Læsetid: 5 min.

’Vi lærte at elske hende med en ømhed, vi ikke vidste, vi besad’

Den amerikanske kunstner Laurie Andersons filmessay, ’Heart of a Dog’, er et poetisk mættet mesterværk, der uden drabelige fagter frygtløst og intenst tackler livets store spørgsmål. Jo, dem!
Hunden Lolabelle er katalysator for en række af Laurie Andersons brogede betragtninger og meditationer over tilværelsen, dens afslutning og den menneskelige tilstand generelt. Til en begyndelse.
Kultur
13. maj 2016

Mens dette skrives, ligger et lille gadekryds (terrier, schnauzer og ruhåret gravhund plus det løse; vi har døbt denne ny race skaberakdyret) ved mine fødder og sover.

Hunden hedder Tedda, og den er hentet i et internat, så kendskabet til en evt. ulykkelig barndom er ikkeeksisterende. Traumer har den (andre hunde, hævede stemmer og at få sele på er alt sammen farligt), men dem arbejder vi på.

Tedda er en tæve, og hun kaldes i det daglige såvel ’piberenseren’ som ’skurebørsten’, da det ikke er på udseendet, hun sælger varen. Men når hun nu er så sprængfuld af liv, personlighed og energi, som tilfældet er, behøver hun sgu ikke ligne en Crofts-vinder.

Glemte jeg at nævne gåpåmod, charme og højt humør og ditto haleføring? Som De nok har regnet ud, er jeg solgt.

Det er derfor svært for mig at forholde mig en skid objektivt til musikeren og performancekunstneren Laurie Andersons højpoetiske film, Heart of a Dog, hvis hovedrolleindehaver er en art terriertæve ved navn Lolabelle. Fordi jeg genkender så mange af Andersons betragtninger om at lade et dyr flytte ind i ens liv. For nu ikke at tale om ens forbandede hjerte.

Læs også: Hyldest til en hund

Som hun siger et sted i dette vidunderlige billeddigt, så »lærte vi at elske hende med en ømhed, vi ikke vidste, vi besad«. Det er ikke en erfaring, der er nem at dele med dem, der enten ikke bryder sig om hunde eller aldrig har prøvet at have en. For hundens bedste ven er i nogle tilfælde et menneske, som er indstillet på at tune ind på den særlige frekvens, dyret sender på. Det er værd hvert sekund. Men ikke for hvem som helst.

Nu ville Laurie Anderson ikke være Laurie Anderson, hvis Heart of a Dog udelukkende handlede om Lolabelle. Tværtom, tør man næsten mene. Lolabelle er katalysator for en række brogede betragtninger og meditationer over tilværelsen, dens afslutning og den menneskelige tilstand generelt. Til en begyndelse.

Har man været så heldig at opleve det trip, en Laurie Anderson-koncert er, vil man vide, at hun kommer vidt omkring i sine roligt fremførte og gennemarbejdede monologer, at hun stort set aldrig forfalder til platituder, og at der er et kolossalt rum for konstruktiv undren i hendes univers.

Læs også: ’Du bliver ikke arresteret for at træde ud af karakter’

Anderson er ikke kvinden med svarene, til gengæld fortæller hun gode historier og stiller interessante spørgsmål. De konklusioner, hun drager af sine livserfaringer og observationer af tilværelsens mange niveauer, er ofte overraskende og øjenåbnende. Og altid tankevækkende, også i de situationer, hvor man ikke helt kan enten følge hende eller dele hendes livssyn.

Der er tale om bevidsthedsudvidelse af den allerfornemste slags, og hun har en evne til at efterlade i hvert fald denne signatur med en følelse af at være blevet beriget og ikke så helt lidt taknemmelig oveni, lige meget hvilket medie hun benytter.

Hendes livssyn er præget af den tibetanske buddhisme, som hun ukrukket og oprigtigt tror på. Den refereres der ihærdigt til filmen igennem, ikke i en prædikende funktion, men livsfortolkende og dødsforklarende.

For Lolabelle er fortid, og det er ikke mindst det, filmen handler om: døden. Afskeden. Dem, der tager af sted og os, der bliver tilbage. Anderson har udover sin hund i samme periode mistet sin mor, som hun har et mere ambivalent forhold til. For jo, mennesker er mere besværlige at elske end hunde. Sådan er det.

Og i baggrunden lurer også tabet af ægtemanden Lou Reed, som hun var sammen med i 21 år, heraf de sidste fem som ægtefolk. Han nævnes ikke direkte, men ses her og der i korte glimt, og han lukker og slukker med den smukke sang, »Turning Time Around«, der understøtter efterteksterne.

 

Angår os alle

Filmens form er fragmentarisk og kan på den led minde om både digtet og drømmen. Og deler også noget af begges sære logik og mangel på respekt for det lineære til fordel for overraskende, men illuminerende associationer.

Virkemidlerne består af animationssekvenser, gamle ottemillimeter-sekvenser fra Andersons opvækst i det midtvestlige USA, hun ofte refererer til, private optagelser fra det lokalkvarter i New York City, hvor hun bor sammenholdt med diffuse billeder af marker, skove og enge, gerne i regn samt selvfølgelig utallige sekvenser med Lolabelle i fuld vigør og senere som gammel, affældig og blind.

Men når man nu er Laurie Andersons hund, får blindhed ikke lov til at stå i vejen for en karriere som både maler og musiker, så sent i hundelivet etablerer Lolabelle sig naturligvis også som kunstner.

Heart of a Dog passer ikke rigtig ind i nogen af de kategorier, det er så praktisk at jonglere med, når den skrivende gerne vil give læseren et indtryk af, hvor i landskabet vi befinder os. Det er i dette tilfælde en styrke, for vi er i denne film ovre i det så dybt personlige, at indholdet i sidste ende angår os alle. Samtidig med at en begivenhed som 11. september kaster lange skygger, for som newyorker har Laurie Anderson haft første parket til eftereffekten af dette overraskende angreb på byen.

Og som sædvanlig er hendes refleksioner overrumplende og originale. Alt sammen udsprunget af gåture i de californiske bjerge med Lolabelle, der til sin forbavselse opdager, at de kredse rovfugle opfatter hende som byttedyr.

Udtrykket i hundens øjne minder Anderson om de indfødte newyorkeres erkendelse af, at døden nu også kan komme fra oven. Og hvornår begyndte gaderne pludselig at myldre med bevæbnede soldater? Og den der ustandselige dataindsamling, hvad sker der lige med den?

Størst indtryk gør historien om dengang, Anderson som ung teenager ville lave en saltomortale fra vippen i den lokale svømmehal og endte med en brækket ryg. Først fortæller hun historien, som hun altid har fortalt den. Dækhistorien, så at sige. Tør, distancerende og humoristisk. For at nå frem til, hvordan det egentlig var. Hvor skrækkeligt det var at være indlagt på en afdeling med forbrændte og døende jævnaldrende.

Hvad kan vi så lære af det? At hver gang vi fortæller en historie, glemmer vi den en lille smule, iflg. Laurie Anderson. Det samme kan ikke siges om Heart of a Dog. Den husker man. Med undren og taknemmelighed.

’Heart of a Dog’, Instruktion og manuskript: Laurie Anderson. I bl.a. Empire Bio, Grand og Øst for Paradis i Aarhus

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anne Eriksen

Mennesker er mere besværlige at elske end dyr (hunde). Sådan er det...
Dyr rummer ikke falskhed, overvældende beregning af fordele (undtagelse - mad) og den uskyldighed, som vi elsker hos børn.
Vi behandler dyr på samme måde som naturen?