Interview
Læsetid: 3 min.

’Det allersorteste betager mig’

For Nis-Christian Bredholt er litteratur en indgang til sig selv og til verden. Det er en måde at få styr på de puds, livet spiller én, når man eksempelvis både er ordblind, ramt af sklerose og drømmer om at skrive
Kultur
25. juni 2016
Nis-Christian Bredholt mener ikke, at der er meget kamp over Karl Ove Knausgårds ’Min Kamp’.

Dörthe Hagenguth

Han havde egentlig aldrig forestillet sig, at han faktisk skulle blive forfatter. Han er ordblind og afskrev muligheden for virkelig at skrive, da han var ganske ung. Men det lykkedes aldrig for ham at lade være.

Han skrev og skrev – også selv om det tog usigeligt lang tid for ham. Og også selv om den senere tilkomne diagnose, Sclerosis Disseminita, nogle gange gør det næsten fysisk umuligt.

Men i foråret 2016 debuterede altså den 58-årige Nis-Christian Bredholt med værket Freischwimmer efter først et halvt års skrivekursus på Vestjyllands Højskole og derefter et års forfatterskole hos Hans Otto Jørgensen.

Derfra formede et hybridværk sig; bestående af billeder, historiske beretninger, polske fortællinger, udklip fra Nis-Christian Bredholts private lægejournal, samt lyriske anklageskrifter med mere.

Der er fart på, skiftene mellem værkets forskellige spor sker hurtigt, pludseligt, og man mærker, at forfatteren ligger inde med næsten 58 års skrift og tankegods.

Siden han som 16-årig ved et tilfælde begyndte at læse Kierkegaard, har Nis-Christian Bredholt vidst, at han var alene og fremmed i verden. At der ikke var så mange tilhørssteder eller naturlige fællesskaber for ham.

»Jeg var for alvorlig og tænksom og fjern til mange omkring mig. Men jeg fandt et hjem i kunsten, i musikken og skriften. Her kunne jeg udtrykke mig og acceptere ensomheden,« forklarer Nis-Christian Bredholt og fortsætter: »Men så kom sklerosen, det blev sværere at skrive og umuligt at spille musik, og jeg måtte gentænke og genopfinde det hele igen.«

Kampe og vindmøller

Og det har han altså gjort med Freischwimmer – mere eller mindre bevidst, fortæller han:

»Freischwimmer er et værk om et menneske, der prøver at skabe sig en historie – om sig selv, om hvad han skal, når nu hans tidligere liv ikke længere er muligt at leve,« fortæller Nis-Christian Bredholt.

Det var egentlig ikke hans mening at skrive om sklerosen, der i 1996 forandrede hans liv fuldstændig. »Men jo længere jeg kom, desto tydeligere blev det for mig, at sklerosen var en uundgåelig del af historien. Det blev nødvendigt, at sygdommen skulle foretage nogle store indgreb i fortællingen – lige som den har gjort i mit liv.«

»Jeg skriver for at holde sammen på mig selv og mine tanker. For at få styr på de tanker, der nogle gange truer med at gøre mig vanvittig. Litteratur og poesi er de allervigtigste eksistensbearbejdelsesværktøjer, jeg har,« fortæller Nis-Christian Bredholt.

Det er især forfattere, der også bevæger sig i verden som fremmede og med vanviddet på lur, som Kierkegaard, russiske Dostojevskij eller norske Knut Hamsun, som har vakt begejstring og fryd hos Nis-Christian Bredholt.

»Det er det allersorteste, ironiske, smukke, reflekterende og sansende, der betager og inspirerer mig allermest. Hamsun eller Dostojevskij er om nogen eksempler på, at man i litteraturen kan skrive mening ind i historier, der kan forekomme meningsløse,« fortæller han.

Men der er, ifølge Nis-Christian Bredholt, også dem, der svælger i og dyrker de eksistentielle kriser til en grad, der bliver nærmest ynkende og næsten usympatisk. Som fortælleren i Freischwimmer udbryder, da han kæmper med at få strømperne på, for at komme over i kørestolen for at kunne vaske sig selv: »Knausgård og andre selvhøjtidelige opkomlinge! Min Kamp, hvad bilder han sig ind?«

»Det er altså umuligt at sluge et værk som Min Kamp, der virker så blottet for al form for kamp, når du selv ikke kan bevæge dig uden smerte og skal kobles op til alverdens maskiner,« fortæller Nis-Christian Bredholt. Der er for ham noget ganske ironisk over, hvordan det moderne menneske insisterer på at kæmpe sådan – som en samtidens Don Quijote, der jager vindmøller.

Men selv den kamp, selv Knausgård og moderne tiders Don Quijote, er der plads til i litteraturen, mener Nis-Christian Bredholt trods hans personlige forbehold.

»Og det er jo litteraturens allerfineste egenskaber: Her er plads til de tankespind og nuancer og skæve eksistenser, der ikke er plads til andre steder. Og det er jo magisk.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her