Interview
Læsetid: 10 min.

’Lyden af dryppende vand kan være uhyggelig’

Gyserfilm har været med os siden filmkunstens fødsel og opfylder mange formål, siger den amerikanske filminstruktør John Carpenter, der også har skrevet musikken til de fleste af sine film. På mandag optræder han i København med sin filmmusik og musik fra to nye album med musik ’til filmene i ens hoved’. Information har talt med manden kendt som ’The Horror Master’
Med ’Halloween’ stod Carpenter fadder til den populære ’Slasher’-filmgenre. Men hvor han gjorde det med en vis elegance, enkelthed og visuel opfindsomhed, er det langtfra alle senere film i genren, der har noget at byde på.

CPH PIX

Kultur
27. maj 2016

At se en John Carpenter-film er som at træde ind i en parallelverden fuld af drømme og mareridt. Ting, hændelser og mennesker er sjældent, hvad de giver sig ud for at være, og jo længere tid man opholder sig dér, des mindre kan man stole på sin egen dømmekraft.

Det er en kulørt og ofte meget foruroligende verden, hvor man det ene øjeblik får serveret et stykke begsort humor og måske lidt samfundssatire, og det næste bliver skræmt fra vid og sans. Galskab og en voldsom død lurer lige om hjørnet, og hovedpersonerne må kæmpe for både liv og forstand.

Gennem en karriere, der begyndte på filmskole i Californien i slutningen af 1960’erne, har 68-årige Carpenter bevæget sig rundt i mange forskellige genrer – han har sågar skabt sine egne – men gyserfilmen står hans hjerte nærmest, og flere af hans film har status af moderne klassikere: Halloween (1978, Maskernes nat på dansk), The Thing (1982, Det grusomme udefra), The Fog (1980, Tågen), Prince of Darkness (1987, I en kælder sort som kul), In the Mouth of Madness (1994) og Vampires (1998).

»Gys er en universel størrelse,« siger den 68-årige instruktør, der kaldes The Horror Master, i telefonen fra USA.

»Hver eneste nation på kloden elsker og sætter pris på gyserfilm. Komedier rejser ikke altid så godt, men gysere gør. Alle mennesker er bange for et eller andet, og vi er alle bange for de samme ting, hvilket gør os menneskelige. Vi bliver født bange. Den slags er meget stærkt. Gyserfilm har været med os siden filmmediets begyndelse, og de opfylder mange formål og bliver konstant genopfundet for en ny generation.«

Han holder en pause.

»Hvem var det nu, der først talte om katarsis? Jeg kan ikke huske det, en eller anden berømt fyr. Det er en af gysets store formål – at man konfronterer sin frygt i biografen og bagefter kan forlade den vel vidende, at det hele bare var fantasi, og at man er i sikkerhed.«

Maleriske titler

Grunden til, at jeg taler i telefon med John Carpenter, er, at han selv har skrevet musik til langt de fleste af sine film, og at han på mandag den 30. maj kommer til København for at give koncert med sin filmmusik og musikken fra de to album, Lost Themes og Lost Themes II, han just har udgivet i samarbejde med sin søn og gudsøn.

»Det er musik til filmene i ens hoved og til at køre rundt i Los Angeles om natten, op ad Mulholland Drive. Det er meningen, at man kan køre rundt i mørke gader, mens man lytter til det. Det er det, det hele handler om,« sagde Carpenter for nylig på forfatteren Bret Easton Ellis’ podcast, B.E.E.

Musikken på Lost Themes og Lost Themes II stammer ikke fra Carpenters film, men er et resultat af improvisationer i instruktørens hjemmestudie, når han spillede computerspil med sin voksne søn, og de havde brug for en pause. Så gik de ned i studiet, tændte for computeren og jammede løs.

Men musikken kunne lige så godt være taget fra en af hans film; det er umiskendeligt Carpenter med den markante brug af synthesizer til at skabe en suggestiv, ofte dyster, ildevarslende stemning og mindeværdige, melodiske temaer, der sidder i kroppen og dunker i hovedet længe efter, at pladen er færdigspillet – og den indre film er slut.

Den elektroniske musik er så vigtig en del af instruktørens filmiske identitet – det rytmiske, synkoperede hovedtema til Halloween er et af hans mest berømte og genkendelige stykker musik – at man genkalder sig scener fra filmene, mens man lytter til numre med maleriske titler som »Vortex«, »Mystery«, »Abyss«, »Purgatory«, »Windy Death« og »Bela Lugosi«.

Intuitiv proces

John Carpenter fortæller, at han altid har lavet musik på samme intuitive måde, men at muligheden for at komponere uden at skulle forholde sig til en færdig film, har været vederkvægende.

»Når jeg laver musik til Lost Themes-pladerne, improviserer jeg,« siger han.

»Jeg lader bare musikken komme ud, fordi den er indeni. Det er meget sjovere på den måde. Det er frigørende. Man er ikke nødt til at understøtte et billede eller en række billeder eller en scene. Det er bare musik for musikkens egen skyld. Og det er vældig morsomt. Når først musikken er færdig, og jeg lytter til den, ser jeg alle mulige billeder for mig, og jeg tænker for mig selv, ’wow, det her kan vi bruge i en film.’ Men det gør jeg ikke, mens jeg skaber musikken.«

Og det er noget ganske andet, end når man skriver musik til en film.

»Nu siger du ’skrive musik til film’, jeg skriver ikke rigtig til film,« siger Carpenter.

»Jeg improviserer, mens jeg kigger på lærredet. Det er en intuitiv proces, som jeg virkelig nyder. Men ved du hvad, hele processen med at lave en film er fuld af bekymringer. Det er meget hårdt, og det er ikke særlig rart. Det kræver, at man er alle mulige ting på én gang hele tiden. Så når det bliver tid til at lave musikken, er det ofte allersidst i processen, og man er udmattet og har lyst til at rejse væk, men det kan man ikke. For man skal lave musikken. Følelsen af ikke at have det problem, ikke at være udmattet, ikke at have færdiggørelsen af en film hængende over hovedet, er bare fantastisk. Jeg kan slet ikke fortælle dig, hvordan det føles. Det er utroligt.«

En anden akt

Koncerten den 30. maj er et led i en turné, som fører John Carpenter verden rundt. Jeg taler med ham blot et par dage før den første koncert i Los Angeles den 20. maj, og det er også første gang, at instruktøren skal stå på en scene og fremføre sin egen musik.

Han siger, at det er skrækindjagende, men også spændende, fordi han reelt ikke ved, hvad han skal forvente sig. Det er efterhånden seks år siden, at Carpenter sidst instruerede en film, og lige nu fylder musikken mest i hans liv. Han vil dog ikke kalde det for et karriereskifte.

»Jeg ved ikke, om det er en karriere endnu, men det er sjovt at prøve,« siger han. »Det giver mig glæde på det her tidspunkt i mit liv. Jeg har fået en anden akt og mulighed for at lave noget andet end film. Jeg elsker stadig film, og jeg vil lave flere film, hvis omstændighederne føles rigtige, og jeg har det godt med det. Det har jeg ikke noget problem med. Men for en tid har jeg det godt med at koncentrere mig om musik.«

Jeg spørger, om Carpenter ser sig selv som historiefortæller, når han laver musik.

»Når jeg laver film, fortæller jeg historier. Jeg ved ikke, om man fortæller historier, når man laver musik. Musik eksisterer for sin egen skyld – den behøver ikke eksistere af hensyn til noget andet og skal ikke retfærdiggøres. Det behøver ikke være et narrativt greb.«

Modkultur og oprør

John Carpenter debuterede som spillefilminstruktør med den uafhængigt producerede Dark Star (1974), en sorthumoristisk science fiction-film, der visuelt og handlingsmæssigt peger frem mod både Star Wars og Alien. (Carpenters medforfatter på filmen, Dan O’Bannon, var med til at skrive Alien.)

Siden har hans hovedspor været effektive skrækfilm af forskellig art, og ind imellem afstikkere til en række af de andre fantastiske genrer: Assault on Precinct 13 (1976, Sidste nat på Station 13 på dansk) er en moderne storbywestern, Escape from New York (1981, Flugtaktion New York) er apokalyptisk, samfundskritisk sci-fi-action, Starman (1984) er en forbavsende følsom fortælling om et rumvæsens besøg på Jorden, Big Trouble in Little China (1986, Hvem springer kineserne for?) er et tosset forsøg på at gøre kineserne mystisk kampsportsramasjang kunsten efter, og They Live (1988, Skjulte fjender) er et veloplagt stykke kapitalismekritik, der stadig har relevans i dag.

Som så mange andre var Carpenter dengang præget af 1960’ernes og 1970’ernes modkultur og opgør med autoriteter, politikere og et system, som man ikke længere stolede på pga. Vietnamkrig og Watergate. Kynisme, nihilisme og verdens undergang løber som en rød tråd gennem de film, han lavede i de første 20 år af sin karriere, hvor han fortrinsvis arbejdede uden for systemet.

I årene siden har Carpenter med vekslende held forsøgt sig med større budgetter og dermed også større studiekontrol, og kun nogle få af hans senere film – den Lovecraft-inspirerede In the Mouth of Madness (1994) og westerngyseren Vampires (1998) – har for alvor kunnet leve op til de bedste af de gamle.

De begrænsninger i hans kreative frihed, der følger med flere penge, er da også en af grundene til, at Carpenter ikke længere er så aktiv som instruktør, men i stedet fokuserer på musikken. Den er stadig helt hans egen.

Begynder med filmen

John Carpenter er vokset op i et musikalsk hjem, og han lærte tidligt selv at spille. Det var dog film, især westerns og gysere, der trak mest i ham som barn.

»Det begynder med film,« siger han.

»Det er min muse. Det er det, jeg elsker mest. Så kommer musikken i anden række. Jeg har altid været forelsket i film. Det er, hvem jeg er. Det er, hvad jeg er.«

Det var økonomi, der var grunden til, at han allerede, mens han gik på filmskole, begyndte at skrive musik til egne og andres film.

»Når man laver en skolefilm eller en lavbudgetfilm, har man ikke penge eller ressourcer til at hyre et orkester og lave den slags musik. Det har man bare ikke. Jeg ville skrive og spille musik til mine kammerater på filmskolen, og da jeg selv blev instruktør og lavede en række film, var situationen den samme: Vi havde ganske enkelt ikke penge til at betale en komponist, så jeg blev ved med at skrive musikken. Og jeg brugte synthesizeren, fordi den var billig, og fordi man kan få stor lyd ud af en synthesizer, og så har man ikke brug for et orkester. Desuden elsker jeg virkelig lyden af synthesizeren. Det var min lyd.«

John Carpenter har inspireret flere generationer af genrefans (inklusive denne letpåvirkelige, mørkerædde skribent), instruktører og forfattere, der voksede op med hans film i 1970’erne og 1980’erne og refererer til dem i deres egne værker – og genindspiller hans film med mildest talt blandede resultater.

Blandt andet var det Carpenter, der med Halloween stod fadder til den populære slasher-film, hvor en maskeret psykopat forfølger unge mennesker, især piger uden tøj på. Men hvor Carpenter gjorde det med en vis elegance, enkelthed og visuel opfindsomhed, er det langtfra alle senere film i genren – og alle Halloweens efterfølgere – der har noget at byde på.

Genial instruktør

For ganske nylig tweetede den mexicanske filminstruktør Guillermo del Toro en flere dage lang hyldest til Carpenter: »Når jeg tænker på John Carpenter, forbløffes jeg over det faktum, at vi tager ham for givet,« skrev han.

»Hvordan kan vi gøre det? Hvorfor skulle vi? Han er en sjældenhed. Vi må alle enes om, at Carpenter er en genial forfatter og instruktør. En vaskeægte auteur. Åh, og en hæderkronet komponist. Carpenters musik fluktuerer med hans film. Lyt til den: Den inkarnerer ånden i hver eneste film perfekt.«

Del Toro slutter af med at fortælle en anekdote om engang, han spiste middag med John Carpenter og sagde til ham, at den underkendte The Thing med tiden havde fundet sig et publikum og nu blev betragtet som et mesterværk i gysergenren.

»Hvad fanden skal jeg bruge det til?« lød Carpenters lakoniske svar.

Da jeg spørger ham, hvordan han har det med at have skabt egne genrer og inspireret andre filmskabere, er han lidt mere positiv: »Hvis jeg kan genkende noget, jeg har været ansvarlig for og har noget at gøre med, så er det meget flatterende. Jeg har det godt med det. Men jeg kan kun se en lille smule af min indflydelse her og der. Jeg kan ikke få øje på så meget. Folk siger, at de kan lide mine film, og det er det bedste. Det er fantastisk. Jeg håber, at I kan lide dem. Det var derfor, jeg lavede dem.«

Interviewet er ved at være slut, og Carpenter giver mig mulighed for at stille to sidste spørgsmål. Jeg kan ikke lade være med at spørge, hvad en god gyserfilm er for ham.

»Den skal skræmme dig,« siger han og griner.

»Den handler om uhyggelige ting. Det er slet ikke så kompliceret. Det er faktisk meget enkelt. Det er det, en god gyserhistorie gør – den giver én gåsehud, skræmmer én. Det kræver en god historie og gode figurer, og så kan man udnytte alle mulige former for trick for at skabe uhygge. Der findes ikke kun én måde at lave gyserfilm på. Det afhænger af historien.«

Hvad er så den mest uhyggelige lyd i verden?

»Der findes ikke nogen liste. Lyden af dryppende vand kan være uhyggelig. Havet kan lyde uhyggeligt. Det afhænger af historien og sammenhængen.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her