Apokalypsens tidsalder

New York henligger mennesketom og kold. Isflagerne fra det oppiskede hav, der er skyllet ind over byen, har lagt sig som en frossen frakke hen over skyskraberne. Flere af dem er slået i stykker eller fuldstændig kollapset.

En ny istid har sænket sig over storbyen. Det er det ildevarslende billede, katastrofefilmen The Day After Tomorrow (2004) tegner af en verden slået i stykker af menneskeskabte klimaforandringer.

Filmen indvarslede et årti i klimaforandringernes tegn og blev i 2006 fulgt op af Al Gores klimadokumentar En ubekvem sandhed, der satte yderligere fokus på problemet.

Populærkulturen afspejler den stigende frygt for klimaforandringer, og da analyseinstituttet Pew Research Center i foråret 2015 spurgte 45.435 mennesker fra 40 lande verden over, hvad de frygtede mest, endte klimaforandringerne på en førsteplads foran såvel IS, økonomisk ustabilitet, cyberangreb som de tre atommagter Iran, Kina og Rusland.

Klimaforandringerne fylder mere end nogensinde i den globale bevidsthed, og klimaapokalypsen er blevet vor tids foretrukne dommedagsfortælling.

Fra frelse til fortabelse

For at forstå, hvordan klimaapokalypsen påvirker vores samtid og selvforståelse, må man først gøre sig klart, hvordan apokalypsen som fænomen er opstået og har udviklet sig historisk.

Det har lektor og forsker i klimaforandringsdiskurser og apokalyptisk litteratur Peter Mortensen fra Aarhus Universitet arbejdet med.

Dommedagsfortællinger har cirkuleret i hvert fald de sidste 3.000 år, og i løbet af den tid har apokalypsen gennemgået forskellige narrative epoker, der har flyttet ansvaret for civilisationens endeligt fra Guds hænder over i vores egne, fortæller han.

Det var Bibelen, der først introducerede apokalypsen som fænomen i den vestlige verden. Med Det Gamle Testamentes fortælling om Noas ark opstod forestillingen om Guds evne til at lade sin magt manifestere sig som voldsomme naturkatastrofer, hvis der var brug for at udslette (dele af) klodens befolkning.

»Jeg har besluttet at udrydde menneskene, for de er skyld i, at verden er fuld af vold og ondskab,« som Gud forklarer Noa.

I Det Nye Testamente blev også Jesu tilbagekomst ledsaget af en dommedag. Det er eksempelvis sådan, apokalypsen blev skildret i Johannes’ Åbenbaring.

»Og jeg så de døde, både store og små, stå foran tronen (…), og de døde blev dømt efter deres gerninger (…). Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han styrtet i ildsøen,« står der.

Både syndfloden og billedet af den brændende sø på den yderste dag varsler undergang og udslettelse.

»Verden ville gå under, men det var som resultat af en kosmisk kamp mellem det gode og det onde,« siger Peter Mortensen. Denne forestilling blev en central del af verdensopfattelsen i den tidlige kristendom.

»De første kristne udgjorde reelt en dommedagskult, der prædikede Jesu tilbagekomst, verdens snarlige undergang og den endelig domfældelse over jordens befolkning,« siger Peter Mortensen. I kristendommens optik var regnskabets time en nødvendig vurdering af, hvem der havde gjort sig fortjent til at komme i himlen. Hvis man regnede med at blive frelst, var der ingen grund til at frygte apokalypsen.

Mia Mottelson

Dommedag i menneskehænder

I takt med at videnskabens forklaringskraft blev stærkere, skiftede apokalypseforestilingen karakter. I 1800-tallet begyndte naturvidenskaben at forstå og forklare de naturfænomener, som man tidligere ikke havde kunnet tolke som andet end Guds straf og en påmindelse om truslen om verdens forestående undergang.

Jordskælv, vulkanudbrud, epidemier og oversvømmelser blev nu set som naturlige begivenheder, hvis årsager havde en rationel forklaring. Magten til at nedkalde undergangen gled langsomt ud af Guds hænder, men frygten for en altødelæggende begivenhed slap ikke sit tag i mennesket.

Den kom i stedet eksempelvis til udtryk i en fortælling som Edgar Allan Poes The Conversation of Eiros and Charmion (1839), der er en skildring af et meteornedslag med mindst lige så ødelæggende konsekvenser som den bibelske dommedag.

Budskabet var her, at nok kan vi forstå naturen, men vi kan ikke tæmme den. Apokalypsen var ikke længere en dommens dag – tilbage var kun selve undergangen uden mulighed for at blive frelst. Den repræsenterede det ukontrollerbare, uforudsigelige og nådesløse.

Indtil august 1945.

Atombomberne over Hiroshima og Nagasaki markerede et nyt skift i dommedagsdystopien. Den mest oplagte mulighed for at udslette menneskeheden lå pludselig i hænderne på en håndfuld statsoverhoveder, og efter årtier med krig og menneskeskabte katastrofer, var troen på, at vi kunne forvalte de nye teknologier på forsvarlig vis for længst forsvundet.

Også forestillingen om dommedag som sidste stop før frelse og evigt liv forsvandt ud af mainstream. Der var intet godt på den anden siden af en atomar apokalypse – verden ville gå under »ikke med et brag, men en klynken«, som den engelske forfatter Nevil Shute formulerede det i On The Beach (1957).

Forestillingen om en atomudløst undergang fortsatte op gennem Den Kolde Krig, hvor den fik selskab af en miljøapokalypse, der med syreregn, huller i ozonlaget og olieudslip i havene tegnede et billede af en menneskehed, der i sidste ende ville skabe forudsætninger for sin egen undergang. Ansvaret var imidlertid stadig primært placeret hos statslederne og de store selskaber, der producerede uden at tænke på konsekvenserne for naturen.

Klimakatastrofen kommer snigende

I løbet af de seneste ti år er klimaforandringerne – parallelt med terrorismen – blevet undergangsfortællingernes dominerende omdrejningspunkt. Det har medført endnu et skift i forståelsen af apokalypsen som fænomen.

Klimaforandringerne er i modsætning til de tidligere apokalypsefortællinger hverken Guds, naturens eller nogle få udvalgte menneskers og firmaers ansvar. Det er dit og mit. Verdens undergang ligger ikke bare i menneskehænder, den ligger i individets hænder og i de lokale fællesskabers hænder.

Esben Bjerggaard Nielsen, der er adjunkt ved Aarhus Universitet, har i sin ph.d. kigget på klimaretorikken. Han ser en afgørende forskel mellem tidligere dommedagsfortællinger og den aktuelle forestilling om en forestående apokalypse.

»Klimaforandringer er skjulte processer, der skaber en dommedag, der langsomt kommer snigende. Den er ikke bombastisk, og det er måske også derfor, den har svært ved at vække til handling,« siger han. Derfor fungerer den som retorisk greb heller ikke en lige så effektivt, som da apokalypsen handlede om atomkraft og miljøsvineri.

Da den amerikanske zoolog og marinbiolog Rachel Carson i 1962 udgav fagbogen Silent Spring og dokumenterede pesticidernes virkning på dyr og planter, skabte hun en frygt og en øget bevidsthed, som blev grundstenen for hele den amerikanske miljøbevægelse og en direkte årsag til eftertanke og forandringer i livsstilen for mange amerikanere.

Men nutidens klimadystopi har ikke den samme gennemslagskraft, fordi problemet er komplekst, og truslen forekommer de fleste mennesker i Danmark fjern og diffus.

»Apokalypsen er en fortælling, der gør alting simpelt og sort-hvidt. Det er et problem, fordi klimaproblematikken ikke kan fremstilles så entydigt og klart,« siger Esben Bjerggaard Nielsen. Samtidig er konsekvenserne af klimaforandringerne stadig svære at få øje på i den del af verden, som har størst ansvar for dem.

»Det forfærdelige ved det hele er i virkeligheden, at klimaet skal forværres, før vi kan få en historie, der batter mere,« siger Esben Bjerggaard Nielsen.

Vores individuelle ansvar og skyld i forhold til klimaforandringerne er den ubehagelige sandhed, vi bliver konfronteret med, når vi ser klimaforandringerne i øjnene, uanset om det foregår ved hjælp af forskningsrapporter, nyhedsindslag eller katastrofefilm. Og det er svært at bære, fortæller Simon Elsborg Nygaard, der er ph.d.-studerende i psykologi ved Aarhus Universitet, og som gennem en årrække har forsket i økologisk bæredygtig adfærd, klimabevidsthed og trivsel.

»Vi kommer alle til at stivne af hjælpeløshed, hvis vi skal tænke på den overordnede udfordring. Den virker totalt uoverskuelig, og den kan vi som enkeltpersoner ikke gøre meget ved, men vi kommer stadig til at lide under konsekvenserne af den,« siger Simon Elsborg Nygaard og konstaterer, at det også nager ham personligt at leve med visheden om at være født ind i et samfund og en livsstil, der tærer på naturressourcerne.

Omvendt er klimaforandringerne også svære at begribe. Kompleksiteten og den store afstand mellem handling og effekt, gør det svært for os for alvor at forstå, hvad der er på spil. Det gør det sværere for os at reagere.

»Det forhold, at man kan se, at forandringerne allerede er i gang, men at de fleste folk tænker, at vi har det fint nok alligevel, er med til at gøre, at folk ikke handler,« siger Simon Elsborg Nygaard.

Vi står over for en snigende, kontinuerlig og selvudløst dommedag, hvor det er vores daglige livsstil, som er problemet. Pilen peger på os selv. Atomkrige undgik vi uden handling, men med hensyn til klimaforandringerne er der ikke nogen vej udenom; vi har ikke ressourcer nok, hvis ikke vi handler. Følelsen af, at vi ikke kan vinde, men kun tabe langsommere, pacificerer os.

»Den store forskel i forhold til tidligere apokalypser er, at vi her selv både er de skyldige og ofrene,« siger Simon Elsborg Nygaard.

Sølvkugle eller spredehagl

Spørgsmålet er, om der i dag overhovedet er noget alternativt retorisk greb, der kan mobilisere os til at handle for at afværge verdens undergang, når nu den apokalyptiske fortælling tilsyneladende ikke er nok.

»Der findes ingen sølvkugle, man er nødt til at skyde med spredehagl for at forklare noget, der er så omfattende, og som kræver så store ændringer af vores samfundssystem og kultur,« siger Esben Bjerggaard Nielsen.

Men måske er der plads til bæredygtighed, grøn omstilling og endda til utopien i fortællingen om klimaforandringerne. Det forsøger Peter Mortensen dagligt at overbevise sine unge studerende om på Aarhus Universitet.

»I stedet for kun at forestille os verdens undergang kunne vi se klimaforandringerne som en mulighed for at lave om på nogle ting, der ikke virkede særlig godt til at begynde med – den globale kapitalisme, eksempelvis. For mig er det en mere frugtbar tankegang, for jeg tror simpelthen ikke på, at apokalypsen kan skræmme folk til handling længere,« siger han.

»I stedet trænger vi til nogle mere opbyggelige historier, hvor mennesker har handlekraft, og der er en mulighed for at have indflydelse på sit eget liv,« siger han.

Utopiens tilbagekomst er måske nok i sig selv en utopi, men teknologien som håb og redningskrans er begyndt at dukke op i fiktionens verden.

Da Matthew McConaughey efter en dramatisk galaktisk rundrejse for at finde et nyt hjem til de fremtidige generationer slår øjnene op i Interstellars (2014) univers og kigger ud over den velfriserede baseballbane, markerne der buer opad, og de svævende parcelhushaver, er det kulminationen på civilisationens triumf.

Vi vil overleve på trods af Jordens totale forfald, lyder det håbefulde budskab, og måske vil vi endda etablere et nyt og mere harmonisk samfund på den anden side af undergangen.

Spørgsmålet er blot, om teknologien kan redde os alle, og om den kommer os til undsætning i tide.

Mia Mottelson