Læsetid: 15 min.

Den verden han drømte

Der findes mange digtere, der er stedets digtere, byens digtere, men få der er det så meget som Lissabons Fernando Pessoa, som Dan Ringgaard her fortæller om fra sin rejse ind i Pessoas by og forfatterskabπ
En kvinde leder efter bøger på et bogudsalg i Chiado – ét af Pessoas kvarterer i Lissabon.

Ernst Schade

20. maj 2016

»Hvis jeg i det tomme felt i et spørgeskema skulle anføre, hvad der har præget dannelsen af min ånd, ville jeg skrive navnet Cesário Verde [portugisisk digter 1855-86, red.] øverst på den anviste plads, men jeg ville ikke slutte uden at skrive navnet på min chef Vasques, bogholder Moreira, kasserer Vieira og kontorbudet António. Og hen over det hele ville jeg med store bogstaver skrive kodeordet LISSABON.«

De bøger, vi læser, men også de mennesker, vi omgås i det daglige, gør os til dem, vi er. Det gør det sted, vi lever vores liv, også. Det er i hvert fald tilfældet for kontorassistenten Bernardo Soares, forfatteren til citatet ovenover og et af Fernando Pessoas mange alter egoer.

Pessoa er Lissabons digter. Bortset fra ti år, fra han var syv til han var 17, hvor han levede i Durban i Sydafrika, forlod han stort set aldrig den by, hvor han ankom til universet i 1888, og i hvilken han udåndede 47 år senere i 1935.

Det meste af sit liv boede han alene rundt omkring i byen på lejede værelser, han tjente sine penge som en slags freelancekorrespondent ved at oversætte breve for byens handelsfirmaer, og i tredive år frekventerede han dagligt byens cafeer, barberer, tobaksforretninger og ydmyge spisesteder.

På fotografier ses han ofte gående, måske på vej fra et kontor til en café, fanget i flugten et sted i Baixa eller Chiado, undervejs hen over hovedstadens sort-hvide mosaikudsmykkede fortove med sit fugleansigt, sit karakteristiske Chaplin-overskæg, den bløde hat, sygekassebrillerne og butterflyen over den hvide skjortekrave.

Det er enten sådan eller også siddende ved et cafébord skrivende med en kop og et glas foran sig, at han er blevet et ikon for byen.

Det er sådan, han reproduceres på plakater, bæreposer, postkort, kaffekopper, t-shirts og køleskabsmagneter, ofte i fuld fart igennem den by, der som et ciffer står kradset ned med store bogstaver hen over hans eksistens.

Jeg er mange

Eller er det nu også Pessoas eksistens? Det er ret beset Soares, der hævder, at Lissabon er skrevet med stort på tværs af hans liv. Og det gør vel en forskel? Pessoas plads i verdenslitteraturen skyldes i høj grad hans heteronymer.

Han skrev ikke bare under andre navne – så havde de været pseudonymer – men igennem andre personer, personer, han opdigtede eller drømte, som havde egne liv og egne fysiognomier, sågar egne signaturer og horoskoper, og som skrev i hver deres stil. Dem kaldte han heteronymer.

Faktisk er Soares kun et halvheteronym, fordi han kan ses som en, med digterens egne ord, »lemlæstet udgave« af Pessoa selv. De rigtige heteronymer er altså anderledes selvstændige skabninger, forstår man.

Så inden vi følger i Pessoas fodspor igennem cafeerne, gaderne og husene, inden vi forsøger at opleve byen igennem hans temperament fra Praça do Comércio og Rua dos Douradores til Rossio-pladsen, op igennem Chiado og Bairro Alto og videre vestover til Estrela-kvarteret, hvor han boede i de sidste 15 år af sit liv, er det nok en god idé at præsentere dramaets hovedpersoner.

Pessoa har i et brev beskrevet, hvordan hans tre vigtigste heteronymer, Alberto Caeiro, Ricardo Reis og Álvaro de Campos, opstod i en poetisk raptus, der indledtes den 8. marts 1914.

»Jeg ser for mig, i drømmens farveløse, men virkelige rum, Caeiros, Ricardo Reis’ og Álvaro de Campos’ ansigter og bevægelser. Jeg har konstrueret deres liv og data til dem,« skriver han.

Alberto Caeiro var den første, Pessoa drømte, og de andres ophav, inklusive ortonymet Pessoa, det vil sige det, han skrev under eget navn. Caeiro er hyrdedigteren, men også fænomenologen, ham, der digter om tingene, som de er uden videre.

Han havde ingen uddannelse og levede det meste af sit liv på landet hos sin tante i Alentejo-provinsen. Han døde i 1915 af tuberkulose.

Ricardo Reis var digter af klassiske oder, latinist og stoikeren iblandt dem. En formens behersker. På grund af sine sympatier for monarkiet levede han i eksil i Brasilien. Álvaro de Campos var ingeniør, uddannet i Glasgow og i sine unge dage en besynger af storbyen og maskinerne.

Han levede ubeskæftiget i Lissabon, havde metafysiske anfægtelser og blev med tiden hverdagens digter. Campos bar monokel og elskede store biler.

»Hvordan jeg skriver i disse tre navne?« spørger Pessoa sig selv i brevet: »Caeiro af ren uventet inspiration, Ricardo Reis efter abstrakte overvejelser, som med ét materialiserer sig i en ode, Campos, når jeg føler en pludselig impuls til at skrive hvad som helst.«

Den mexicanske forfatter Octavio Paz har skrevet, at »Reis tror på form, Campos på sansning, Pessoa på symboler. Caeiro tror ikke på noget: Han eksisterer.«

Og så er der altså, blandt mange andre, halvheteronymet Bernardo Soares, denne everyman, som de engelsktalende siger, og forfatter til Rastløshedens bog. Det er en monstrøs samling af prosafragmenter, en af de mest skånselsløst melankolske bøger i europæisk litteratur, et orgie i passioneret sortsyn og en meditation over virkelighedens og drømmens forviklinger.

I det citat, jeg indledte med, stiller Soares spørgsmålet: »Hvem er jeg?« Pessoas svar på dette spørgsmål er det moderne og provokerende: »Jeg er mange.« Et synspunkt, der ikke bliver mindre ironisk af, at Pessoa betyder ’person’ på portugisisk og kommer af det latinske ’persona’, som betyder maske.

Men blandt de mange personer, som er Pessoa, eller som udgør Pessoas værk, er der én ting, som går igen, og som betyder ikke så lidt for, hvem de er. Det er byen Lissabon.

Et par kysser i en passage, der forbinder de to kvarterer Baixa og Alfama i det centrale Lissabon.

Holger Leue

Caféen

Står man med ryggen til Tejo-floden på den umådelige Praça do Comércio, kan man i det fjerneste højre hjørne se Lissabons ældste café, Martinho da Arcada, grundlagt i 1782.

I dag er den delt i en café med indgang til venstre, hvor man kan få en espresso ved disken, imens man beundrer tegningen på kaklerne i hjørnet af to skrivende spejlvendte Pessoa’er, og så en restaurant med indgang til højre.

Det meste af året er der udendørsservering under arkaderne, men man bør gå indenfor i den rummelige restaurant, som er delt af et par store tværgående buer. Ved den fjerneste væg og opad de høje træpaneler står et bord med en marmorplade, hvor man ikke må sætte sig. Det er Pessoas bord.

Sætter man sig alligevel, hvilket denne artikels forfatter allernådigst fik lov til, har man hen over sortfodsskinken overblik over, hvem der kommer og går, og man kan, hvis man da ikke er lige så nærsynet som Pessoa var, se pladsen forsvinde i Tejo-floden ud af vinduet skråt til højre.

Her og på flere andre af byens cafeer sad Pessoa og skrev, drak kaffe og absint og røg cigarer, når han da ikke diskuterede litteratur med sine kunstnervenner og støbte kuglerne til det næste litterære fremstød.

Som så mange andre steder i Europa i 1910’erne og 20’erne foregik den portugisiske avantgarde, som Pessoa var en central deltager i, på cafeerne og i tidsskrifterne.

I 1914 udgav han sammen med blandt andre forfatteren Mário de Sá-Carneiro og maleren med mere Almada Negreiro tidsskriftet Orpheu, til hvilket både Álvaro de Campos og han selv, Pessoa, bidrog.

Tidskriftet, som kun nåede at udkomme med to numre, introducerede alt godt fra den europæiske avantgarde og ikke mindst den italienske futurisme i Portugal. Her finder man Campos’ ‘Triumfode’ med sin Walt Whitmaninspirerede besyngelse af det moderne, herunder dets cafeer.

»Effektive, europæiske timer, presset

Mellem maskinerier og nyttige gøremål!

Storbyer gået i stå på cafeerne,

I cafeerne – disse oaser af støjende unytte,

Hvor alle de Nyttiges

Og alle Fremskridtets hjul og tandhjul og

bøsninger

Udkrystalliseres og kastes bort!«

Sá-Carneiro hængte sig i Paris i 1916, og mange af de andre kunstnere og digtere, som var involveret i Orpheu, forlod byen. Pessoa blev og udgav i løbet af sine godt tredive voksne år i byen andre tidsskrifter, opfandt nye kunstretninger som sensationalismen og intersektionismen, stiftede forlag og udgav på linje med sine heteronymer digte og artikler.

Men de første vilde år var forbi. Som tiden gik, voksede Pessoas renommé som intellektuel og digter (i den rækkefølge), men det gjorde hans ensomhed og alkoholisme også. Pessoa døde af skrumpelever.

Inden det kom så vidt, havde han siddet i en ørken af timer på Martinho da Arcada og anet Tejo-floden bag ruden til højre. »Oh, salte hav, hvor meget af dit salt er portugisiske tårer?,« skrev Pessoa i sit sene patriotiske langdigt Mensagem (Budskab) med henvisning til, hvor mange liv, der var gået tabt på det.

Mensagem var den eneste bog på portugisisk, Pessoa udgav, mens han levede. År inden havde Álvaro de Campos skrevet ‘Maritim ode’. Her står digteren entusiastisk ved havnen og drømmer om et større og mere bestialsk liv på havet hinsides Tejo.

Det er det samme hav, den syvårige Fernando sejlede bort på til et ukendt land tre år efter sin fars død, efterladende en sindssyg bedstemor, og fra det han vendte tilbage som 17-årig, skolet i engelske forhold og engelsk litteratur, for at begynde sit voksenliv.

Tejo-floden er der, hvor Lissabon stopper, og verden begynder. Medmindre da Lissabon er ens verden. Til vennen Sá-Caneiro skrev Pessoa:

»Det er som om jeg altid har siddet og ventet

På, til aftalt tid, at få dig at se

Komme ind på Arcada, denne café;

Som ligger yderst på kontinentet;«

Ellers mødtes forfatterne og kunstnerne mest på et par cafeer på Rossio-pladsen, som ikke findes længere. Som ung kom Pessoa også på A Brasileira på Rua Garrett. Den står der til gengæld endnu, endda med en bronzestatue af digteren udenfor, som mange turister lader sig fotografere ved. Her kan man også gå ind og få sig en ganske udmærket espresso ved disken i det flotte barlokale.

Statuen er ikke den heldigste. Det er til gengæld José de Almada Negreiros’ maleri af Pessoa fra 1954, som en overgang hang på endnu et hedengangent Rossio-etablissement, restauranten Irmãos Unidos, og som i skrivende stund findes i Casa Fernando Pessoa, som vi kommer til senere.

På maleriet ses futuristen Pessoa ved cafébordet med kaffekop og andet nummer af Orpheu. Det er holdt i orange farver og domineret af gulvets harlekintern, panelernes kvadrater bag ham og et lys, der også delvist falder som et stort kvadrat og indrammer digteren.

Alle disse geometriske figurer abstraherer i Pessoas ånd den portrætterede til noget sært uvirkeligt. Skarptegnet og skarpsindigt stirrende ud i rummet giver det os Pessoa splittet som altid, på den ene side latineuropæisk café-intellektuel, på den anden engelsk og korrekt påklædt kontorist.

Gaden

Lige bag Martinho da Arcada, klemt inde i Baixas moderne grid imellem de større gader Rua da Prata og Rua dos Fanqueiros, løber Rua dos Douradores, en lang, smal og anonym gade. Navnet Rua dos Douradores løber som et sonort melankolsk omkvæd igennem Rastløshedens bog.

Det var her, Bernardo Soares arbejdede, og sikkert også her, han indtog sine måltider på mezzaninen, andenetagen, måske på den upåfaldende Restaurante Pessoa oppe imod Praça da Figueira, hvor Pessoa også ofte kom. Forordet til Rastløshedens bog antyder, at de to er løbet på hinanden sådan et sted.

Det er også her, det bliver klart, at det med at følge i en digters fodspor igennem byen ikke er et mål i sig selv, men en anledning til at opleve byen på en ny måde, en måde at lade sig føre ad veje, man måske ellers ikke ville være gået. For der er ingenting at se på Rua dos Douradores.

I hvert fald ikke før man indstiller sin opmærksomhed på det upåfaldende, som er så påfaldende en del af Pessoas person, og måske også af Lissabons måde at være by på. På Rua dos Douradores midt i Baixa sker der så lidt, at flokke af duer kan slå sig ned på vejbanen og pikke krummer og frugtrester og lette igen, når det passer dem.

Man kan lade blikket vandre opefter og beundre den rige variation af støbejernsaltaner, lade sig overraske af lyset, hver gang et af Baixas tværgående strøg åbner den smalle gade i en slags torv, og Elevador de Santa Justa åbenbarer sig til den ene side, eller man kan kigge ind ad vinduerne til diverse alternative småbutikker.

I Rua dos Douradores er der så lidt at se på, at man får øjnene op for det, man normalt overser: byens vældige højt hævede gadelygter, et par brosten, der mangler i gadebelægningen, eller brandhanerne, der ligner noget fra det ydre rum. Man overtager flanørens blik, og Pessoa var en ægte europæisk flanør.

Hvordan oplever man en by? Man kan sætte sig et centralt sted, uden for en café for eksempel, og lade verden passere forbi, synke ned i stedet, bilde sig ind at indgå i dets stofskifte. Eller man kan bevæge sig rundt i byen, vandre på kryds og tværs af den, skridte den af med sine fodsåler, væve et mønster af ruter igennem den.

Man kan ikke mindst skaffe sig rutiner. Gøre de samme ting igen og igen, indtage sin frokost et bestemt sted hver dag, købe sin avis i lige dén kiosk på præcis det samme tidspunkt. Det kan man som besøgende, men man kan det i endnu højere grad – man kan næsten ikke undgå det – hvis man bor i byen over længere tid.

At opleve en by kræver ikke hårdt koncentreret arbejde, sådan som nogle turister synes at tro. Det er ikke, som hvis man skal udføre en opgave eller studere en seværdighed. Det er snarere som at opleve arkitektur eller høre popmusik, noget, man gør uden at tænke over det.

Man er adspredt. Man foretager sig det, man nu foretager sig, imens byen umærkeligt kryber ind under huden på én: »på vej gennem Rua Do Ouro tænkende på alt andet end Rua Do Ouro,« som Álvaro de Campos skriver i sin ‘Hilsen til Walt Whitman’.

Pessoa gik ad de samme gader i tredive år, på billederne som sagt altid i bevægelse fra et sted til et andet, ad de samme veje frem og tilbage, op og ned på det ikke voldsomt store areal, som udgør det centrale Lissabon. En fodgænger, en peripatetiker af en afdød guds nåde.

På nogle af billederne fornemmer man farten, men også samtalen med den, han nu har slået følge med. Som med antikkens filosoffer, der gik for at tænke og samtale, men også som en moderne flanør, som bærer hele byens nerveliv udenpå, og som inkarnerer dens – ja, netop – rastløshed.

Det er det alternativ, Pessoa giver os til museumsbesøgene og sightseeingbusserne: Gå og tænk på noget andet. Bliv ved med at gå, trask de samme kvarterer tynde den ene dag efter den anden, gør de samme ting hver dag.

Byens liv er gadens liv. Gaden er et mikrokosmos: »Ligesom hele resten af menneskeheden vil jeg altid være fra Rua dos Douradores,« skriver Bernardo Soares.

Fra Rua dos Douradores kan vi følge Pessoa over Rossio-pladsen, en mand, der på en af de mange tegninger af ham i bevægelse, kaster ikke færre end tre skygger: Caeiro, Reis og Campos. Måske går han i dag op ad Rua do Carmo i pladsens sydvestlige hjørne, den, der fører op til Rua Garrett, hvor A Brasiliero, cafeen med statuen, ligger.

Her kan vi lade ham hvile og selv tage en afstikker til venstre lige inden cafeen ad Rua Serpa Pinto. Små hundrede meter henne ad gaden ligger torvet Largo de São Carlos, hvor Pessoa blev født i nummer 4, 4. sal tv. Der er en mindetavle og endnu en ikke ubetinget vellykket skulptur af Pessoa, hvis hoved er en udslået bog, der vender den gale vej.

Tilbage på Rua Garrett kunne man tænke sig, at den ikke længere helt unge Pessoa er på vej til huset i Rua Coelho da Rocha nummer 16, 1. th., hvor han boede med sin mor og sin søster de sidste 15 år af sit liv.

Det er en god halv times spadseretur vestpå i retning af Nationalforsamlingen og derfra nordover imod Estrelaparken. Ved parkens nordvestlige udgang går den lille Rua da Estrela op og møder Rua Coelho da Rocha.

Huset

Her ligger i dag Casa Fernando Pessoa, et lille fint museum og litteraturhus (så endte vi alligevel på museum som ’rigtige’ turister.) På øverste etage findes et Dreamatorium, hvis installationer leder den besøgende ind i Pessoas verden via en skønsom blanding af film, lyd, fotografier, tegninger og tegnefilm. Begynd der.

Etagen nedenunder huser et forskningsbiblitotek, nedenunder det kan man opleve en rekonstruktion af Pessoas kammer, og i stuen er der butik og en udstilling af tegninger, fotografier og malerier. Museet har i øvrigt også en glimrende hjemmeside. Hvis man ikke kender Pessoa i forvejen, og også selv om man gør, så lærer man ikke så lidt af at blive hængende et stykke tid i Dreamatoriet.

For inkarnerede Pessoa-fans er højdepunktet imidlertid trækisten i hans kammer. Det var den, man efter hans død fandt fyldt til randen med upublicerede manuskripter, hvoraf mange stadig ikke er udgivet, og endnu flere bliver ved med at plage udgiverne, fordi det ikke altid er lige let at fastslå, hvem det nu lige er, der har skrevet den og den tekst.

Her finder man også Álvaro de Campos’ af ham selv besungne skrivemaskine og den pult, ved hvilken Pessoa i en vild inspiration første gang drømte sine heteronymer og i ét ryk skrev det meste af Alberto Caeiros Fårehyrden.

Kaster man blikket ud af vinduet, kan man passende genkalde sig Campos’ mest berømte digt, ‘Tobaksforretning’. Det handler om at sidde inde og kigge ud, om huset og gaden, om den virkelighed af alting, man kan kaste sig ud i, og om de drømme og idéer, man kan huse i sit hoved, indtil de forsvinder og bliver til intet.

For en dansker er det fristende at trække en linje fra Pessoa tilbage til Søren Kierkegaard. Kierkegaard skrev godt nok ‘kun’ under pseudonymer, men det var dog temmelig livlige pseudonymer.

Han spadserede ligesom Pessoa dagligt rundt i en af Europas mindre hovedstæder, begge havde i øvrigt én eneste kort og platonisk forelskelse bag sig, og den danske filosof og flanør vandrede efter sigende fra pult til pult om natten fra det ene manuskript til det andet, fra det ene pseudonym til det andet.

Idéen om, at man må vælge, hvem man er, fordi det ikke længere er givet eller kommer af sig selv, er Kierkegaards idé. Det er den tanke, Pessoa tog konsekvensen af, en konsekvens, som – med et udtryk lånt fra Campos – var stik modsat af hvad som helst, Kierkegaard ellers troede på.

I ‘Tobaksforretning’ ligger Campos i pendulfart imellem sit skrivebord og sit vindue, imellem sine metafysiske spekulationer, som han kalder dem, og så den konkrete verden udenfor, personificeret af tobaksforretningens ejer og Campos’ ven Esteves, som til slut i digtet hilser på nede fra gaden.

Det er den slags spekulationer, Pessoa leder os hen imod. Til spørgsmål om, hvem – og hvor mange – vi er, og til, hvad der overhovedet er og ikke er. De heteronymer, som Pessoa drømte, fik en form for realitet.

Det virker meningsløst at insistere på, at de bare var opspind. De er snarere passager imellem fantasi og virkelighed, en måde at holde ideernes verden og tingenes verden i bevægelse på, så begge blev større af det, på én gang klarere og mere mystiske. Var de udslag af en ensom mands fantasier? Givetvis.

Det, der måske begyndte som et avantgardistisk stunt i forlængelse af barndommens fantasivenner, blev Pessoas måde at udfylde ensomheden på, hans måde at udholde sin egen begivenhedsløse eksistens. De var også en form for langsomt selvmord.

Manden, der stred over Rossiopladsen og kastede tre skygger, blev selv en skygge, jo virkeligere den verden, han drømte, blev.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu