Interview
Læsetid: 7 min.

’Det er ikke litteraturen, der skal redde Afrika’

Det er ikke litteraturens primære opgave at hele nationale sår og traumer – hverken erindringen om 1700-tallets slaveskibe eller kolonitiden. Det mener den kenyanske forfatter og redaktør Billy Kahora: ’Ved at politisere den afrikanske litteratur overser vi, hvor kompleks og uforudsigelig og dybdeborende den virkelig er’
Kultur
7. maj 2016
Billy Kahora er lige nu i København. Han skal fortælle om sit virke som både forfatter og redaktør først til et arrangement i Forfatterforeningen i Strandgade på Christianshavn og senere til et arrangement på Hovedbiblioteket. For der er brug for, at vi bliver ved med at kæmpe imod de stereotyper og forventninger, der stadig hersker, når man taler om litteratur fra afrikanske lande

Billy Kahora er lige nu i København. Han skal fortælle om sit virke som både forfatter og redaktør først til et arrangement i Forfatterforeningen i Strandgade på Christianshavn og senere til et arrangement på Hovedbiblioteket. For der er brug for, at vi bliver ved med at kæmpe imod de stereotyper og forventninger, der stadig hersker, når man taler om litteratur fra afrikanske lande

Ulrik Hasemann

Det lå i kortene, at Billy Kahora skulle være ingeniør. Han skulle slet ikke have noget med litteratur at gøre. Han skulle uddanne sig til et velbetalt job og flytte med sin familie til Buru Buru, et ordentligt middelklassekvarter i det østlige Nairobi.

Sådan gik det ikke. Fra 1970’erne og til i dag har alting forandret sig i Kenya, og det var kun i litteraturen, at Billy Kahora fandt en måde at håndtere og navigere i den konstante forvirring. Dengang troede han ikke, man kunne leve af at skrive. Det gør han i dag.

Dengang var der ikke rum til den litteratur, der ikke levede op til de forventninger, der var til såkaldt afrikansk litteratur. I dag er han chefredaktør på det transafrikanske litteraturnetværk og -forlag KWANI, der skaber rum og plads til nye og anderledes litterære stemmer fra det afrikanske kontinent.

Og derfor er Billy Kahora lige nu i København. Han skal fortælle om sit virke som både forfatter og redaktør først til et arrangement i Forfatterforeningen i Strandgade på Christianshavn og senere til et arrangement på Hovedbiblioteket. For der er brug for, at vi bliver ved med at kæmpe imod de stereotyper og forventninger, der stadig hersker, når man taler om litteratur fra afrikanske lande, mener han:

»Det er utrolig vigtigt, at vi taler om, hvordan meget afrikansk litteratur fortsat reduceres og instrumentaliseres,« slår Billy Kahora fast fra start, da Information møder ham i det indre København.

»Det er et faktum, at det er nemmere at få fondsmidler og økonomisk støtte til en bog, hvis den arbejder med enten kolonihistorien, AIDS eller en eller anden form for humanitær katastrofe. Det er altså problematisk.«

Der er nogle ganske specifikke forventninger, når det gælder afrikansk litteratur – fra både det vestlige og afrikanske bogmarked, forklarer han. Der foreligger en form for dosmerseddel som forfatterne fra det afrikanske kontinent på én eller anden måde forholder sig til. Kolonihistorien er én af dem. Og den var for Billy Kahora – og er stadig for mange kenyanske forfattere – svær at slippe uden om.

Derfor foreslår han da også, at vi begynder ved det, han skriver om. Og det har meget lidt at gøre med kolonitiden, AIDS og hungersnød.

Kenyansk kollaps

Kahora voksede op i 1970’ernes Nairobi, der dengang var et roligt og overskueligt sted. Kenya var på det her tidspunkt spirende og visionært og i fuld gang med at forløse alle de drømme og forventninger, som blev født med uafhængigheden i 1963.

Økonomien var stabil, levestandarden var rimelig høj, landbruget var velfungerende, og korruptionsniveauet var ikke så vanvittigt, at det satte tingene over styr.

Men alting ændrede sig drastisk i løbet af 1980’erne og 90’erne i en farlig kombination af stigende oliepriser, vedvarende tørke og et anspændt politisk klima. På få år eksploderede korruptionsniveauet, og alle, der sad på bare lidt magt og penge, ragede til sig i frygt for, at det hele ville forsvinde. Og det gjorde det så, forklarer Kahora.

»I løbet af ganske kort tid var hele den kenyanske økonomi fuldstændig udtømt. Folk mistede deres arbejde, skoler, universiteter og hospitaler lukkede ned. Alt kollapsede og forandrede sig fra den ene dag til den anden.«

Det liv, den uddannelse, det job, de drømme og den fremtid, Billy Kahora og hans jævnaldrende havde haft i sigte, forsvandt.

»Man blev nødt til at tænke sig rigtig godt om i lyset af alle nederlagene, alle de visioner, der havde spillet fallit – det var op til én selv at skabe et meningsfuldt liv.«

Og så vendte Billy Kahora sig altså mod litteraturen.

»Det var en måde at håndtere det hele på. Jeg kunne ikke rumme det i mit hoved, det skulle ned på papir. Hvis Kenya var forblevet stabilt og genkendeligt, så var jeg blevet ingeniør som planlagt. Men de her forandringer tvang mig til at tænke bedre efter og undersøge, hvad det var for nogle tilstande og vilkår folk i Kenya nu levede under.«

Intet rum til nye fortællinger

Og det viste sig hurtigt, at mange var interesserede i netop Billy Kahoras fortællinger om det Kenya, man ikke kunne læse sig til i medierne. I 2007 blev hans fortælling Treadmill Love belønnet med den prestigefyldte Caine Prize, som også Urban Zoning og Gorilla’s Apprentice i henholdsvis 2012 og 2014 var nominerede til.

Fortællingerne arbejdede med den stilstand og krisetilstand, mange pludselig levede i. Og i 2009 udkom så den dokumentariske roman The True Story of David Munyakei, der går bag om den gennemkorrupte Goldenberg-skandale. En skandale orkestreret af korrupte politikere, der op igennem 1990’erne endte med at koste den kenyanske stat omkring 20 milliarder dollar og forårsage enorm inflation.

»Jeg manglede simpelthen brikker i den her usammenhængende fortælling om Kenyas kollaps. Dem kunne man ikke få fra journalister, politikere eller universitetsuddannede. Dem skulle man selv skabe – eksempelvis i litteraturen,« fortæller Billy Kahora.

Men det var – og er stadig – svært at bryde igennem med den litteratur, der på én eller anden måde overskrider de her ret specifikke og snævre forventninger, der er til afrikanske litteratur, forklarer han.

Læs også: Ny afrikansk litteratur gør op med gamle stereotyper

Kahora er på ingen måde ude på at så tvivl om vigtigheden i, at vi fortsat både i og uden for det afrikanske kontinent diskuterer postkoloniale problematikker, AIDS eller forskellige former for humanitære katastrofer. De kan på ingen måde diskuteres nok. Han mener bare ikke, at det må være litteraturens eller kunstens opgave at gøre det.

»Man ender med at latterliggøre kunsten, når man påstår, at den kan hele traumer og sår fra kolonitiden. Det tror jeg ikke på, at den kan. Ligesom den ikke kan trække 1700-tallets slaveskibe tilbage eller bygge brønde. Man kan heller ikke bare opsætte et teaterstykke om AIDS i en landsby og så forvente, at folk lærer at beskytte sig,« mener Kahora. For ham gør den slags tænkning kunsten til grin. Og til potentiel syndebuk, når den så fejler.

»Det er og bliver politikernes, sundhedsmyndighederne og uddannelsesinstitutionernes opgave at forebygge nye aidsudbrud. Ligesom det er politikerne, ingeniørerne og konstruktionsarbejderne, der skal bygge brønde. Og medierne, historikerne og uddannelsesinstitutionerne må tage ansvar for at arbejde indgående og kritisk med postkoloniale problemstillinger. Det er ikke litteraturen, der skal redde Afrika fra dets problemer,« fastslår Billy Kahora.

Befri nu litteraturen

Ifølge Kahora ender man med at undergrave litteraturen – uanset hvorfra i verden den skrives – når man forsvarer dens berettigelse med tanker om opbyggelighed i forhold til en politisk og konfliktfyldt virkelighed og historie.

»Ved at holde den op på de her ærkeafrikanske narrativer, så ender vi med at overse, hvad litteraturen virkelig kan og er. For det, der er fantastisk og særligt ved litteraturen er jo, at den er så uforudsigelig og kompleks – og ikke en del af et politisk eller kommercielt program. Det er altså på tide, at vi sætter litteraturen fri fra det politiske og historiske,« fastslår han.

Billy Kahora er ikke i tvivl om, at litteraturen kan rykke ved specifikke strukturer og tankemønstre, hvis den får lov til at gøre det på egne præmisser.

»Det er kunsten og litteraturen, der kan gå bag om tingenes tilstand og undersøge i dybden – hvad og hvordan er helt uforudsigeligt. Litteraturen er en mulighed for anderledes erfaringer og fortællinger – den slags, man ikke kan bestille eller savne, før de er her.«

Men de såkaldt nye fortællinger og spirende litterære stemmer skal støttes. Og det har det afrikanske – og især det kenyanske – bogmarked ifølge Kahora på mange måder ikke formået.

»Det har været op til forfattere og kreative selv at stable de her uafhængige fællesskaber omkring litteraturen på benene.« Og det var sådan det transafrikanske litteraturnetværk KWANI startede i 2003. Med den prisbelønnede og anerkendte forfatter Binyavanga Wainaina i spidsen formede en gruppe forfattere og kreative et litterært fællesskab. Først bare i form af spontane skriveværksteder og kollektive tekstlæsninger i en baghave i Nairobi, og senere som en etableret litterær organisation, der selv udgiver, redigerer og trykker ny afrikansk litteratur.

»Når nu hverken staten eller internationale aktører tager ansvar for at støtte en ny litterær strømning, så må man selv få det til at ske,« fortæller Kahora, der siden 2009 har været chefredaktør på KWANI.

Og det sker nu – i hvert fald mere end før – i Nairobi. Én gang om året udgives de stærkeste tekster og tegninger i antologier; den første kom i 2003, og den næste er lige om hjørnet. Men der er er brug for mange flere steder, hvor forfattere kan udfolde og udvikle sig, hvis den afrikanske litteraturs potentiale skal indfries, mener Billy Kahora:

»Så længe at så mange afrikanske stater ikke tager ansvar for litteraturen og skaber nogle velfungerende litterære institutioner, så går mange spændende og vigtige eksperimenter tabt.«

»Vi skal give plads til de fortællinger, som medierne og magthaverne nødvendigvis ikke er interesserede i. Og den dovne og ignorante opfattelse af, hvad afrikansk litteratur er, den skal modarbejdes. For afrikansk litteratur er ligesom litteratur fra alle andre dele af verden en helt masse – og først og fremmest er det jo bare litteratur, der skal læses og skrives og anerkendes på sine egne præmisser.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her