Læsetid: 4 min.

Rovdyrteater

Forestillingen ’Uledsaget’ om børn på flugt gennem Europa er en uafrystelig teateroplevelse af instruktøren Kamilla Wargo Brekling på Mungo Park
Da Marianne Mortensens bange lillesøster ikke længere magter at gå under de mange måneders flugt gennem Europa, må hun op på ryggen af Henrik Prips beroligende storebror i den stærke forestilling ’Uledsaget’ på Mungo Park Allerød.

Mikkel Russel

13. maj 2016

Flygtningestrømmen dominerer scenekunsten lige nu. Flygtningehistorierne kommer nærmest til at konkurrere med hinanden: Det frygteligste bombardement. Den mest umenneskelige afsked. Den hurtigst synkende gummibåd. Den mest forræderiske menneskesmugler …

Men i teaterforestillingen Uledsaget på Mungo Park Allerød fremstår alle historier så rædselsfuldt friske, at man føler, at de bliver fortalt for allerførste gang. I hvert fald for første gang, hvor der er nogen, der lytter.

Disse historier tilhører børn og teenagere, der er rejst af sted for at redde livet – og som næsten har mistet det undervejs. »I starten spiser vi brød og ost. Senere spiser vi kun det, vi kan finde,« som en dreng fortæller.

Passet blev væk

Det er dansk teaters uforfærdede emneinstruktør Kamilla Wargo Brekling, der tidligere har skabt uforglemmelige forestillinger som Kvinde kend din krop og PIS. I Uledsaget har hun støttet sig til en gribende research af Khaterah Parwani, der har talt med flygtningebørn fra ni forskellige lande. Resultatet er blevet en gribende tekstcollage – usentimental og nysgerrig og fuld af respekt.

Forestillingens tre skuespillere står på scenen iført nogle anonyme jeans og hættetrøjer, som man ville kunne købe overalt i Europa. Og så fortæller de ellers bare deres historier – med alle de detaljer, som min tilskuererindring nu nægter at glemme: Passet og pengene i plastikposen, der blev væk. Drengen, der døde af kulde oppe i bjergene. Piskeslagene inden flugten. Gråden fra voldtægterne i bilen.

Menneskesmugleren, der førte flygtningene i baghold. Underlivsbetændelsen, der ikke vil gå over. Gummibådens rytme af bræk og bølger – og knæene op mod brystet. Og synet af moderen og søsteren, der ikke kan svømme.

Skuespillerne er rystende gode. De går helt ydmygt til opgaven med at fortælle disse beretninger så loyalt som muligt. Henrik Prip har en ukuelighed i sin stemme, som overbeviser om, at denne 12-årige dreng nok skal klare sig. Selv da han ryger ud af båden …

Marianne Mortensen har lillepigens undren i sig, når hun flygter med sine to storebrødre, men undervejs på flugten får hun ingen svar. For hvad skal brødrene sige? Da hun ikke kan gå mere, og Henrik Prip tager hende på ryggen med storebrorsoverbærenhed og udmattede drengemuskler, er hun bange-tryg på den mest hjerteskærende måde. For inderst inde forstår hun, at hun aldrig nogensinde mere vil komme til at føle sig helt i sikkerhed.

»Jeg forestiller mig, at jeg er en elefant. De går jo også i flok ligesom os,« som denne pige siger det. Uden at vide, at hun udtrykker sig som en digter – på vej ind i et traume, der næppe vil forlade hende igen nogensinde.

Ord, der slår ihjel

Anders Budde Christensen har drengens kådhed i sig. Når han gemmer sig under en bil og folder sig sammen som en lommekniv, får tilskueren nærmest lige så ondt i kroppen som ham. Og når hans flygtningedreng lærer at klare sig bag en toiletdør i et græsk fængsel, mærker man hans overleverevne til at gøre sig selv usynlig i omgivelser, der kun er skabt til at nedbryde mennesker.

Det mest afgørende i Uledsaget er, at skuespillerne formår at videregive flygtningens følelse af at forsvinde. Disse mennesker har gået så meget grumt igennem, at de egentlig kun kan håndtere oplevelserne ved at fortrænge dem – som om de overlever ved at glide ind i en dis af glemsel.

En lille pige vælger at lade sig selv dø indeni, som hun forklarer det med det smukkeste barnebillede: »Jeg er så bange på turen, at jeg forsvinder. Jeg bliver en regndråbe.«

En handlet teenager reagerer også ved at blive stille. Da hun bliver reddet af en flygtningeorganisation og egentlig vil fortælle om sin rædselshistorie, bliver hun stum. »Jeg kan ikke sige noget,« hvisker hun. Som om ordene ville slå hende ihjel.

Rovdyret indeni

Kamilla Wargo Brekling har med denne teaterforestilling endnu en gang brilleret med sin evne til at tricke tilskuerens fantasi i et nøgent scenerum, bare ved at få skuespillerne til at spille billederne frem i deres kroppe og stemmer og blikke.

Her bliver de virkelige flygtningeinterview forvandlet til den stærkeste teaterkunst med skuespillere, som har påtaget sig en hård mission ud i umenneskelighedens teater.

Marianne Mortensens kravlende kvinde bliver det uhyggeligste billede på den forråelse, der opstår i Europa lige nu. For denne kvinde holder op med at være menneske, lige for øjnene af os. Hun glider ned på alle fire og ser sig årvågent omkring.

»Jeg transformerer mig til et rovdyr,« siger hun. »Først får jeg spidse hjørnetænder. Så får jeg skarpe kløer. Jeg kan lugte dig på lang afstand …«

Tilskueren anerkender rovdyret – og mærker menneskegråden presse sig på.

’Uledsaget’. Tekst og iscenesættelse: Kamilla Wargo Brekling.
Flygtningeresearch: Khaterah Parwani. Scenografisk konsulent: Helle Damgaard.
Lys: Jacob H. S. Rasmussen. Lyd: Emil Bøll.
Mungo Park Allerød til 25. juni samt Aveny T i København 1.-3. juni

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu