Læsetid: 6 min.

Ny afrikansk litteratur gør op med gamle stereotyper

Unge afrikanske forfattere kæmper for at bryde med forestillinger om, hvad Afrika er og hvad afrikansk litteratur er. De vil skrive om egne erfaringer på egne præmisser i egne former. Og de skriver først og fremmest mod egne, afrikanske læsere
Unge afrikanske forfattere kæmper for at bryde med forestillinger om, hvad Afrika er og hvad afrikansk litteratur er. De vil skrive om egne erfaringer på egne præmisser i egne former. Og de skriver først og fremmest mod egne, afrikanske læsere
7. maj 2016

Den kenyanske forfatter og aktivist Binyavanga Wainaina giver i sit berygtede essay »How To Write About Africa« fra 2006 den vestlige skribent en stribe tips til, hvordan man omtaler Afrika og dets 900 millioner indbyggere i litteraturen.

I hvert fald hvis man alene vil bekræfte de snævre tænkemåder og karikerede forestillinger, der i dag stadig råder, når det kommer til Afrika – og afrikansk litteratur.

Selv om Wainainas essay i dag er ti år gammelt, så er det stort set ligeså aktuelt og rammende som det var dengang, mener Bodil Folke Frederiksen, der forsker i afrikansk litteratur og kultur på RUC:

»Det er nogle exceptionelt sejlivede stereotyper, der fortsætter med at definere, hvad vi forventer os af afrikansk litteratur. Og de er svære at komme uden om for den unge afrikanske forfattergeneration,« fortæller hun.

»De unge forfattere vil så gerne bare skrive uden at skulle forholde sig til de her hæmmende stereotyper og forventninger. Men det er utrolig svært for dem at finde en litterær platform, hvorfra de her tankemønstre kan redefineres eller forkastes.«

De gamle hænger ved

Bodil Folke Frederiksen forklarer, hvordan interessen for afrikansk litteratur i 1960’erne og 70’erne var enorm. Mange afrikanske lande var netop blevet selvstændige, og nye stemmer satte litterær form på mange af de erfaringer og fortællinger fra kolonitiden, der ikke tidligere var blevet fortalt.

Forfattere som nigerianske Chinua Achebe, kenyanske Ngugi wa Thiong’o og Mongo Beti fra Cameroun arbejdede i hele deres forfatterskab især med koloniale og postkoloniale problemstillinger. Det var et både brandvarmt og brandnødvendigt tema, fastslår Bodil Folke Frederiksen.

Læs også: I Afrika skriver de fremtiden

Men på en eller anden måde blev det også et tema, der var svært at skrive sig ud af eller videre fra for de efterfølgende generationer, forklarer hun:

»Achebe, Thiong’o og Beti er i dag de helt store nationale forbilleder. For unge kenyanere betyder eksempelvis Thiong’o så utrolig meget som en national helt og en litterær figur. Men de emner, han skriver om, kan mange faktisk ikke længere identificere sig med.«

De billeder og diskurser, der i stor stil definerede den afrikanske litteratur i 60’erne og 70’erne hænger altså ved i dag – alt for godt, mener Bodil Folke Frederiksen: »Den her snævre forståelse af, hvad afrikansk litteratur er, har længe spændt ben for de unge afrikanske kunstnere. De kæmper og kæmper for at finde frem til egne former, der kan passe til de erfaringer, de står med i dag.«

Nigeriansk-amerikanske Teju Cole. Foto: Klaus Holsting og Finn Frandsen/Polfoto

Kenyansk LGBT-forfatter

Men det er ved at ændre sig. Forfattere som nigerianske Chimanda Ngozi Adichie, britisk-amerikanske Taiye Selasi og nigeriansk-amerikanske Teju Cole er for længst brudt igennem internationalt. De er, hvad Selasi kalder afropolitter, og ifølge Bodil Folke Frederiksen er de med til at tegne et nyt og mere tidssvarende billede af Afrika og afrikansk litteratur.

»De yngre generationer er på vej ud i verden på en anden måde end deres forgængere. Der er utrolig mange veluddannede afrikanske intellektuelle, der indtil videre har været relativt ukendte for os i den vestlige verden. De er begyndt at mase mere og mere på for at blive hørt og etablere deres egen stemme ved især at rejse ud og bruge internettet,« fortæller hun.

Bodil Folk Frederiksen fremhæver igen kenyanske Binyavanga Wainaina, der med sin samtidpolitiske litteratur og politiske aktivisme virkelig er brændt igennem i løbet af de seneste år.

I 2011 udgav han den autobiografiske One Day I Will Write About This Place, der hudløst ærligt beskriver hans opvækst i Nairobi, præget af kaos, forvirring og fest. På den ene side stod Michael Jackson og de store amerikanske filmproduktioner, mens religion, tradition og familie stod på den anden.

I 2014 tilføjede Wainaina så et sidste kapitel til biografien med titlen»‘I am a homosexual, Mum«. Han sprang hermed ud som homoseksuel LGBT-aktivist og gik ind i kampen mod den homofobiske lovgivning, der er i 36 af Afrikas 55 lande.

De emner og konflikter, som Wainaina repræsenterer, skriver om og kæmper for vækker stor genkendelse hos unge afrikanere, forklarer Bodil Folke Frederiksen. Mange har hungret efter en figur som Wainaina:

»Han taler om seksualitet, køn og identitet – emner som den yngre kenyanske generation genkender sig selv og den samtidige politiske virkelighed i. Og så gør han det på en måde, der er både tilgængelig og interessant.«

På egne præmisser

Jacob Rasmussen, der er adjunkt på Internationale Udviklingsstudier på RUC, har lige som Bodil Folke Frederiksen også længe fulgt Binyavanga Wainaina. Og dermed også det transafrikanske litteraturnetværk, KWANI, som Wainaina i 2003 var med til at grundlægge.

Siden er navne som Ogutu Muraya, Velma Kiome og den nuværende chefredaktør og forfatter Billy Kahora kommet til, og selv om netværket har base i Nairobi, Kenya, så når det bredt ud over det afrikanske kontinent med dets arrangementer, workshops og udgivelser.

Der er for Jacob Rasmussen ingen tvivl om, at Binyvanga Wainaina og folkene omkring KWANI er et talerør for den yngre generation med et stort frigørende potentiale:

»KWANI formår som litterært netværk at gå til den politiske virkelighed, de unge forfattere og kunstnere lever i her og nu.«

De tekster og forfattere, der opstår i rummet omkring KWANI bliver udgivet i lettilgængelige formater – på internettet eller som pamfletter – og præsenteres både i større antologier og til forskellige former for spoken word-arrangementer. »På den måde er KWANI et meget demokratisk projekt – det taler med mange stemmer til folk på tværs af sociale og økonomiske skel,« fortæller Jacob Rasmussen.

Det handler hos KWANI mindre om nationen og dens historie og mere om at skabe rum til en litteratur og kunst, der kan noget på sine helt egne præmisser. Og sådan indtager KWANI altså en ganske anden form for politisk position end forfattere som Ngugi wa Thiong’o, Mongo Beti eller Chinua Achebe tidligere har gjort, forklarer Jacob Rasmussen.

Britisk-amerikanske Taiye Selasi. Fotos: Klaus Holsting og Finn Frandsen/Polfoto

»Og hvor forfattere som Chimamanda Ngozi Adichie eller Tesfaye Selasi i udpræget grad skriver til den vestlige læser, så insisterer de i KWANI på først og fremmest at skrive til den afrikanske læser.

De udelader kulturelle oversættelser og henvender sig altså til den læser, der allerede er i berøring med den sociopolitiske virkelighed i Afrika. De vil som princip ikke skrive til den vestlige læser – og det er modigt,« mener Jacob Rasmussen.

For på den måde gør KWANI op med ideen om den afrikanske forfatter som én, der nødvendigvis må skrive sig ind i de definerede og stereotypiserede diskurser for at bryde igennem, forklarer Jacob Rasmussen: »I KWANI bliver der gjort heftigt op med tanken om, at den afrikanske forfatter ubetinget må forholde sig til USA og den vestlige verden for at slå igennem.«

Læs også: ’Det er ikke litteraturen, der skal redde Afrika’

Og KWANI er på ingen måde alene om at skabe rum til afrikansk litteratur, der ikke orienterer sig imod Vesten eller alene satser på internationale gennembrud. I Nigeria har forlaget Kachifo Limited siden 2004 kun udgivet afrikansk litteratur, der taler til en afrikansk læserskare. Samme ambition har de hos Panafrican Publishers i Malawi.'

Tendensen er voksende og vidner ifølge Jacob Rasmussen om, at flere og flere vender sig væk fra Vestens ret snævre forståelse af, hvad Afrika og afrikansk litteratur er og kan.

»De er hos KWANI og ligesindede ikke interesserede i en eller anden anerkendelse fra Vesten eller et internationalt gennembrud – de er først og fremmest interesserede i den litteratur, der vil sin egen ting på sin egen kompromisløse måde.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Ranum

Tema om såkaldt afrikansk litteratur er deprimerende læsning. Information gør præcis, hvad I påberåber at kritisere. Det er ærgerligt. Aritkel-serien rammes selv af Wainaina Binyavanga kritik fra 2006. Han har mange gange selv kritiseret, at den nu gamle essay trækkes frem i gen og igen - i stedet for at interesserer sig for, hvad Wainaina Binyavanga ellers har skrevet og skriver. Intet sted i artiklerne får vi noget konkret at vide om den litteratur, som ellers omtales så højstemt - heller ikke i det lange interview med Billy Kahora. Kahora får aller nådigst lov til at konstatere at litteratur ikke skal spændes for en hvilken som helst vogn, men den kenyanske forfatter er aldeles vidende, en skarp intellektuel debattør og har skrevet interessant litteratur. Hvorfor ønsker Information ikke at formidle det? Man kunne også have bragt tekstuddrag fra hans eller andre forfatteres bøger, men nej - ikke en eneste linje får vi. Derimod bruges al spalte-plads på et pakke Kahora og andre ind i et tomt stigmat om afrikansk litteratur - som ikke engang gider at interessere sig bredt for litteratur på kontinentet. Fx nævnes kun engelsk-sproget litteratur. Og blandt de nævnte navne er adskillige diaspora forfattere. Det er måske netop i diaspora, at hele anledningen ligger begravet. Hvis det ikke var for Teju Cole (en rendyrket amerikansk forfatter, forresten), Selasi og Adiche så havde vi i vesten sandsynligvis aldrig fattet interesse for denne litteratur.

Efter at have deltaget i arrangementet i Dansk Forfatterforening fornylig (som også nævnes i Information) skrev jeg denne blogpost, hvor jeg diskuterer vores (i vesten) reception af afrikansk litteratur og det afrikanske i øvrigt:

http://thewhiteafrican.blogspot.dk/2016/05/africa-does-not-exist.html

Venlig hilsen
Morten Ranum
Digter og turistguide