Læsetid 4 min.

Lykkeland

’Folkets skønhed’ er en fin, kærlig, men også lidt overfladisk roman om en generation, der flyttede fra land til by, og en hyldest til de husmødre, der tog rejsen op i middelklassen
MeretePryds Helles roman eren levende skildring af 1950’ernes og 60’ernes parcelhusdanmark, der for langelandsmigranterne var et lykkeland med elektricitet, penicillin og Odderbarnevogn. 
 Arkiv

Tine Sletting

28. maj 2016

»Folkets skønhed« kalder familien på Langeland det maleri af kartoffelsamlende kvinder, signeret Vincent, faderen en dag bringer til huse. Gennem hele romanen symboliserer maleriet den skønhed, som hovedpersonen Marie søger i sit liv.

Romanen følger Maries rejse fra det ludfattige barndomshjem på landet til forstadskøbenhavnsk middelklasse, da hun gifter sig med barndomskæresten Otto og selv får døtrene Gitte og Merete.

Merete med efternavnet Pryds Helle er romanens forfatter, og bogen er baseret på hendes forældres liv. I romanens korte afsluttende kapitel, »Selvsyn«, diskuterer forfatteren sin brug af erindringsstof og de familiehistorier, som hun med store ører sugede til sig som lille. Omsider falder forældrenes borgerlige tilværelse på plads i hendes univers: Den var udtryk for det samme oprør som hendes eget og var tilmed en dyrekøbt succes: »Og det var sådan, at de forsøgte at komme væk fra noget, ligesom jeg forsøgte at komme væk fra noget, men væk, sådan er det; væk er man vel aldrig helt.«

Resultatet er en sikkert komponeret familiekrønike med et myldrende persongalleri af familiemedlemmer, hvis djærve, præcist hørte replikker afspejler generationens forsøg på at finde sprog for deres erfaringer.

Vold og mugne kommentarer

Især blev følelser holdt nede i deres barndom. Langeland i 1930’erne og 40’erne ligner et miljø fra 1800-tallet. Maries forældre skjuler kærligheden til deres børn bag vold og mugne kommentarer, så børnene kan beredes på livets sure nødvendighed. »Uduelig«, snerrer faderen, da sønnen Kaj bliver stukket i halsen af en hveps og var død af kvælning, hvis ikke Marie havde givet ham kunstigt åndedræt med et siv i halsen.

Romanens indlagte stumper af viser og digte, Kaj Munks Anemone, Kingos Forfængelighed, »Jeg har været på Vulkaner«, lyser romanen og Maries sind op som dugdråber i et edderkoppespind. For Marie er sprogets skønhed et sjældent under, og hun er betaget, da den kønne Otto med de blå øjne holder tale ved hendes konfirmation: Hvordan kan han lyde som Stauning og Kaj Munk i radioen?

Marie er selv ’Folkets skønhed’, hun ligner filmstjernen (og opfinderen!) Hedy Lamarr og virker mærkeligt uspoleret af de hårde forhold. Konstant søger hun små uanselige beviser på sin mors kærlighed, og får dem. Moderen føder barn efter barn, magter ikke dem alle, men slider sig op, da faderen som tagdækker falder ned og brækker ryggen. Sygdommen og tabet af forsørgerstatus gør ham bitter, han bliver indlagt på psykiatrisk.

Som én af bogens mandlige personer tørt konstaterer: Carl har altid været skør, men så længe man kan arbejde, er der ingen, der brokker sig. Rent galt går det for naboens datter Bitten, der er »mongol«, dvs. sinke, bliver gravid, og hvis sørgelige skæbne hjemsøger Marie livet igennem.

Marie og Otto gifter sig og flytter fra Langeland til København. Hun arbejder på fabrik for at forsørge familien, mens Otto læser videre. Hans karriere går godt, Marie passer hjemmet og de to døtre, de får bil og hus. Her bliver romanen en levende skildring af 1950’ernes og 60’ernes parcelhusdanmark, der for langelandsmigranterne var et lykkeland med elektricitet, penicillin og Odderbarnevogn.

Tungt at være sød

Marie har moralsk kompas, hun ved, når noget er galt og godt. Romanens krasse humor er dog på læserens side – en abort foregår på das, en rotte rumsterer i ligkisten til stor opstandelse (naboens hævn for en gammel forurettelse) – men Marie bider tænderne sammen. Det gør hun også i ægteskabet. Otto elsker sin kønne kone, hun elsker ham. Men nemt er det ikke altid:

»Det koster dig vel ikke noget at smile, sagde han, hvis hun beklagede sig. Men det gjorde det. Det kostede kræfter at være sød og smilende fra morgen til aften. Smile til Gitte og den lille Merete, når de kastede rundt med deres mad, tissede i deres bukser og bleer og senge, hylede og skreg for ingenting. Smile til Otto, når han kom hjem og knap var til at slå et ord af … og hun bad ham slukke lyset, så han ikke kunne se smilet visne på hende imens; for han elskede hende kun, når hun var sød, og det var så tungt at være sød.«

Tragikomisk er beskrivelsen af parrets nødtørftige sexliv. Bror Kajs overgreb på Marie i barndommen kan hun ikke tale om, skammen er hendes, og Marie har ikke ord for, at hun ønsker mere end en lirken med to fingre og ind og ud.

Men reelt holder Marie også masken for læseren. Merete Pryds Helle er en mere sociologisk end psykologisk forfatter, og romanen skildrer personer og begivenheder i robuste overflyvninger og bratte nedslag som i en ’gammeldags’ historisk roman. Netop derfor når romanen aldrig psykologisk helt ind under huden på sine personer. Det gør i for høj grad romanen til en slags socialrealistisk freakshow, hvor læseren kan gyse velbehageligt over de onde gamle dage, men egentlig ikke bliver klogere på personernes indre motiver.

Som Pryds Helles historiske roman Hej Menneske (2009) viser Folkets skønhed, hvordan mennesker formes og agerer i de sociale rum, de nu har. Romanen deler også spor med Jepsens Hjertets dannelse og Ida Jessens En ny tid (2015) ved at skildre det nære livs små fremskridt, helt ned i det sprog, hvor børn behandles med ømhed og »undskyld« bliver en del af det fælles ordforråd. »Vi bliver aldrig lykkeligere, end vi er nu,« mener Maries barndomsveninde og svigerinde Birte.

Om det er sandt, får vi måske at vide i en senere bog om familien fra Langeland.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu