Læsetid: 10 min.

’Hvad er så den bedste lp, du har?’

For 50 år siden udsendte The Beach Boys hovedværket 'Pet Sounds', der kom til at udgøre et kreativt højdepunkt for den dengang 23-årige sangskriver, arrangør og producer Brian Wilson. Her følger historien om, hvordan han og hans orkester nåede så langt på så kort tid
For 50 år siden udsendte The Beach Boys hovedværket 'Pet Sounds', der kom til at udgøre et kreativt højdepunkt for den dengang 23-årige sangskriver, arrangør og producer Brian Wilson. Her følger historien om, hvordan han og hans orkester nåede så langt på så kort tid

Michael Ochs Archives / Getty Images

20. maj 2016

Min nevø havde nået den alder, hvor musiksmag er lig identitet, og i hans tilfælde udtrykte hiphop, dubstep, dancehall og electronica senpubertetens indre kaos. Rock sagde ham ikke stort, skulle det endelig være, kunne navne som Slipknot, Slayer og System of a Down lige snige sig gennem nåleøjet.

Vi kunne dog bonde over kunstnere som Malk De Koijn, Bikstok Røgsystem og ikke mindst den unge Eminem, selvom vi var rørende enige om, at det fra og med Encore gik stejlt ned ad bakke.

Så jeg spillede lidt vinyl for den unge mand og prøvede pædagogisk at forklare, at mp3’ere var lig civilisationens undergang. »Jeg synes nu, de lyder skidegodt,« lød den unge mands flegmatiske svar.

På et tidspunkt kiggede han så rundt på min vinylpladesamling og sagde udfordrende, »Hvad er så den bedste lp, du har?« Puha. En sådan findes i sagens natur ikke, men således udfordret valgte jeg Pet Sounds med The Beach Boys, som for mig står som en af alle tiders ypperligste frembringelser.

Han kiggede længe på omslaget, hvor de fem ikke synderligt hippe orkestermedlemmer står og fodrer geder i en zoologisk have.

»Må jeg høre den?« spurgte han så. Jeg valgte at sætte side to på, da den starter med »God Only Knows«, en af de skønneste sange i verden. Den stod brusende ud af højttalerne, nevøen sagde ingenting, og pladen fortsatte videre med det rygradsrislende »I Know There’s an Answer«.

Midt i det kiggede han så på mig med et indforstået smil og udbrød: »Du tager pis på mig, ikke?«

Det gjorde jeg ikke, men i den fredelige samkvems navn tog jeg pladen af til fordel for Malk de Koijns Smash Hit in Aberdeen. Man kan kun tage hjernevask så langt, før offeret aner uråd. Og så kunne jeg måske også godt forstå ham – der hviler en evig mangel på stil over The Beach Boys, hvad angår såvel image som klang.

Gruppen er og bliver uncool. Selvom den i sin spædeste fase besang forbrugersamfund, ungdomskultur og kønnenes første møder, var det med samme udstråling som et blødkogt æg. Her var ingen macho at spore, ingen hårdhed eller fuck dig-attitude, som en forvirret moderne ung mand i en globaliseret verden umiddelbart kan gribe fat i.

Tværtimod er Pet Sounds ikke blot et værk om følelser eller sågar modstridende følelser, det handler fra først til sidst om maskulin sårbarhed i en allerhelvedes hudløs alder. Det vil man ikke altid mindes om, når man står midt i det.

Måske min nevø ad åre vil blive i stand til at høre det. Måske. Og tilgive sig selv for grundlæggende at være det både tvivlende og søgende menneske, han nu engang er, frem for en tough, endimensionel karikatur på en mand. Selvom det i sandhedens interesse givetvis ville være så uendeligt meget lettere.

Produkt af forbrugersamfundet

I begyndelsen af 1966 var Brian Wilson 23 år gammel. Han havde da med sin gruppe The Beach Boys siden efteråret 1962 udsendt ti lp’er samt haft 15 numre på den amerikanske top-20-liste, heriblandt to førstepladsplaceringer!

Som gruppens musikalske motor, primære melodiskaber (Wilson arbejdede gerne med udefrakommende tekstforfattere, men kunne godt i ny og næ selv skrive en god tekst), arrangør og producer kendte han ikke stort til livet uden for pladestudiet, især fordi han efter et nervøst sammenbrud i slutningen af 1964 blev fritaget fra koncertoptrædener.

Han havde efter High School godt nok læst psykologi og musikteori et par år, men musikken tog hurtigt styringen i hans liv, og den efterfølgende, overvældende succes tillod ham at lade sig fuldstændig opsluge af den. Og intet andet.

På alle måder kvintessentiel amerikaner var Wilson produkt af det hastigt fremvoksende forbrugersamfund, af en dysfunktionel familie styret af en voldeligt kontrollerende patriark med en passiv, men omsorgsfuld mor i skyggerne samt af de anonyme, masseproducerede forstæder, der skød op omkring de amerikanske storbyer i løbet af 1950’erne.

Den forstad til Los Angeles, Hawthorne, hvor han voksede op, skulle efter sigende være et studie i fodformet anonymitet.

Næsten overnaturligt musikalsk

Som den ældste af tre brødre var han genert, utilpasset, neurotisk, usikker og næsten overnaturligt musikalsk. Han udgjorde det primære mål for farens frustrationer over ikke selv at kunne slå igennem som sangskriver, og en ørenfigen fra sammes hånd medførte efter sigende, at Brian blev døv på det ene øre.

Fristedet i hans liv blev den musik, som huset grundet faderens ambitioner var fuldt af. Som ganske ung blæste Gershwins orkesterkomposition Rhapsody in Blue låget af ham, og som stor dreng blev den jazzpåvirkede vokalkvartet The Four Freshmens avancerede 1955-lp, Four Freshmen and Five Trombones, en markant inspiration og utallige timer brugtes ved familiens klaver på at afkode gruppens intrikate harmonier.

Gennem fætteren Mike Love lærte han endvidere at sætte pris på rock’n’roll, doo-wop og R&B, og sammen med Love, sine yngre brødre Dennis og Carl samt skolekammeraten Al Jardine dannede han i sommeren 1961 det rockband, der skulle blive til The Beach Boys.

Præcis et år efter fik gruppen sit første hit med sangen »Surfin’ Safari« og blev lynhurtigt et af USA’s populæreste bands og ikke mindst et af de få, der kunne hamle op med den britiske invasion, som fra og med The Beatles’ gennembrud i starten af 1964 fejede de fleste af samtidens hjemlige ikoner af banen. Samtidig med at der opstod gensidig inspiration og venligsindet konkurrence de to grupper imellem.

Parallelt med The Beach Boys havde Phil Spector succes med sine opulente produktioner (kaldet ’wall of sound’) for pigegrupper som The Ronettes og The Crystals, og med ham fødtes ideen om pladeproduceren som auteur. Fra ham lærte Wilson bl.a. brugen af slagtøj samt effekten af at lade forskellige instrumenter spille samme melodilinje. 

Efter de første tre Beach Boys-lp’er lykkedes det Brian Wilson at tilkæmpe sig retten til at producere gruppens plader samt indspille dem i Los Angeles-studier efter eget valg. Han fik efter tidens normer ret frie tøjler, så længe han bare producerede hits.

Havde aldrig selv surfet

Det tidlige The Beach Boys besang surferkulturen, som den tog sig ud på de strande, der lå ud for Los Angeles.

Paradoksalt nok havde Brian Wilson aldrig selv surfet, det var en sport, hans lillebror Dennis dyrkede, men sammen med tekstforfatteren Gary Usher (og Mike Love) omsatte han disse andenhåndserfaringer til noget så troværdigt, at det ramte en nerve hos amerikanske unge, ikke kun i delstater beliggende ved kyster, men across the USA.

Gruppen optrådte i den periode i ens bolsjestribede skjorter og udviklede et image som sunde, raske gennemsnitsamerikanske drenge. Det skulle vise sig at blive svært for gruppen at ryste denne profil af sig, ja den hænger på sæt og vis ved endnu, i hvert fald blandt uindviede.

Selv gennemlevede gruppen sin surferæra på under et år og gik derefter over til at besynge hot rod-kulturen, dvs. ældre biler, der ombyggedes til at køre ræs.

Dette kulminerede på gruppens sjette album, All Summer Long, fra sommeren 1964, de særlige californiske subkulturer, centreret omkring surf og hurtige biler, blev besunget en sidste gang.

I den periode var arbejdsdelingen klar: Mike Love var gruppens frontfigur og den, der sang livsstilssangene, mens Brian var den usynlige bagmand, der med sin ekspressive og sårbare sangstemme tog sig af de næsten overnaturligt elegante ballader såsom »Surfer Girl«, »The Warmth of the Sun«, »Don’t Worry Baby«, »Girls on the Beach« og den selvbiografiske »In My Room«.

Om retten til eget værelse – og ikke mindst at kunne trække sig tilbage til samme. Lukke sin dør og mærke roen og trygheden indfinde sig.

’Don’t fuck with the formula’

Men Wilson holdt efterhånden op med at bruge The Beach Boys til indspilningerne af sine stedse mere komplekse kompositioner og trak i stedet på den pulje af professionelle musikere, der gik under navnet The Wrecking Crew.

Topkompetente og med en bred baggrund i musikverdenen udgjorde de kernen i Phil Spectors kreationer og medvirkede på utallige af de plader, der i de år blev indspillet i Los Angeles, som grundet filmindustriens behov endvidere havde nogle af tidens mest avancerede studier. Det foregik live, da der som tommelfingerregel kun var to spor at arbejde med, så den skulle sidde lige i skabet.

Når så drengene var hjemme fra en af de utallige turneer (med den sjette Beach Boy, Bruce Johnston, som erstatning for Brian), de sendtes ud på, røg de lige i studiet for at lægge vokaler på de mere og mere avancerede grundspor. Og Brian begyndte endvidere at uddelegere leadvokaler til begge sine brødre og Al Jardine. Ikke en udvikling, Mike Love var ubetinget begejstret for.

Som han sagde og er blevet citeret for mange gange: »Don’t fuck with the formula«. Hvilket præcis var hvad Brian havde gang i.

Og så kom de euforiserende stoffer ind i billedet. Efter sit nervøse sammenbrud begyndte Brian Wilson at ryge pot, han fandt det både inspirerende og afslappende. Hans første sang under the influence var »Please Let Me Wonder«, som er at finde på den eksperimenterende Today-lp, udsendt i starten af 1965, og hvis side to generelt betragtes som et forstudie til Pet Sounds.

Her begyndte teksterne også at eje et selvbiografisk præg og at udtrykke størrelser som usikkerhed, ydmyghed og vemod. Kort efter prøvede Brian LSD for første gang, og selvom det var et gevaldigt kreativt boost, var det næppe lige, hvad hans skrøbelige sind behøvede. Ikke desto mindre satte stofoplevelsen et voldsomt og varigt præg på hans kunst. Før det til sidst medførte den totale nedsmeltning. Men det er en anden historie.

Et vendepunkt for sangskrivning

Arbejdet med Pet Sounds påbegyndtes i efteråret 1965, hvor Wilson formede et midlertidigt sangskrivningssamarbejde med reklamemanden Tony Asher.

Den håndfuld sange, de to sammen skrev, udsprang af samtaler dem imellem, og selvom Asher altid har taget det fulde ansvar for formen, har han aldrig været bleg for at påpege, at indholdet blev udviklet på baggrund af deres dialoger. At han så at sige satte Wilsons tanker, følelser og sindstilstande på daværende tidspunkt på vers.

Og det gjorde han så godt, at også den del af sagen kom til at udgøre et vendepunkt for al fremtidig sangskrivning inden for rocken. For teksterne på Pet Sounds handler om følelser. Komplekse og ofte modstridende følelser, der godt nok overholder popsangens regler om at være kortfattede og præcise, men bryder dem ved at være ambivalente og gennemsyrede af usikkerhed.

Men de handler også om en søgen efter værdier udover det rent materielle og foregreb på den led den modkultur, som The Beach Boys aldrig rigtig blev en accepteret del af. For selvom The Beach Boys faktisk havde indspillet en Bob Dylan-sang, var det ikke hans associationsstrømmende ordrigdom, der stræbtes efter.

Brian Wilson forsøgte at skildre sin egen bevidsthed. Set udefra var han en af verdens heldigste mænd. Leder af et af Amerikas mest succesfulde orkestre. Ung, rig og berømt. Og tilmed begavet med en musikalitet uden lige. Så hvad var problemet?

Det var måske bare de døre, som stofferne havde sparket op. Ud i det frie fald. Ud i den uendelighed af muligheder og veje, der åbnede sig for de store årgange på tærsklen til voksenlivet. Og de mange spørgsmål, disse åbninger rejste. Så var der det personlige. Usikkerheden. Længslen. Sårbarheden. Tvivlen. Forventningerne. Fortrydelsen. Uskyldstab og dyrekøbte erfaringer. Forelskelse. Men også ægteskab og forpligtelser.

Til disse ord skrev Brian Wilson intrikate, men også smukke og vemodige melodier, der alle uden undtagelse er uforglemmelige.

Alle grænser sprængtes

Næsten tre måneders studiearbejde med The Wrecking Crew for at få forløst de arrangementer, han hørte i sit hoved. Instrumenter lige fra cykelklokker over oboer og trækbasuner til thereminer benyttedes, og alle grænser for traditionel rockinstrumentering sprængtes i processen. På bokssættet The Pet Sound Sessions fra 1997 kan man over tre cd’er høre materialet finde sin form.

Brian Wilson lyder hele vejen igennem positiv og åndsnærværende i sine instrukser til musikerne. Tvivlen fulgte ikke med i studiet. Og da drengene kom hjem fra en udmattende turné i det fjerne østen, var det deres tur til at blive kørt gennem kværnen.

Det foregik ikke lydefrit, en irriteret Mike Love udbrød på et tidspunkt, at kun »hunde vil være i stand til at høre de nuancer, du forlanger af os!« Om det var med til at give albummet sit navn vides ikke, men pladen afsluttes passende nok af et par gøende hunde.

Udsendt i maj 1966 blev resultatet af Brian Wilsons perfektionisme og ihærdighed et værk uden sidestykke i rockhistorien. Før som siden. Ikke så meget et konceptalbum som en suite af sange om uskyld og erfaring. Et af de der uforklarlige kunstværker, ingen for alvor har forsøgt at kopiere eller matche. Selvom The Beatles skam prøvede med Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band året efter.

Pet Sounds er en uigenskabelig frembringelse af øjeblikkets klarhed, en sprække, hvor lyset et kort øjeblik slipper igennem. Tolv illuminerede øjeblikke – heraf to instrumentale! – og så lige sømandssangen »Sloop John B«, som pladeselskabet insisterede på kom med som salgsargument, idet den havde været et hit.

Og selv den skinner og er med tiden blevet en uomgængelig del af fortællingen. Her er hverken en tone for lidt eller for meget. Pladen er med andre ord perfekt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Trond Meiring
  • Olaf Tehrani
  • Anker Nielsen
  • Kristian Rikard
  • Morten Hindsholm
Trond Meiring, Olaf Tehrani, Anker Nielsen, Kristian Rikard og Morten Hindsholm anbefalede denne artikel

Kommentarer

Morten Hindsholm

Jubilæet for den fantastiske "Pet Sounds" fejres også med en verdensturne med Brian Wilson og Al Jardine. Eneste koncert i Skandinavien er i Randers(!), den 1. september.

Poul Sørensen

Jeg er heldigvis ikke så musikalsk, at jeg ender med at dyrke noget bestemt musik hele livet, men det må selvfølgelig være spændende for dem, der lader sig indfange....

Søren Rehhoff

Det var nok lidt Beach Boys uheld, at i en tid hvor alle gjorde oprør mod deres forældre, så tog de udgangspunkt i Four Freshmen, som vel et eller andet sted var deres forældregenerations musik. I modsætning til Dylan, Beatles og Stones var der ikke meget generationsopgør over dem, så de er nok aldrig blevet værdsat helt efter fortjeneste. Der er forøvrigt en lille hilsen til "Pet Sounds" på "Sgt. Peppers" i slutningen af nummeret "Good Morning, Good Morning", hvor man kan høre dyrelyde og en hestevogn køre forbi

Martin Lund

Pardoksalt var det Brians bror Dennis Wilson, der med pladen Pacific Ocean Blue lavede den bedste musik fra den kant, efter min mening. Tiden har under alle omstændigheder været mest nådig.

Søren Rehhoff

Ja "Pacific Ocean Blue" er også god og Dennis Wilson skrev også nogle gode sange for Beach Boys, en gang endda i samarbejde med Charles Manson, men jeg synes ikke han var helt så musikalsk skarp som storebror Brian kunne være.

Søren Rehhoff

Ja "Pacific Ocean Blue" er også god og Dennis Wilson skrev også nogle gode sange for Beach Boys, en gang endda i samarbejde med Charles Manson, men jeg synes ikke han var helt så musikalsk skarp som storebror Brian kunne være.

Søren Kristensen

Det er jo et meget subjektivt spørgsmål. Jeg har ikke en eneste LP tilbage. De blev allesammen solgt engang i firserne for at få råd til en studietur til Santorini. Men den bedste jeg nogensinde har haft må være Rubber Soul (Beatles), af tre grunde: Jeg var ramt af Beatlesfeberen (og derfor immun overfor både Stones og Beach Boys). Rubber Soul var min første LP og jeg fik den af min far. Det kunne, alt andet lige, bare ikke være bedre.