Læsetid 4 min.

En smule fred

Det Internationale Melodi Grand Prix advarede os i god tid om krisen i det europæiske fællesskab
Det Internationale Melodi Grand Prix advarede os i god tid om krisen i det europæiske fællesskab
Johanne Sorgenfri/iBureauet
13. maj 2016

Den europæiske union og Eurovision deler både historie og skæbne. I 1950’erne sad man ikke kun fra politisk hold og skabte fællesskaber, der skulle samle kontinentet ovenpå den altødelæggende krig.

Det gjorde man også i European Broadcast Union (EBU) i Schweiz. Således opstod Eurovision Song Contest i 1955. Med et ønske om at samle det europæiske folk i sang, så det ville være sværere for dem at slå på hinanden. Det er jo helt banalt også blandt andet sådan, man forebygger mobning blandt børn. Men man kan jo ikke tvinge nogen til at holde af hinanden. Kan man? 

I hvert fald har tilslutningen til Eurovision i årevis vist konturerne af den krise, som lige nu tynger det europæiske fælleskab. Det har altid handlet om meget mere end musik – hvis det nogensinde har handlet om det.

Når Det Internationale Melodi Grand Prix, som vi insisterer på at kalde det på dansk, i morgen aften afsluttes med den store finale, vil de millioner af seere, der følger med, sidde med vidt forskellige indstillinger til, hvad det er, de ser på, hvilken betydning det har, og hvem man selv er i det.

I Storbritannien har de aldrig rigtig syntes om det, jo, de sender da nogen, men de er for længst holdt op med at have en national konkurrence først. I Sverige elsker de det, og de har også altid været bedst til det. Og det ved de. Siden ABBA vandt i 1974, har de insisteret på at være de bedste.

Deres nationale konkurrencer får vores konfetti til at ligne makulerede vismændsrapporter. Folket har omfavnet det i en grad, så svenskere altid har været stolte popmusikere – en indstilling, der meget tidligt gav dem førerpositionen i musikbranchen generelt. Nogle gange virker det faktisk, som om de er for gode til den scene.

Nein, nein, nein

I Danmark synes vi kun, det er sjovt, når vi vinder. Når vi taber, skammer vi os i en grad, der ødelægger liv. Tommy Seebach gik fra folkekær musiker til pinlig proptrækkrøllet lejlighedssanger, da hans måske smukkeste sang »Under stjernerne på himlen« i 1999 endte tredjesidst. Når sejren er hjemme, bliver vi så overstadige, at vi mister al selvkritik og overskrider budgetter og rimer steder, hvor ingen burde rime.

Og så har vi de østeuropæiske lande, der efter Murens fald én efter én kom med i konkurrencen for til sidst af dominere og sætte dagsorden og vinde ved helt åbenlyst at køre solo og vulgært stemme på hinanden uden respekt for traditioner, værdier og konkurrencens historiske fundament af vesteuropæiske nationer.

I 1996 måtte man for første gang lave en udvælgelse inden finalen, fordi så mange lande havde tilmeldt sig, og det førte til, at Tyskland ikke kom med i finalen. Og så lige netop Tyskland! Der altid har været en af konkurrencens største bidragsydere og mest dedikerede deltagere – på trods af den lave anseelse, de altid har været til del.

De tager smilet på og gennemfører, selv om de ved, at de færreste vil stemme på dem. De gør det af pligt over for fællesskabet. De kan godt huske, hvorfor konkurrencen overhovedet findes.

Frihed, fred og drømme

Den missede finaleplads i 1996 afstedkom den regel, der i dag dikterer, at de største bidragydere til EBU altid er sikret en finaleplads. Skulle man være i tvivl er det: Frankrig, Storbritannien, Spanien, Italien og Tyskland. Fra 1998 begyndte man at lægge stemmerne ud til seerne via teleafstemning, men i 2009 blev dette igen suppleret af en professionel jury.

I de ti år, det havde været op til seerne, var Rusland, Letland, Estland, Ukraine, Tyrkiet og Serbien blandt vinderne. Efter den delvise genindførelse af juryen i 2009 vandt Norge og siden har de vesteuropæiske lande igen domineret – med undtagelse af 2011, hvor Aserbajdsjan vandt – dog med en sang skrevet af svenskere ...

Engang var BBC dem, der trådte til, når vinderlande ikke havde råd til at afholde Eurovision. Men siden begyndelsen af 1980’erne har det ikke været nødvendigt. Landene har selv råd, og i 1982 vandt den nation, der havde forårsaget den europæiske splittelse. Endda med en besyngelse af fred: »Ein Bisschen Frieden«. Projektet synes at være lykkedes!

De europæiske juryer kvitterede med at give den tyske sang den på det tidspunkt største sejr, og den purunge Nicole Hohloch cementerede Tysklands forpligtelse til det europæiske fællesskab ved efter sejren at synge sangen på engelsk, fransk og hollandsk. Senere er den indspillet på endnu flere sprog. Også dansk.

Der er stadig noget besnærende ved at se klippet med den unge tyske kvinde, der sidder roligt på en stol med sin guitar og synger om frihed, fred og drømme. Scenen stod i London. Året før havde Storbritannien nemlig vundet, men her stod en fredselskende tysk kvinde og tydeliggjorde, at Old Blighty havde mistet relevans som alfaderlig figur for det tidligere så urolige kontinent. Og de fandt aldrig rigtig en ny rolle.

I året for Brexit-afstemningen er det svært ikke at studse over teksten til den britiske sang, der vandt i 1981. Bucks Fizz’s legendariske »Making Your Mind Up«:

You gotta turn it off

And then you gotta pull it out

You gotta be sure that it’s something

Everybody’s gonna talk about

Before you decide

That the time’s all right

For making your mind up.

 

Don’t let your indecision

Take you from behind.

Trust your inner vision

Don’t let others change your mind.

 

And now you really gotta burn it up

And make another flight by night

And run for your money and take a chance

And it’ll turn out right

And when you can see how it’s gonna be

You’re making your mind up.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu