Klumme
Læsetid: 1 min.

Romanliv

De mere usynlige, stille eksistenser har også tidligere været en del af litteraturen
Kultur
21. maj 2016

Romanliv

I dagens interview siger forfatteren Merete Pryds Helle noget tankevækkende om litteraturens rolle. Hun har i sin nye slægtsroman Folkets skønhed med udgangspunkt i sin opvækst i et parcelhuskvarter i en almindelig familie skrevet den helt almene kvindehistorie i hendes generation, i 1960’erne og 70’erne.

Hun siger videre, at en af grundene til, at hun har skrevet bogen er, at de vilkår, hendes hovedperson Marie oplever som hjemmegående husmor, mere eller mindre gælder for halvdelen af Danmarks befolkning:

»I dag synes man, at det er udansk at være husmor, men det er jo udtryk for en ekstrem historieløshed! Den historie, jeg beskriver, er Danmarks historie, der er grunde til, at vi gør, som vi gør i dag. Hele min generations mødre var husmødre, skal de så ikke have nogen respekt?«

De mere usynlige, stille eksistenser har også tidligere været en del af litteraturen. Herman Bangs Katinka Bai fra Ved vejen er et af de mest prægnante eksempler. Og hist og her i nutidens litteratur er det muligt at finde portrætter af helt almindelige mennesker.

Men samtidig er det rigtigt, at der er en stærk tendens til, at litteratur handler om eneren. Man kan godt lide at høre om afvigerne, om dem, der bryder normerne, gør sig fri af deres miljø og baggrund.

Som Pryds Helle også siger i interviewet, har Gretelise Holm og Elisabeth Møller-Jensen på det seneste gjort det med deres erindringsbøger og dermed skrevet de emanciperede kvinders historie.

Men mange, og det er langt de fleste, har været husmødre og har ikke haft meget kontakt med de emanciperede kvinder. Det er langt hen ad vejen de frigjorte kvinder, der har skrevet Danmarkshistorie, men det er litteraturen, der sørger for at fortælle alle de andre historier.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her