Interview
Læsetid: 7 min.

’Punkscenen var totalkunst’

For 40 år siden var punken med til at normalisere bandeord, sætte moden fri og ændre måden at lave musik på for altid. Information har talt med en række journalister, der dækkede scenen i det skelsættende år 1976, hvor punken havde sit gennembrud
Kultur
27. maj 2016
Sex Pistols-bassisten Sid Vicious poserer i Dallas under bandets USA-tour i slutningen af 1970’erne

Sex Pistols-bassisten Sid Vicious poserer i Dallas under bandets USA-tour i slutningen af 1970’erne

Roberta Bayley

Det var i bedste tetid, da Sex Pistols-guitaristen Steve Jones stillede sig op på live tv og sagde: »What a fucking rotter!« Året var 1976, og det var uhørt at bande på britisk tv. Tv-værten Bill Grundy, der havde provokeret de unge punkere til at sige de slemme ord, blev suspenderet.

Historien eksploderede dagen efter i den britiske presse. »THE FILTH AND THE FURY,« skrev the Daily Mirror. Punkscenen havde fået sit første gennembrud i mainstream og ændrede med et det britiske musiklandskab.

1976 var året, hvor The Damned udkom med »New Rose«, som af kritikerne bliver anset som den første engelske punksingle, og publikum kunne stifte bekendtskab med Buzzcocks, The Clash, Generation X, Madness, The Undertones, The Slits, X-Ray Spex, Sham 69 og en lang række andre punkbands. Og så var det året, hvor Sex Pistols udgav deres første single, »Anarchy in the UK«.

Punken var »det mest radikale«, der skete på den britiske musikscene siden The Beatles, mener tidligere journalist hos blandt andre MOJO, Phil Sutcliffe.

En række musikjournalister, som Information har talt med i anledningen af 40-året for punkens fødsel i England, er enige om, at punken har sat sine tydelige spor i både det britiske samfund og på musikscenen.

»Det var hele ideen om at gøre det selv, der var vigtig. Punken havde en enorm energi, og så satte den spørgsmålstegn ved autoriteter. Og så havde den ud over musikken en kæmpe kreativ påvirkning. Punkscenen var totalkunst,« siger Jon Savage, som er journalist og forfatter til blandt andet bogen England’s Dreaming, og der som ung var ophavsmand til det uafhængige punkfanblad London’s Outrage.

Steve Cleary, der er chefkurator på British Library og står bag en særudstilling på nationalbiblioteket om den engelske punk i årene 1976-78, melder sig i koret.

»Det var tilbage til det basale. Punken var mere umiddelbar, og folk følte, de kunne blive involveret. Der var ingen barrierer. Det var det, der var punkens appel.«

 

Totalkunst

Og en masse fulgte med musikken. The Sex Pistols blev dannet i butikken Sex på King’s Road i London, der dengang var epicentrum for den spirende punkscene.

Butikken solgte tøj af modedesigneren Vivienne West-wood, der med sikkerhedsnåle, læderjakker, iturevet tøj, provokerende tryk og stramme bukser skabte en stil, der stadig lever.

Kunstneren Jamie Reid blev kendt for sit grafiske udtryk og stod bag designet af Sex Pistols singler og album med collager, der blandt andet viste dronning Elizabeth med sikkerhedsnål gennem læberne, og som med sine sammensatte typografier leder tankerne hen på løsesumsbreve.

Samtidig opstod en særlig genre af fanblade, de såkaldte fanzines, hvor dem, der var involveret i scenen, selv skrev om den spirende bevægelse. Magasinet Sideburns blev kendt for sine ikoniske illustrationer og brugsanvisning til tre guitargreb og den tilhørende tekst: »Dette er en akkord. Dette er en anden. Dette er en tredje. Skab nu et band!«

Magasinet er udstillet på British Library sammen med en række originale og sjældne udgivelser, kontrakter, tøj og kunstværker fra de tidlige år i punkens historie, der ikke har været vist offentligt før.

Udstillingen tager kronologisk afsæt i den franske situationistiske bevægelse og den amerikanske artrockscene og bevæger sig gennem Sex Pistols karriere, ser på kvinders rolle på scenen såvel som det antiracistiske oprør, der lå i bevægelsen Rock Against Racism såvel som på punken udtrykt i tøj, design og collagekunst.

Nærheden tilbage

Punken var et oprør. Den var et opgør med det velpolerede, og den var et råb om frihed.

»Jeg husker den adrenalinrus, det var at gå til koncerterne. Det var total anderledes end de der ekstremt polerede og indøvede koncerter,« siger Garry Bushell, der har skrevet om punk for blandt andet Sounds.

Oprøret var til dels rettet mod resterne af flower power-bevægelsen og den tidligere generation af hippier og syrehoveder. Musikscenen havde i slutningen af 1960’erne og starten af 1970’erne fjernet sig fra sit publikum, lød kritikken. Populære rockbands som Yes og Pink Floyd spillede store stadionkoncerter, og musiknumrene var blevet introverte og varede mellem ti og tyve minutter. Bag musikerne stod et større produktionsapparat og store pladeselskaber. Der var ikke meget rock og rul tilbage.

»Jeg husker, at jeg var ved at give op i midten af 1970’erne. Der var alle de her fantastisk dygtige musikere, men de kunne ikke skrive en sang. De havde ingen melodi, ingenting man kunne fløjte med på,« siger Garry Bushell.

Punken var et generationsoprør, der gav en stemme til den generation, der var træt af at lytte til prætentiøs, indadvendt og kommerciel musik. »De tænkte fuck, jeg gider ikke at lytte til en trommesolo i 20 minutter,« siger Martin Brendan, tidligere musikjournalist for fagbladet Music Week.

Numrene skulle ikke længere være op til en halv time lange, men vare mellem to og fire intense minutter. Hash og LSD blev skiftet ud med amfetamin.

»Koncentrationsevnen og tålmodigheden var simpelthen sluppet op,« siger han.

Og intet tydede på, at de nye bud, der kom fra populærmusikken, havde mere energi. Ifølge Jon Savage gik rockmusikken ind i en død periode i starten af 1970’erne, og popmusikken, der tog over, var ikke meget bedre.

»Musikken før punken var ret dårlig. Der var forfærdelig mainstreampop. ABBA og den slags. Jeg hadede det,« siger han.

Men punkten var også en direkte reaktion på de bredere samfundsforhold, understreger Phil Sutcliffe. Punken kom i kølvandet af den hårde og stormfulde periode, som oliekrisen havde forårsaget, med høj arbejdsløshed, strejker og økonomisk uro. »Jeg husker lyden af tindåser, der føg gennem gaderne om natten, fordi affaldet ikke var blevet fjernet på grund af strejker. Det var denne for perioden symbolske lyd, der ledte frem til punken,« siger han.

’God Save the Queen’

I 1977 stod Sex Pistols bag sit andet store mediestunt. Bandet havde lejet en båd i anledningen af den engelske dronnings 25-årsjubilæum og sejlede op og ned ad Themsen i London, mens de spillede deres sange. Jon Savage, der på det tidspunkt skrev for Sounds, var med om bord.

»Det var en meget kold og grå, typisk engelsk sommerdag, og det virkede, som om vi ventede i en evighed. Men så begyndte Sex Pistols at spille. De spillede på en lille scene bagest på båden, og mens vi sejlede forbi parlamentet, spillede de »Anarchy in the UK«. Det var et fantastisk øjeblik. De var de eneste, der lavede en protest mod dronningens jubilæum. Det, syntes jeg, var modigt. Vi syntes jo, at dronningens jubilæum var en stor løgn. De ville have alting til at se ud, som om det var godt. Imens var der kæmpe arbejdsløshed, politisk urolighed og forfald i byerne. Det var jo en farce og en smule fascistisk, fordi man ikke kunne sige, hvad man ville,« siger han.

Sex Pistols nåede at spille seks numre, før politiet satte både i vandet, fik stoppet musikken og lagt skibet til kaj.

»Sex Pistols var fornuftige nok til at snige sig væk, ellers var de blevet tæsket,« husker Jon Savage.

Tolerance og ligestilling

Bevægelsen spredte ringe i vandet og kom til at påvirke andre dele af det britiske samfund. Garry Bushell fremhæver, at punken med blandt andet The Clash var med til at øge tolerancen i det britiske samfund, ikke blot ved at være en del af bevægelsen Rock Against Racism og gå i direkte konfrontation med højreradikale grupper, men også ved at give identitet og fællesskab til mange sorte britiske musikere gennem two tones, ska og reggae, der var tæt forbundet med punkscenen.

Også i forhold til køn blev grænserne rykket. Han mener, at punken har været den mest progressive rockgenre, når det kommer til at gøre op med fast definerede kønsroller.

Han fremhæver blandt andet The Slits, der udelukkende bestod af kvinder og Poly Styrene fra X-Ray Spex som eksempler. »De blev ikke fremstillet som sexsymboler, som for eksempel The Runaways gjorde det i USA,« siger han.

Forretningsfolk

Og musikindustrien blev forandret i punkens kølevand. Sex Pistols blev kastebold mellem de store pladeselskaber, der, så snart de havde tegnet kontrakt med dem, fortrød.

Det indbragte bandet titlen som »Young Businessmen of the Year« udnævnt af Investors Review, fordi de i processen var blevet betalt en pæn sum penge, men ingen egentlig lp-udgivelse havde før 1977. Blandt andet destruerede pladeselskabet A&M singlen »God Save The Queen«, efter den var trykt.

Den første ’gør det selv’-ep blev derimod udgivet af Manchester-bandet Buzzcocks. De lånte 500 pund af venner og bekendte og udgave i 1977 Spiral Scratch, der i første omgang blev trykt i 1.000 eksemplarer, men endte med at sælge omkring 16.000.

Bandet Television Personalities gik skridtet videre med ep’en Where’s Bill Grundy Now? fra 1978. På bagsiden af coveret havde de lavet en opskrift på, hvordan pladen var blevet til. Den fungerede som opfordring til, at andre også skulle lave en plade og indeholdt en liste over alle udgifterne til ep’en med kontaktoplysninger til, hvor den var trykt.

»Punken sparkede døre ind. Før var det utrolig svært at få en pladekontrakt, og musikscenen var meget kontrolleret. Med punken fandt bandene ud af, at de kunne lave deres plader selv, og det banede vejen for de næste genrationer af musikere,« siger Garry Bushell.

’Punk 1976-78’ er en særudstilling på British Library, der er åben fra den 13. maj til den 2. oktober 2016. Biblioteket afholder i perioden en række arrangementer med blandt andre John Lydon (tidl. Johnny Rotten) fra The Sex Pistols og medlemmer af bandet Buzzcocks

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Rehhoff

Ja det var en anden energi og attitude, desværre var der også nogle temmelig snævre normer for hvad der var punk og hvad der ikke var punk, så hvis man havde nogle interesser, der faldt uden for de normer, var man afskåret fra at blive rigtig ægte punker.
Nogen gange var det også lidt svært at se hvad der var så nyt i det. Før punk blev der også spillet en masse hård rock og der havde været seksuel revolution, så fordi der kom nogen forbi og kaldte sig Sex Pistols, var det så meningen man skulle blive bange for det?
Men ja det var en bevægelse der også var inkluderende i forhold til det sorte segment af befolkningen specielt i England, forudsat naturligvis, at de spillede ska eller reggae. Bortset fra det ved jeg ikke hvor varmt alle punkere følte for situationismen.

http://www.digitalspy.com/music/news/a207710/john-lydon-situationism-is-...

Søren Kristensen

Vi skal helt frem til først i firserne, før der kom nitter og hanekamme i det københavnske natteliv og jeg ved det fordi jeg arbejdede midt i det.