Læsetid: 4 min.

I Medina må man overgive sig til kynismen

Omar Shagarwis anden spillefilm ’Al Medina’ er en knugende fabel om længsel, vold og værdighed
Yusif (Omar Shagarwi) fængsles og bliver som barnemorder behandlet brutalt, indtil lokale optøjer gør det muligt at flygte.

Yusif (Omar Shagarwi) fængsles og bliver som barnemorder behandlet brutalt, indtil lokale optøjer gør det muligt at flygte.

Nordisk Film

Kultur
20. maj 2016

Det er med håbet om, at alt skal blive godt, at dansk-arabiske Yusif (Omar Shagarwi) ankommer til en ikke nærmere defineret by i Mellemøsten ved navn Medina med sin gravide kone Sarah (Sarah Hjort Ditlevsen).

Alt skal falde på plads, og han skal falde til ro og blive far i sin egen fars hjemby. På vej fra lufthavnen konverserer Yusif eksalteret taxachaufføren på sit ikke helt flydende arabisk, mens han kysser sin kone og stråler som en, der har fået alle sine ønsker opfyldt.

Det kommer ikke som en overraskelse, at det kort efter ender helt galt. Yusif vil vise Sarah udsigten over byens tage, mens der bliver kaldt til bøn, og eftermiddagslyset sætter ind.

Bedst som han breder armene ud og prøver at indvie sin kone i sin kærlighed til denne by, som han aldrig har boet i, kommer et gadebarn og beder om penge. Yusif giver ham lidt som det mest selvfølgelige i verden – det tiltrækker flere børn, situationen eskalerer, Sarah bliver skubbet rundt, og pludselig er Yusif barnemorder.

Det er bare det første vendepunkt i dansk-palæstinensiske Omar Shargawis anden spillefilm, Al Medina. Med en kameraføring, der virker anspændt og tunnelsynet som en desperat mands blik på sine omgivelser, følger vi Yusif, mens det liv, han havde håbet på, krakelerer.

Resten af filmen klamrer Yusif sig til de muligheder, der byder sig, for at opnå en smule værdighed, men bliver også konfronteret med en række valg mellem vold og udsathed, ondskab og godhed. Han kommer i fængsel og bliver som barnemorder behandlet brutalt, indtil lokale optøjer gør det muligt at flygte.

Herefter raver den før så elegante Yusif forvildet rundt i Medina iført blodigt, beskidt tøj, med stort skæg og en sult, der gør det svært at opføre sig som et civiliseret menneske.

En hjertensgod caféejer tager Yusif til sig som sin gæst og udviser en nærmest ubegrænset tillid og generøsitet over for den fåmælte fremmede, der bliver som en onkel for hans lille datter Nour.

Forbandede romantiker

Karaktererne i Al Medina, deres indbyrdes forhold og det plot, deres uheld og valg afføder, er en kende skematiske. Man kan godt regne ud, om de mennesker, Yusif møder, vil vise sig som repræsentanter for det gode eller det onde. Meget få befinder sig midtimellem, alt er i høj grad sat på spidsen. Det er ikke nødvendigvis en brist i filmen, der har karakter af en fabel.

En fremmed gennemskuer Yusif som den forbandede romantiker, han er, og ser, hvilken drøm om at finde et hjemland han har fået knust og erstattet af et veritabelt mareridt. Han er en araber, der vil finde sine rødder, men er nu på flugt fra politiet i en by fuld af fattigdom og kriminalitet.

Det fængslende ved Al Medina er altså hverken karaktertegningen eller plotafviklingen, men derimod den nervøse tilstedeværelse i en fremmed, men savnet by, som kameraføringen formår at etablere. Filmens billedside er som Omar Shagarwis debutfilm, Gå med fred Jamil (2008), grynet og flydende gennem en række skæve vinkler på stærke mænd, der har mistet orienteringen.

Der filmes rigtig meget hen over Omar Shagarwis brede skuldre, mens flugtinstinktet driver ham rundt i den labyrintiske by. Tit ser man hans udmattede ansigt i meget nær profil, mens byen i baggrunden fremstår som en grafisk flade af linjer skabt af telefonkabler, hjørner og døre og felter af vægge, mure og baldakiner.

Mytisk arabisk hjemstavn

Medina – der som sagt ikke er nogen bestemt arabisk by i noget bestemt arabisk land, men en form for mytisk arabisk hjemstavn – fremstår både påtrængende og utilnærmelig. Denne blanding af paranoiaformidlende closeup og flimret, kaotisk byrum giver Al Medina en nerve, som er prisen på en biografbillet værd. De registrerende og fremmedgørende blikke fra de mennesker, Yusif møder, bidrager til den knugende stemning.

Jeg vil ikke afsløre for meget om den specifikke ondskab, der præsenterer sig som en mulighed for Yusif, som bare gerne vil have penge til at lade sig smugle hjem fra Medina, gennem ørkenen og videre til Danmark.

Den er ikke svær at genkende, sådan som den er personificeret af dr. Rami, en elegant klædt verdensmand med en fransktalende, letpåklædt flamme ved sin side og mere plumpe typer til at håndtere den praktiske side af sagen. Denne lidt vel standardiserede djævel af et menneske tilbyder Yusif penge, kvinder og opium og forklarer ham, at i et forarmet hul som Medina må man overgive sig til kynismen for ikke at blive fornedret.

Ligesom i Gå med fred Jamil er hovedpersonen i vildrede, alle hans værdier er oppe i luften og godheden og ondskaben trækker i ham fra hver sin side. I Al Medina udgør den skruppelløse dr. Rami og den godhjertede caféejer de moralske poler.

Som sådan er de dybt utroværdige figurer. Men Al Medina lever heller ikke af sin troværdighed, men af sin intense visualisering af hovedpersonens desperation.

’Al Medina’ – Instruktion og manuskript: Omar Shargawi. 89 min (Biografer landet over)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her