Læsetid: 8 min.

Kan man putte terrorister på museum uden at det bliver heltedyrkelse?

I København udstilles netop nu billeder af personerne bag terrorangrebet i Bruxelles og skruer og søm, som skal forestille at være fra bomberne. Det skal få os til at ’forstå og forholde os til motiverne bag martyrier’, siger en af kunstnerne bag, mens kulturministeren har kaldt udstillingen ’vanvittig’. Information har bedt en række personer forholde sig til den
Dette billede er fra pressematerialet, der blev udsendt før åbningen af ’Martyrmuseum’. Arrangørerne har siden nedlagt forbud mod at fotografere billederne af terroristerne. Det ene fotografi af disse to terrorister er fjernet fra udstillingen. I stedet er billeder af to af terroristerne bag angrebene i New York og Paris med.

Ida Grarup Nielsen

27. maj 2016

’Det giver et aktuelt nærvær’

Frederik Strand, leder af Politimuseet

I 2012 udstillede Politimuseet en række mordvåben som en del af en udstilling om ondskab. Blandt de udstillede genstande var Peter Lundins økse og vinkelsliber, hvilket skabte debat om, hvorvidt museer kan udstille den type af genstande

– Er det i orden, at et museum udstiller billeder af terrorister?

»Jeg mener godt, at man kan udstille ting, der relaterer sig til terror. Men jeg mener samtidig, at man meget tydeligt skal forklare hvorfor. Det synes jeg, efter at have set materialet fra udstillingen og udtalelserne fra arrangørerne, at der er nogle problemer med på den her udstilling.«

– Hvad er det for nogle problemer?

»Et af problemerne er udgangspunktet for udstillingen. En af kunstnerne siger, at vi alle er helte i vores egen historie, og at for eksempel terrorister begår terror, fordi det ud fra deres egen opfattelse af godt og ondt er rigtigt. Men man kan jo diskutere, om der ikke ligger andre motiver end de ideologiske bag, når folk tager til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat eller begår terror i Belgien. Det kan være motiver om at skabe en identitet eller opnå en særlig position i den gruppe, man er i – eller det kan være, fordi man generelt er mislykket i samfundet. Der kan ligge mange motiver bag. En række af dem er efter min opfattelse rene egoistiske motiver, og de skal nødvendigvis også med på sådan en udstilling, ellers bliver det en retfærdiggørelse.

– Er udstillingen en retfærdiggørelse?

»Med det forbehold, at man indtil nu kun har kunnet bedømme den ud fra billederne og udtalelserne fra kunstnerne, så vil jeg sige det sådan her: Der kan være en fare for, at man, når man trænger ind i de personer og prøver at forstå alt, også ender med at tilgive alt. Med andre ord: Vi ser dem ikke som forbrydere, men som ofre for en sag. Det er forkert.«

– I lavede en udstilling om ondskab i 2012. Hvorfor valgte I at have mordvåben med på udstillingen?

»Det gjorde vi for at give et indblik i forbrydernes tankeverden. På den måde er der selvfølgelig en parallel, fordi man forsøger at vise en ellers fremmed verden.«

– Men ved de fleste ikke, at Lundin eller terroristerne i Bruxelles har gjort noget grænseoverskridende?

»Jo, men når man står på et museum over for de rigtige genstande fra en konkret historie, kan man opleve et aktuelt nærvær, som man ikke ville få ved at læse om det. Vi kender historien. Vi ved, hvad der skete. Men genstandene giver et aktuelt nærvær. Derfor synes jeg heller ikke, at det skal være forbudt at udstille dem, heller ikke den her martyrudstilling. Men det skal præciseres grundigt, hvorfor man gør det.«

’Man må sætte sig ind i modpartens måde at tænke på’

Flemming Rose, forfatter og tidligere kultur- og udlandsredaktør på Jyllands-Posten

Flemming Rose var kulturredaktør på Jyllands-Posten, da avisen i 2005 bragte 12 tegninger af profeten Muhammed. Har siden udgivet flere bøger og deltaget i den danske og internationale debat om ytringsfrihed

– Er det i orden, at et museum udstiller billeder af terrorister?

»Ja.«

– Hvorfor?

»Fordi det er omfattet af den kunstneriske frihed. Der er ikke tale om, at man udtrykker sympati for en terrorist eller opfordrer til terror, fordi man udstiller sådan et billede, og derfor mener jeg, at den udstilling ligger fuldstændig inden for rammerne af den kunstneriske ytringsfrihed og ytringsfriheden i det hele taget.«

– Nogle vil mene, at det netop er en sympatitilkendegivelse.

»Ja, men selv hvis det er det, så ligger det inden for den kunstneriske ytringsfrihed. Så kan du selvfølgelig have en moralsk diskussion bagefter, ligesom man ofte har om kunstværker som Bjørn Nørgaards hesteslagtning eller Marco Evaristti med fisk i en blender.«

– Du har sagt, at udstillinger som denne kan hjælpe os med at forstå baggrunden for, hvad der driver terrorister. Hvordan?

»Jeg mener ikke, at man skal forstå eller have sympati med deres handlinger. Men i alle livets forhold, hvis man er oppe mod nogen, som man er uenig med eller ligefrem betragter som sine fjender, så er forudsætningen for at reagere, at man sætter sig ind i modpartens måde at tænke og reagere på for på den bedste måde at kunne bekæmpe den.«

– Kan et billede af en terrorist eller en bunke skruer og søm give den indsigt i terrorisme?

»Ikke i sig selv, men det kan sætte noget i gang hos den, der står og ser på det.«

– Hvis man skal forstå mere om baggrunden for terrorisme og på den måde være i stand til at bekæmpe den, handler det så om at forstå faktiske omstændigheder omkring terrorangreb for eksempel gennem avislæsning, eller handler det om en anden form for forståelse, som man kan få ved at kigge på en bunke skruer og søm?

»Det er selvfølgelig to vidt forskellige ting, og kunsten har en anden funktion end politirapporter og terrorforskeres analyser.«

– Hvad er det for en funktion?

»Kunsten kan bringe os ind i nogle rum og sætte nogle ting sammen, som man ikke gør i rapporter eller analyser. Den kan være med til at stimulere en refleksion og en tankeproces, både i den forstand, at man får endnu mere afsky for de mennesker, eller at man bliver stimuleret til at trænge dybere ind svaret på, hvorfor de her mennesker gør, som de gør. Det giver udstillingen i sig selv ikke noget svar på, men det kan den være med til at stimulere hos den enkelte.«

’Ingen grund til at se museet’

Marc Schreiner, vidne til terrorangrebene i Bruxelles

– Er det i orden, at et museum udstiller billeder af terrorister?

»Jeg har ikke lyst til at gå ind i en etisk eller politisk diskussion, men jeg kan fortælle, hvad jeg oplevede i Bruxelles: Jeg ankom om morgenen i lufthavnen og var på vej ind i terminalen, da den første bombe eksploderede. Der var en masse mennesker, som løb fra terminalen i den retning, hvor jeg kom fra. Ankomsthallen var meget ødelagt. Jeg kom ud af lufthavnen og fortsatte til fods ud til motorvejen, hvor jeg var heldig at få en taxa. Jeg stod af ved konferencehotellet lige ved indgangen til metrostationen Malbek. Da jeg stod ud, ringede jeg til en kollega, men mens jeg talte i telefon, sprang en bombe nede i metroen. Jeg kunne mærke trykket og se røgen stige op fra nedgangen til metroen. Så tog jeg min telefon og tændte lommelygten og begyndte forsigtigt at gå ned ad trappen. Jeg vinkede med telefonen og råbte: »Kom hen mod lyset.« Folk havde brandsår og blod i ansigterne. Da jeg havde hjulpet de første ud, tog jeg en trappe et stykke længere ned og kom ned på perronen, hvor det bombede tog stod. Der lå en kvinde på perronen lige neden for trappen, alvorligt såret, men stadig i live, så jeg forsøgte at hjælpe hende, til de første sikkerhedsvagter ankom. Indtil da havde jeg været alene i undergrundsstationen. Jeg begyndte at gå langs perronen med lyset fra min telefon for at hjælpe de sidste op, men efter ti minutter kunne jeg ikke finde flere. Så kom den første politibetjent.«

– Hvordan har du bearbejdet oplevelsen?

»Min umiddelbare reaktion var den almindelige at forsøge at glemme, hvad der var sket, men jeg blev alligevel ved med at tale om det og tænke på det. Så kontaktede jeg en psykiater.«

– Hvordan skal vi som samfund forholde os til terrorisme?

»På den ene side skal vi ikke glemme. Det bedste er at gøre det gennemsigtigt for os selv og for resten af samfundet, hvad der skete, også for at forstå, at vi er fysisk og psykisk sårede. Derefter er vi nødt til at lave strategier for, hvordan vi forebygger og behandler, hvis det skulle ske igen. Men på den anden side skal gennemsigtigheden ikke gå ud over nogen. Der skal være balance mellem at vise realiteterne og tænke sig om.«

– Ville du gå ind og se udstillingen?

»Sådan som jeg ser det, så er der ikke nogen grund til det. Der er masser af information tilgængelig fra andre kilder, og at se en bunke skruer er ikke nødvendigt for at kunne forstå eller deltage i diskussionen om terrorisme. Men for nogle vil det måske være en hjælp.«

’Det kan få de besøgende til at forstå, at begivenhederne er virkelige’

Tor Einar Fagerland Projektleder for etableringen af udstillingen for terrorangrebet i Norge i 2011 og lektor ved universitetet NTNU

Udstillingen for terrorangrebet i Norge består blandt andet af et rum til minde om ofrene. Terroristen Anders Behring Breivik er kun med på to billeder og er ikke central i udstillingen, men alligevel var der en debat i Norge om, hvorvidt museet overhovedet skulle have ham med.

– Er det i orden, at et museum udstiller billeder af terrorister?

»Vores udstilling handler om, hvad der skete den dag. Fokus er på os og ikke på gerningsmanden. Men når vi valgte at gøre gerningsmanden til en del af fremstillingen, så er det, fordi det er en dokumentarisk udstilling om de faktiske begivenheder. Og i de faktiske begivenheder var der en gerningsmand. Han er med på to billeder og ikke i fokus. Det er ikke gerningsmandens historie. Der ser det ud til, at fokus på udstillingen i Danmark er helt anderledes.«

– Hvad synes du om det?

»Det har jeg svært ved at udtale mig om. Det er en mere kunstorienteret udstilling, som forholder sig friere til nogle temaer omkring terror, end vi gjorde i Oslo. Vores opdrag var at fortælle og dokumentere en historie i sit hele.«

– Begge udstillinger er blevet kritiseret for at vise billeder af terrorister. Kunne I ikke have valgt at lave den helt uden?

»Jo, men det var faktisk de pårørende, som vi arbejdede tæt sammen med, der sagde til os, at de gerne ville have ham med. På den måde faldt deres interesse sammen med vores interesse i at fortælle historien så historisk korrekt som muligt og ikke gemme eller mystificere noget.«

– En del af udstillingen i Danmark er søm og skruer, som skal forestille at være fra terrorangrebet i Bruxelles. Kan man udstille den slags?

»Vi gør det jo. Med den begrundelse, at det kan være med til at få de besøgende på udstillingen til at forstå, at begivenhederne på museet er virkelige. De bliver nærmest en slags fysisk bevis«

– Men der findes fotografier af begivenhederne, så vi har vel ikke brug for et bevis mere?

»Der er en materialitet, som kan tilføre en forståelse af for eksempel de kræfter, der var på spil. Du kan læse, at bomben var på 950 kilo, men når du ser bilen efter bombesprængningen, så får du et andet indtryk af ødelæggelsen. Når du sætter sådan en udstilling sammen, leder du efter forskellige elementer, som er med til at fortælle, hvad der skete. Det kan være et billede, det kan være overlevende, som fortæller deres historie, det kan være en tekst fra retssagen, eller det kan være fysiske objekter.«

’Martyrmuseum’ er arrangeret af teater Sort/Hvid og kan ses i Staldgade 38, København V 25. maj-10. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu