Læsetid: 4 min.

I tynd luft

De Franske Alper byder på vilde stigninger, bjergtagende udsigt til Europas tinder og masser af mulighed for at overvinde sin galoperende højdeskræk op gennem hårnålesving og på to hjul
Bjergene i Frankrigs sydøstligste hjørne lægger asfalt til klassiske Tour de France-etaper og hårrejsende hårnålesving.

Bjergene i Frankrigs sydøstligste hjørne lægger asfalt til klassiske Tour de France-etaper og hårrejsende hårnålesving.

20. maj 2016

Vi trænger til motion. Med den begrundelse meddelte min husstands planlæggende halvdel, at sidste sommers cykeltur skulle gå over Alperne.

Bogstaveligt talt over Alperne: start i Genève, opstrøms langs floden Rhône, vups uden om Mont Blanc og så over Europas højeste vejbefæstede bjergpas, Col de l’Iseran, i 2.770 meters højde oven for Val d’Isere.

Bums ned igen og så op igen, op over det næsthøjeste pas, Col du Galibier, 2.642 meter over havets overflade.

Det er ikke alene motion; det er en genvej til den franske middelhavskyst og færgehavnen, hvorfra der er forbindelse til Korsika, fik jeg at vide.

Jeg indvendte, at jeg som inkarneret ’højdeskrækker’ er ved at dåne, bare jeg cykler 17 meter over havoverfladen på broen ved Avedøre Holme.

»Pjat,« lød svaret. »Det er jo netop et bjergpas, fordi der er bjerge på begge sider af det, og så er der jo ikke noget hul at kigge ned i.«

Sagtmodigt pakkede jeg mine cykeltasker med behørig opmærksomhed på, at alt, hvad der kom i dem, skulle med hver eneste lange meter opad over bjerget. Men det er jo ikke alt, der kan spares på.

Badetøfler og balsko er det for eksempel vanskeligt at begå sig uden, og hvordan kan man efter en strabadserende dag sikre aftenhygge uden passende mængder af fyrfadslys og caribisk rom? Hertil kommer vaskemiddel, tørresnor og klemmer til illegitim hotelværelsesvask.

Stejlt opad går det – her i 2.500 meters højde ved Col du Galibier – uden autoværn og med grufuldt langt ned.

Som Victoria-sex

Og nå ja, en uges tid senere stamper vi i pedalerne fra Bourg-Saint-Maurice-dalen op til Val d’Isere og videre, op, op. Jeg tænker undervejs på et kækt svar at give, hvis folk spørger, hvordan man kommer så højt i vejret på cykel. Det må blive noget i retning af:

»Det er ligesom britisk sex i dronning Victorias ånd: Man sætter benene i bevægelse og tænker på noget andet. Og før eller siden får det en ende.«

I cykelbrochurerne står der om turen over de bjergpas, vi har gjort til vores udfordring, at det er en »itinéraire très difficile« – en meget vanskelig rute.

Men det er jo henvendt til fritidsrytterne, de vævre fastelavnsrisklædte sportsfolk, der på deres letvægtscykler suser hid og did. Her kommer vi to velnærede danskere med vores tunge turcykler med bagagebærere og fuld oppakning.

Læs også: Hjul og stejle bakker

Ganske mange af dem, der cykler forbi os, råber et »bon courage« – hold modet oppe – og vi kan i deres tonefald fornemme en vis undren.

Luften er tynd så højt oppe, og vi må snappe efter vejret. Vinden bliver koldere og stærkere. Det puster til højdeskrækken. For det er jo ikke rigtigt, at der er bjerg på begge sider.

Jo, nede i Val d’Iseres trygge dal, men da vi når enden af den, går det for alvor opad – i hårnålesving – og ligger ens vejbane på ydersiden af hårnålen, er der grufuldt langt ned.

Autoværn er tilsyneladende gået af mode i de øvre franske alperegioner, eller også har vildt vildfarne bilister kørt dem ned. Flere steder ser vi spor af et autoværn, der engang har været.

Frygt for diagnose

Og mens jeg med bankende hjerte prøver at holde øjnene fra afgrunden og cyklen så tæt på vejbanens midterstribe, at jeg risikerer at blive kørt ned både bagfra og forfra, slår det mig, at af en ’højdeskrækker’ at være har jeg virkelig en pervers fritidssyssel. Jeg risikerer muligvis, at nogen giver mig en diagnose, og jeg tør ikke tænke på, hvordan den ville lyde.

Men, fuck mand, det lykkes os at komme over. Både første pas og sidenhen andet pas. Det lavere pas, Col du Galibier i 2.642 meter højde, er sværere at forcere end det højere Col de l’Iseran, 2.770 meter over havets overflade. Der er mange flere hårnåle og udsigter, der er så gyseligt højt oppe, at der ikke er tale om at nyde dem.

Læs også: At cykle i ring

Særlig skiltning for cyklister angiver vejens stigningsprocent, og vi lærer på den hårde måde, at op til seks procent – altså 60 meter pr. løbende kilometer – kan gå an. Syv og otte procent er problematisk, og alt over ni er en opfordring til at hoppe af cyklen og puffe den videre op.

Det er vi – indrømmet – nødt til et par gange inden Galibier-toppen, selvom det upraktiske ved at skubbe er, at man ikke har glæde af vinden, hvis pludselige stød skulle bevæge sig i en gunstig retning.

Her sidder jeg nu og ser med gysen på det billede, der blev taget af os 100 meter under passet ved Galibier – altså 2.500 meter oppe. Vi ser en anelse gasblå ud i ansigtet dér oven over skyerne.

Men så har du vel fået din alpelyst styret, gamle ’højdeskrækker’, kunne én og en anden læser måske have lyst til at indskyde.

Jae, joe, tjah. Sagen er den, at min husstand derpå gav sig til at cykle i Australien i december og januar, fra Melbourne til Sydney. Og vælger man den direkte vej, som vi gjorde, skal man faktisk over en bjergkæde. Og den hedder – for at det ikke skal være løgn – De Australske Alper.

Den eneste asfalterede vej hedder ’The Great Alpine Road’ og går op over toppen, Hotham Heights. Men det er kun i 1.862 meters højde, så dét er da Alper, der er til at have med at gøre. Ikke sandt? I hvert fald så godt som. Herom vil jeg en anden god gang aflægge en svimlende beretning.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu