Læsetid: 4 min.

Et lille mørkt glædesudbrud

De internationale mediers reaktioner på Nicolas Winding Refns nye film, ’The Neon Demon’, der just har været med i hovedkonkurrencen i Cannes, svinger fra afsky til begejstring
Instruktøren Nicolas Winding Refn med Elle Fanning, der spiller hoved-rollen i hans nyeste film, The Neon Demon’.

Instruktøren Nicolas Winding Refn med Elle Fanning, der spiller hoved-rollen i hans nyeste film, The Neon Demon’.

Thibault Camus

23. maj 2016

Der blev både klappet, buhet og råbt ad lærredet, da Nicolas Winding Refns nye film, The Neon Demon, torsdag aften i sidste uge blev vist for pressen på filmfestivalen i Cannes. Cannes er et nådesløst sted at vise en film, for dommen falder med det samme – på grund af internettet og sociale medier endda endnu tidligere i dag, end da jeg første gang deltog i festivalen for 18 år siden.

Men jeg er nu ikke sikker på, at Refn selv er så utilfreds med modtagelsen af The Neon Demon, en egensindig gyserfilm om skønhed, ungdom og overflade i Los Angeles kannibalistiske modelverden. Han er ikke ligefrem kendt som en konsensussøgende filmskaber – han laver udfordrende og provokerende film – og allerbedst synes han at have det, når hans film vækker opsigt og deler publikum.

Universel applaus ville være for meget, det samme ville udelukkende negativ kritik, men når linjerne tydeligt er trukket op med tilhængere på den ene side og modstandere på den anden, ja, så kan Refn slappe af i visheden om, at han har opnået, hvad han ville – så har han gjort sit arbejde ordentligt.

Det forestiller jeg mig i hvert fald, for som Nicolas Winding Refn sagde om sin måde at arbejde og tænke film på, da jeg besøgte ham under optagelserne af The Neon Demon.

Ud i alle hjørner

»Jeg går ind i projekter, som om det er sidste gang, og hvis det er sidste gang, så skal det eddermame være all in. Det kan jeg godt lide ved uvidenheden i forhold til, hvordan en film ender. Man bliver afhængig af frygten for fiasko. Frygten for at fejle føder kreativitet, og kreativitetens største fjende er god smag. Jeg kan godt lide følelsen af at være ved at miste alting og så genvinde fodfæstet. Det er meget følelsesladet og fysisk, men det tvinger én ud i alle hjørner, og til sidst er man nødt til at tage en beslutning.«

Anmeldelserne af The Neon Demon i de udenlandske medier (og de danske) svinger således også fra den ene yderlighed til den anden – selv om de fleste dog roser det visuelle – og filmen er en af dem, man har talt om i Cannes.

Der er ikke mange film i årets hovedkonkurrence, der er blevet lige så megen opmærksomhed til del, og som man har haft lige så store forventninger til, ikke mindst på grund af Drive, der gav Nicolas Winding Refn instruktørprisen på festivalen i 2011, og Only God Forgives, som i endnu højere grad end The Neon Demon delte kritikerne på festivalen i 2013.

Poleret overflade

Filmmagasinet Hollywood Reporters veterananmelder, Todd McCarthy, er en af de mere negative i forhold til The Neon Demon – i det hele taget bryder han sig ikke om filmene i Cannes i år; kun tre film i hovedkonkurrencen har efter hans mening været turen værd. Han skriver blandt andet, at Refns film er »en latterliggørende flad, tung og langsom allegorisk kritik af modelverdenen, hvis indædt jaloux beboere bare ikke kan vente med bogstavelig talt at fortære hinanden«.

Ligesom McCarthy roser det britiske brancheblad Screen Internationals Wendy Ide musikken og billederne i The Neon Demon, men »der er ikke megen substans under den glittede og alt for polerede overflade«.

Det indflydelsesrige webmagasin Indiewires Eric Kohn skriver i sin noget lunkne anmeldelse, at »denne groteske, hyperstiliserede afhandling om modebranchen rummer nogle af de samme tossede billeder og B-film-abstraktioner som Refns Drive, men den tager ikke form på samme inspirerede niveau.«

Han slutter dog af med at skrive, at The Neon Demon er »elegant, sensuel og blodig – det er en ægte NWR-film på enhver måde«.

Forvirret på den gode måde

I den udelt begejstrede lejr befinder sig ikke mindst det britiske filmmagasin Little White Lies, der giver The Neon Demon fem stjerner og synes, at det er Refns bedste film til dato:

»Det er en kulmination på hans årtier lange fascination af den menneskelige naturs mørkeste og mest destruktive sider. Det er – forudsigeligt, pålideligt – et pragtfuldt, grumt værk, der holder et spejl op for det moderne samfunds gennemtærede moralske kerne.«

Jason Gorber fra det amerikanske webmagasin Twitchfilm er også glad for tematikken i The Neon Demon, og han slutter med følgende positive svada: »For de af os, der uanset genreklicheer bare gerne vil have en film til at tale til os både fysisk og intellektuelt, mens den tackler store ideer blandet med beskidt ophidselse, vil dette værk måske bevæge sig under huden på os. Fjollet, snu, sexet og snusket – The Neon Demon er et mørkt lille glædesudbrud.«

Og endelig er der den britiske avis The Telegraphs Robbie Collin, som efter at have set The Neon Demon var forvirret – på den gode måde: »Da filmen når sin logiske slutning, fortsætter Refn, og ender til sidst med en sekvens, der er så forbløffende – det må være en snedig, glittet gendigtning af Luis Buñuel og Salvador Dalis banebrydende surrealistiske kortfilm, Den andalusiske hund – at det eneste, man kan gøre, er at hyle eller juble.«

Collin jubler og giver The Neon Demon fem stjerner.

’The Neon Demon’ har dansk premiere den 8. juni Informations filmredaktør, Christian Monggaard, er i Cannes og skriver både i avisen og på Twitter: @monggaard

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu