Læsetid: 4 min.

Kloden og dens befolkning lider af samme sygdom

Vi lever i en syg kultur, som med et accelererende krav om grænseløs vækst og forbrug er ved at give både os selv og vores planet stress. Der findes dog en behandling: Vi skal indse, at det at redde planeten også kan gøre os gladere – det kræver ifølge en ny debatbog bare en ændring af vores idé om det gode liv
Vi lever i en syg kultur, som med et acce-lererende krav om grænseløs vækst og forbrug er ved at give både os selv og vores planet stress. Der findes dog en behandling: Vi skal indse, at det at redde planeten også kan gøre os gladere – det kræver ifølge en ny debatbog bare en ændring af vores idé om det gode liv

Mia Mottelson

13. maj 2016

Vi er på vej ind i ny geologisk tidsalder – den antropocæne – som er defineret ved, at mennesket står bag den største enkeltstående påvirkning af jordens økosystemer. Det er en begivenhed af så voldsom karakter, at den kalder på en radikal gentænkning af hele vores kultur.

Det mener Gregers Andersen, kulturforsker ved Københavns Universitet, og forfatter til debatbogen Grænseløshedens Kultur, der udkommer fredag.

»Bogens mål er at tænke vores kultur, politik – hele vores samfund – gennem antropocænbegrebet. Vi bliver nødt til at spørge os selv, hvordan vi kan leve, tænke, forstå, føle, sanse og begære i den nye verden, som den antropocæne vitterligt er,« siger Gregers Andersen. For gentænker vi ikke vores levevis, vil det have store menneskelige og økologiske konsekvenser.

Symptomerne

At vores klode er ved at brænde sammen som følge af vores massive overforbrug af ressourcer og vores økologisk uholdbare udledning af drivhusgasser, kommer næppe som en overraskelse for bl.a. læsere af denne avis.

På trods af klimaaftalen i Paris balancerer vi faretruende tæt på den temperaturstigning på mellem 2,7 og 3,7 grader, som forskere mener vil sætte gang i en irreversible kædereaktion, som vil påvirke planetens klima i de næste 10.000 år.

Det vil næppe heller komme som en nyhed, at vi står midt i en stress-epidemi, hvor flere og flere danskere brænder sammen i forsøget på at leve op til konkurrencestatens ubønhørlige krav om personlig udvikling.

To alvorlige problemer i vores samfund, som i virkeligheden begge er symptomer på den samme sygdom i vores kultur; nemlig forestillingen om grænseløshed, fortæller Gregers Andersen.

Læs også: Den antropocæne ideologi

»Vi har en kulturhistorie, som er blevet bygget op under industrialiseringen og den moderne kapitalisme, og som sætter reglerne for, hvordan vores økonomi fungerer, og den er baseret på ideen om grænseløshed – både når det kommer til klodens ressourcer og den menneskelige formåen. Problemerne opstår, når den idé møder det faktum, at vi har nogle grænser for, hvor meget vi kan kapere. Det gælder både i forhold til, hvor meget mennesket kan klare neurologisk og fysiologisk, og hvor meget planeten kan holde til.«

Konsekvenserne ved at ignorere problemet er værd at tage alvorligt, skriver Gregers Andersen i bogen: »Ligesom kroppen under kravene fra hastighedsregimet giver efter for stress og andre psykiske lidelser, giver planeten efter for den kalkulerende tænkning i form af epidemier, storme, oversvømmelser, tørker, brande etc.«.

Sygdommen

Problemerne er hidtil blevet forstærket af vores forestilling om, at det netop er den accelererende vækst, som skaber vores velfærd og lykke, men den forestilling afviser Gregers Andersen:

»Jo mere intensivt mennesket i dag jager drømmen om at skabe yderligere velstand for sig selv og sine efterkommere, des nærmere bringer det i den nuværende globale energisituation sig selv og disse efterkommere et kollaps i de livsbetingelser, der muliggør de menneskelige kulturer i deres nuværende form«.

Problemet bliver ifølge forskeren forstærket af en anden grundsten i vores kultur, nemlig kravet om evig tiltagende hastighed:

»Lige nu er der en idé om, at vi hele tiden skal arbejde hurtigere og forbruge mere, end vi har gjort tidligere. Det gør, at vi ikke får stoppet op og sat spørgsmålstegn ved de dele af vores kultur, som stresser både os selv og vores planet. Konkurrencestaten giver os det indtryk, at der ikke er noget alternativ.«

Behandlingen

Ifølge Gregers Andersen har vi en moralsk forpligtelse over for de kommende generation til at trodse det hastighedsregime, som forsøger at forhindrer os i at stoppe op og tænke over alternative måde at leve vores liv på. Alternativet er, at vi som generation vil stå med ansvaret for at have accelereret klimaforandringerne så meget ud af kontrol, at det kan ødelægge livsbetingelserne for kommende generationer.

Men det behøver ikke at være sådan, at det at løse klimakrisen nødvendigvis må føre til afsavn; det har også potentialet til at give os et bedre liv:

»Der er et spørgsmål om trivsel: Omkring 15 procent af danskerne, der er på arbejdsmarkedet, lider af stress. Der er en klar stigning af udbrændthed eller eksistentiel udmattelse. Vi må spørge os selv, hvad det er, vi knokler så hårdt for, når vi både sætter vores personlige trivsel over styr og risikerer fremtiden for vores børn og børnebørn. Der må simpelthen være en mere rationel vej,« siger Gregers Andersen.

Derved taler han imod en idé om løsningen på klimakrisen som noget, der kun ske gennem asketiske afsavn, hvor mennesket må ofre sin nydelse i en højere sags tjeneste. I stedet foreslår han – med et begreb lånt fra den britiske filosof Kate Soper – at vi begynder at tænker i retning af en alternativ hedonisme.

Han beskriver den i bogen som »en hedonisme, som ikke udspringer af den materielle forbrugerisme, som reklamerne former overalt omkring os, men som er bæredygtig«.

Præcis, hvordan den skal udfolde sig, er op til den enkelte at afgøre, men ifølge Gregers Andersen er det netop en kvalitet ved begrebet, at »det er tilpas bredt til ikke at være totalitaristisk. Det kan både fortolkes kulturkonservativt – som en tilbagevenden til bæredygtige aktiviteter opfundet i tidligere årtier – og være en progressiv skabelon for opfindelsen af nye måder at leve et nydelsesfuldt og samtidig bæredygtigt liv på. Begrebet udstikker blot en ramme, som det er op til den enkelte at fylde indhold i«. 

Om vi når at lave en så radikal kulturændring i tide, er Andersen ikke sikker på, men der er grund til at håbe. For kloden skyld; for de kommende generationer skyld; og simpelthen fordi vi får det bedre af det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne-Marie Krogsbøll
Anne-Marie Krogsbøll anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen M. Mollerup

Problemet er, at klodens befolkning er vokset fra omkring 2 mia. til over 7 mia. på lidt over 100 år og den voker stadig med foruroligende hast specielt i Mellemøsten og i Afrika. Mange væsentlige problemer i denne verden inkl. klimaproblemerne er faktorer, der primært skyldes befolkningseksplosionen. Hvis alle i verden skal have en levestandard som Danmark anno 1960, er der stadig et kæmpe efterslæb.

Christian De Thurah

Uden på nogen måde at ville forklejne de aktuelle problemer: Kloden er ikke ved at "brænde sammen", og det kommer den heller ikke til pga.noget, vi mennesker gør. Det er os selv, der måske er ved at "brænde sammen " pga.overbefolkning, overforbrug, forurening osv.

Anne Eriksen, Else Marie Arevad og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Christian Nymark

Fuck hvor I to vrøvler helt utroligt meget. Nu må I squ tage jer sammen og sætte jer bare lidt ind i sagerne. Overbefolkning kommer slet ikke til at nå at blive et problem, hvis vi har interesse i at holde temperaturstigningen på under 2 grader C.
Hvis præmissen for jeres forkvaklede galde så var den at stigninger forbi 2 grader C var jeres bekymring og dermed ledte opmærksomheden på befolkningsstørrelsen, kunne det være tålelig argumentation.

De kan simpelthen ikke nå at blive rige nok, til at det ville udgøre et problem. Nej, I to, undertegnet og alle andre i vores del af verden, er problemet.

Vi pisser bogstaveligt talt energi-ressourcer ud af vinduet, vælter os i overforbrug, kød og eksotisk import - og så sidder der sådan to forpulede skabs-nazister og påpeger at fattige mennesker nok må holde igen (eller simpelthen bare ophøre) - Vor Herre Bevares, I er squ da nogle røvhuller som kun nationen kan indeholde (hører at alt er tilladt der).

odd bjertnes

Befolkningen ER blevet sygdommen. men sygdommen har efterladt en bemærkelsesværdig teknisk kunnen, og i øvrigt en horisont der skulle gøre det muligt at indse den 'nødvendige' politik.
Som drejer sig om at sanktionere 'forplantning' der fører til flere mennesker.
Ikke eet foster på offentlig støtte eller dyre lægelige workarounds ? Umiddelbart simpelt ... ingen ufødt har endnu indsendt en klage.
Og derefter helt for egen forældre-regning ? Det er mere tricky socialpolitisk.
Derudover er der den mentale prioritering, som er så pinagtig for stakkels muslimer - der jo er mere eller mindre tvangsindlagt til at stå på mål for en helt anden løsningsmodel : permanent udryddelse af 'forkerte'. En 'tænkelig', men uelskelig metode. Det synes umiddelbart bedre at leve og lade leve, og så tilpasse adfærden de 'jord'-givne rammer.

Det er begivenhedsfprløb med enorme tidsspand vi berører her, så historisk tid er ikke helt nok horisont :
Indledningsvis i den humanistiske basismytologi opfordres de første mennesker til at 'fylde jorden' med deres afkom. Alskens fundamentalistisk pik-religion elsker dette. Men den kristne bibel når vist ikke engang halvvejs og til et tidspunkt hvor der er omkring 1 milliard i hovedlinjens verden (og én yderligere i alternative kulturkredse) før opfordringen tilbagekaldes. Den kvantitative del af projektet opfattes dermed som 'fuldbragt'.