Læsetid: 7 min.

’Jeg kan sagtens forstå, at folk reagerer stærkt på det’

På en udstilling i København er terroristerne bag angrebene i Paris og Bruxelles udstillet som martyrer. Ifølge kunstnerne skal den undersøge, hvorfor nogle mennesker vælger at gå i døden for det, de tror på. Vi spurgte kuratorerne, om de har fundet svaret
Arrangørerne af ’Martyrmuseum’. har nedlagt forbud mod at fotografere billeder af de terrorister, som er afbilledet på udstillingen. Denne montre viser de dræbende metaldele, som skruer, møtrikker, søm etc., som dræber eller lemlæster dem, de gennemborer, når bomben springer.

Boris Grimbäck

28. maj 2016

Man kan læse meget om terrorisme. I bøger. I rapporter. I aviser. Men man forstår ikke gennem læsningen, hvad terrorisme handler om, og derfor står Henrik Grimbäck lige nu foran en montre med en bunke skruer og søm.

»De er fundet af vores rekvisitør, Alice,« siger han og peger.

Inde i montren ligger en masse skruer og søm, som skal forestille at være fragmenter fra en selvmordsbombe.

»Nogle ting forstår man – eller måske skulle jeg sige jeg – bedre, når man ser det i virkeligheden.«

På væggen bag ham hænger fotografier af tre terrorister fra angrebene i New York, Paris og Bruxelles.

»Hvad forstår man?,« spørger jeg.

»Hvad der skal til.«

Han støtter med hænderne på sine knæ og bøjer frem. Kigger lige frem og ind i på metaldelene i montren.

»Man er vant til at kigge på det på en måde, nemlig som søm, der skal bankes ned i et plankeværk, men når man ser dem bøjet og krøllet i den her kontekst, så oplever jeg dem helt anderledes. Det rammer mig. Det gør mig nysgerrig. På den måde kan jeg prøve at forstå det, som de allerfleste ellers ikke kan forstå.«

Henrik Grimbäck er en af kunstnerne bag udstillingen Martyrmuseum, som åbnede i København i denne uge. Den er sat op af kunstnergruppen The Other Eye of The Tiger (Toett) og Teatret Sort/Hvid og består af portrætfotografier af i alt 24 personer, som alle er døde og af forskellige årsager efter deres død er blevet udråbt til martyrer.

Der er den socialistiske teoretiker Rosa Luxemburg, den græske filosof Sokrates, den amerikanske borgerrettighedsforkæmper Martin Luther King – og altså også tre terrorister. Det har fået et medlem af Venstre til at melde personerne bag udstillingen til politiet for at tilskynde til terrorisme, og kulturminister Bertel Haarder (V) til at kalde udstillingen »vanvittig«.

Udenlandsk presse flokkes

Han ville aldrig som Henrik Grimbäck forsøge at forstå.

»Det bør kun fordømmes. Jeg vil ikke sætte mine ben på den udstilling,«, sagde kulturministeren tidligere på måneden til Politiken.

Udstillingen har fyldt en del i de danske medier de seneste uger. Nu har Radio France, AFP, Der Spiegel, Frankfurter Allgemeine og BBC også henvendt sig for at få interview.

Klokken er 10 om formiddagen på åbningsdagen. Tidligere på morgenen talte Henrik Grimbäck med svensk tv, nede ad gangen står Christian Lollike sammen med en journalist fra TV 2 News, og længere inde på udstillingen venter en journalist fra ZDF på et interview.

De spørger alle sammen om det samme: ’Hvorfor udstille terrorister på et museum – og hvorfor gøre det sammen med blandt andre Martin Luther King og Sokrates?’

Det spørgsmål stiller jeg også.

Men først vil Henrik Grimbäck gerne vise hele udstillingen fra start til slut.

»Vi vil gerne have, at folk forstår den kontekst, som de her terrorister indgår i,« siger han og viser ned til indgangen.

Lige inden for døren til højre hænger et hvidt skilt med et piktogram af et sort kamera med en tyk streg hen over. Henrik Grimbäck kigger på skiltet gennem sine stålbriller, der har en tynd lyseblå kant.

Forargelse kan anspore andre

»Det med terroristerne har fyldt meget i medierne,« siger han og forklarer, at det har fyldt så meget, at de nu har indført et billedforbud på museet for gæster og et forbud for pressen mod at fotografere den del af udstillingen med terroristerne.

»Man bliver forundret over, hvor meget folk diskuterer dette her. Men det positive er, at der rent faktisk er nogen, som bekymrer sig for vores samfund.«

– Kan det ikke være, at de ligesom Bertel Haarder ikke er bekymrede, men bare forargede?

»Selvfølgelig kan det være det, men forargelse kan anspore én til at kæmpe for noget. Måske er det ikke den bedste bevæggrund, men nogle gange siger nogen noget, som man bliver vred over, og så får man en holdning, som man ikke vidste, at man havde før.«

– Kan det ikke også være, at man har en holdning i forvejen, og man bare er vred?

»Jo, men så må det være sådan. Det skal der også være plads til. Egentlig vil vi jo bare gerne have, at dem, der er vrede, kommer herned.«

Vi går videre gennem udstillingen. Den er midlertidig og har til huse i en lagerbygning i det gamle slagteriområde Kødbyen i København. Hvide vægge og betongulv.

Meget forskellige martyrer

Vi går forbi et portræt af den første kristne martyr (Sankt Stefanus) og en væg med 37 portrætter af medlemmer af en nyreligiøse amerikansk dommedagssekt (Heavens Gate), som troede, at dets tilhængere skulle hentes fra jorden til en højere tilværelse i et rumskib. Gennem en gang med portrætter af blandt andre en norske konge (Olav den Hellige), som faldt i et vikingeslag i 1030 og efter sin død blev gjort til Norges nationale helgen, og derfra rundt om et hjørne med en af historiens største borgerrettighedforkæmpere (Martin Luther King), og videre ind i et rum med et portræt af en fattig tunesisk gadesælger (Mohammed Bouazizi), som i 2010 fik konfiskeret sin frugtvogn af det tunesiske politi og efterfølgende overhældte sig med benzin og satte ild til sig selv. Og døde. Derefter startede Det Arabiske Forår. 

Der synes ikke at være mange fælles træk. Men Henrik Grimbäck forklarer, at udstillingens formål har været at undersøge, om der så alligevel kan findes nogle.

– I skriver i pressemeddelelsen, at »udstillingen undersøger, hvorfor nogle mennesker vælger at gå i døden for det, de tror på«. Hvad har I fundet ud af?

»Vi troede, der ville være nogle fællestræk mellem personerne og en definition af martyrbegrebet, men vi har fundet ud af, at det er langt mere komplekst. Martyrbegrebet bliver brugt forskelligt over hele verden på mange forskellige måder til forskellige tider.«

– Men kunne I ikke have forudset det?

»Jo, man skulle tro, det var indlysende. Men samtidig er de alle udnævnt som martyrer af nogle andre. Hvem er det, som udnævner andre til martyrer? Hvad gør, at nogle er og andre ikke? Det har for os været en spændende undersøgelse.«

– Er der ikke meget stor forskel på for eksempel Rosa Luxemburg og terroristerne i Bruxelles.

»Jamen, selvfølgelig er der forskel. Men der er også forskel på dig og mig og andre.«

– Men hvis de er så forskellige, som I har fundet ud af, hvad binder dem så sammen på en udstilling?

»De, der forbinder dem, er ordet og begrebet ’martyr’, det at de alle er gået i døden for noget, de troede på. De er udvalgt af nogen, som har sagt: ’Her er en martyr’. Selvfølgelig har vi overvejet, om der er en relation mellem martyrerne på udstillingen, og det oplever vi, at der er.«

– I skriver også, at man kun flyver ind i Twintowers eller springer sig selv i luften, hvis man tror på en bedre verden. Hvordan ved I det?

»Det er selvfølgelig en antagelse. Men vi tænker, at hvis man er villig til at gå i døden for noget, så er det, fordi man tror på noget, og på at man kan skabe noget bedre.«

– Men kan en kriminel baggrund eller social marginalisering ikke være en grund – og ikke kun troen på en bedre verden?

»Selvfølgelig, og det ville være endnu mere naivt af os, hvis vi sagde: Det er kun, fordi de er overbevist om en sag, de har gjort det. Men anledningen til, at de er på vores museum er, at de af nogen er blevet udråbt til martyrer, og derfor er det også med de briller, vi kigger på dem. Man kunne tage sociale eller andre aspekter med på et andet museum, men lige her kigger vi gennem den optik.«

Uden for rummet med terroristerne står en journalist fra den tyske tv-station ZDF, Andrea Maurer. Hen er sammen med en kamera-og en lydmand taget fra Berlin til København dagen inden for at lave et indslag om udstillingen. Nu står hun uden for rummet og kan ikke forstå, hvorfor de ikke må filme inde i rummet.

»Jeg kan godt forstå, at de ikke vil have medierne til kun at vise det ene rum, men hvis vi slet ikke får lov til at vise det, så får seerne og læserne et forkert indtryk. Vi kan kun tale om det, men ikke vise det.«

Henrik Grimbäck kigger på hende.

»Vores frygt er, at kun en lille del af museet vil blive vist, og at konteksten vil gå tabt.«

»Men billederne er allerede ude. Rummet vil bare vokse og vokse i folks bevidsthed, fordi alle snakker om det uden at kunne se det,« siger Andrea Maurer.

Inde i rummet er der mørkt. Det eneste lys kommer fra ni glasmontre fordelt i på gulvet, som hvert tien-de sekund oplyses af blåt lys som store, onde lavalamper, hvorefter lyset slukkes igen. Inde i montrene er kopier af ting fra terrorangreb: Et krøllet papkrus med en kafferest i bunden fra Zavemten lufthavn i Bruxelles, et læderhandske fra en af terroristerne og en montre med søm og skruer fra en selvmordsbombe.

– Er det ikke forståeligt, at nogen bliver forargede?

»Absolut. Jeg kan sagtens forstå, at folk reagerer stærkt på det, men så håber vi, at de efter vreden og larmen prøver at komme ned og opleve det her.«

’Martyrmuseum’ hos Sort/Hvid, Staldgade 38, Kødbyen, København V. Fra den 26. maj til den 10. juni. Tirsdag - søndag

Læs også: Kan man putte terrorister på museum uden at det bliver heltedyrkelse?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ib Christensen

Da der blev råbt mest terroristerne kommer, havde man samtidigt travlt med at rose hvor god filmen om hvidstensgruppen var, uden problemer med at terrorister blev sat i helterollen. :)

Henrik Brøndum

Denne udstilling er klam - og det er let at forklare hvorfor.

Terrorister - herunder selvmordsterrorister - kan opdele i to grupper. Dem der er en del af politisk organisation med nogen folkelig opbakning - og de enlige eller meget isolerede ensomme ulve. Eksempler på de første er Al-Kaida, Islamisk Stat, IRA (Nordirland), ETA (baskerlandet). I den anden gruppe finder vi Anders Breivik, Ted Kaczynski (Uma bomber), Matti Juhani Saari (finsk skoleskyder) etc.

Det er oplagt uinteressant for offentligheden at finde ud af hvad der driver de ensomme ulve. Ligesom ildebrande, stormfloder, trafikulykker etc. sker det også at tilfældeige bliver ofre for de ensomme ulves terrorisme. Naturligvis skal de faglige eksperter på området analysere de forskellige hændelser og forsøge at påvirke at defremover minimeres.

Helt anderledes stiller det sig med de terrorister der er en del af politiske organisationer. Det er vigtigt - også for offentligheden - at forstå Islamisk Stat. Vreden mod vesten, korruptionen, stammekrigene etc. - men det centrale er hermed ikke terroristerne, der bliver et redskab der udfører et mindre hjørne at organisationens aktiviteter - men organisationen eller bevægelsen selv. At en organisation får nogen til at acceptere den sikre eller næsten sikre død for organisationens sag - er ikke unikt. Japanske kamikazepiloter, RAF-piloternes indsats i Slaget om England etc.

At der nogen, her Henrik Grimbäck, Christian Lollike, Information og tilsyneladende en stribe andre medier - der aldrig kan nære sig for at tjene lidt mønt og opmærksomhed på en god historie om andres lidelse - er blot et fænomen på samme måde som de ensomme terrorister. Den største tjeneste man kan gøre sig selv - er at holde sin naturlige nysgerrighed i ave - og ignorere dem.

Jens Erik Starup

Om ikke andet så har udstillingen da vist os, at grænsen for grødspiserens abstraktionsevne relativt hurtigt overskrides.

Torben Selch

Gud ved hvornår den intellekte del af kunstverdenen finder ud af at disse 'terroraktioner' er ren fup og svindel.