Feature
Læsetid: 2 min.

Intet menneske er en ø

Trinidad og Tobago er ét land, men to meget forskellige øer. På Tobago er tempoet roligere, man danser til egne calypsosange og har sine egne ord. Her er fragmenter af et helt særligt øliv – øjeblikke langt herfra

Tatiana Tilly

Kultur
20. maj 2016

Trinidad og Tobago er ét land, men to meget forskellige øer. På Tobago er tempoet roligere, man danser til egne calypsosange og har sine egne ord.

Her er fragmenter af et helt særligt øliv – øjeblikke langt herfra.

Stille dage

En mand fortæller mig, at Tobago er et paradis. Folk er dovne, for det er paradis. Landet er relativt rigt, for der er olie, og den offentlige sektor er stor. Arbejdsdagene er korte, og folk vænner sig til det lette liv.

Her er ikke som på Jamaica, hvor landet sælger ud, siger han, og her er ikke som på Trinidad, hvor der er mere kriminalitet.

Livet, ølivet, er roligere her, og det er derfor, det er paradis.

Tatiana Tilly

At fejre en underlig arv

Landsbyboerne vugger langsomt frem i et optog, mens deres fødder laver de særlige dansetrin.

‘Brush back’ kalder de det, og det er bare sådan, man gør. De er klædt ud i kostumer, for hvert år fejrer de deres forvirrende historiske arv.

Her i landsbyen Moriah holder de ‘Ole Time Wedding’ med høje hatte og stive britiske skørter. Et andet sted på øen fejrer de vestafrikansk høstfest, et tredje sted fransk fête. Men maden er den samme og altid kreolsk.

Tatiana Tilly

Langsom rytme

Tiden bevæger sig anderledes her.

Dagene begynder før natten egentlig er slut – klokken er seks om morgenen, og det er tid til at vågne, tid til at vandre, tid til at jogge og så gå hjem og sove igen.

Den lille piges krop er aldrig i ro, hun danser let omkring sin mors tunge krop. Alting ankommer langsommere, busserne, maden, båden.

Vi venter på båden og brokker os ikke, for det er sådan, det er. Båden kommer om lidt.

Tatiana Tilly

Til ansigterne glinser

Øen er lille, og hver en by ligger i nærheden af vand. Det er en måde at være på, selvom den ikke er for alle. Men for de fleste er havet deres hverdag og deres verden.

De sejler ud om morgenen, med turister eller alene, for at fiske eller svømme. På stranden spiser vi callaloo med kokos og okra og kreolske ris.

Vi spiser krabbe med fingrene, indtil ansigterne glinser. Vi spiser til det sidste kød er gnavet helt af, og dagen efter spiser vi krabbe med dumplings ved havet igen.

Tatiana Tilly

En særlig form for fest

Kaptajnen skruer op for musikken, vi hører calypso på båden, trommerne lyder lette og lystige. I aften skal vi ud at lime, en meget rolig måde at feste på.

Vi gør os klar. Folk gør sig klar.

Selvom Trinidad og Tobago er del af samme land, har de hver deres tempo. På Trinidad, den store ø, er festen vild og uden ende, men på Tobago, den lille, er hver aften en endeløs opvarmning til et klimaks, som aldrig kommer. Men der danses gerne – vi danser natten igennem med bløde, rytmiske skridt.

Tatiana Tilly

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her