Kommentar
Læsetid: 8 min.

Hvor ska’ vi hen, du?

Der bliver talt så meget om dansk films økonomiske krise, men meget lidt om, hvordan man kan løse den. Men sådan behøver det ikke være. Information har talt med en række mennesker i og omkring filmbranchen og kommer her med en række ideer til, hvad man kan gøre i forhold til alt fra produktion og distribution til biografdrift og filmkultur
’Klovn Forever’ var den mest populære danske film i biograferne i 2015. Men ikke mange af de danske spillefilm, der bliver produceret hvert år, sælger billetter, så der er generelt et stort hul i kassen. Måske bør filmbranchen i stedet lade sig inspirere af f.eks. Netflix og Airbnb, der møder forbrugerne dér, hvor de er – eller måske bør man streame premiereaktuelle film online?

’Klovn Forever’ var den mest populære danske film i biograferne i 2015. Men ikke mange af de danske spillefilm, der bliver produceret hvert år, sælger billetter, så der er generelt et stort hul i kassen. Måske bør filmbranchen i stedet lade sig inspirere af f.eks. Netflix og Airbnb, der møder forbrugerne dér, hvor de er – eller måske bør man streame premiereaktuelle film online?

Nordisk Film

Kultur
13. maj 2016

Alting flytter sig og forandrer sig takket være teknologiske landvindinger, ikke mindst måden vi ser og forbruger film på. Det er dog stadigvæk i biograferne, at dansk film tjener sine penge. Problemet er bare, at det ikke er nok, fordi den digitale distribution af hjemmevideo – streaming og VoD – på ingen måder kan levere de supplerende indtægter, der når i nærheden af det snart uddøde salg af fysiske medier som dvd og Blu-ray.

Derfor har dansk film generelt betragtet et stort hul i kassen, og det er endnu ikke lykkedes nogen at finde en måde at fylde det på. Når man ser på biografindtjeningen, er det tilmed kun en håndfuld af de ca. 20-25 danske spillefilm, der bliver produceret hvert år, som sælger billetter. Og ikke engang de kan leve af biografsalg alene.

Det er en trist affære, og filmbranchen er rådvild. Men det er også en klagesang, man efterhånden har hørt mange gange, uden at noget har forandret sig til det bedre af den grund. Så hvorfor ikke prøve at være konstruktiv i stedet? Hvorfor ikke være åben over for alt det nye og komme med nogle gode råd, som ikke peger fingre ad nogen, ikke forsøger at udråbe skurke og helte, men i stedet er med til at vise vejen frem for dansk film?

Jeg har bedt en række erfarne og vidende mennesker fra forskellige ender af den danske filmbranche bidrage med tanker og ideer, som jeg så har skrevet sammen i fire punkter. Det drejer sig om filminstruktør Annette K. Olesen, biografdirektør og filmdistributør Kim Foss, områdedirektør på Det Danske Filminstitut Claus Ladegaard, leder af CPH PIX Jacob Neiiendam og tidligere filmdistributør og nuværende teaterdirektør Michael Fleischer.

Alle er de enige om, at filmbranchens udfordringer er mange, og at det kan være svært at finde fælles fodslag og en forretningsmodel, der virker, men at der med de nye teknologier også er kommet en større frihed til at eksperimentere og flere muligheder for at nå bredere ud i hele verden.

Uber, Airbnb, Netflix og Spotify er tjenester og produkter, der alle er udsprunget af den digitale revolution og kundernes ændrede forbrugsmønstre – de møder forbrugerne dér, hvor de er. Det er naivt at tro, at film- branchen kan holde fast i den eksisterende model – hvor man forsøger at tvinger forbrugerne derhen, hvor branchen er – så hvorfor ikke komme udviklingen i forkøbet og styre den i stedet for at forsøge det umuligt at bremse den?

1. Billigere film, nye formater

Det er traditionelt meget dyrt at lave en spillefilm på 90 minutter. Men behøver det at være så dyrt og dermed svært at tjene pengene ind igen? Skal dansk film måske prøve at producere billigere film, f.eks. ved hjælp af øgede bevillinger til Filminstituttets lavbudgets-pulje, som har vist sig at være meget mere populær, end nogen havde forestillet sig?

På den måde kan man tillige sikre de eksperimenter, der udvikler filmsproget, variation i udtryk og og de unge talenter, der om 5-10-15 år er de manuskriptforfattere og instruktører, man taler om – og helst inden de forsvinder til f.eks. USA, hvor der lige nu i stor stil er bud efter danske filmfolk.

Det handler om at være proaktiv i stedet for at vente på, at Susanne Bier, Nicolas Winding Refn og Lars von Trier skal lave deres næste film og på den måde skabe opmærksomhed omkring dansk film.

Kan man forestille sig et samarbejde mellem filmbranchen og kommercielle partnere og private fonde med et socialt, humanitært og vidensmæssigt sigte, hvor man for sponsorkroner producerer fiktion i kortere og mere online-venlige formater møntet på et yngre publikum?

Det giver udfordringer i forhold til den gængse forståelse af public service og kan kollidere med den offentlige støtte fra DFI, men måske er det på tide at rive barrierer og fordomme ned og tænke i utraditionelle, tværgående partnerskaber.

På samme måde skal vi måske også vænne os til at tænke anderledes i forhold til de gængse formater, dvs. en spillefilm på 90 minutter og et afsnit af en tv-serie på 30 eller 60 minutter. Film er noget, der bliver optaget med et kamera, og hvis det er spændende nok, finder det et publikum – uanset længde og den platform, det bliver vist på. Det gælder også globalt, hvorfor nichefortællinger kan nå ud til et meget større publikum end blot det danske.

Endelig kan man lade nogle af de øvrige tv-stationer komme til fadet, når det gælder danske film. DR og TV 2 har en politisk forpligtelse til at støtte og vise danske film, men måske kan man gøre plads til Discovery og MTG/Viasat, der begge ejer adskillige, reklamefinansierede danske tv-kanaler.

Man kan f.eks. lade den kunstneriske støtteordning, Konsulentordningen, blive hos Filminstituttet og støttet af DR og TV 2, men flytte den kommercielle Markedsordning ud for sig selv, lempe reglerne en smule og derved gøre den økonomisk mere interessant for private investorer, f.eks. andre tv-aktører.

2. Oplysning, filmkultur og støtte

Ligesom mediebranchen forsøger at forklare nyhedsforbrugere, at de er nødt til at betale for kvalitetsindhold, skal filmforbrugere i Danmark – og i hele verden – have at vide, at det koster penge, mange penge, at lave film, ikke mindst gode film.

De skal forstå, at det er vigtigt at have en rig filmkultur, hvor vi kan fortælle vores egne historier, og at den filmkultur lige nu er truet af de svære økonomiske vilkår. Publikum/forbrugerne vil gerne betale for at se film, hvad enten det så er i biografen eller derhjemme, men de skal have hjælp med at finde det, de gerne vil se.

De fleste af de nye, digitale platforme og streamingtjenester tilbyder umiddelbart primært populært og bredt indhold, som de fleste mennesker kender i forvejen – dvs. de film og tv-serier med flest stjerner og størst publikum. Mulighederne for at foretage mere individuelle valg er til stede, de bliver bare ikke udnyttet optimalt.

Kan man evt. følge sådanne oplysningskampagner op med øget filmstøtte fra den danske stat? Stort set ingen danske spillefilm bliver lavet uden betydelig statsstøtte, og filmstøtten er i forvejen betydelig. Det kan dog blive nødvendigt at øge den, fordi det er så dyrt at producere film, og indtjeningen kun synes at falde.

Det handler ikke om at lave færre film for de samme penge, da det er vigtigt med en forholdsvis høj produktionsvolumen for at bevare et sundt og levende filmmiljø.

Det vil dog være en god idé at indføre nogle skrappere kvalitetskrav til de film, man fra offentligt hold støtter, det være sig Filminstituttet, tv-stationerne og de regionale filmfonde. Når pengene er få og risikovilligheden i forvejen lille, bør en films kulturelle værdi fylde mere end bredde, seertal og erhvervsudvikling.

Hensynet til markedet bør vige til fordel for hensynet til kunsten og historiefortællingen, også hvad angår de brede film. Folkelighed bør ikke være det samme som laveste fællesnævner og dårligt håndværk.

3. Modeller og branding

Ikke alle typer spillefilm skal distribueres på samme måde. Distributionen skal tilpasses den enkelte films behov. Nogle af de mest populære og brede film skal måske have fire måneder i biografen, andre, mere smalle titler skal have premiere samtidig i biografen, på VoD og betalings-tv, og andre igen skal blot have nogle få uger i biografen, inden de ryger ud på VoD, eller får enkelte eventvisninger.

Der skal også være mulighed for, at man opsnapper film, som slet ikke går godt i biografen, og hurtigt får dem ud på VoD, så man stadig får det optimale ud af den omtale, filmene har fået ved premieren.

Hvilken model, der passer bedst til hvilken film, er noget, der skal afprøves, og på den måde kan filmene både få et publikum og distributørerne tjene penge.

Der skal være plads til de helt unge filmskabere, der ikke vil lade sig bremse af en distributørs risikovillighed og smag, som har talent til og mod på at lave deres film i udkanten af systemet, og som enten selv kan få den ud til resten af verden via nogle af den moderne teknologis og internettets mange nye platforme og kanaler, eller som bagefter finder sig en egnet distributionspartner at samarbejde med.

Set fra et mere kommercielt synspunkt kan man for nogle films vedkommende begynde at tænke i brands, dvs. at det ikke længere kun handler om filmen, men også om alt det rundt omkring filmen i form af merchandise, forlystelsesparker og andre afledte produkter.

I musikbranchen, hvor man kæmper med nogle af de samme udfordringer som filmbranchen i forhold til at tjene penge, kan kunstnerne f.eks. spille live, sælge eksklusive udgivelser/oplevelser og merchandise. Det kan filmbranchen tage ved lære af, og f.eks. kan en distributør finde kommercielle samarbejdspartnere, som er med til at tage risikoen for en film og samtidig skabe opmærksomhed omkring den på en helt anden måde end tidligere, hvilket forhåbentlig kan føre til et større publikum.

4. Biografernes rolle

Hvad skal en biograf være i fremtiden? Og skal film nødvendigvis ses i biografen? Tv er ikke længere noget, vi nødvendigvis ser på en kasse i stuen. De danske biografer kunne f.eks. begynde at streame premiereaktuelle film online og på den måde komme et mobilt og krævende publikum i møde. Det gør arthouse-kæden Curzon i Storbritannien.

Samtidig kan selve de fysiske bio-grafer vinde ved at blive mere nicheorienterede og rendyrke deres profiler. Det kan f.eks. være gennem debatter og foredrag for nogles vedkommende og bedre komfort og topmoderne teknologi – vibrerende stole, fantastisk lyd, IMAX, 3D, virtual reality – for andres.

Man kan argumentere for – måske også via en oplysningskampagne – at det kun er godt at komme ud blandt andre mennesker og se film i en biograf – at dyrke fællesskabet og ikke mindst sine filmguder i de dertil indrettede filmtempler. Biograferne kan tilbyde god og personlig service, luksus og totaloplevelser.

Ole Michelsen sagde altid, at film skulle ses i biografen; i dag kan og skal de ses mange forskellige steder, også derhjemme og på farten, men der er stadig ikke meget, som kan slå den audiovisuelle oplevelse i en moderne indrettet biograf eller forventningens glæde, når man sidder i biografsædet, lyset dæmpes, og musikken begynder at spille.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her