvinder. Jeg har kun døtre, det er kun kvinder, der arbejder med mig. Lene og min assistent herovre, Rachel. Jeg er omgivet af kvinder, og det foretrækker jeg også. Og det har haft en betydning. Det er så meget mere interessant end at arbejde sammen med mænd. Det er mere nuanceret i mine øjne. De tænker anderledes, og det er det, jeg godt kan lide. Jeg kan godt lide det feminine. Jeg er jo ikke specielt maskulin.«

Store tænder

I de to dage, jeg er med på optagelserne af The Neon Demon, får jeg lov til at gå rundt i det store hus – det er vel ret beset et palæ – som jeg har lyst til. Det er lidt af en oplevelse. Huset, der blev bygget i 1920’erne af en stumfilmstjerne og en oliearving, er holdt i spansk haciendastil og ligger på en stor, parklignende grund på toppen af en bakke.

Da det blev bygget, var det det eneste hus på bakken, nu er det omgivet af andre huse, men udsigten ud over Los Angeles er stadig fantastisk, ikke mindst om aftenen, når lysene i Downtown tændes. Det er også en af de væsentligste grunde til, at huset blev valgt – Refn skal bruge udsigten i en scene.

»Det er det største hus i området,« siger Carsten Sparwath, filmens danske line producer. Det udlejes ofte til film- og tv-optagelser, men det er meget restriktivt at bruge. Man må ikke sidde ned på møblerne eller spise eller drikke i huset. Der er lagt beskyttende tæpper på alle gulvene, og døre, karme og vægge er pakket ind i bølgepap, så man ikke kommer til at lave mærker på dem. Det er et særligt firma, der står for den slags, og de går hele tiden rundt i huset og flytter ’indpakningen’ alt efter, hvor filmholdet befinder sig.

Huset, der er i to etager, er bygget i en hesteskoform omkring en gård med en pool, som spiller en vigtig rolle i The Neon Demon. I midten af huset ligger en stor balsal med højt til loftet, og overalt synes der at være trapper og små og store korridorer og værelser, man kan fare vild i.

Her er orientalsk udseende sofaer, skabe og borde, mere klassiske antikviteter, marmorstatuer og udstoppede dyr, blandt andet en zebra, en gepard, en ulv og en opsigtsvækkende, to meter høj isbjørn, der står på to ben og ser drabelig ud med åben mund og udsigt til nogle store tænder.

Jeg er ikke den eneste, der fascineret går rundt og tager billeder med sin telefon.

Begge ender af spektrummet

Der er en ganske særlig, eksotisk og drømmeagtig stemning i det store hus. Væggene er holdt i mørke blå, grønne, lilla og røde nuancer, og det er ikke svært at forestille sig The Neon Demon blive en af den slags smukke, metafysiske og voldsomme oplevelser, Nicolas Winding Refn har serveret for publikum i de fleste af sine film siden Pusher-trilogien: Fra Fear X, Valhalla Rising og Bronson til Drive og Only God Forgives.

Især de to sidste synes at være en slags mentale og æstetiske slægtninge til den nye film, der også er en drilsk og særegen leg med genrer og konventioner.

»Silver Lake er meget det gamle Hollywood,« siger Refn om valget af huset på bakken og kvarteret, hvor stumfilmstjernerne slog sig ned for 100 år siden. Den mytologiske filmby og dens rige historie er et af de fundamenter, The Neon Demon hviler på. Som instruktøren siger, så stammer en betydelig del af vores kulturelle bagage fra Hollywood.

»Only God Forgives og The Neon Demon er flettet meget ind i hinanden. Det er begge projekter, jeg har arbejdet på i nogen tid, og som har ændret sig fra deres udgangspunkt. Den ene er lavet i Bangkok, den anden i Los Angeles. At lave film i Bangkok er som at rejse ud i rummet, fordi det er så anderledes end der, hvor man kommer fra. At komme tilbage til Los Angeles og lave den her er det diametralt modsatte. Jeg prøver begge ender af spektrummet. Det gælder hele stilen, og hvordan de er sat sammen og udtænkt og konditionerne for begge film. Der er en symmetri imellem dem.«

Han holder en pause og begynder så at tale om sin gode ven og mentor, den 87-årige chilenske forfatter, filminstruktør og mystiker Alejandro Jodorowsky, der personligt og professionelt betyder meget for danskeren.

»Jeg bruger Jodorowsky helt vildt meget for tiden, f.eks. til tarotlæsning. Næsten hver anden weekend taler jeg med ham og spørger ind til ting omkring filmen. Vi har gået gennem det sammen, og jeg har brugt ham på både Only God Forgives og The Neon Demon. Alt det underbevidste, der går gennem begge film, er blevet meget mere fremtrædende i historien.«

Besat af billeder

Det er stadig ikke helt nemt at blive klog på, hvad The Neon Demon er for en størrelse, så da jeg får mulighed for at tale med Elle Fanning, spørger jeg hende, hvad filmen handler om.

»Jeg spiller Jesse, der kommer fra en lille by til Los Angeles, og det er meget anderledes, end hvor hun kommer fra,« siger hun, da vi sidder i det, der må være portnerboligen, og hvor hun og Jena Malone holder til mellem de enkelte scener.

»Hun kommer med en drøm om at gøre karriere i modelverdenen, og det begynder at sætte sig spor hos hende. Til at begynde med er hun indbegrebet af alt rent og uskyldigt, og hun er så sød. Men hun er hele tiden omgærdet af en vis mystik. Som Nic forklarer det, så bliver de her personer nærmest smidt ind i historien. Det bliver ikke forklaret, hvor de kommer fra. De har ikke den store historie med sig, de ankommer bare, og så går eventyret i gang. Det er i høj grad sådan, Jesses fortælling udspiller sig. Nic og jeg ser på hende som både en velsignelse og en forbandelse. For mange mennesker er hun en slags antigift, men for andre er hun ret giftig – også for sig selv. Der er mange lag i hende. Det ville være så nemt at gøre hende til offeret hele tiden, men det er hun i den grad ikke.«

Elle Fanning fortæller, at hun sagde ja til at være med i The Neon Demon, fordi hun er glad for Drive, og fordi manuskriptet er skørt og anderledes. F.eks. vendes vrangen ud på traditionelle mande- og kvinderoller: »Det handler om pigerne, og drengene, mændene, i filmen, er ligesom pigekærester plejer at være i andre film, krævende. Rollerne er byttet om, og det er ret fedt.«

Jena Malone beskriver sin rolle i The Neon Demon, Ruby, som Jesses modstykke og både en almoderlig skikkelse og lidt af et rovdyr. I en pause fortæller hun om nogle af filmens temaer omkring skønhed og uskyld og Los Angeles’ særlige form for vampyrisme.

»Et af et af de mest overvældende og blændede aspekter af Los Angeles er kvinderne, og hvordan kvinder bliver behandlet, opnår magt og kæmper imod hinanden, for skønhed og positionering og sikkerhed, fordi det hviler på så ulige et underlag. Det hele handler om billeder. Hollywood er besat af billeder, og det er virkelig interessant, at denne film foregår i L.A. og modelverdenen. Det er en meget ung industri, men Nicolas ser byen udefra, og han evner at nå dybere ned i historien og byens mytologi, fordi han leger med en verden, som så mange mennesker kender.«

En slags dans med koreografi

»Ruby, Ruby.«

Elle Fannings Jesse bevæger sig ned ad den blågrønne gang med kameraet i hælene og kalder på Ruby, men får ikke noget svar, og da hun træder ind i værelset for enden af gangen, er Ruby der heller ikke som forventet.

»Forestil dig, at du kommer ind i værelset. Du er forventningsfuld og spændt, og så er det tomt, hvilket er virkelig mærkeligt.«

Nicolas Winding Refn nærmest styrer Fanning i scenen, hvor et sentimentalt stykke italiensk pop hentet fra Brian De Palmas Dressed to Kill spiller i baggrunden.

»Du går ind i værelset, og hun er væk. Hvad fanden! Bliv ved med at gå. Du får øje på spejlet. Du går forbi tigeren (det er faktisk en gepard, red.), og nu når du frem til sove- værelset, og det er også tomt. Du bliver ved med at gå. Du ser spejlet. Du ser geparden. Du forventer at se hende i soveværelset, men så er det tomt.«

Refn fortæller, at han klipper filmen i hovedet, og derfor er han så detaljeret i sin instruktion af Fanning.

»Det handler om, hvad jeg godt kunne tænke mig at se. Mat Newman sidder hjemme i mit poolhus og klipper filmen, så jeg skal have en meget klar fornemmelse af, hvad jeg vil have. Jeg har ikke tid til at dække mig ind ved at optage alle mulige forskellige vinkler. Ikke på den måde, vi arbejder, og med den æstetik. Det tager tid at gøre klar til de her scener, så det skal være meget specifikt.«

I den forbindelse spiller også musikken en afgørende rolle, forklarer han.

»Det påvirker Elle med det samme. Det er noget helt andet at blive følelsesmæssigt berørt under optagelsen af en scene end at sige, ’nu tager vi den igen’ i total stilhed. Jeg har spillet musik fra begyndelsen. Både mens vi venter, og mens vi optager, fordi det giver en følelse også for holdet, som er en del af den kreative proces.«

Og Elle Fanning elsker det, både musikken og den detaljerede instruktion.

»Når en scene er ordløs og bare består af bevægelser, bliver bevægelserne mere flydende, når der er tændt for musikken,« siger hun.

»Det bliver næsten en slags dans med koreografi. ’Når jeg hører det ord i sangen, så gør jeg sådan.’ Det ser mere drømmeagtigt ud, og jeg tror, at vores film er meget drømmeagtig. Det hjælper mig meget, også når han taler mig igennem en scene. Man vil gerne have de minder, som ens figur har i den situation, og Nic hjælper én med at huske, hvad man lige har foretaget sig, og hvad man måske tænker på: ’Husk, at du lige er gået forbi geparden.’ Han hjælper mig med at genopleve det i mit hoved, så det virker naturligt for mig.«

Hver dag er som at gå i skole

Det er ikke uden udfordringer at optage i Silver Lake. Alle naboerne i kvarteret skal sige ja på forhånd, og man har hyret et firma til at lave et såkaldt neighborhood survey, dvs. gå rundt i kvarteret, fortælle detaljeret om optagelserne og indhente tilladelser inden optagestart.

Hvis der kommer klager over larm og uro fra naboerne, mister man tilladelsen og kan ikke optage i huset. Og hvis der bliver lavet ændringer i den optagelsesplan, man til at begynde med præsenterede naboerne for, skal de spørges igen.

Carsten Sparwath fortæller, at han lærer noget hele tiden. Hver dag er som at gå i skole. Alt er anderledes i USA i forhold til Danmark. Fagforeningerne er meget stærke, og der er faggrænser, man ikke overskrider. Det kan man ikke lave om, når man kommer til Los Angeles som dansker, der er vant til at gøre tingene på en anden og mere afslappet måde. Men man kan prøve at skubbe lidt til det.

Produktionen har 40 optagedage i alt til The Neon Demon – ni af dem i det store hus – hvilket er usædvanligt i Los Angeles, fordi byen er så dyr at optage i. Normalt har man blot 25 dage.

Filmholdet er på 75 mand, hvilket er stort efter danske forhold, men et lille hold i USA – et budget på syv mio. dollar er ikke meget i Los Angeles – og de lokale filmarbejdere tror ikke på Carsten Sparwath, når han fortæller dem, at han er vant til at lave film med hold på blot 35 mand. Amerikanerne forstår heller ikke, at de ’kun’ skal arbejde 10,5 timer om dagen og ’kun’ fem dage om ugen.

Frygten for fiasko

»Fuck manuskriptet. Det er en anden film. Hvem synes du skal dø til slut?«

Optagelserne er flyttet udenfor, og Nicolas Winding Refn står i bunden af den tomme swimmingpool og taler med instruktørassistenten. At lave film er en holdindsats, forklarer instruktøren senere, og alle på holdet, der har input i forhold til historien, får også lov til at formulere det. I det hele taget er stemningen vældig god og positiv, og det er en meget organisk proces for ham at lave The Neon Demon, fordi filmen hele tiden forandrer sig.

»Det er derfor, vi skyder kronologisk,« siger han.

»Vi møder op hver dag og siger, ’Nå, hvor er vi henne nu? Kan du sige det?’ ’Nej.’ ’Kan du sige noget andet så’ ’Ja.’ ’Så siger vi det i stedet for.’ Det er meget ligesom at male. Jeg har ikke besluttet mig for, hvordan filmen slutter endnu. Sådan var det også med Drive. Sådan har det været med alle film. Jeg siger det bare ikke så højt. Der er en konstant evolution i gang i mine film. Det er irrelevant, om det bliver godt eller dårligt, det bliver, hvad det bliver. Der er personer, man holder mere af end andre, der er skuespillere, som er gode og ikke så gode, og de bringer noget med sig, som man ikke havde tænkt på. Alessandro Nivola skulle spille en rolle på en halv side, men han bragte personen til live på en måde, så det blev til næsten en uges optagelser.«

Han griner.

»Jeg kan godt lide den der uvidenhed, fordi så er der noget på spil. Det er ikke altid lige let, og man er ikke altid lige selvsikker. Der er nætter, hvor jeg er ked af det og deprimeret og føler, at det ikke virker. Jeg går i sort, og det kan man ikke sige til nogen – kun derhjemme. Men så får jeg en idé.«

Han er stille et øjeblik og siger så: »Jeg går ind i projekter, som om det er sidste gang, og hvis det er sidste gang, så skal det eddermame være all in. Det er det, jeg godt kan lide ved uvidenheden i forhold til, hvordan en film ender. Man bliver afhængig af frygten for fiasko. Frygten for at fejle føder kreativitet, og kreativitetens største fjende er god smag. Jeg kan godt lide følelsen af at være ved at miste alting og så genvinde fodfæstet. Det er meget følelsesladet og fysisk, men det tvinger én ud i alle hjørner, og til sidst er man nødt til at tage en beslutning.«

Elle Fanning fortæller, at hun ikke tidligere har prøvet at arbejde på den måde, Nicolas Winding Refn arbejder på, som f.eks. optage en film kronologisk, så historien kan udvikle sig naturligt.

Ud over skrænten

»Det er ret vildt, især med en rolle som denne, der vokser meget og ændrer sig mod slutningen af filmen. Det er ret ideelt, og det er virkelig sjovt. I weekenderne siger Nic, ’kom hjem til mig. Vi er nødt til at arbejde med det og det og omskrive det.’ Hvis ikke filmen blev optaget kronologisk, ville man ikke være i stand til at ændre noget som helst. Men vi har friheden til det. Forleden sagde Nic, at ’jeg bryder mig ikke om filmens slutning, så jeg har tænkt mig at lave den om.’ Han har simpelthen skrottet slutningen. Med andre instruktører ville jeg være vildt bange, men jeg føler, at jeg kan stole på Nic, så det gør mig ikke noget.«

Jeg siger, at det må være ligesom i den scene, hvor hun skal stå yderst på vippen uden vand i poolen nedenunder. Hun nikker og griner: »Ja, men så står man deroppe og har det helt fint og føler sig sikker. Det er spændende.«

Det samme synes Jena Malone.

»Der findes instruktører, som er glade og tilfredse med blot at fortælle historier på en traditionel måde, og som laver gode, solide film,« siger hun.

»De skubber ikke rigtig til grænser, og jeg behøver som skuespiller ikke at tænke så meget. Nicolas vil skubbe til alle de grænser, der er. Han skubber det hele ud over skrænten for at se, hvordan det smadres, og så samler han det op igen og genopbygger det. Jeg holder meget af hans meget barnlige behov for at stille spørgsmål til alting for at nå ind til kernen af det hele. Han stiller virkelig vanskelige spørgsmål. For mig har det været fedt at arbejde sammen med ham, fordi han skaber en energi under optagelserne, som handler om arbejdet. Det handler ikke om ham eller om kameraet. Det handler om at skabe noget, der føles smukt og autentisk og virkeligt og en lille smule skræmmende. Han får én til at føle sig sikker. Jeg stoler helt og holdent på ham, og jeg tror, at vi alle skubber os selv steder hen, hvor vi aldrig har været før.«

’The Neon Demon’ har dansk premiere den 8. juni og verdenspremiere på filmfestivalen i Cannes, der begynder i næste uge.

Informations filmredaktør, Christian Monggaard, er på pletten og skriver om festivalen både i avisen, på Twitter og på information.dk.

Informations rejse til Los Angeles var betalt af Scanbox, der distribuerer ’The Neon Demon’.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer